/ Forside/ Interesser / Hus og have / Hus og have / Spørgsmål
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Hus og have
#NavnPoint
Nordsted1 30351
3773 24011
pbp_et 20871
dova 19847
ans 15297
stig54 12614
vagnr 12599
transor 11828
katekismus 10999
10  trimare46 9702
Beskæring af vin
Fra : peter.k
Vist : 11331 gange
100 point
Dato : 29-10-05 13:38

Vi har en vinplante i drivhuset, som jeg plejer at beskære i december måned. Alle anvisninger går jo på, at vinen skal beskæres tidligt på vinteren, så man undgår kraftig blødning.
Mit spørgsmål går på, om man kan beskære vinen 1. november i forbindelse med at drivhuset bliver tømt og rengjort - selv om den ikke har smidt alle bladene.

 
 
Kommentar
Fra : dova


Dato : 29-10-05 13:48

Beskæring af vin
Tekst og foto af Peter Lorenzen




Jeg får en gang imellem spørgsmålet: Hvorfor får jeg ingen druer på min vinstok?? Ofte er svaret: Fordi du beskærer den forkert!!
De følgende retningslinier gælder, hvad enten man har sin vinstok i et drivhus, op ad en mur eller måske i form af en pergola.

Sporer med blomsterknopper
Når nybagte vinstokejere efter et par år eller tre har opbygget en passende hovedstamme (og evt. sidestammer) på deres vin, oplever jeg tit, at de om vinteren klipper de gamle skud (ranker) fra sidste år helt tilbage til stammen. Dette er forkert!! Derved klipper man nemlig også de blomsterknopper af, som skulle være blevet til næste års druehøst. Når man om vinteren (eller det tidlige forår) beskærer de ét år gamle ranker fra sidste år, skal man sørge for at efterlade en stab (spore) med 2 - 8 knopper på.

Enkelte vinsorter kræver en lang spore med op til 6 - 8 knopper, idet de første 4 - 5 knopper nærmest stammen er golde (uden blomster). Langt de fleste vinsorter kan dog nøjes med en kort spore på måske 2 - 3 knopper, idet de har blomster i alle knopperne.



Her ses en spore, som er brudt med tre skud (maj måned). Til vinter, når bladene er væk, skal kun det nederste af de tre skud klippes tilbage til to eller tre knopper - resten klippes helt væk. Det vil sige, at kun det nederste af de tre skud kommer til at danne spore til næste år.

Efterhånden vil sporen på denne måde komme længere og længere væk fra hovedstammen, og på et tidspunkt skal den fornyes, f.eks. i form af et vanskud fra stammen.

Bemærk i øvrigt blomsterklaserne, som jo senere bliver til drueklaser.


De golde vanskud
De fleste, som har en vinstok, vil have lagt mærke til, at den ofte sætter nye skud direkte på stammen - såkaldte vanskud. Disse skud indeholder kun sjældent blomster og giver altså heller ingen druer - eller i hvert fald kun ganske få.

Vanskud skal pilles af, med mindre man f.eks. ønsker at bygge en ny stamme på sin vin. I så fald kan man sagtens bruge et vanskud til det. De knopper, der sidder på et vanskud, vil indeholde blomster til året efter.



Her ses tre sporer, som hver er brudt med to skud. Alle vanris er pillet af. Hvis man om vinteren fejlagtigt klipper alle blomsterknopperne af, vil planten til foråret danne en masse vanskud, som vokser frodigt - men som ikke giver nogle druer.

Husk altså at efterlade en passende mængde sporer, så vil du også få druer året efter. Sporerne kan passende sidde langs stammen med ca. 20 cm afstand, hvis de har f.eks. to knopper.


Sommerbeskæring
Når du forhåbentligt har fået masser af begyndende drueklaser på dine vinranker, er det ved at være tiden at tænke på sommerbeskæringen: Alle ranker, som ikke bærer druer, klippes af - med mindre du skal bruge ranken til en ny stamme, eller ranken udfylder et "tomrum" på stammen.

Alle klasebærende ranker kan passende klippes ca. seks blade over den sidste klase. Denne ranke vil herefter begynde at danne små sideskud, som passende kan klippes af over et eller to blade. Der skal mindst være 6-8 blade pr. klase, når klaserne skal til at modne.

Hvis der er for få blade, kan druerne ikke modne ordentligt. De bliver sure og får ikke sukker nok i sig. I så fald kan man evt. tynde ud i klaserne. Herved bliver udbyttet mindre, men druerne bliver til gengæld bedre!



