---

Jeg er i processen med at blive skilt.
Jeg har 2 børn på 6 og 12 samt et dejligt hus.
Min kone vil ikke mere og det må jeg acceptere.

Vi vil begge gerne ha' meget kontakt med ungerne, gerne dagligt,
og ønsker at vi kommer til at bo tæt på hverandre så
ungerne kan løbe rundt til os.
Måske med et hul i hækken.
Men er det godt?
Kan det løses?

Jeg overvejer at beholde huset hvis banken gir mig lov.
Er det egentligt godt at jeg gør det?
Skulle jeg bo billigere og ha' penge til sjov?

Er der nogen der har erfaringer med at bo tæt ved sin fraskilte
partner og stadigvæk kunne ha' sit eget liv?
At ha' børnene tæt på og konen på afstand.

Frants

---

Uh, det er mange spørgsmål du stiller og alle meget afhængig af Jer som personer og Jeres forhold til hinanden i øvrigt, samt ikke mindst, hvordan I er sammen om det, at være forældre.

Ingen tvivl om, at det allerbedste for børnene vil være, at de kan være sammen med Jer begge ud fra d e r e s behov, ikke at forveksle med ud fra J e r e s behov.

Vær opmærksom på de følelser, der hos begge parter kan dukke op, hvis/når den anden finder en ny partner, kan I håndtere det, eller vil det forplumre når I bor meget tæt på hinanden?

Har selv erfaring med at bo rimelig tæt på hinanden, men også erfaring med, at mange forhold som ikke lige er aktuelle, kan blive det senere og gribe forplumrende ind i et arrangement, der ellers så ud til, at være en fordel for alle.

I de situationer er det jo også børnene det rammer hårdest.

Prøv at tænke ud fra, hvordan det er at være barn i den situation og vær så ærlige over for Jer selv og hinanden omkring, hvad I tror der er muligt, at håndtere hver især og sammen.

Det giver ingen garantier, men et så godt grundlag, som det nu kan lade sig gøre og så skal I som udgangspunkt være enige om den løsning I vælger, det nytter ikke, at det kun er den ene parts ønske.

Er det kun den ene der går ind for en løsning, så suges energien nemt af denne problematik.

Børnene har ingen indflydelse på, hvordan I håndterer det, men er dybt afhængig af det.

Om du skal blive boende i huset eller ej, er vel noget du selv har det bedste overblik over, sammen med din bank.

Alt efter hvordan Jeres børn er som mennesketyper kan det være en fordel for dem, om de kan beholde så meget som muligt intakt i deres hverdag - det er jo i forvejen en stor omvæltning, når mor og far ikke mere er sammen om det fælles liv.

---

Den findes ikke!

Der vil altid komme en konfrontation. Din ex vil have svært ved at acceptere at du bliver herre i eget hus. Han vil opfatte det som "hendes" slot.

At du beholder huset er fint, men får du en ny kæreste bliver du nød til at finde en ny hule, idet huset altid vil have et præg af ex'en. Det vil din nye kæreste ikke acceptere.

Pas på med ikke at flytte børn for meget. Det bliver noget rod der forvirrer ungerne. Læg samværet i faste rammer, så har ungerne noget at forholde sig til.

---

Læs Han = hun

---

Hej, Frants
Jeg blev skilt for en del år siden, da min søn var 16.
Min mand beholdt huset, og jeg flyttede i en lejlighed (gårdhavehus) med søn og hund, -5 minutter derfra. Vi havde delt forældremyndighed, og min søn valgte selv at bo dag for dag på skift hos os begge. Altså han tog afsted fra mig om morgenen og hjem til sin far om eftermiddagen. Alle frarådede den løsning, men det gik fint nok. Og på den måde havde han jo kontakt med os begge hver dag.

Samarbejdet mellem min mand og mig var nok ikke det bedste, men det var det jo heller ikke inden vi gik fra hinanden.

Hvis ellers I er rimeligt rolige og besindige mennesker, så er det sikkert en god løsning at bo nær hinanden med den alder jeres børn har. Hvis I er lige så heldige som os med at finde bolig til den fraflyttende part, så kan børnene måske lige fra starten selv tage fra mor til far. Og omvendt. Jeg tror, at det kan få dem til at føle sig mindre "prisgivet" de voksnes nykker. De mister ikke så meget, -tværtimod, så oplever de måske mere opmærksomhed fra den forælder, de er hos, når forældrene ikke skal bruge tid og energi på indbyrdes konflikter.

For os var det i det store og hele en god løsning.

