---

Hej
Jeg er en ung kvinde i tyverne, som for ca. 6 måneder siden fik diagnosen EN DEPRISSION, jeg indrømmer gerne, at jeg er led ved hele min situation og jeg er BESTEMT ikke stolt af det!

Mit spørgsmål er...
Hvad er det der gør at nogle får en deprission og andre kan opleve de samme ting, måske endda være fra samme familie og være opdraget under samme tag, ikke oplever denne "sygdom"?? - Jeg forstår ikke hvorfor jeg, som er fra en større søskendeflok, er den eneste med denne form for psykiske problemer, - er det et tegn på at jeg er "det svageste led" eller hva er det?

Jeg ønsker så inderligt, at tale med andre der har den samme "sygdom" men det er svært, da det ikke er et emne man åbent taler om...

Hilsen nette

---

Hej Nette
Der er altid svært at tale om det, man ikke kan se, bide i og røre ved.

Hvad grunden til din depression er, ved jeg ikke. Som regel er der altid et eller andet, som sætter det i gang, men det vil jeg ikke begynde at gætte på her, med det kendskab jeg har til dig her.

Men, uanset hvor mange søskende der er opvokset under samme tag, vil ikke to af dem have den samme oplevelse af barndommen, ikke to vil være ens "skruet" sammen inde i hovedet. Tænk på, at der i enhver søskendeflok er et hieraki, at de fleste forældre har "foretrukne" blandt sine egne børn. Husk også, at i en søskendeflok er en af "overlevelsesmulighederne" at holde andre nede!!!!

Nej, du er ikke "blot" "det svage led". Det er muligt du gennem din barndom og opvækst har oplevet svigt, eller oplevet traumer, som gennem en større eller mindre oplevelse i dag "sættes i gang", og disse oplevelser behøver andre jo ikke at have.

Derfor er det i grunden også umuligt at sige, hvorfor nogen osv., men jeg synes du skal tænke over følgende. At nogen ikke reagerer, behøver jo ikke at være udtryk for, at de er raske - tvært imod. Nogen kan vade lige forbi en ulykke, på gaden, og slet ikke bemærke det. Ok., så er der os følere - vi går måske nogle gange en mindre omvej, men vi reagerer på de ting, vi oplever - og det er vel i grunden et sundhedstegn!!

Gennem min hjemmeside kan du finde min E.-mailadresse, og har du lyst, så brug den!

Kærlig hilsen
jan

---

Kære nette.

Du må ikke tro det har noget som helst at gøre med at du er et svagt menneske. Du må heller ikke føle dig ansvarlig overfor at du er ramt af en Depression.
Denne sygdom kaldes efterhånden en Folkesygdom. Der er stadig uendelig mange teorier om hvorfor og hvordan en Depression opstår. Prøv at kikke lidt på denne side : http://www.sundhedsinformation.dk/readarticle.asp?articleid=679
Jeg har selv været nede i det sorte hul,--troede aldrig jeg skulle komme på benene igen,--men det er jeg og det kommer du også. Det kan virke ganske uoverskueligt, men tro mig, en dag vil det begynde at lysne for dig.

Du er velkommen til at kontakte mig hvis du har brug for at snakke lidt skriv på email: parkens@worldonline.dk

Dette link er også værd at kikke på : http://www.mekanix.dk/depression/websites.php Der er bla. en Chat hvor du kan komme i kontakt med ligestillede : http://www.mekanix.dk/depression/faq.php

Mange Hilsener
Parkenss

---

> Hej
> Jeg er en ung kvinde i tyverne, som for ca. 6 måneder siden fik
> diagnosen EN DEPRISSION, jeg indrømmer gerne, at jeg er led ved hele min
> situation og jeg er BESTEMT ikke stolt af det!
>
> Mit spørgsmål er...
> Hvad er det der gør at nogle får en deprission og andre kan opleve de
> samme ting, måske endda være fra samme familie og være opdraget under
> samme tag, ikke oplever denne "sygdom"?? - Jeg forstår ikke hvorfor jeg,
> som er fra en større søskendeflok, er den eneste med denne form for
> psykiske problemer, - er det et tegn på at jeg er "det svageste led"
> eller hva er det?
>
> Jeg ønsker så inderligt, at tale med andre der har den samme "sygdom"
> men det er svært, da det ikke er et emne man åbent taler om...
>
> Hilsen nette
>
Hej Nette.

