---

Jeg har haft, har lidt, tilknytning til en person, som er en udpræget løgner. Dette har jeg fundet ud af efter noget tid, for lang tid, da denne person er meget god til sin løgnagtige væremåde. Ved at følge op på de historier som er fortalt, hvor det viser sig at de historier aldrig har fundet sted, ej heller kender de omtalte personer til historierne. Dog har historierne været sandsynlige, og der har ikke været vidner, og så præget af hvis de bliver fortalt mange gange, kan de komme til at virke sande, selvom det er en løgn.

Nogle af de små beviser jeg har brugt, for at personen kunne komme ud af sin væremåde, ved bare at tabe lidt ansigt, har tildels kun haft lidt effekt. Jeg har stadig andre bedre beviser tilbage.
Hvis man genfortæller hvad personen har fortalt tidligere, benægter personen at have sagt det. Hvis man så fx. optager personen på bånd og afspiller det, bortforklarer personen at denne mente noget andet.
Så længe personen kender en historie, bliver den altid lavet om til at være negativ. Hvis personen ikke får historien at vide laver denne, ofte en endnu værre historie, og beklageligvis sandsynlig historie, med nogle få sande elementer i og så resten direkte løgn.

Jeg selv får kun lidt ud af at afsløre denne person, så det er næsten udelukkende for at hjælpe en anden person "fri", til at blive sig selv, som ikke har fået øjnene op, for denne kender kun den negative verden. Denne person er præget så meget i opvæksten, at denne ikke rigtig kan vælge selvstændigt, uden at blive nervøs over sit valg, og spørger så den løgnagtige person til råds hvad der skal vælges. Hvis det skulle hænde at denne person, som jeg vil hjælpe fri, endelig selv foretager et valg, slåes der hårdt ned og denne overbevises, at det var et forkert valg af den løgnagtige person, uanset hvilken retning valget er. Man kan aldrig blive "enig", god nok for den løgnagtige person. Det skal man heller ikke, det er underordnet, men så langt eller rettere sagt så fri har personen, jeg vil hjælpe fri, aldrig været.

Håber I kan sætte jer ind i situationen, selvom det
er kun er meget kort fortalt.
Der gives point efter hvor gode argumenterne er og om de virker, både seriøse og useriøse skal have mulighed for at få point. I håb om de useriøse svar kan give anledning til en seriøs løsning. Da det nok er svært, men her er vel mange "eksperter", med livserfaring. Det er måske ikke det helt rigtige sted at stille dette spørgsmål, så selv point kan gives til andre link, hvor spørgsmålet mere hører til!!!

Nok det værste der kan ske for denne person er at tabe ansigt, hvor personen ikke kan komme med en løgn for at dække over de første løgne, men hvordan gøres dette?

---

magnetx Dato : 20-01-02 22:42

Hej Mgnetx!

Den person, du omtaler er tilsyneladende patalogisk løgner.
Vedkommende lyver ... men lyver ikke for at genere andre ... lyver, fordi det er et lige så basalt behov, som for en ryger at tænde en smøg, ... en alkoholiker at drikke et glas ...

Din ven/bekendt, som du gerne vil hjælpe/eller forskåne ... skal være parat til at modtage denne hjælp ... ellers trænger din intention ikke ind ... det skyldes ikke modvilje, men er afhængigt af, hvor vedkommende er i forhold til sig, sine medmennesker, dig og den patalogiste løgner.

Det er stort, at du gerne vil favne og hjælpe. Men det kræver varme og stor tålmodighed ... og alligevel er det ikke sikkert, dit forehavende vil lykkes.
Hvis din ven/bekendt ikke er parat til at modtage, kan du blive grueligt misforstået. Så træd varsomt ...

Bedste ønsker fra
Sannie

---

Hej Sannie

Foreløbig mange tak for svaret. En lignende konklusion er jeg også kommet frem til. Jeg beundrer dig for at du kan ramme så præcist, ved en forholdvis lille tekst. Jeg får næsten lyst til at spørger om din baggrund, for det, men det er underordnet når du skriver så præcist.
Ja, det virker som en gordisk knude. Der er et ordsprog som siger at "tiden leger alle sår", men det tror jeg ikke i det her tilfælde. Jeg har også prøvet at tale med den person, jeg vil hjælpe fri, men denne har en forudgående holdning til at ikke forstå det jeg omtaler. Det er stort set lige meget om jeg pakker mening meget ind eller siger det direkte.
Tiltider kan jeg have lidt succes, men et forkert ord eller sætning, så er det hele tabt igen.
Hvis jeg helt undlader at have kontakt i nogle måneder, måske år, tror jeg heller ikke er løsningen.
Men alligevel kan løsningen være nært forestående, jeg tror ved en ny, kreativ og anderledes indfaldvinkel. Men ved ingen endnu. Måske har du nogle forslag?

