---

jeg har en hunhund på knap 12 år. hun er en blanding af Australsk Kelpie, labrador og jaghund (tror jeg nok). Hun har i de sidste par år gradvist tabt hørelsen. Nu tror vi at hun er næsten døv.
Kan man fx hos dyrlægen få foretaget en høretest eller lignende?
Vi vil jo gerne finde ud af om hun er helt døv eller hva... vi skal jo vurdere om hendes livskvaliteter er forringede, og hvike forholdsregler vi skal tage osv..
¨
Er der nogen af Jer der har erfaringer med en døv (eller næsten) hund?

---

Hej!
Man kan godt få foretaget en høretest hos en dyrelæge, men hvis du næsten er sikker på den er døv, er der vel egentlig ikke nogen grund til høretest, idet dyrelægen ikke kan gøre noget ved det. Han kan kun be- eller afkrafte det, og det koster jo dyrt...
Så længe du ikke føler at din hund lider under det, skal du ikke gøre noget. Men derimod hvis den gør er det bedst at du afliver den, selvom det måske ikke er det du ønsker.

---

Hvad?

---

Selv sådan en gammel kone bliver vel vaccineret en gang om året? Det er jo næppe nogen hastesag, så du kunne jo drøfte det med dyrlægen næste gang hun skal til helbredscheck i forbindelse med vaccination. Ældre hunde får jo tit forskellige helbredsproblemer som måske kræver specielle forholdsregler.

Men jeg har kendt flere gamle hunde, som både så og hørte dårligt. Og som alligevel havde en udmærket alderdom. Deres ejere var opmærksomme på problemet og passede på, at hunden ikke kom for langt væk fra dem på deres daglige ture. Heldigvis er en ældre hund jo også meget sindig i tempo, så den er til at "løbe op" hvis den traver i en forkert retning.

Hunden skal nok klare sig. Spørgsmålet er nok også, om I er indstillede på at tage de hensyn, som det kan kræve at beholde en gammel, døv, og måske i næste omgang -blind hund?

---Og nu vil jeg så nok få på puklen af nogen: For jeg vil slutte med endnu en gang at sige: Hunde er forskellige, og det er deres mennesker også.
Hvis det var min hund, så ville jeg, -efter at hun var undersøgt af dyrlægen- sætte mig ned og kikke på hende og forsøge at pejle mig ind på, hvad HUN ønskede. --Da jeg måtte aflive min 12 år gamle bernersennen-tæve for nogle år siden, så var jeg overhovedet ikke i tvivl om, at det var det, hun ønskede.

---

Nu er det sådan, at godt nok er hun gammel af alder og af hørelse (og måske også af kondi...), men hun kan løbe langt og stærkt (indtil hun bliver træt), og er ikke lige til at løbe op. Men det siger måske lidt mere om min egen kondi
Så vi tør ikke at hun løber uden snor mere. Hun lystrer hvis hun ellers ku høre os, og det er væmmeligt at skulle råbe så højt af hunden, folk tror jo at man er ond ved dyret...hun bliver også arrig over for andre hunhunde.
...istedet har hun en lang line der ruller op automatisk.

Hun bliver vaccineret hvert 2. år. vores dyrlæge siger god for at det er nok. hvert år er hvis dyret skal kunne tages med uden for landets grænser.
Ellers tak for gode indlæg, bliv endelig ved jeg er lutter ører (med et høreapperat om nødvendigt) ;-D

---

Man kan få en speciel hundefløjte, som hunde kan høre laaangt væk. Måske kan din hund høre lige præcis den lyd... eller måske kan den ikke... Men det er vel et forsøg værd...

---

Ise.Jensen
Du kan da teste hendes hørelse selv. Når hun står med ryggen til dig lidt på afstand så tag en papirspose og knald den vender hun sig om for at se hvor lyden kom fra er hun ikke helt døv, det samme gør sig gældende med en ske på tallerken hvor du slå skeen ned i tallerken og reagere hun på det ja så høre hun stadig. Det kan godt være at hun kan høre en ærte fløjte, de larmer ret pænt.
Mvh Bevi54
God fornøjelse med høre testen.