Jeg fik selv som 17 årig stillet diagnosen "svær depression". Grunden til
depression er at hjernen ikke danner stoffet Serotonin som er nødvendigt for
at være glad og trives - det har derfor ikke altid noget at gøre med grimme
oplevelser. Folk der har haft det mest perfekte liv kan sagtens rammes af
serotonin mangel. Derfor får man anti depressiv medicin for at øge dette
stof i hjernen og for at hjælpe hjernen til at danne dette stof i mængder
der er store nok til senere at stoppe med at få anti depressiv medicin. Jeg
har nu modtaget Cipramil i 3 år og var virkelig flov i starten for jeg følte
jeg var sindssyg, syg i hovedet og en stor tosse. Indtil jeg fandt ud af at
det faktisk "bare" er et stof som kroppen ikke selv danner - prøv se det som
dem som har sukkersyge, for høj eller for lavt blodtryk osv for det er jo
ikke flovt vel?
Anti depressiv medicin kaldes i øvrigt også lykkepiller hvilket er ret
misvisende da man ikke bliver LYKKELIG af at tage dem men de hjælper en til
bedre at overskue hverdagen.

Hvis du har lyst må du gerne maile til mig privat hvis du har brug for at
snakke med en om det som står i samme situation som dig.

Kærlig hilsen Helle ( mail@hellenielsen.dk )

---

Det er nu mere åbent end du tror. Hver 4-5 dansker får på et eller anset tidspunkt i deres liv, en depression. Jeg kan forstå, at du er i behandling allerede, og håber at du
ud over samtaler også får de såkaldte "lykkepiller".
Du har bestemt grund til at være stolt af dig selv. Du er i fuld gang med at få bearbejdet/behandlet din depression. Du har erkendt den. Du tør stå frem med den.
Sandelig skal du ikke skamme dig eller forsøge at skjule din depression, tværtimod.
Tænk på at når du står frem, er du med til at nedbryde tabuer, og samtidig er det hjælp til selvhjælp. Prøv at føre dagbog, især mens du har det slemt. Giv dig selv lov til at have det slemt, for det har du.
Du vil komme igennem det, men ingen kan desværre love dig, at det er sidste gang. Hvorfor du er den eneste i en søskendefolk, kan ingen svare på. Lad for Guds skyld ingen selvfordømmelse komme over dig af den grund. Du er mindst lige så værdifuld som alle andre. Skriv bare igen.
God bedring og fremgang
summer

---

Kære Nette - og øvrige, jeg vil godt tilføje til min tidligere kommentar: summer har ret i, at det kan være en god ide at skrive dagbog. MEN, hvis du begynder på det, så vær opmærksom på, at du ikke kun skal skrive, når du er depressiv. jeg tror godt du kan forestille dig, hvad der sker, når du siden læser det, og det udelukkende er alt det negative, der er skrevet.

Vedrørende medicin skal du tænke på, at uanset hvad du end indtager, vil det aldrig fjerne årsagen til din depression. Medicinen "går" udelukkende efter symptomet. Enhver form for neuroleptica er såkaldt stemningsregulerende, og skal blot i afmålte doser "stemme" din psyke, så det føles rart at være dig. Imidlertid har næsten al medicin en række bivirkninger, og nogle af dem kan være værre end sygdommen de skal "helbrede". Et tidligere nævnt præparat, Cepramil (Lundbeck) kan have følgende bivirkninger: Kvalme, førøget svedtendens, nedsat spytsekretion, seksuelle forstyrrelser og søvnforstyrrelse - blot for at nævne nogle af dem! Men, skal du for alvor af med årsagen, er der ingen vej udenom et terapeutisk forløb.

Terapi er dels et tillidsspørgsmål, og dels et temperamentsspørgsmål. Der er et enormt marked for letkøbt sjælelig balance, og det er ikke altid, at det er de viise, der har nøglen!! Du skal vurdere, hvad du vil, hvilken retning du kan "gå ind for", og så skal du benytte dig af de terapeuter, der tilbyder gratis "første time". Det er vigtigt, at du kan have tillid til vedkommende.

Alt dette kan du læse meget mere om på www.psykisk institut.dk og på en række andre hjemmesider.

