---

Hvor det svært, at ens mor, pludselig ikke er her mere. Hun blev kun 76 år. I juli måned sidste år dødede min yngste lillebror, Søren.
Det er meget svært, at miste 2 medlemmer af vores lille familie, indenfor 1 år. Nu har jeg kun 'en lillebror tilbage.
Nu har mor fået fred. Hun havde kræft i spiserøret. Hun nåede 18 ud af 36 kemokurer. I fredags havde hun det, efter omstændighederne godt. Der talte jeg med hende i telefonen. Derfor kan jeg endnu ikke forstå, at hun dør lørdag. kl. 17.10.

Hvor er jeg ked af det lige nu, og hvor jeg savner hende. Det er ligesom MIN VERDEN er sat i stå.

De venligste hilsener
Frank

---

Ja Frank - din verden står måske stille nu. Men din mor lider ikke mere.
Min kære svigermor havde den samme sygdom og fik også fred.
Men dine børnebørn har jo dig - nyd dem.
Eyvind.

---

Hej Frank.
Det gør mig ondt med din mor og din bror. Det er ganske forfærdeligt at miste to man holder af inden for et år. Det ved jeg af erfaring. Du må prøve at finde trøst i, at nu lider din mor ikke mere.

Det sker meget tit, at et menneske, der ligger for døden, pludselig virker meget friskere end før. Det giver et falsk håb, for ofte er det kun lige før de dør, det sker. Og ikke, fordi de har fået det bedre. Det virker lidt, som om den døende ligefrem glæder sig til at slippe ud af elendigheden.
Du har måske nået at vænne dig lidt til tanken om, at din mor skulle dø?? 76 år er ikke meget, det har du ret i. Men kræft spørger ikke efter alder - desværre.

Det føles meget tomt og sørgeligt nu, og det vil nok altid give dig et lille stik i hjertet, når du mindes din mor. Men som du jo nok ved, kommer man over sorgen - bare du giver dig tid til at bearbejde den. Hvis du taler meget om din sorg, forsvinder den hurtigere. Hvis du prøver at tie den ihjel, kommer du aldrig over den. Det kan godt være, at folk får nok af at høre på det samme hele tiden, men det er ikke dit problem. Tal du bare videre. Dine venner vil støtte dig og hjælpe dig alt det de kan.
Jeg føler oprigtigt med dig.
Hilsen Jette

---

Hej Frank.

Jeg kender desværre det alt for godt. Jeg mistede min nyfødte datter i 99. Hun blev 12 dage gammel. Jeg trøster mig i dag med, at hun var meget syg. Og risikoen for en hjerneskade var stor.
Det var et meget stort chock for mig, at komme ud fra sygehuset og se, at verden gik sin vante gang. HVORFOR var der ingen der kunne se, at jeg havde mistet min datter.

---

Forsat:
Jeg kom gennem min sorg ved hjælp af gode venner, kolleger og Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød.
Jeg vil give Jernladyen ret. Sorg skal IKKE ties ihjel, men snakkes igennem.
Du vil aldrig glemme din mor. Du vil lære, at leve med det.

Hilsen Martin

---

Gid man dog kunne sige eller gøre noget der kan trøste, men det sorte hul man har inden i kan ikke udfyldes af andre.Et gammelt ordsprog siger at: "Tiden læger alle sår"
men der burde være et - men - "der vil altid efterlades et ar".

---

Franksp

Kan du ikke i sorgen over at have mistet din mor glæde dig over de år, du fik sammen med din mor.

Du er jo selv fyldt de 60 år, så det kommer jo ikke helt bag på dig, at din mor døde af sygdom.

Jeg tror, din største sorg er, at du har "mistet" din lillebror.

Hvis du har det meget dårligt, så søg i din kommune, hjælp i en sorggruppe.

Hilsen ans

---

Hej Franksp..

Jeg mistede min far sidste år så jeg ved hvordan du har det..

Jeg har brugt meget af min tid på denne side www.mindet.dk
Derinde kan du tænde lys for dem du savner og oprette et minde hvis det er det du har lyst til...

tænker på dig

Smor

---

[hør]Livet får en ende ...vi ska' alle dø !

..før eller siden.