---

Jeg tror ikke, at en hundefløjte er det rigtige... For det er jo tit en fløjte med en speciel høj frekvens. Og -i hvert fald hos mennesker er det den høje frekvens, der ryger først når man bliver ældre. Jeg tror mere på en almindelig trillefløjte eller en dommerfløjte. Eller I kunne forsøge jer med et båt-horn, f.eks. Eller en cykelringeklokke. Eller en "klikker", der har en ret gennemtrængende klik-lyd.
Hvis hun er vant til at komme, når I kalder, så kan hun jo også lære at komme på et "båt" eller lignende.

I skal bare selv finde ud af, hvilke lyde, hun kan høre endnu.

---

Livskvalitet og hørelse har intet med hinanden at gøre.

Dernæst skal vi tænke på, at hunde oftest kommunikere ved kropssprog og mimik. Altså det vigtigste virkemiddel fungerer. Vi skal som mennesker blot være lidt mere bevidste om at bruge tegn og fakter i kommunikationen. Reelt bør vi også gøre det overfor den unge hund. Som det er nu tvinger vi den til at kommunikere på vores betingelser, med vort sprog.

Som kontakt bruger jeg et fløjt, det kan han høre (når han vil).

Min næsten døve 14 år gamle hund har så stor en livsglæde og gnist, at jeg næsten får dårlig samvittighed når jeg tænker på det måske snart er slut. Han kan sidde og se næsten salig tilfreds ud.

Så spørger jeg ham, er det bestemt ikke tid. Og det er det bestemt heller ikke for din tæve, men vær bevidst om dit kropssprog.

---

Jeg tror faktisk, en hund "hører/læser" lige så meget kropssprog og mimik, som den hører stemmen. Selvfølgelig kan den høre, om man er vred, ked af det, sur, glad, o.s.v., men den kan læse det samme ud af kropssproget. Vores Golden hører godt, men hun bruger faktisk mest at læse kropssprog, måske fordi vi går alene sammen det meste af dagen. Men hun ved fuldstændig, hvilket humør jeg er i, uden at jeg har åbnet munden.
Hilsen Jette

---

Hej! I hendes tilfælde (hun hedder Freia), tror vi nu at livskvalitet hænger sammen med hørelsen. Efter hun er blevet næsten døv, virker hun mere trist. Hun er meget blød, og bliver let forskrækket, og det er jo synd for hende, for vi gør det jo ikke med vilje, når vi kommer rundt om et hjørne, og hun farer sammen, fordi hun ikke havde hørt os. Hun har også altid været bange for høje og pludselige lyde, og nu, hvor hun kun kan høre de høje lyde, virker de måske endnu mere pludselige, og hun bliver bange. hvis man taber et eller andet, farer hun sammen. Stakkels pige...
hun tror måske også at vi er sure på hende, fordi vi ikke snakker med hende. Det gør vi jo, hun kan bare ikke høre det. Fakter og andsigtsudtryk, klap og lignende bruger vi stadig, intet har forandret sig der, andet end at der er trykket på mute knappen.
Vi forsøger jo at tage hensyn til hendes handicap, men hun virker stadig trist.
Vi må virkelig se hende an, og tage en beslutning. Men tak for jeres mange svar, og held og lykke med jeres gamle damer og herrer.
Jeg lader spørgsmålet være åbent lidt endnu, i tilfælde af at der kommer nogle flere forslag.

---

nårh, det er synd... Jeg har selv en blød hund, som er meget fokuseret på min stemme, så jeg kan godt se problematikken. Samtidig er hun hverken meget for kæleri eller for godbidder, så vi ville også være på den, hvis hun skulle miste hørelsen.

Hvis det var min hund, så ville jeg nok eksperimentere med, om der var bestemte tonelejer, som hun måske kunne høre endnu. Men selvfølgelig er et dyrlægecheck også vigtigt når en hund går og virker nedtrykt. -Der kan jo være andre ting, der generer hende også, -her tænker jeg på hjerte-lever og nyreproblemer. Måske kan hun få et par gode år mere på en diæt og med lidt ekstra høje stemmer i et særligt toneleje..

Men I må heller ikke se bort fra, at hun rent faktisk kan være livstræt, og hun egentlig kun ønsker at sove ind. Det kan kun HUN fortælle jer.
Jeg håber det bedste for jer -og Freia.

