---

Vi har fået killinger og overvejer at beholde en af dem.
Men er der noget om at det kan gå galt og at de ikke kan leve sammen?
Killingen er en hunkat.
Vil moderen prøve at smide ungen ud?

---

du skal bare tage det roligt- Moderen smider ikke sine killinger ud. uanset om der er 1 en flere. Men det sker kun hvis der er noget galt med dem. Selv er jeg spændt på om hvor mange der er iår. Så det hele skal nok gå godt for dig og dine killinger. Jeg er spændt på om der en rød imellem iår.
Held og lykke Hilsen Lykkebo4--- karin.

---

Det eneste der sker er, at hvis moderen igen skal have killinger, vil hun afvise den hun har når den kommer for tæt på, men det er kun hvis det er så tidligt at killingen er 12-13 uger når hun igen skal have. senere er der normalt ikke problemer.

---

det er der ingen problemer i, de tester hinanden, men det er jo meget normalt i et mor- datter forhold...

---

Vi fik problemer med vores første hunkat, 11 uger efter hun havde fået killinger. Temmelig upraktiske problemer.Hun kunne nemlig ikke tåle synet af en kat. Og det var noget vanskeligt at undgå med to voksne katte og 5 killinger. Vi løste problemet delvis ved, at hun blev udekat. Så kradsede hun bare på døren og mjavede, når hun ville ind. Og det ville hun kun om natten. Og en uge senere flyttede de 3 af killingerne jo hjemmefra. Vi havde tænkt at beholde to af dem, men den store af dem, som var en af dem vi gerne ville beholde, overfaldt sin mor hver gang hun kom ind, så efter et par uger fandt vi et nyt hjem til ham. Desværre blev hunkatten kørt ihjel 14 dage efter. MEN det skal lige tilføjes, at hun ikke var helt normal. Hun havde et ualmindeligt sart nervesystem. Vi troede det var fordi manden i huset vi havde fået hende fra, var endnu mere unormal. Han råbte og skreg efter alt og alle, så vi troede, de dårlige nerver ville gå af hende efter et stykke tid. Hun blev bedre, men ikke helt normal - før hun blev udekat. Og så blev hun kørt ihjel. Stakkels lille mis. Det var et hårdt liv hun fik. Set i bakspejlet fandt vi ud af, at hun ikke egnede sig som indekat. Men indtil hun blev "allergisk" overfor katte, var hun en perfekt mor.
Hilsen Jette

---

Vi har en mor og søn kat - sammen - uden problemer - killingen er nu 1 år.
og i maj i år fik moderen 4 små nye killinger - som trives fint sammen med resten af familien.

I starten var kattemor meget afvisende overfor killingen fra sidste år - men efter et par dage fik den lov til at se ned i fødekassen, og ligge i nærheden som vanligt. Og idag hvor de nye killinger er 4½ uge gamle - hjælper den med at lege med dem og "holde vagt" når de bevæger sig rundt i huset.
Og så sent som i formiddags lod han en af de små gå tur i tørfoderet, mens han spiste.

Jeg tror at alle ens dyr bærer præg af de mennesker de bor hos - så hvis I selv bidrager til at vise kattene at det er naturligt og OK - så tror jeg slet ikke der bliver problemer.

Venlig hilsen

Hyacinth

---

Hej Hyacinth.
Jeg tror nu, det kommer meget an på katten. Hvis det er en med et svagt system, som vores var, tror jeg hun har langt større risiko for at der går "ged" i det, som der jo også gjorde. Og lige meget hvor meget vi tog os både af mor og killinger, generede bare synet af dem hunnen. Vi plejede at gå rundt og sige, at hun var tosset, p.g.a. behandlingen som helt lille killing, og at det som sådan ikke var en fejl i hendes hoved, der gjorde det. Hvis jeg havde vidt, hvordan hun reagerede på killingerne, tror jeg ikke jeg havde valgt at få killinger på hende. Men det viste sig jo også at hun blev normal, da hun blev udekat. Man må jo se i øjnene, at det ikke er nær alle katte, der egner sig til at være indekat.
Hilsen Jette

---

Kære Jette.

Ups - og sorry - hvis mit indlæg kunne betragtes som kritik af jeres familie og jeres hunkat - for sådan var det nu ikke ment.

MED den påvirkning jeres hunkat fik som killing, INDEN I fik hende - skal noget jo gå galt - og jeg syens det er flot at I forsøgte at få en "normal" kat ud af hende.

Mit svar var til trump - som startede tråden - da min erfaring virkelig er at vi mennesker påvirker vore dyr meget - så alene det at vi accepterer og ikke forventer nogen problemer, gør at dyrene blot lever efter deres instinkter og tilærte adfærd.