Håber du finder "din" vej

Kærlig hilsen
jan

---

Hej Nette.
29-10-02 23:14 skrev jeg, at det var en god ide at skrive dagbog. Det er svært at tage sig sammen til når man er helt nede.
For mange år siden, var jeg i en lignende situation. Det hele så bare sort og håbløst ud. Så fik jeg det råd, at skrive to lister - en med alt det negative jeg følte, og en med de få ting som trods alt var positive.
Det er vel unødvendig at fortælle at den negative liste var enorm lang, og den
positive ultrakort. Så skulle jeg se på hver enkelt af de negative/triste ting, og prøve at finde en eller anden løsning, så den kunne komme over på den positive liste, eller helt slettes. For mig var det en stor hjælp til at komme videre.
Når man har det som du, er ens hoved fyldt med alle mulige tanker i et stort sammensurium. Derfor er det en god begyndelse, hvis du i flæng bare skriver ned, det du lige kan komme på. På denne måde får du mere styr på din situation og efterhånden lidt mere ro i sjælen.
Tro mig, det er en god begyndelse til at komme videre. Du vil efterhånden opdage, at din situation ikke er så trist og håbløs endda. Du vil få "tilføjet" flere og flere ting til din positive liste. Stille og roligt vender dit sygdomsbillede sig fra sort depression, til håb og mere lyse tanker.
Tag imod behandling med medicin i en kortere periode, hvis du føler duslet ikke kan komme videre. Der kan være visse bivirkninger, men disse er langt at foretrække og som oftest små - i forhold til det "skub" medicinen kan give dig.
http://www.e-psyk.dk er et godt sted at kigge. Her er samtalegrupper med andre i lige nøjagtig din situation, o.m.a. Du kan også får en direkte samtale med en psykiater, eller psykolog. Dette er dog ikke gratis.
God bedring - skriv eller spørg
summer

---

janbach >> Jeg er ikke enig med dig i, at man SKAL igennem et terapeutisk forløb for at blive rask. Der er altså beviser for at visse mennesker ikke producerer signalstoffet "Serotonin" i tilstrækkelig mængde, hvilket kan medfører bla. Depression, Panikangst og utallige andre psykiske tilstande. Dette rettes op på med den rigtige medicin, bla "Seroxat" som er ret ny på markedet og har færre bivirkninger end bla. Ciprimil. I langt de fleste tilfælde kan medicinen sætte gang i personens egen produktion af serotonin så medicinen efter et forløb kan undværes,- i nogle tilfælde skal medicinen tages livet igennem. Jeg tilhører den gruppe og har ingen bivirkninger --jeg har fået et nyt liv -- uden et terapeutisk forløb, men med min Læge som en stor støtte.

Summers foreslag med at skrive er en rigtig god ide. Hav papir og blyant liggende flere steder, du føler måske ikke lyst til at skrive, men så lav nogle krusseduller, du kan ende ud med at fokusere så meget på det du sidder og laver at du får ro bare nogle få øjeblikke, det er jo guld værd.

Mange Hilsener
Parkenss

---

Kære Parkenss.
Det er muligt jeg har udtrykt mig sådan, at det eneste saliggørende var et terapeutisk forløb DET MENER JEG IKKE, og skal beklage mit ordvalg.

Gennem min uddannelse som har varet syv år, har jeg lært at sige "hvorfor", og det er også, hvad jeg kan have lyst til at sige, når du bringer bio-psykologien og biologien på banen. Der må jo også være en grund til, at den anførte stof ikke forekommer i den rette koncentration i plasma. Jeg har ikke svært ved at forestille mig, at en ydre påvirkning kan forårsage ændringer i de biokemiske forhold, og derved forårsage sygdom (psykisk eller fysisk). Vi har i dag viden om, at f.eks. et dårligt arbejdsmiljø øger mavesyreproduktionen, en nær ven eller bekendts død eller sygdom påvirker os psykisk. Der er mange ting, der kan bibringe disse ændringer.

Generelt vil jeg sige, de fleste har så meget psykisk overskud, at de evner at "hale" sig selv op, efter en negativ påvirkning, men der findes også mennesker, der ikke har denne mulighed, hvor traumerne ganske enkelt er for massive (tunge eller langtvarende).

Angående at skrive, bruger jeg tit det råd til folk, at de skal sætte sig med en blyant og en stak papir. Hvis de har noget at skrive, så gør de det, men hvis de ikke kan finde ud af det, så skal de skrive det, og afslutte sætningen med "hvorfor", og så give sig til at besvare det. Efter ikke ret lang tid er der ikke behov for slige krumspring, men det kan være en hjælp i starten.

Kærlig hilsen
jan

---

janbach, jeg betvivler ikke din viden om mange ting. Al ting kan bare ikke forklares ad psykisk vej, dårlig barndom, traumer, etc. etc.
Således har jeg i ca. 25 år haft det aldeles forrygende godt psykisk, socialt, ægteskabeligt. Alligevel blev jeg for ca. 10 år siden ramt af en invaliderende fibromyalgi. Da det er en lægelig kendt sag, at fibromyalgipatienter har et lavt indhold af Serotonin og dette er en væsentlig årsag til sygdommen, er de såkaldte "lykkepiller" et godt supplement - også til en med depression, og det er jo det dette spm. drejer sig om.
Jeg synes det er lidt træls, hvis du kan og vil hjælpe Nette, at du så ikke indsætter et link til din hjemmeside, og eller link til e-mail adresse.