Ingen trøst; er jeg udmærket klar over, men ikke des mindre sandt !

Tillad mig at kondolere Franksp

</OPTIMISTEN>

---

Jeg tror, det er noget specielt, når det er ens mor, man mister.

Og det er uanset, hvilken alder man selv har.

Navlestrengen bliver helt klippet over.

Som flere andre har skrevet: Snak, snak, snak om det hele, uanset hvor tosset du synes, det er.

Rigtige venner lytter og støtter 'en!

Varme tanker til dig Franksp!

Hanne

---

Frank

Det gør mig ondt at høre, at du har mistet din mor, og sidste år din bror.

Det er altid svært at forstå, at en person man holder af, pludselig ikke er der mere. Og selvfølgelig er du ked af det og savner hende. Og selv om man ved, at den vej skal vi alle, kommer man aldrig rigtig over det, men igennem og lærer at leve med savnet og de gode minder.
Men det var en grim sygdom din mor havde, og når I lige kommer gennem den første svære tid, hvor chokket endnu ikke har fortaget sig, og alt det praktiske der skal ordnes er overstået, håber jeg, at I kan trøste jer med, at din mor fik fred mens hun stadig havde det rimelig godt efter omstændighederne, og måske derved blev skånet for meget.

mvh dova

---

Kære frank..

Hvor jeg døg føler med dig... det er an barsk tid, du skal igennem. Men tro mig du kommer igennem den. Du skal gi``dig selv den tid det tager.. Og tænke tilbage på de dejlige stunder, som i havde sammen.

Jeg skriver også dette til dig, da jeg selv lige har mistet min kære elskede far, her d. 12 april. Så jeg ved hvor svært du har det lige nu..

Til sidst vil jeg sige til dig, at du ikke er alene.

de varmeste tanker
amarkaneren.

---

Denne tråd får mig til at tænke på min mor, som er død, for flere år siden.

Ja, jeg savner min mor.

---

Tusinde tak til jeg alle. Jeg har lige nu siddet og læst alle jeres svar. De er alle søde og venlige. Mange af jer giver mig også nogle gode råd. Jeg har siddet og grædt det meste af søndagen. Jeg har elske/telsker min "Unge mor" "76 år".
Som yngre, var hun, over for mine skolekammerater, jo bare min "Storesøster". Jeg er jo lige fyldt 60 år år i maj måned.
Så mor var jo kun 16 år gammel, da jeg "kom frem" den 4. maj 1945.

Bare jeg havde mor tilbage i 10 minutter, så jeg kunne fortælle, mor nogle "Hemmelige" ting.

Frank

---

Hej Frank..

Du kan da stadig nå at fortælle hende de hemmelige ting.. Hun er hos dig og vil altid være det..
Du er en del af hende og hun en del af dig..

smor

---

hej frank - det gør mig ondt for dig, modtag min kondolence og vid den er dybfølt . Man glemmer af en eller anden grund aldrig sin mor og det er svært at komme over - men snak snak og snak om det - det hjælper faktisk, tager ikke sorgen helt men kan vende det til det gode - de gode minder - de sjove oplevelser - de dejlige tider - selv de problemer der har været som løste sig. Såret heler - arret forbliver - men det ar er for mit vedkommende et dejligt ar at værne om

---

Kære Frank.

Ja der er så mange ting, man gerne vil ha`sagt, og sige, nu hvor hun ikk er her mere. Og der er hårdt for dig lige nu. Lige nu er det ikke til at forstå, at man ikke lige skal ringe til hende. Eller besøge hende.osv.. For hun har jo lige været der. Det kan da ikke passe, at hun ikke er her mere.

Men hun har det godt nu , hvor hun er.
Frank , pas nu rigtig godt på dig selv.

stort knus
Amarkaneren

---

Hej Frank.

Ja det er en svær tid at komme igennem, uanset om det er en Mor eller andet nært familiemedlem, så jeg føler med dig ligesom alle de andre her på siden.

Jeg kan så fortælle dig, at jeg har også være igennem det samme for et par år siden, hvor jeg først mistede min Mor,
da hun var ca. 97 år, og knap et år efter min yngste storesøster på 74 år.