Til vinter skal de tre skud på billedet klippes ned til to - tre knopper og altså blive til næste års sporer. Her ses en meget lang spore, som er bundet ned til vandret. Den skal herefter blive en kommende hovedstamme.

Den lange spore har i år brudt med en række skud, hvor man på billedet ser de tre af dem. Bemærk også her blomsterklaserne på de nye skud.

Der er tyndet ud i skud (og vanris), så skuddene sidder pænt med ca. 20 cm afstand.



Her ses en 3 - 4 år gammel vinstok med ca. 10 sporer efter vinterbeskæringen (i marts måned). Hver spore har ca. 3 - 4 knopper og sidder med ca. 15 cm afstand. Det er svært at give helt nøjagtige retningslinier for, hvor mange sporer, man skal have på sin vinstok, hvor tæt de skal sidde, hvor mange knopper, de skal have, hvor mange klaser, man kan lade sin vinstok "trække" etc.

Det afhænger af sorten, voksestedet, størrelsen, alder osv.

Prøv dig frem. Det tager nok et par år eller tre, før man finder en passende balance. Du kan jo prøve at lade dig inspirere af de medfølgende billeder fra forfatterens vingård, som er på friland.

God fornøjelse med din vin - det er en spændende plante


http://www.husetoghaven.dk/kunder/cyberia/artikler.nsf/start?Readform&ContentFrame=http%3A//www.husetoghaven.dk/kunder/cyberia/artikler.nsf/0/967DD6D3C12EF227C1256D1E00290037%3FOpenDocument%26Banner%3D1%26&HeaderFrame=javascript%3AsetlinkAndMenuItem%28%22Haven%22%2C%20%22ID0%22%29%3Btop.setbanner%28%22/C12568D90040DD6B/WebAdShow%3FOpenAgent%26Section%3DHAVENALT_OM_HAVENNYTTEHAVENVIN%26Region%3D%22%29%3B%20


mvh dova

Accepteret svar
Fra : dova

Modtaget 110 point
Dato : 29-10-05 13:49

Spørgsmål: Vi har en vinranke med 3 afgreninger under vores overdækkede terrasse, som er ca. 15-20 år gammel. For første gang har jeg vinterbeskåret i januar måned. Nu i maj er den begyndt at dryppe meget fra mange af grenene lige ned på vores havemøbler. Hvad er årsagen til dette, og har jeg gjort noget forkert ?


Svar:

Vinplanten hører til de såkaldte "blødere" blandt planterne, og hvis de såres under saftsstigningen, kan der løbe meget saft af dem. Det ser voldsomt ud, men skader dog ikke planten væsentligt. Det kan i nogen grad forebygges ved at beskære inden nytår, men da betydningen for planten er minimal, kan beskæringen altid foregå, når man kan afse tid til det.


fra samme side som i foregående indlæg.

mvh dova



Kommentar
Fra : dova


Dato : 29-10-05 13:57

Hvornår skal en vin beskæres?


I sommers flyttede vi i hus. Mod syd står en flot, gammel vin, der mest er til pynt.
Hvornår er det bedst at beskære vinen, og hvor meget skal den beskæres?

Vinen kan beskæres i perioden december til februar, hvor alle skud, der har båret frugt, fjernes.

Så længe vinen kun er til pynt, skal I ikke være bange for at klippe helt ind til den krogede moderplante.
Vinen vil alligevel belønne jer til foråret med en masse kraftfulde, grønne skud.
Men med tiden er det fornuftigt at lade nye ranker komme til, samtidig med at I fjerner de gamle, der har båret frugt i mange år.

Vil I have udbytte af druerne, skal vinen også beskæres om sommeren. Tynd ud i bladene og klip planten til, så der kun kommer én klase på hvert af de grønne skud.


------

Hvad gør vi, når vi ikke har fået beskåret vores vin i vinters?
Her den 12. marts kommer vi i tanker om, at vi ikke har fået beskåret vinen i drivhuset. Hvad gør vi nu?

Med venlig hilsen

Svar:
Svaret er enkelt: I beskærer den. Vinbønder i Sydeuropa beskærer fra november til april, så det kan vi også i Danmark. Det der står med »mellem jul og nytår« i mange bøger er noget vrøvl.


-------------------

fra havenyt.dk

Så umiddelbart ser der ikke ud til at være noget i vejen for at beskære i november.

mvh dova



Godkendelse af svar
Fra : peter.k


Dato : 29-10-05 14:37

Tak for svaret dova.
Jeg går straks igang.
                        

Du har følgende muligheder
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177554
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408852
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste