|
| Kommentar Fra : o.v.n. |
Dato : 05-12-05 12:28 |
|
Hej, er du konfimeret? så må du vel huske lidt af undervisningen før. Nadveren er en ritual Jesus selv indstiftede, den sidste aften før korsfæstelsen, hvor han med brødet og vinen fra aftensmaden sagde de ord til sine 12 diciple, som præsterne gentager hver søndag, det går ud på at vi fortryder de synder vi har begået og lægger dem over på ham, ved at lide og dø for os tog han vore synder over på sig, kort fortalt, noget af det jeg lærte til konfimationsforberedelse, det er mange år siden, så måske andre kan uddybe det lidt?
| |
| Kommentar Fra : BjarneD |
Dato : 05-12-05 12:41 |
|
her beskrives det godt.
http://www.ortodoks.dk/nadver.html
Citat Nadveren
Kirken er karakteriseret ved de hellige mysterier. Blandt dem indtager eukaristien eller nadveren en central plads. Mysteriets retmæssighed eller ’gyldighed’ er knyttet til, at det må forvaltes af en biskop, som er apostlenes efterfølger, og som bekender Kirkens fulde og uforandrede lære.
I Johannes’ Evangelium, kapitel 6, taler Jesus til sine disciple om kød og om blod. Han taler på en måde, en del mennesker ikke bryder sig om. Han siger: Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig og jeg i ham. Det er ord, som provokerer, og fra disciplene omkring Jesus lyder det med det samme: Det er hård tale, hvem kan holde ud at høre den? Og ordstriden ender på den måde, læser vi videre hos Johannes, at af den grund trak mange sig tilbage og vandrede ikke mere med Ham.
Vi kender godt disciplenes reaktion, dem, der trak sig tilbage. Måske kender vi den til og med fra os selv. For er det ikke en fornærmelse af vores rationalitet og logiske sans, det, Jesus her siger? Bryder ikke også vi ud i forargelse: hvordan kan Han give os Sit kød at spise? – Og når vi nu er så åndelige, så fromme og så inderligt faste i troen, kan det så ikke være nok? Kristi mærkelige ord og Kirkens insisteren på, at afgørende, ja, uomgængelige, sider af det kristne liv er så konkrete, så fysiske, så uløseligt knyttede til vand, til brød og vin, til kød og blod, alt dette finder vi ærlig talt temmelig upassende og noget for grovkornet til vores højt udviklede spiritualitet.
Det følgende skal handle om den hellige nadver. Det kan være godt og nyttigt at forsøge sig med en systematisk tilgang til Kirkens mystiske (eller sakramentale) liv. Det kan bedre vores forståelse af, hvad det er, vi tager del i. Men det er afgørende vigtigt at have i baghovedet, at den akademiske og systematiske tilgang nødvendigvis bliver både en abstraktion og en reduktion i forhold til den mystiske virkelighed. Der kan i det højeste blive tale om en hjælpedisciplin, et suppement til troen og den personlige medleven i Kirkens liv. Akademisk ’nadver-teologi’ (det blotte ord får hårene til at rejse sig på mit hovede) kan sammenlignes med et menneskeligt skelet i en glasmontre. Sådan et kan ganske vist tydeliggøre visse funktioner hos mennesket, men af gode grunde mangler det selv liv. Virkelighedens nadver er derimod at sammenligne med et levende menneske af uendelig kompleksitet; for nadveren er rodfæstet i selve livets mysterium. |
| |
| Kommentar Fra : o.v.n. |
Dato : 05-12-05 12:54 |
|
Her er hvad Lademanns Leksikon har om emnet:
Nadveren