Så jeg været igennem det samme, men føler at jeg har gennembearbejdet sorgen, så nu er det "kun" aret
der er tilbage, og det forsvinder aldrig, men det gør minderne så heldigvis heller aldrig.

I øvrigt har jeg så til genglæd oparbejdet et meget sættere forhold til min halvsøster på 85 år,
og hele hendes store familie.

a´propo dette, skal jeg i Lufthavnen og hente hende i aften, hvor hun returnere fra sin 2. ferie på Grønland
ved hendes barnebarn. - Og på trods af hendes ret høje alder og store gangbesvær og andre handicaps,
så har hun overskud og lyst til at tage sådanne besværlige rejser.


Jeg mener, at du nok skal komme igennem dette "med skindet på næsen", da jeg fornemmer at du vil gennembearbejd din sorg, og komme styrket ud af denne situation.

De bedste og medfølende hilsner.
Steen

---

Der er meget forskellige måder at reagere på kan jeg se. Jeg mistede selv min mor 13 dage før din mor døde, hun nåede at blive 60 ligesom dig selv. Jeg holdt hendes hånd da hun kom med de sidste gisp og livet ebbede ud af hende, jeg gav hende en masse fotos og en tot af min datters hår med i kisten, som jeg også lukkede i kapellet før begravelsen. Det var vigtigt for mig at være med til, for at jeg kunne få afsluttet hendes tid her på den bedste måde, også for min skyld. Jeg er ikke færdig, men det kan være det sker en dag.

---

Hej, Frank. Nu er du til bisættelse i Hillerød. Jeg håber, at du får en god oplevelse. At familien rykker tættere sammen om dig, så du kan få den støtte, som du har brug for.

Men nogle gange er der ikke det overskud og sammenhold i familien så man kan være der for hinanden.
Så må du huske, at du altid kan skrive her på kandu om din sorg og dine minder hvis du har brug for det. Det er måske ikke lige så godt som familie, men alligevel en god løsning. For du kan skrive, hvad du har på hjerte nårsomhelst, 24 timer i døgnet. Også om en måned eller om 2 år... Det kan man ikke byde hverken familie eller venner.

Sorgen bliver ved med at komme ligesom som bølger. Selv efter år kan nye bølger af sorg dukke op. --Men du skal ikke lade dig skræmme, for ligesom en bølge vil sorgen også forlade dig igen, og livet vil virke næsten normalt... indtil næste bølge..

Mine tanker er hos dig.

---

Tak de smukke ord Birgitta. Jeg mistede min mindste lillebror (46 år), i juli måned sidste år, midt i vores sommerferie. Så vi nåede ikke at besøge ham på hospitalet. Han døde dagen før vi nåede hjem.
Jeg er nu den ældste i familien, og jeg er kun lige fyldt 60 år. Tilbage har jeg kun min lillebror som bor i København, min datter og 2 pragtfulde børnebørn, der bor i Frederikssund. Børnebørnene, vil jeg bruge meget tid på, når jeg nu efter 43 års ansættelse i kreditforeningen, selv har ønsket at gå på pension. Jeg har sidste arbejdsdag d. 26. august 2005

Noget der også gør ondt er, at da jeg holdt min 60-års fødselsdag i Frederikssund, i maj måned, havde jeg hele dagen været alene sammen med mor. Mor er gift, med en sød mand, som ikke er vores far. Min far døde for 39 år siden. Vi aftalte mange projekter, som vil skulle lave sammen, når jeg nu snart blev "pensionist".
Dem talte vi meget om, og med store forventninger om i telefonen fredag aften. Mor var rigtig glad. Jeg fortalte hende, at jeg havde købt en lille campingvogn, hvor jeg kunne overnatte, når jeg besøgte hende, og at vi kunne tage nogle små ture sammen. Mors lejlighed er lille, så jeg kunne kun overnatte hos hende på en luftmadras. Det har min ryg ikke så godt af.

Mor ville gerne med på nogle ture til Jylland og se og bade i Vesterhavet. Mor har aldrig været i Jylland. Alt var så dejligt i fredags. Min egen søde kone, har hele tiden sagt, "gør nu noget for at glæde din mor, når du nu bliver arbejdsfri". Det er dejligt, jeg har/havde opbakning fra hjemmefronten. Jeg skal hente campingvognen på onsdag, men nu er der jo ikke rigtigt noget ved det. Jeg vil se om jeg kan komme ud af aftalen.
Det er så underligt. I fredags havde jeg og mor det rigtigt godt. Glædede os til fremtiden.