---

Tja, lige for at runde mit indlæg fra den 11.05 af slukkedes livsgnisten i min gamle hunds øjne sig den 17.05 med et slagtilfælde. Det er trist, men han havde et langt, flot og indholdsrigt liv. Så på en eller anden måde har det hele været rigtigt, også slutningen.

---

Hej qfha.
Det er sørgeligt at miste sin hund uanset måden det sker på. Men måske er det lidt lettere, når den har haft et langt godt liv og dør af sig selv.
Under alle omstændigheder føler jeg med dig.
Hilsen Jette

---

Hej, qfha. Jeg giver dig ret. Den bedste måde at miste sin hund på, er hvis den bliver gammel og dør pludseligt. -Desværre er det de færreste hunde (og mennesker) der er så heldige. -Hvordan skete det? Vågnede han bare ikke? Eller var der nogen symptomer til sidst?

Ulykkelig er du jo nok alligevel, men måske er det lidt lettere for dig at overveje en ny hund, når de positive minder om din gamle hund så langt har overgået sorgen over til sidst at miste ham.

Måske hører vi snart om din nye hvalp i en eller anden tråd her på kandu..
Mange hilsner fra Birgitta.

Og til ise.jensen: Som du kan se, så kan beslutningen pludselig blive truffet for dig.. Jeg håber på en lige så lykkelig slutning for Freia og dig. For det er bestemt ikke rart at "lege Vorherre". -jeg har selv prøvet det 2 gange.

Første gang var det en 13 år gammel berner sennen pige, Ronja, som bare ikke VILLE leve mere. Dyrlægen forsøgte ALT, -blodprøver, antibiotika, vitamininsprøjtninger. Jeg tvangsfodrede hende flere gange daglig gennem flere uger med blendet kylling og lignende. Og alligevel blev hun bare tyndere og svagere... Da hun til sidst ikke kunne rejse sig uden min hjælp (hun havde aldrig haft symptomer på gigt) og jeg en dag kom hjem og fandt hende i en sø af urin, så indså jeg, at det var på tide at tage afsked. Og hun fik lov til at sove ind på sin yndlingsplet under havebordet.

Så fik jeg Ramses (også berner sennen). Han blev kun 4½ år. Det meste af hans liv var han plaget af voldsom allergi. Til sidst var hans immunforsvar ødelagt af medicin, og han begyndte at nedbryde sine egne røde blodlegemer. Dyrlægen kunne ikke hjælpe ham. I de sidste dage han levede, kunne jeg genkende det samme blik, som Ronja havde i øjnene, så jeg vidste, at det igen var tid at tage afsked. Da dyrlægen kom for at aflive ham, kunne hun fortælle, at han næppe ville have levet dagen ud.

Nu har jeg Silke på 2 år (golden retriever). Og hende håber jeg ikke, jeg skal tage afsked med de første 10 år -helst mere... Men afskedens dag kommer jo engang. Det er den pris, vi alle må betale for alle de mange glæder og gode oplevelser, der følger med at have en hund.

---

hej alle sammen!
Det gør mig ondt med din hund qfha...
ja, jeg håber også at det går så "nemt" for Frieia og mig, så man slipper for aelv at tage den ubehagelige beslutning.
Igår fandt vi ud af, at hun er så tæt på at være døv, som hun næsten kan være.
Jeg kom hjem til mine forældre (det er der Freia bor), stod et sted hun ikke kunne se mig, mens hun lå i sin kurv. Jeg råbte så, så højt jeg kunne hendes navn, i flere forskellige tonelejer, mens min far betragtede hende.
Hun reagerede kun med at løfte ørerne lidt, som om hun måske kunne høre en lyd i det fjerne. På samme måde som hun i sine unge dage kunne høre bilen, fem minutter inden den kørte op på indkørslen. Og det var ikke fordi hun kunne klokken, som dyr ellers kan, for min far havde det med at komme hjem på forskellige tidspunkter.
Men det virker lidt som om hun er kvikket lidt op igen, men det kan være et tilfælde.
Vi må holde øje med hendes humør, og vurdere hvornår det er synd for hende. Hun bliver stadig forskrækket når man pludselig dukker op, da hun ikke har hørt en.
endnu engang tak for jeres gode indlæg.
held og lykke med jeres hunde i alle aldre.