---

Jeg tror heller ikke på den med "lykkelige skilsmisser". Det er hårdt og smertefuldt for alle parter, uanset hvor nænsom man/I forsøger at være.
Nogle af mine gode venner belv skilt for 3 år siden; de havde på det tidspunkt 2 små børn sammen på hh 0 og 3 år. Det skal pointeres, at forældrene aldrig har boet sammen, men sås næsten på hverdagsbasis (så selvfølgelig en helt anden situation end jeres) - MEN....dét jeg vil frem til er: Disse forældre besluttede sig for at blive ved med at bo hver for sig, men ses næsten ligeså meget som før, så at forskellen for børnene blev meget minimeret. Det har for såvidt fungeret ok, fordi forældrene stadig har respekt for og kærlighed til hindanden, udover til børnene selvfølgelig. Til gengæld sidder begge voksne i dag i det dilemma, at de ikke har fået en ny kæreste. De lever i én eller anden forstand i et forhold, som ligner det gamle, blot uden sex. Det fungerer fint for børnene at kunne være sammen med deres forældre som før, men forældrene betaler en høj pris. De oplever, at de er for tæt på hinanden til at kunne rumme at åbne sig for et nyt menneske, og samtidig er de jo hver især single.
Og for at vende tilbage til dit forhold: Måske vil det i en periode fungere for jer at bo tæt "med et hul i hækken", som du siger, - blot skal du nok overveje, om det vil blive for tæt på et tidspunkt og gøre det svært for jer hver især at møde en ny. I vil jo også begge blive vidne til hinandens privatliv i én eller anden forstand, og det kan måske blive meget svært for jer begge. Jeg har ingen løsningsmodel; ville egentlig bare sige, at der er mange ting, du skal tage med i dine overvejelser.....
Held og lykke fremover

---

Hej Axelise og Frants.
Når man har børn sammen, så kan det nok ikke undgås at man kommer til at følge mere eller mindre med i hinandens privatliv.
For min mand og mig var det sådan, at jeg nød den frihed, som det gav, -dels at være kommet ud af et dårligt fungerende ægteskab, dels den frihed, som det gav at være "barnløs" hver anden dag. Det var ikke generende, at vi boede så tæt på hinanden, for der var alligevel så stor afstand, så vi ikke behøvede at følge med i, hvornår den anden kom og gik. -Og omvendt, så ved jeg ikke noget om, hvilke kærester min ex-mand har haft. Men jeg ved selvfølgelig, at han blev gift 6-7 år efter at vi gik fra hinanden. Og nu er de flyttet ret langt væk. Men vores søn er jo også voksen nu.
Hvis man ikke fluks kaster sig ud i nye forhold efter et brudt parforhold, så kan det jo også være fordi man ikke ønsker at gentage "successen".

Og der er vel heller ikke noget galt i at indrette sig i en årrække på den måde, der er bedst for børnene.
---Især mens børnene er helt små, så vil der hos mange ikke være plads til sex. Uanset om man er gift eller ej...

Men det er jo ikke problemet for dig, Frants.
Eftersom det er din kone, der skal flytte, så bliver det hende, og hendes muligheder for bolig, der bliver afgørende for hvor tæt I kommer til at bo. Så må du prøve at få det bedste ud af det, uanset om I bliver naboer eller I kommer til at bo i hver sin ende af byen/landet. --- Hvis du i første omgang beholder huset og din kone flytter, så kan du jo på et senere tidspunkt sælge huset og flytte længere væk fra/ tættere på din kone. Alt efter hvordan den først tid efter skilsmissen går.

---

Tak for svaret Hovsan.
                        

---

Tak til alle for svar på mit spørgsmål.

Jeg kan ikke finde ud af det her pointsystem
så jeg gør det bare sådan

Frants

---

Til Frants - selv tak for det - held og lykke med det hele, håber I kan holde fokus, så ingen af Jer får flere knubs end højst nødvendigt

---

Hej Frants - det ser rigtig nok ud det du har gjort - fungerer i alle tilfælde hos mig.

---

jeg vil ikke give helt ret i at der ikke findes "lykkelige" skilsmisser. Min søster og jeg er børn af forældre som fik en god skilsmisse, som ikke påvirkede os ret meget(selvfølgelig er man ked af det i starten).Jeg var den gang (80érne) 12år. men var på vejen til den "vansklige" alder. Vi kunne være i hus sammen og komme som vi ville i begge hjem. De skændes aldrig, og har også fundet nye partnere som alle kan være i hus sammen. Det er skønt.Det giver self. ikke direkte svar på ? men jeg kan kun sige: hver gode ved hinnanden, og accepter det valg som partneren gør. Det gør det meget nemmere for børnene.Held og lykke fremover.

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.