Venlig hilsen
summer

---

Hej Jan.
Jeg vil godt lige takke mange gange for dit svar, jeg er utrolig rørt over, at så mange valgte at svare mig, men blandt de mange svar, faldt mit valg på dit svar, - det er altid rart, når der er nogen der forstår og som vil vise lidt interesse i at hjælpe - Tak!

Der er stadig tusinde at spørgsmål, som jeg konstant har i hovedet, men de er bare ikke altid lige lette, at "komme ud med" - tit er man bange for, at folk skal synes man er total psykopat eller bare mindre sindsyg... det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg oftest føler mig mere eller mindre sindsyg - alle de mange tanker om den "anden side" og håbet om bare en dag at blive lykkelig... forstår du?

Du skriver, at jeg kan kigge på din hjemmeside, men mangler en adresse??

Hilsen nette.               

---

Nette, han følger sikkert op.

---

d. 29/10/02 22:10 skrev nette_7470 på nette_7470.news@kandu.dk i artiklen
CFCv9.193349$Qk5.6749634@news010.worldonline.dk:

> Jeg ønsker så inderligt, at tale med andre der har den samme "sygdom"
> men det er svært, da det ikke er et emne man åbent taler om...

Det afhænger vist meget af, hvem man snakker med. Man taler da ganske åbent
om psykiske sygdomme på væresteder og klubber for psykiatriske brugere.

Med venlig hilsen

Børge Rahbech Jensen

---

On Tue, 29 Oct 2002 22:15:19 +0100, "Helle Nielsen"
<mail@hellenielsen.dk> wrote:

Hi Helle og Nete !

>Jeg fik selv som 17 årig stillet diagnosen "svær depression". Grunden til
>depression er at hjernen ikke danner stoffet Serotonin som er nødvendigt for
>at være glad og trives -

der er en masser materiale om serotonin på Google
se http://shor.ter.dk/566097789

> det har derfor ikke altid noget at gøre med grimme
>oplevelser. Folk der har haft det mest perfekte liv kan sagtens rammes af
>serotonin mangel.

ja nu kan man også hænge sig i kliniske bagateler men det er nu ikke
et spørgsmål om serotonin non - det er mere præcist et spørgsmål om
genoptagelsen af serotoning jeg mener det er fra cynlapser til det
limbiske system - hvor Cipremil b.la går ind og stabilisere tilførslen
af serotein.

men uanset havd så er din forklaring rigtig nok ...

>Derfor får man anti depressiv medicin for at øge dette
>stof i hjernen og for at hjælpe hjernen til at danne dette stof i mængder
>der er store nok til senere at stoppe med at få anti depressiv medicin. Jeg
>har nu modtaget Cipramil i 3 år og var virkelig flov i starten for jeg følte
>jeg var sindssyg, syg i hovedet og en stor tosse. Indtil jeg fandt ud af at
>det faktisk "bare" er et stof som kroppen ikke selv danner -

well har en uharmonisk genoptagelse af men skide nu være med det
der står også en del om cipramil på Google
http://shor.ter.dk/962043358
det er et formidabelt midel - jeg havde været kvattales dranker fra
jeg var 11 til 30 år - så kom jeg på netop cipamil og de gjorede det
altså jeg ahr ikke drukket i over 6 år - det er et formidaelt godt
præparat - copy paster lige lidt om cepremil i bunden - du har faktisk
delvist ret det er sgu cerotein mangel b.la

og der er praktisk talt ikke nogen bi virkning borste fra forbi gående
potens problemer for mænd og kvinder kan få lidt svære ved ta få
orgasme - men det går over -
der er et andet idnetisk præparat man bruger , men det lyder i retning
af soloft - det har ikke den samme virkning jeg kender en del der har
fåed det også enten droppet det efter et stykke tid ingen gavnlig
virkning haft og en anden begik selvmord dog næppe p.gr af det eller
han tog en od.....

> prøv se det som
>dem som har sukkersyge, for høj eller for lavt blodtryk osv for det er jo
>ikke flovt vel?
>Anti depressiv medicin kaldes i øvrigt også lykkepiller hvilket er ret
>misvisende da man ikke bliver LYKKELIG af at tage dem men de hjælper en til
>bedre at overskue hverdagen.