Her er lidt flere oplysninger. Jeg er ligesom "knyttet" til begge personer. Den ene løgnagtige person kan jeg sagtens "undvære" at træffes med, men den anden person som jeg vil hjælpe fri, har jeg det svært med at cutte forbindelsen til, men det kan blive udfaldet. Da denne person følger modargumenterne fra den løgnagtige person, denne lyver ikke, men er udpræget i negativ retning.

Den løgnagtige person liv kan beskrives sådan, meget kort:

1/3 del af livet: En "gammeldags" opdragelse at man altid skal gøre hvad de ældre siger, da de altid har ret og ved hvad der er bedst for én. Man vil noget andet, men man tager det bare til sig, selvom det er forkert, for det har man lært.

2/3 del af livet: Et ægteskab med kun få gode og rare stunder, ellers strid, når parret ellers sås, og tilsidst en enorm lang skilsmisse.

den sidste 1/3 del af livet 3/3 bliver formentlig, sorg over livet, og vil og gør næsten ingen ting, som er gradvist afløst af flere og flere løgne, for at dække over et fejlagtigt glansbillede af en kernefamilie. Og man skal overleve så længe som muligt, for det svare til at et langt liv har været et godt liv.

Tænk at denne person kan leve et helt liv, uden at nå til at opleve og leve sit eget liv, og opleve glæde mm. Måske kun glæde, som reelt er dårligt, iforhold til meget dårligt.
Der bliver jo ingen 4/3 del i livet!!!!

Jeg er dog i tvivl om jeg skal hjælpe og om det er det værdt, hvis den ene eller begge ikke vil eller kan. Indtil videre er jeg et sted midt i mellem, mellem at holde mig væk for altid og hjælpe primært den ene.
Uafset mit valg er ingen af dele valget værdt, lige nu. Bortset fra alt dette lever person et "normalt" liv, hvad så normalt er, og kan gemme sig blandt andre.

Så igen, foreløbig mange tak for svaret. Jeg vil tænke, tænke og så forsøge lidt forskelligt, så jeg bedre kan vurderer chancerne for en løsning, eller muligheden for ingen løsning!!!

---

Hej igen Magnetx.

Jeg kan mærke - helt ned i min lilletå - hvor gerne du vil hjælpe.
Samtidig giver du en utrolig tydelig beskrivelse med trediedelene ... den beskrivelse fortæller klart, at personen ikke selv har ret meget styr på ret meget ... følelsesmæssigt i forhold til sig og sit liv.
Det er et "almindeligt" reaktionsmønster efter en "rodet" opvækst ... en opvækst uden fast grund under fødderne ... et liv, hvor hn selv har måtte finde øerne der kunne give ro i sjælen, samtidig med at længslen efter accept trængte sig på, samtidig med ønsket om at hævde sig som et OK menneske (her kommer løgnene ind) ... samtidig med at føle sig holdt af ... samtidig med at føle sig tryg ... samtidig med at få kærlighed ... samtidig med .... You name it!

Alle disse behov skal dækkes ind, og får vi dem ikke helt fra barnsben af vores omgivelser (helst forældre), må vi selv ud at søge ... og det bliver osse fundet (i fantasien) i små portioner ... forskellige steder ... og der bliver ikke knyttet tættere bånd, end det stadig er enkelt og ubesværet at vende ryggen til, og "bare" finde et andet menneske at "knytte" sig til ...

Disse basale behov bliver ikke opfyldt .. så modningen til voksen finder ikke sted ... behovet er der stadig ... Det er skruen uden ende, ... og til sidst har man dannet sit eget livsmønster ... Sårene har fået skorpe på, og smerterne (og sandheden) er kapslet inde i sjælens bageste rum! Og hvis der ikke ligger en erkendelse og et ønske om at "rydde op", vil dit tilbud om hjælp være tåget tale ... du vil blive misforstået ... "hvad er der galt med mig, hva´???" ...
Dine bedste intentioner kan virke anmassende og utidig indblanding!