---

Du råber til hende før hun kan se dig, og hun reagerer ikke..

Når hun så får øje på dig, hvordan reagerer hun så? -Kommer hun løbende hen til dig? Eller logrer hun en hel masse? eller flytter hun sig ikke, men venter til du kommer hen til hende?

---

Når hun får øje på mig bliver hun først forskrækket/overrasket over at se nogen... så bliver hun glad når hun genkender mig, og kommer logrende hen til mig for at hilse.
Hun virker som sagt glad for tiden, men bliver nemt bange og forskrækket, da hun ikke hører os før hun får øje på en, eller man rører ved hende.
Men som sagt ser vi tiden an.

---

Jeg forstår ikke, at hun skulle blive så forskrækket eller bange over at I kommer "snigende"... Hun er jo nok ikke blevet døv fra den ene dag til den anden... Så hvis hun har haft et normalt høretab gennem de sidste år, så burde hun have haft mulighed for at vænne sig til situationen... Så flere andre også beskriver, så er det ikke nogen stor belastning for en ældre hund at miste hørelsen.

Jeg synes, at I skal snakke med dyrlægen om at få chekket ørerne. Det kunne være en eller anden ting, der er kommet ret hurtigt og som måske kan behandles.

Og så kan I jo selv gøre jeres, -ved at nærme jer hende forfra, hvor hun kan se, når I kommer. Og selvfølgelig ikke røre hende, hvis hun ligger og sover.

Har hun været nervøs af sig som yngre også?

---

Jeg vil ikke sige at hun er desideret nervøs, hun er bare meget blød og en rigtig lille pige hund. Hun er lidt bange for støvsugeren, oliefyret og fluesmækkeren, men ikke for emhætten, græsslåmaskinen og opvaskemaskinen. Det er svært at undgå at forskrække hende, når hun som regel ligger på det udvendige træppetrin med øjnene fæstet ud mod haven og vejen. Når man så åbner døren og skal ud, bliver hun forskrækket når man går forbi hende. Forestil jer at I ikke har hørt noget som helst, og pludselig står der en bag jer, eller går forbi jer.
Hun har gennem flere år tabt hørelsen, men det er gået rigtigt stærkt her inden for det sidste halve år.
Hun har virket trist i et stykke tid, men det er som om hun er blevet gladere igen.
Hun er ved at vænne sig til ikke at må gå løs på tur længere.
Hun blir nemt forskrækket, da hun ikke kan høre os.

Vi skal råbe så frygteligt højt for at hun kan høre os, så det virker så hårdt når hun så kan høre det. Så blir hun jo ked, da hun tror vi er gale. Men det er snart uaktuelt, da hun næsten er stok døv nu, og formegentlig snart mister hørelsen helt. Vi bruger fakter så meget som muligt, men nogen gange er det nødvendigt med stemmen.
Men noget godt er der da kommet ud af det:
Hun sover helt fra fyrværkeri, torden og lignende, hvor hun tidligere har været helt panisk i flere timer efter et enkelt heksehyl.

Men som sagt, så holder vi øje med hende, og vurderer hvordan hun har det psykisk. Jeg tror ikke det er noget andet end almindeligt høretab. Hun er jo trods alt snart 12.
Det er nogle sjove dyr jeg holder mig; en døv hund, en senil/sær gammel kat, og en frygtelig uopdragen ung kat.

---

Vær venlig at lukke dit spørgsmål.


MVH

---

Der kom rigtig mange gode råd, til hvad vi kunne gøre for Freia. Hun lever stadig i bedste velgående, selvom hun næsten ikke kan høre noget. Hun hører de høje nys jeg kommer med, og bliver stadig forskrækket. men det er som om hun har vænnet sig til situationen nu. Hun er heller ikke lige så nedtrykt. Nu må vi se hvad tiden bringer os.

Tak for svaret Birgitta.
                        

---

Tak for accepten af mit svar. Jeg sætter flueben forneden, for jeg vil da egentlig godt høre, hvad dyrlægen siger, næste gang I skal derhen. Husk at sige, at det virkede som om det var noget, der kom ret pludseligt..

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.