hvilket også er korekt - problemet med pysken/hjenen/bevistheden er at
den er så svær at forstå i forhold til f.eks sukker syge en brækket
arm - fordi den på en helt anden måde berøre hvem vi er og som sådan
spejler vi os i hianden og er der en ting der kan gøre folk nervøse så
er det hvis der er nogen der mærkbart er anerledes ind dem selv da det
truer derrres virklighedes oplevelse og sikker endnu flere føler sig
angste for at være væsentligt anderledes ind de fleste - om end jeg
betragter det som en dyd - men hvor om alting er så er det som du
skriver ikke væsentligt anerledes ind at lide at sukker syge - og
lykke er også misvejledene - men det tager de skarpe hjørner og griber
en på de dybe fald - jeg vil sige de giver almindelig sund fornuft og
rationel tanke gang en ny og større plads i bevistheden ind der hvor
angst tanke myller osv ville sætte ind *normalt* og man kan bearbejde
disse tanker med sin fornuft før de for overtaget i bevistheden.

nu næres al angst jo af noget uagtede ens cerotein tilstand - hvor en
teaputisk behandling også er at anbefale for at få fuld udbyttte af
sig selv og medicinereingen !
men alle sorger forsvinder sgu ikke men de kommer i et rigemeligt
propotional forhold til virkligheden !

jeg kan godt huske angsten for behandling - før jeg kom i den jeg
bestilte tider ved teaputer mange gange fra jeg var 25 til 29 - men
jeg var fuldstændigt overbevist om hvis man kom så meget i kontakt med
*systemet* så ville de før eller siden få mig til at klippe mit hård
kort og tage en hf - også ville jeg sgu heller dø af druk med
værdighed - det er ikke lige mig - men så var der faktisk en venlig
sjæl der fortalte mig at dte nu ikke havde noget som heltst med det at
gøre - og det har det ikke de prøvede godt nok at lave en handlings
plan for mig på en alkohol enhed - men det blev da bragt hurtigt til
ophør p.gr autoritets skræk og en rabiat plan om at genemføre en
anarkistisk revolte ved at begynde at skyde mellem leder og der med
sprede koliktive bølger af agnst for at have magt over andere
mennesker - jeg synes ellers det var en fortrinelig ide da jeg fik den
- men set på ny så ....kan jeg nok se den ikke holder


om cepremil :
http://www.netdoktor.dk/medicin/fakta/cipramil.htm
"Hvordan virker det?

Cipramil øger mængden af signalstoffet serotonin, som har betydning
for impulsoverførslen i hjernen.

Serotonin virker ved at overføre nerveimpulser fra en nerveende til en
anden. Fejlregulering af disse impulser synes at spille en vis rolle i
udvikling af depression, idet for lidt serotonin menes at have
betydning ved depression.

Signalstoffet serotonin kan genbruges i hjernen, ved at Cipramil
hæmmer optagelse af serotonin i de nerveceller, der normalt ville
nedbryde signalstoffet og fjerne det. Derved opstår den antidepressive
virkning af lægemidlet formentlig. Når mængden af frit serotonin
således øges, menes impulsoverførslen at blive normal. Både den
antidepressive virkning og virkningen på panikangst ses først efter to
til fire uger. "

MvH
Bo M Mogensen
>

--
http://www.bobdylan.com/songs/iandi.html
http://www.bobdylan.com/songs/landlord.html + http://www.highwaytoacdc.com/parole/rideon.php3
http://www.bobdylan.com/songs/idiot.html + http://www.bobdylan.com/songs/series.html
http://www.bobdylan.com/songs/itsalright.html

---

On Wed, 30 Oct 2002 18:01:15 +0100, Boerge Rahbech Jensen
<brahbech@post8.tele.dk> wrote:

>d. 29/10/02 22:10 skrev nette_7470 på nette_7470.news@kandu.dk i artiklen
>CFCv9.193349$Qk5.6749634@news010.worldonline.dk:
>
>> Jeg ønsker så inderligt, at tale med andre der har den samme "sygdom"
>> men det er svært, da det ikke er et emne man åbent taler om...
>
>Det afhænger vist meget af, hvem man snakker med. Man taler da ganske åbent
>om psykiske sygdomme på væresteder og klubber for psykiatriske brugere.


ja ja der er MASSER af steder - jeg kan ikke nogen i hovedet men
praktisk talt i en hver lokal telefon bog kan man finde en krise linje
- der er 100 vis af dem og de er faktisk gode - det var en sådan der
fik mig i gang i sin tid !

MvH
Bo M Mogensen
--
http://www.bobdylan.com/songs/iandi.html
http://www.bobdylan.com/songs/landlord.html + http://www.highwaytoacdc.com/parole/rideon.php3
http://www.bobdylan.com/songs/idiot.html + http://www.bobdylan.com/songs/series.html
http://www.bobdylan.com/songs/itsalright.html

---

Kære nette. Tak for dine ord.