Jeg er ked af at sige det, ... men uanset dine bedste intentioner, så kommer du på en livsopgave, hvis du vælger at fortsætte dit hjælpeprojekt.
HVIS vedkommende en dag vil hjælpes, skal der mere prof. assistance til ... for det er ikke bare at sludre fornuftigt over aftenkaffen flere gange om ugen ... det er hårdt arbejde ... både at være hjælper, ... men især at være "hovedperson".
Rygraden, der aldrig har udviklet sig færdig skal bygges op ... arrene på sjælen skal frem i lyset og bearbejdes ... Det kræver prof. hjælp i lang lang tid.

Hvis du alene binder an med opgaven kan du risikere selv at knække ... blive tappet for energi ... og personen du vil hjælpe rejser sig som hn plejer, for det er jo barnelærdom!! Rutine!

En alkoholiker ... der ikke har erkendt sin egen alkoholisme ... og ikke mener, hn behøver hjælp, er umulig at række en hjælpende hånd.
Vi andre "hellige" projicerer vores ønsker over på "de svage sjæle". Men der er ikke noget, vi kan gøre. VorEs hjælp forsvinder i den blå luft, hvis der ikke er en modtager!

Jeg kan godt forstå, du har brug for at "tænke tænke, tænke og så forsøge lidt forskelligt".
Én ting er helt sikker: DU bliver træt. Du bliver MEGET træt.
Jeg kan kun sige her og nu er: PAS PÅ DIG!!!!
Og accepter, at personen er sådan ... hvis du orker at holde af ... så gør det. Eller måske bare acceptere.


Mange hilsener fra
Sannie

Du må gerne skrive igen ...

---

Hej igen Sannie

Jeg beundrer stadig dine præcise svar.
Jeg vil lige sige at dette, mine overvejelser har været et stykke tid under vejs, da jeg lige selv skulle se den "røde" tråd, i sammenhængen. Jeg skal jo kunne stille nogle spørgsmål og ligesom forstå dem selv, alvoren i dem, før jeg stiller dem til andre.
Håber du forstår!
Så mit første indlæg, var været gemt siden, først i oktober 2001.
Mit næste, som du lige har svaret på igår, er fra sidst i oktober.
Det næste korte afsnit er fra først i november.

Så har jeg tænkt, tænkt og prøvet lidt forskelligt. Det lange afsnit er fra i søndags.
Det sidste er fra idag.
----------------------------------------------------
Fra nov.
Jeg kan godt accepterer fortiden, da jeg lever i nuet og fremad, men det har taget sin tid og meget energi, og har noget at indhente. Interessant med den højre halvdel.
Jeg har læst og lært at hjerne består både at elektriske og kemiske sammensætninger, hvis der er én "defekt" forbindelse et sted, giver det en anden løsning. Det sammenligner jeg med fx. 2 lommeregnere hvor man piller en komponent ud i den ene, og så ellers trykker ind. Så selvom man trykker det samme ind på begge bliver det forskelligt resultat. Hvis en notorisk lystløgner, eller som du skriver patalogisk løgner, så mangler denne forbindelse, så er det klart at virkeligheden er andreledes.
---------------------------------------------------------
Fra i søndags.
Jeg har tænkt og afprøvet lidt. Det er stadig vanskeligt, men det har dog ændret lidt karakter.

Istedet for at skrive brev, som nok bare ville blive nedgjort og latterliggjort.
Skrev jeg nogle kommentare og spørgsmål ned på et papir, derefter ringede jeg direkte til den løgnagtige person. Det var en meget "interessant" samtale som varede 2 timer 28 mintutter, selvom jeg kun havde skrevet 7 små linier på papiret. Det var altså utroligt hvad jeg kom til at lægge øret til. Først bliver jeg beskyldt for det jeg spørger, så det jeg ikke har spurgt om og at jeg så også spørger om et svar, det var bare for meget synes denne person. Jeg kunne svare på denne persons modargumenter. Alligevel var der tænke pauser ind i mellem fra denne person, så noget har jeg måtte ramt. Tilsidst var der pause på 23 minutter.

Dette har jeg prøvet 2 gange mere, med en måneds mellemrum. Samme ca 2 ½ times samtale og ca 20 minutters pause tilsidst.

Jeg kender så godt som den denne persons "ømme punkt", uden at have sagt det. Og kan egentlig godt forstå resultatet af det. Men det er bare dybt beklageligt.

Så nu går mit spørgsmål mere i retning af moral, og selvom jeg har fået mere hjælp fra dig end jeg kunne have håbet på, så spørger jeg om lidt endnu.