Jeg og min kone, er frivillige besøgsvenner til en af mine gode venner. Vi har lige, den 21. maj været til hans 70-års fødselsdag. Han hedder Hans, og har også kræft, ligesom mor havde. Hans er blevet opereret 6 gange. På mandag, skal han opereres for 7. gang. En stor del af Hans'es ansigt er væk. Han skulle efter lægernes udsagn, have været død for 3-4 år siden. Hans lever stadig, ser efterhånden "forfærdelig ud", ja undskyld udtrykket, men han har "LIVSVILJEN", selv om han mistede sin kære kone Djonna for 2 år siden.

Men som sagt han er vores besøgsven. Vi havde inviteret Hans med ud at spise i lørdags, kørte hjemmefra kl. 17.30. Havde en rigtig hyggelig aften. Vi var først hjemme omkring Kl. 23.

Kl. godt midnat, ringede telefonen. Jeg kan ikke li' når telefonen ringer på det tidspunkt. Jeg blev bange. Tænkte, hvad er der nu sket?. Det var min datter, som hele aftenen, havde prøvet, at ringe til mig. Der fik jeg beskeden. "Far, din mor, min farmor og oldemor, er død, hun døde ca. kl. 17.10.

Kære Birgitta, jeg kan ikke mere nu, men vil helt sikkert vende tilbage, når jeg får lidt flere kræfter. Derfor lukker jeg ikke tråden lige nu.

De kærligste hilsener, til jer alle

Frank
Når jeg er restaurant, har jeg af princip ikke min mobiltelefon tændt.

---

Undskyld "Stavefejl" m.m.

---

Hej Frank.
Du er endnu i chock efter din mors pludselige død. Men når der er gået lidt mere tid, så vil du glæde dig over, at din mor døde midt i forventningerne, midt i planlægning og omgivet af kærlighed. Hvad kunne hun ønske sig mere? --Hvor let kan det ikke ske, at de sidste ord, man veksler bliver ligegyldige, måske ufølsomme, -ja måske ord med vrede. Som der jo også er indimellem mellem mennesker, der holder af hinanden.

Campingvognen... Ja, det er svært -både at beholde den , og også at skille sig af med den... Kunne du ikke have brug for den i forbindelse med at du besøger børnebørn? Eller hvis familien kommer og besøger dig? En dag kan du fortælle børnebørnene, at campingvognen var købt for at du kunne besøge "oldemor", men at det aldrig blev til mere.. Historier er altid godt til at vedligeholde minderne hos børn.

Du kan måske også engang finde overskud til at glæde dig over, at din mor blev sparet for et grusomt endeligt, med Hans som skræmmebillede. Det må være ganske forfærdeligt at være hårdt ramt af kræft, -og så miste sin livsledsager..
Indimellem må du have haft tanker om, hvordan din mors sygdom mon ville udvikle sig, og hvor hård kampen mon ville blive for hende.. De bekymringer kan du nu lægge fra dig, for den del ER overstået..

OG så er det tiden til at vise din søde kone, hvor meget du påskønner, at hun er der, og hele tiden har været der for dig. --Måske skulle du og hun tage på en udenlandsferie sammen, -bare jer to. Du vil så sandelig også have godt af at komme væk hjemmefra en uges tid og helt koncentrere dig om livet med din søde kone..


Du lukker tråden, når DU synes Frank. Og du kan altid oprette en ny, hvis du får behov for det.

---

Tak for svaret Birgitta.

Også tak til alle andre der har deltaget her.
Selv om nogen er af en anden mening, har mange af jeres indlæg hjulpet mig.

Jeg lukker nu, da "klumme" nu er efter mig igen.

Venlig hilsen
Frank
                        

---

Tak for accepten af mit svar, Frank. ---Den stakkel til klumme, -ham skal du da ikke tage dig af.

Ved du hvad, jeg sætter flueben for neden, så kan du altid skrive mere, hvis du får lyst til det.

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.