F eks her i huset - har vi et vennepar med en meget stor hund. Manden er ikke vild med katte - og har gennem hele hundens levetid påvirket den til at "hade" katte. Selv hoppede manden ½ meter i op luften (af utryghed), hvis en af vore katte kommer til at strejfe hans fod - uden at han havde opdaget at den var i nærheden. (1½år siden)

Efter en snak med ham - respekterer vi hans "kattefobi" - og forsøger at holde vore katte fysisk væk fra ham - men har så aftalt at han ikke må kontakte dem (gør han ihvertfald heller ikke) eller selv reagere når de er i nærheden.

Hunden tager det helt afslappet når manden blot sidder stille og ser den anden vej, og vi er nu nået så langt at kattene og hunden kan lege sammen, og drikke af samme skål og spise af samme fad - når den er her.

Og faktisk har det at hunden accepterer kattene - bidraget til at løsne for hans kattefobi - og han er ikke længere så panisk når han besøger os.

Han vil aldrig blive katteelsker - det ved vi, men blot det at konen nu kan gå tur med hunden - uden at den jagter enhver kat langt væk, og at vi kan holde vennehygge i en afslappet atmosfære, uden at bekymre os om "dyrene", er jo dejligt.

Og vi er sikre på at hvis vi havde hoppet på hans kattefobi, og accepteret at det var et mega problem, så ville han aldrig have fået brudt sin opfattelse af hvad en kat er - og at hunde og katte ikke kan være i stue sammen.

Så vi ved at mennesker kan påvirke deres dyr på en hensigtsmæssig måde, og via adfærd være med til at lære dem at færdes sammen.

Jette du har selvfølgelig ret i at enhvert dyr har sin egen personlighed, og at man skal arbejde ud fra den, og at "barndommen" og opvæksten, naturligvis har lige så stor betydning for dyr, som for mennesker.

Med hensyn til at være ude eller inde kat - så er vi jo lidt heldig - idet vore katte selv kan vælge hvor de vil være.
Vi har kattelem - og de spiser indenfor, men vælger ellers selv hvor de vil være.

Sidste sommer blev jeg træt af kattebakken indendørs, og brugte 2 mdr på at rykke den nærmere og nærmere døren ud til, for midt på sommeren at flytte den helt ud - og siden har de brugt naturen til katteWC, så jeg er fri for "duftene" herinde.

Og faktisk er det lidt sjovt nu med killingerne - hvor jeg efter 2 uger satte en mini kattebakke ind i kravlegården til dem. For gråmis har allerede fået lært dem at benytte kattebakken fra de var 3 uger gamle, og så er det jo blot at gentage processen med at lære dem at besørge udenfor, når de bliver store nok til at klare kattelemmen alene.

Venlig hilsen

Hyacinth

---

Hej Hyacinth.
Det er helt i orden. Jeg opfattede det ikke som kritik af os. Men der er jo nok andre små katte, der har oplevet noget lign., og som også vil reagere unormalt, når der sker noget specielt. Jeg kan helt sætte mig ind i situationen med jeres ven. Sådan er min svoger med vores hund, og det overfører han til sin datter, som i forvejen var bange for hunde, da der var en, der var kommet for nær hende. Hans problem er så, at nu er datteren ikke bange for hunde mere, så nu kan han ikke undskylde sig med, at det er på grund af hende, han hidser sig op. Og det samme sker her, han bløder lige så stille op.
Jeg ville også ønske, vores katte kunne blive udekatte. Det er langt det bedste. Men de bliver kørt over temmelig hurtigt. Inden vores blev kørt over, var rekorden for overlevelse af katte på vores vej 6 mdr. Ronja rykkede den til 7 mdr. Så jeg slipper ikke for kattebakkerne/lugten/griseriet, så længe vi bor her. Og der er nok ingen der er dumme nok til at købe det elendige hus, vi bor i.

Hilsen Jette

---

Tak for svaret Hyacinth.
                        

---

Vi har p.t en "killing" på ca. 1 år (hunkat), der er fra et tidligere kuld. I starten kunne moren ikke klare synet af den, som andre også har beskrevet her. Der var en periode fra alderen 14 uger til ca. 6 mdr, hvor de ikke kunne være i samme rum, men nu sover de sammen og er de bedste venner. Moren har accepteret, hun må dele hendes territorium med en anden kat, og kommer der andre katte ind i haven, forsvarer de den sammen. I starten resulterede det ofte i, de selv begyndte at slås... Moren har lige fået et kuld igen, og dem får hun lov til at se til uden hvæsen. Moren er nærmest stolt, og vil gerne vise dem frem ;) Hav lidt tålmodighed, så skal det nok gå.

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.