Tidsmaskiner?
Prolog
******
Jeg undres vel ligesom alle andre mennesker over livet og universet og tænker på hvor naturligt de to begreber altid ligger i forlængelse af hinanden.
Her kommer tanken om Tidsmaskinen også ind i billedet.
Videnskaben har faktisk accepteret det som en realistisk mulighed en gang i fremtiden (ok ikke imorgen! Men måske om 200 år ifølge Igor Novikov, Niels Bohr Inst.).
Forestil dig en slags elevator, hvor vi kan stige ud undervejs og foretage ændringer i historien for at hjælpe fortidens skæbner.
Det er dette aspekt, som jeg synes er dybt fascinerende.
Jeg er jo ikke fysiker eller videnskabsmand men jeg prøver alligevel at give dig kære læser et lille indblik!
Kan det overhovedet lade sig gøre?
*****************************
Rent faktisk er dette emne noget, som beskæftiger mange videnskabsmænd (fx.: David Deutsch, Raymond Chow, Günter Nimtz, Kip Thorne, Stephen Hawking, Carl Sagan, Igor Noulvkov, Matt Vissner, John Wheeler) men det er ofte tabu-belagt idet forskerne ser en risiko for at blive sammenlignet med Science Fiction-forfattere!
Men der forskes skam i emnet og helt urealistisk er "tidsmaskine-teorierne" slet ikke, da fysikkens love ifølge videnskaben ikke forbyder os at rejse tilbage i tiden. Men praksis er selvfølgelig straks noget helt andet.
Ideen med tidsrejser stammer fra Einsteins relativitetsteorier hvor han beviste, at jo hurtigere man bevæger sig, jo langsommere går tiden.
Men videnskaben står over for flere problemer, før en sådan rejse kan blive en realitet, bl.a. det faktum, at ingen rejse kan gå længere tilbage i tiden end tidsmaskinens alder. Men kunne vi så ikke på et tidspunkt få hjælp fra andre universer eller fra andre "virkeligheder" og benytte deres tidsmaskiner?
Man taler i videnskaben om såkaldte sorte huller. Det er kæmpestjerner, som ligesom dør ud og "falder sammen om sig selv" og efterlader nogle supertunge og superkomprimerede rester, som kan danne et "sort hul" med en ubegribelig form for tyngdekraft som suger alt til sig.
Hvis 2 sorte huller forbindes, taler vi om et ormehul.
Dette begreb blev udtænkt af den fremtrædende fysiker John Wheeler i 1950´erne.
(Se figur 1.)
http://megapixel.dk/vis/album/3663
Figur 1. Et "ormehul" med to mundinger som kan lave en genvej i rumtiden.
Ormehuller er essentielt set gateways imellem forskellige dele af universet og fremkommer ved at linke et par "sorte huller".
Dette skaber på effektiv måde en tunnel gennem tid og rum: En rejsende som går ind ad det ene hul vil samtidig eksistere et andet sted på et andet tidspunkt.
Prøv at forestille dig at du har punkt A til punkt B på et stykke papir.
Afstanden vil blive forkortet, hvis du folder papiret på midten og rejser igennem et "ormehul" i papiret.
Disse ormehuller kan i teorien bruges som en form for tidsmaskine, hvis man forestiller sig, at man kan komme igennem dem, men her har vi problemets kerne! Ormehullerne trækker sig nemlig lynhurtigt sammen - så hurtigt at selv lyset ikke kan nå at komme igennem dem.
Man behøver istedet negativ energi for at holde hullet åbent. Negativ energi opnåes ved at klemme energien ud af et vacuum, som man danner i det lille mellemrum mellem to plader. Men det er umuligt at skaffe i det fornødne kvantum.
Det ville svare til minus én gange hele Jupiters energi, hvis vi skulle have et hul åbent på ca 1 meter i diameter ved hjælp af negativ energi.
Et "ormehul" er milliarder af gange mindre end atomer!
Hvor skulle rejsen gå til?
******************
Det parallelle univers?
*****************
Jeg forestiller mig eksempelvis, at jeg kunne rejse tilbage i tiden og blive sat af omkring år 1965, hvor min far var meget syg af kræft og hvor datidens viden angående helbredelse af cancer ikke var fyldestgørende nok til at redde ham.
Jeg ville så stige ud af min "maskine" og viderebringe "nutidens" viden.