Jeg troede du kunne se min adresse, men naturligvis får du den her! )

Mail:
jan@bach-hansen.com
og www

www.psyklisk-institut.dk

... Og summer TAK for at du mindede mig om det

Mange varme hilsner
jan

---

Prøv nu lige at skrive dine links så folk kan bruge dem:
http://www.psykisk-institut.dk
jan@bach-hansen.com

Held og lykke
summer

---

Hej til alle!
efter at have gennemlæst hele "tråden", har jeg fået lyst til at skrive lidt mere generelt om psykisk sygdom.

Kære Bo, Er der noget, der glæder mig, så er det at mærke din kampgejst. Du holder ikke op med at sige noget bare fordi en eller anden højrøvet idiot(mig) kommer og fortæller hvordan "verden" ser ud. Tak for det Bo, det varmer!

Det er også godt at læse om, at du trods din sygdoms alvorlige karakter, er sluppet ud af det igen, uden at få prakket et neurolepticamisbrug på i stedet, og jeg vil ønske at du også fremover kan opretholde din psyke sund.

Kære Summer, jeg tror ikke du har ret i, at det er hver 4 - 5 dansker, der oplever en depression. Tror faktisk tallet er langt højere - desværre. Mange går jo ikke til læge - dels kan det være ufattelig svært at fortælle - man kan have noget med hjemmefra, der fortæller en, at man er sindssyg, og det ønsker man jo ikke at videreformidle, og da det jo ikke er det, man føler, er der da slet ingen grund til at belemre en læge med det. Langt de fleste mennekser vil tænke - "nu skal jeg vist til at "tage mig sammen"", eller noget lignende, og der sker i reglen også det, når der er gået en tid, så bliver situationen en anden, symptomerne forsvinder og "livet" fortsætter, og inden længe har man glemt, at man havde det dårligt. Vi går jo heller ikke en varm sommerdag og mindes dengang vi i december lå med influenza.

Når spørgsmåler er, hvorfor nogen ser ud til at "rende ind i" alverdens ulykker, så tror jeg det skal ses i ens overskud på det mentale område. Nu er jeg jo ved at være en gammel han, og jeg har da gjort den erfaring, at jeg f.eks. ikke på noget som helst tidspunkt har været forkølet, når jeg har været forelsket. Men jeg er altid syg og slatten, når jeg skal til eksamen. Og - det svarer vel lidt til lille Peter, der har ondt i maven fordi han ved, han skal ned fra hans og sin mors 4-sals lejlighed og om i mejeriet for at købe to liter mælk - og han er faktisk ret sløj - man kan næsten se det på ham. det varer lige til han kommer i tanke om, at mejeridamen har lovet ham en lakridsstang næste gang han kommer - så forsvinder smerterne, det dårlige humør og glad begiver han sig afsted.

Det må heller ikke overses, at vi stort set fødes med de samme mængder psykisk energi, men at det rundt omkring i de små hjem forvaltes meget forskelligt. Hvis nogen, dengang jeg var seks, havde sagt: "du er fanneme en dejlig knægt!", ville jeg være blevet genert, og jeg ville forsøge at slippe så langt væk som muligt. Hvis jeg siger det til min egen søn, vil han sige "Jep!". Enhver kan se forskellen i disse to reaktionsmodeller, og jeg tror også alle kan se, hvilken der er den sundeste. I alt fald ville jeg godt have haft den selvtillid, da jeg var i den alder.

Gennem 25 år har jeg været privatpraktiserende psykoanalytiker, og i det erfaringsmateriale ligger også nogle klare årsagssammenhænge for en søskendeflok. Det efterfølgende skal tages med seks kilo salt, da ikke to familier er ens, ikke to mennesker reagerer ens, men når det er sagt, kan man finde mange lighedspunkter fra den ene familie til den anden. Den ældste i en søskendeflok vil næsten altid relativt tidligt få opgaver med at "se efter" eller passe sine mindre søskende, og dette arbejde vil tage til i takt med alderen og formåen. Det har også stor betydning, om det er en dreng eller en pige, hvor pigerne ofte tager de hjemlige pligter noget mere tungt end drengene. Det ses ofte, at en sådan person bliver en "lille voksen", altså for tidligt slipper legen, spontaniteten og mere og mere glider ind i pligter og ansvar. De hertil mindre søskende vil, afhængig af familie og køn udvikle forskellige relationer. er den ældste en storesøster, bliver hun ofte en blanding af en mor og en søster,en god ven, mere end hun bliver "søster". Det er tydeligt at en sådan børneflok har MEGET forskellige oplevelser af dels familien, og dels hinanden. Derfor vil de også "komme ud" af deres barndom med vidt forskellige forudsætninger og muligheder.

