---

Jeg ved nu ikke om det er under det rigtige jeg har stillet spørgsmålet.. Men nu prøver jeg og så må folk jo give mig nogle drag over nakken hvis de mener det er det forkerte forum..

Baggrunden..

Jeg har gennem flere år haft rygproblemer og et problem med min højre skulder. Skulderen kan der ikke laves mere ved, den lever sit eget liv med at hoppe ud af led flere gange dagligt, og dette giver smerter. Hvilket jo giver sig selv, og det er noget man bare ikke kan vænne sig til, hvor meget jeg dog end har prøvet.

Så er der ryggen, lægerne kan ikke helt sige hvad der er galt og så videre.. Men hvergang får man den stukket i snuden, tab dig og det bliver bedere.. Nu har jeg tabt hvad der svarer til min søsters vægt, så man burde da snart syntes at det er ved at være på tide at jeg slipper af med de smerter, men nej..

Jeg er så begyndt på en Smerteklinik, og er der noget jeg ikke fatter, så er det den læges holdning.
Jeg har talt med den gamle om det, da hun har været med som bi-sidder de gange jeg har været afsted. Jeg har det nemlig med at glemme ting, og hun har en eminent hukommelse.

Men sagen er den, lægen jeg kommer hos, på mig virker hun meget mistroisk.
Til at starte med forklarede jeg hende hvor meget/lidt jeg kunne, og hun nikkede og noterede og så videre..

Da jeg så var dernede forrige gang sagde hun at jeg skulle have en skridt tæller, fordi hun blev nød til at finde ud af hvor meget jeg gik i løbet af en dag. Samt jeg skulle notere hvordan jeg opfattede min smerte, på en skala fra 1-10..

Jeg så ingen prob i det, så jeg gik igang. Og til min store overraskelse ligger jeg på 11.000 - 13.000 skridt om dagen, men dertil har jeg smerter der svinger fra 8-9.. Og jeg havde dog forklaret over for denne læge at jeg har meget ondt og jeg vil selv sætte det til at være omkring 8 stykker..
men at jeg så i den sidste måned har haft utroligt ondt kan jeg jo ikke gøre noget ved.

Da jeg så kommer ned til smerteklinikken igen, og præsentere hende for mit fine papir, bliver hun meget overrasket. Både over at jeg går så meget, og at jeg har så ondt som jeg har.

Så var det jeg tænkte, jamen det har jeg jo sagt!!! Jeg ved godt at der evt. kan være nogle brodne kar der ødelægger det. Men jeg har da altid lært at man skal stole på folk.

Jeg følte det som et brud på min tillid til hende, hvordan vil hun have at jeg skulle kunne stole på hende når hun ikke engang stoler på mig??

Er det mig der er forkert på den?
Hvad kan man gøre anderledes?
Hvorfor kan sådanne læger ikke bare stole på hvad man siger?

---

tja, jeg har nogen af de samme problemer, desværre er alt der ikke kan måles utroværdig - eller sådan syntes jeg både læger og kommuner opfatter det. patienter der ikke kan føres ind i målbare grupper er bare pivet - fuld af løgn - opmærksomhedssøgende osv.
jeg har opgivet at få andre end min mand til at forstå - dog vil jeg sige hvis og nå man skal bide det sure æble og henvende sig til andre instancer - er det guld værd at have en bisidder med. så tror de mere på en. jeg ved ikke hvad man kan gøre - hvis man ikke er noget ved musikken bliver man ikke hørt. du kunne gå til en avis aller magasin med din historie - dog har lægen ikke direkt kaldt dig for utroværdig så det får du nok ikke noget ud af.
hvis smerteklinikken kan hjælpe dig - må du blive ved med at gå der og måske - på et tidspunkt - kan du give til kende hvordan du opfattede situationen - og give dem mulighed for at ændre deres egen indstilling??!!

---

Hej AnniRKK!!

Din historie, eller tilsvarende har jeg hørt SÅ mange gange før! Jeg er alternativ behandler, og det er netop folk, som har rendt panden mod en mur hos egen læge, hospitaler og specialister, der ender hos mig. Ofte er det smertepatienter, der har fået at vide, at smerten er psykisk, og at der desværre ikke er mere at gøre fra lægernes side. De føler sig overhørt, er blevet foreslået pension, er blevet talt ned til - specielt, hvis de har været den mindste smule insisterende på, at deres smerte rent faktisk er virkelig.

Hvad angår smerteklinikken - Det, jeg kender til denne behandlingsform drejer sig vistnok om den psykiske del af smertebehandling. Noget med samtaler med en psykolog og noget med at tænke anderledes om sin smerte. Noget med at acceptere, at det er sådan ens liv er, nu og i fremtiden... Jeg ved, at nogle føler sig hjulpet, men personligt synes jeg, at en accept af ens dårlige situation, kan sætte en i en tilstand af ansvarsfralæggelse og handlingslammelse... Det er ærligt talt sørgeligt...

Min glæde som behandler er, at opleve patienter, der har fået kedelig behandling af sundhedssystemet, føle sig hørt, set, taget alvorligt, hjulpet og smertelindret. De får bekræftet, at de ikke er sindssyge, som de tilsidst er kommet til at føle sig. De bliver SÅ glade og får lidt gnist tilbage...
Det er en fryd!

Jeg håber for dig, at du ikke accepterer at have smerter, men gør alt du kan, for at leve det liv, du ønsker dig! Tro ikke på, at det er din egen skyld, at du er tosset, at du er for fed til at blive hjulpet... Bare klø på!

Her til sidst vil jeg lige pointere, at jeg som alternativ behandler slet ikke er imod sundhedssystemet generelt - det er min nærmeste samarbejdspartner og det er jeg helt tilfreds med. (Bare for at aflive den diskussion )

Vaxen

---

desværre er der meget sygdom i min familie incl mig selv, og mange læger mener automatisk, at folk ingenting fejler, så det kan tage år at få en diagnose og dermed behandling. desværre har jeg oplevet to der er blevet dømt hypokonder, det døde de af, da det viste sig at være kræft. og for mig ser det ud, som om det ikke rører dem, at de tog fejl.

---

Jeg havde helt glemt atjeg havde startet denne, men da den er ved at være en gammel tråd må jeg hellere få den lukket og der er jo kun een der kan få point.. Så jeg lader dem gå til den første der svarrede.

Tak til jer 3 der har deltaget.

---

Tak for svaret bedstemor2.

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.