Nadveren: i alle fire evangelier berettes udførligt om det påskemåltid, som Jesus fejrede sammen med sine apostle umiddelbart før sin lidelse og død. Johannes-evangeliet omtaler måltidet helt anderledes end synoptikerne; men i alle fire skrifter tillægges dette måltid en helt afgørende betydning for forholdet mellem Mesteren og hans disciple. Den synoptiske overlevering gengiver nogenlunde enslydende de ord, hvormed Jesus ledsagede uddelingen af brød og vin; den samme tradition ligger til grund for Paulus' beretning i 1. Korintherbrev 11 om dette måltid, som allerede på hans tid var blevet det, som siden i troslæren blev defineret som et af kirkens sakramenter. På denne tradition hviler det, der i nadverliturgien hedder indstiftelsesordene. Den hellige nadver har uafviseligt sin oprindelse i jødernes påskefest, og fra den ældste kristne tid er måltidet blevet opfattet som en fornyelse af den mosaiske pagt, idet opfyldelse af lovens bud erstattes af Kristi soningsoffer; i denne betydning må især Johannes-evangeliets tale om "livets brød" forstås; at modtage nadveren er at dele skæbne med den korsfæstede Frelser og ved ham få det evige liv skænket. Kirken har trofast fastholdt dette sakramente; den satte som betingelse for en deltagelse i det et forudgående skriftemål. Et sådant "offentligt skrifte" kunne være en ubehagelig sag; det hang sammen med eventuel udstødelse af kirken, se kirketugt. I den danske folkekirke er disse ting for længst sat ud af kraft; de overlades til den enkeltes afgørelse og ansvar. Skriftemålet er nu fælles og tavst; det indeholder en bøn om syndernes forladelse og tilsigelsen deraf, begge dele ved præsten. Det foregår inden gudstjenestens begyndelse eller under denne inden nadveren (altergangen) eller slet ikke; ingen afvises. I Romerkirken er det kun den administrerende præst, der modtager vinen, og de andre deltagere får brødet i form af en oblat. De andre kirkesamfund giver altergæsterne både oblat og vin, vinen af en fælles kalk; det bliver mere og mere almindeligt, at den derfra hældes i særbægre. Den nærmere forståelse af elementernes væsen varierer; Rom hævder den såkaldte forvandlingslære: ved indvielsen (konsekration) af dem forvandles de til Kristi virkelige legeme og blod og må derfor, hvis de ikke opbruges, opbevares i monstransen; Luther lærte, at de var Kristi sande legeme og blod "i, med og under" brød og vin; den anglikanske kirke taler ligeledes om en "realpræsens"; de reformerte og i nyere tid flere med dem betragter hele handlingen som rent symbolsk. Disse betydelige forskelle har givet anledning til århundredlange, ofte bitre nadverstridigheder, som dog rigelig opvejes af den glæde og sjælefred, altergang har bragt mange mennesker.
| |
| Kommentar Fra : Blatdob |
Dato : 05-12-05 23:18 |
|
Det er meget godt, at i kan finde citater og tekster på nettet, men det var ikke det jeg søgte. Havde det været det ville jeg nok have fundet det selv. Jeg vil ganske klart bare vide, hvorfor vi spiser Jesus.
Som om vi ville slippe godt fra en synd, ved at spise et andet menneske. Nok virker det måske for kanibaler, men det er bare for mærkeligt.
| |
| Godkendelse af svar Fra : Blatdob |
Dato : 05-12-05 23:38 |
| | |
| Kommentar Fra : hjkofoed |
Dato : 05-12-05 23:48 |
|
Dette er hentet fra Lukasevangeliet kap.22:
v17 Så tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer. v18 For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.« v19 Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!« v20 Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.
Som du kan se, var Jesus sammen med apostlene, og flåede altså ikke lunser af sig selv, så det udelukker kanibalisme.
Lukas giver altså grund til at antage, at brødet og vinen er symboler for "kød og blod"; et fælles pagtsmåltid.
| |
| Kommentar Fra : cecilier |
Dato : 23-09-08 19:11 |
|
man går til nadver for at mindes jesus og for at blive fri for sine syndere. (:
| |
| Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|