Hvis der så tillige er tale om meget restriktive forældre, hvor de hårde ord sidder løst, vil man også kunne se, at deres skælden ud ofte mere retter sig til den største, de den eller de mindre søskende stadig mere påkalder beskyttertrang end den store. Men - den skideballe den store får, den giver hun i reglen videre til den næstældste.

Alle disse iagttagelser er taget fra ca 300 journaler, og kan ikke hverken udgøre noget videnskabeligt eller endegyldigt. Det kan højest beskrive hvordan der KAN udvikle sig.

Kærlig hilsen
jan

---

Hej Jan

Godt at din Addr endelig kom frem

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at stille dig et personligt spørgsmål,----Har du selv prøvet at ha`en Psykisk lidelse ??

Mvh
Parkenss

---

Psykisk lideelse !?! øh! Ikke hvad jeg ved af - kan huske - åh jo, der var engang.

Jeg kan ikke svare direkte, men jeg tror at de, der kender til det, kan læse det ud af nedenstående.

Adotivbarn, indlagt på ortopædisk hospital gennem 4 år (fra jeg var 6 dage) adoptivforældre nægtet adgang til at besøge mig. Endelig hjem, skulle først lære at gå (5 år gammel), hjem til en dybt alkoholiseret og ekstremt voldelig "mor". De blev skilt, da jeg begyndte i skolen - opvoksede hos min far, som døde, da jeg var 17 år Jeg havde to suicidale forsøg som 17-årig, som mislykkedes.

Dette er den ultrakorte udgave. Enhver kan så sætte de ord på, som man mener!

Gennem ungdom af tvivlsom karakter, kom jeg i psykoanalyse - - og....

... og nej, siden den har jeg ikke haft andet hvad alle andre oplever af "bølger" i livet.

Jeg blev ikke analytiker fordi det var en tradition i mit barndomshjem, men på gaggrund af interesse, og på baggrund af min livsindstilling!

Kærlig hilsen
jan

---

Kære Nette,

Må jeg have lov til at tilføje, at uanset om det handler om depression
eller brækket ben eller en hvilken som helst anden lidelse, vil der
være flere måder at forklare det på. Nogle mennesker ser sygdomme som
rent fysiske fænomæner. Andre ser dem som udelukkende symptomer på
psykiske fænomæner (se f.eks. i bogen "Din krop spejler din sjæl").
Atter andre finder en mellemvej. Der findes videnskabelige beviser på
alle 3 holdninger, så jeg tror ikke det er muligt at finde et
objektivt svar.
Så man/du må vel mærke efte hvad der føles mest rigtigt for dig. Og
hvad der føles rigtigt kan ændre sig med tiden.

Personligt tror jeg på, at alt hvad vi oplever er signaler fra vores
krop eller psyke, og det er vigtigt at lytte til disse tegn, lytte til
sig selv, og følge de behov/erkendelser man dermed når frem til. Det
kan vise sig at være sjælelige behov, og det kan vise sig at være
fysiske behov.

Jeg kan ikke se, at depression gør os til dårligere - eller bedre -
mennesker. Hvert menneske og hvert liv er forskelligt, af 1000 grunde.
Det kan ikke måles og gives karakter.

Jeg ved ikke om det er nødvendigt at sige, men jeg har meget lyst til
at sige, at hvad vi end oplever af vanskeligheder, så er der også
hjælp at finde, og en vej videre. Og hver især må gøre det i sin egen
tempo og på sin egen måde. Det vigtigste er, at du lytter til dig
selv.

Jeg kan godt forstår, at du er led ved hele situationen, men hvorfor
er du "bestemt ikke stolt af den"? Hvorfor skulle det være forkert at
gå igennem det du går igennem? Hvis der ligger en sten på din vej, gør
det så dig til et mindre værdigt menneske? Er det forkert at den
ligger der? På ingen måde!

Hvis jeg skulle give dig respons ville det være:
1. Koncentrer dig om hvad den "sten" er for noget (mærk din
depression! Før eller siden vil du begynde at fornemme hvad den
handler om)
2. Find ud hvordan du kommer videre: et skridt ad gangen, med psykiske
eller fysiske hjælpemidler.
3. Sidst men ikke mindst: Pas godt på dig selv! Modtag al den
kærlighed du kan komme i nærheden af, fra andre og fra dig selv - du
fortjener den!