Problemet er så, hvorvidt jeg ville være istand til at give denne viden fra mig, og sådan at man troede på mig.
Men forudsat at det lykkedes, så ville jeg måske kunne ændre min fars skæbne.
Men hvor ville han leve videre?
Jeg mener ikke, at det kunne være i den samme verden, som jeg har udgangspunkt i og kommer fra men derimod en parallelverden?
Frugterne af min mission ville jeg ikke opleve med mit nuværende jeg, da indgrebet foregik i det parallelle univers - jeg er der kun som tilrejsende gæst.
Jeg forestiller mig at jeg står på "sidelinjen" betragtende og ser min fortid.
- Jeg kan godt ændre noget eller tilføje noget, men mit nuværende "jeg" som sådan kan ikke få lov til at leve i denne verden. Ændringerne er forbeholdt de individer som på det tidspunkt er lige præcis på dette sted (måske mit "fortidige jeg"?).
Vi bliver efter min mening nødt til at acceptere tanken om parelleluniverser, da vore handlinger ellers ville gribe ind i vores egen historie og derved i realiteten ville kunne bryde logikken i naturens love.
Det individ - hvis skæbne vi forsøger at ændre, så en evt. tragedie kunne undgåes - vil fortsætte sit liv som om intet var hændt - altså uvidende om vores indgriben. Med andre ord en helt almindelig verden for ham men ikke for os.
Vi andre vil derimod nu ikke kun have relation til én verden men til to verdener. Den vi rejste fra og den vi rejste til.
Man kan sige at vores nutid er det statiske og uforanderlige univers og verdenen fra fortiden er det som kan ændres.
Paradokserne
**********
Bl.a. filosoffen David Deutsch har beskæftiget sig med "parrellelunivers-teorien" og hvordan man som tidsrejsende undgår at komme i konflikt med fysikkens og naturens logik, og her bringer jeg nogle uddrag af citater fra oversættelsen af: The Quantum Physics of Time Travel, Scientific American, Marts 1994. af David Deutsch og Michael Lockwood:
"..Et andet paradoks, som ofte dukker op i science fiction, er blevet gennemgået af Oxford filosoffen Michael Dummett. En kunstkritiker fra fremtiden besøger en maler fra det 20'ende århundrede, som i kritikerens eget århundrede betragtes som en stor kunstner. Da han ser malerens nuværende arbejde, finder han det middelmådigt og konkluderer, at kunstneren endnu ikke har fremstillet de inspirerede malerier, som gjorde sådan et indtryk på fremtidige generationer. Kritikeren viser maleren en bog med reproduktioner af disse fremtidige arbejder. Det lykkes for maleren at gemme denne bog og tvinge kritikeren til at rejse uden den og han begynder at kopiere reproduktionerne omhyggeligt på lærred. Reproduktionerne eksisterer derfor, fordi de er kopieret fra malerierne, og malerierne eksisterer, fordi de er kopieret fra reproduktionerne. Skønt denne fortælling ikke truer med nogen modsigelse, er der noget meget forkert ved den. Den giver os malerierne uden, at nogen behøver at udfolde kunstneriske anstrengelser for at skabe dem - en slags kunstnerisk "gratis frokost"..."
".......I kunstkritikerhistorien tillader kvantemekanikken begivenhederne, set fra deltagernes perspektiv, at ske sådan som Dummett beskriver. Universet hvorfra kritikeren kommer, må have været et, hvor kunstneren, med tiden lærte at male godt. I det univers blev billederne frembragt gennem en skabende indsats og reproduktionerne blev senere ført til et andet univers' fortid. Der blev malerierne faktisk efterlignet - hvis man kan siges at efterligne arbejdet, som en anden version af en selv har udført - og maleren fik "noget for ingenting". Men der er intet paradoks, fordi billedernes eksistens nu skyldes en ægte kreativ indsats, selv om det var i et andet univers..."
(Citater fra oversættelsen af: The Quantum Physics of Time Travel, Scientific American, Marts 1994. af David Deutsch og Michael Lockwood)
Epilog
******
Det er et spørgsmål om vi ikke på et tidspunkt er så langt fremme teknologisk, at vi kan foretage disse rejser - hvem ved?
(Jeg ved ikke hvem der har skrevet dette, men jeg synes at det er spændene læsning.)