Kærlig hilsen

Halina
www.hjertemusik.dk

"nette_7470" <nette_7470.news@kandu.dk> wrote in message news:<CFCv9.193349$Qk5.6749634@news010.worldonline.dk>...
> Hej
> Jeg er en ung kvinde i tyverne, som for ca. 6 måneder siden fik
> diagnosen EN DEPRISSION, jeg indrømmer gerne, at jeg er led ved hele min
> situation og jeg er BESTEMT ikke stolt af det!
>
> Mit spørgsmål er...
> Hvad er det der gør at nogle får en deprission og andre kan opleve de
> samme ting, måske endda være fra samme familie og være opdraget under
> samme tag, ikke oplever denne "sygdom"?? - Jeg forstår ikke hvorfor jeg,
> som er fra en større søskendeflok, er den eneste med denne form for
> psykiske problemer, - er det et tegn på at jeg er "det svageste led"
> eller hva er det?
>
> Jeg ønsker så inderligt, at tale med andre der har den samme "sygdom"
> men det er svært, da det ikke er et emne man åbent taler om...
>
> Hilsen nette

---

Rigtig godt skrevet Halina
Venlig hilsen
summer

---

"nette_7470" <nette_7470.news@kandu.dk> wrote in
news:CFCv9.193349$Qk5.6749634@news010.worldonline.dk:

> Hej

Hej

> Jeg er en ung kvinde i tyverne, som for ca. 6 måneder siden fik
> diagnosen EN DEPRISSION, jeg indrømmer gerne, at jeg er led ved hele min
> situation og jeg er BESTEMT ikke stolt af det!
>
> Mit spørgsmål er...
> Hvad er det der gør at nogle får en deprission og andre kan opleve de
> samme ting, måske endda være fra samme familie og være opdraget under
> samme tag, ikke oplever denne "sygdom"?? - Jeg forstår ikke hvorfor jeg,
> som er fra en større søskendeflok, er den eneste med denne form for
> psykiske problemer, - er det et tegn på at jeg er "det svageste led"
> eller hva er det?

Tja, depression betyder jo egentlig nedtrykt. Hvorfor lige præcis du har
fået dette, kan jeg ikke sige, da jeg ikke kender dig godt nok.

Men du er den eneste, der vil kunne finde ud af, hvorfor du er deprimeret.

Jeg har selv været temmelig langt nede, men fandt heldigvis ud igen via
metoden UCP. Jeg har oversat en beskrivelse af UCP fra engelsk og den kan
du finde her: http://www.geocities.com/ucpalx

> Jeg ønsker så inderligt, at tale med andre der har den samme "sygdom"
> men det er svært, da det ikke er et emne man åbent taler om...

Det er forståeligt. Det er svært at indse, at man er depressiv, for man kan
faktisk ikke selv se det... i hvert fald ikke til at begynde med.

Det er fuldstændigt utænkeligt, at jeg er depressiv. Hvorfor skulle jeg
være det? Hvor ved lægen det fra? Det må være noget han bilder sig ind.

Måske er det, måske ikke. Det er min opfattelse, at kun jeg kan finde ud af
det. Jeg er årsagen til, at jeg er, hvor jeg er. Jeg har glemt, hvorfor jeg
har valgt at være her. Jeg må finde ud af, hvorfor jeg er her. Føler mig
fastlåst. Som en ting, der bare sidder og venter på at andre kommer og
klarer skærerne.

Jeg skal ikke nyde noget. Jeg tør ikke vove pelsen. Det har jeg gjort
engang, men ikke mere nu. Det kan jeg ikke.

Sådan har jeg det nu. Og det er faktisk en forbedring. Tro det eller lad
vær, men jeg har haft det værre!

Ved at bruge UCP har jeg gravet mig ud af min psykose. Jeg er ikke helt fri
af den, men jeg kan se lyset nu og ved, at hvis jeg blot bliver ved med at
bruge UCP, så klarer jeg det.

Det kan alle. Det kræver ben i næsen at lave UCP, men hvis man blot bliver
ved med det, så når man sine mål.

Venlig hilsen

Alexander

---

Blot lige et par gode links for folk med depressioner;
www.lap.dk er en landsforening for tidligere og nuværende psykiatribrugere ............ de kæmper en kamp for os alle, for et årligt kontingent på blot 125 kr - de penge synes JEG er godt givet ud.

www.depnet.dk har nogle forrygende gode debatsider, hvor man kan få mange gode oplysninger fra andre, der er eller har været i "samme båd" som en selv.
Jeg er selv meget glad for disse sider og ikke mindst deres chat, som er åben døgnet rundt. Dette chatrum gør det næsten ud for en samtalegruppe i mange, mange situationer da de fleste er meldt på med et fast brugernavn og vælger et ansigt, der viser deres sindsstemning når de logger på - prøv den engang

Til oplysning kan jeg da lige fortælle at jeg har været sygemeldt i 2 år pga en depression, men nu er ved at være igennem en arbejdsprøvning, som forhåbentlig munder ud i et fleksjob

Vi ses måske på depnet´s chatside på gensyn

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.