Kan jeg være bekendt at ramme eller udløse det "ømme" punkt, med dertil nok skabe forvirring og rastløshed hos denne person. I en nok længere varende periode, kommer måske til at se sig selv have denne person har lavet af "ulykker" over for andre, med sine løgne. Sagt på en anden måde hvordan ville I selv reagere, hvis I blev klar over at opført sig løgnagtigt over for andre uden at vide det. Og at den periode måske har været 20 - 30 år?

Jeg har fået svar på noget men der er dukket nye spørgsmål op, og er kommet i tvilv om min moral.
Kan jeg være bekendt at udløse det "ømme" punkt, med chance for at denne person trods alt kan komme til at nyde livet efter en vanskelig overgangs periode. Eller skal jeg lade denne person bare leve som denne altid har gjort, og lade denne tro, at denne har levet et godt liv?

Sannie, du har nok allerede svaret på en del af dette, i forvejen!
Men det kunne være der kunne dukke et lille guldkorn op!
-------------------------------------------------------
Fra idag, onsdag
Jo, jeg har været tappet for energi, var træt, meget træt, for nogle år tilbage, og jeg ikke forstod årsagen til det. Den ukendte faktor eller "fjende", som gradvist var blevet bygget op. Jeg nærmest gik rundt som en søvngænger. Alligevel fandt jeg viljen frem, og tærede på den energi jeg ikke havde, og ville finde årsagen. Efter et stykke tid fik jeg sporet mig ind på det, pludselig forstod jeg den endelig situationen, efter utallige ?????
Sikke en lettelse, det tog lidt tid igen at regenerer mig selv. Nu kan jeg nyde livet. Der er intet der kan komme bag på mig længere.
Jeg lader op på mine "batterier" der er langt op til fuldt opladet, den øvre grænse kender jeg ikke endnu. Men når jeg så kigger den anden vej befinder den løgnagtige person sig meget langt nede. Den person jeg vil hjælpe fri, et sted der imellem.

Men sikke jeg nyder, og skal nyde livet.
Og er nu snart færdig med at vurderer chancerne for en løsning, eller muligheden for ingen løsning, fra hvad jeg ved nu!!! Med god hjælp fra dig, Sannie.

Jeg har dog lige kommet frem med nogle overvejelser, de er benhårde, så jeg spørger dig lige først om du vil se dem, før jeg skriver igen?

---

Fra : magnetx Dato : 23-01-02 16:16
>Kan jeg være bekendt at ramme eller udløse det "ømme" punkt, med dertil nok skabe forvirring >og rastløshed hos denne person.


Jeg vil så nødigt afgøre, hvad du skal eller ikke skal.

Hvis du ved, et æg har ligget så længe, at det er helt råddent, tør du så kaste det op i luften, og skynde dig at folde hænderne på ryggen???

Hvis du har den fornødne indsigt og baggrund til at kunne hjælpe vedkommende helskindet gennem proceduren (som kan tage mange år), vil jeg stadig have betænkeligheder omkring det.
Det du overvejer, er reelt at gribe ind i et andet menneskes liv og livsdispositioner ... uden at denne person reelt er bekendt med et eventuelt behov. Personens sjæl kan være så arret og såret, så en åbning vil betyde totalt sammenbrud.
Vil du kunne se dig selv i spejlet, hvis du har trykket på "knappen" til dette menneskes sammenbrud??

Det er mere reelt, hvis du overvejer hvad DU har det bedst med ... enten ikke bruge tid på vedkommende eller acceptere vedkommende ... og når du har brug for det: gøre opmærksom på, at dét eller dét sårer DIG!!!
Hvad virkning vedkommendes adfærd har på andre, er reelt de andres "problem" ...

Du er i din fulde ret til at sige, at dét eller dét sårer dig, glæder dig, berører dig, gør dig vred, gør dig gal, gør dig ked.
Men hvad virkning det har på de andre, skal du lade være op til dem.

Du kan vælge på dine vegne, men du bør ikke vælge på andres vegne.
Find ud af, hvad du mener er godt for dig! Det er du den nærmeste til at vide.
Men hvis dine beslutninger direkte berører andre, skal du lige veje op og ned om det er OK at du gør det.

Hvis du ikke føler dig tilpas i vedkommendes selskab, kan du sige at du ikke føler dig godt tilpas ... og så skal du følge dit behov: har du lyst til at blive, så bliv! Har du lyst til at gå, så gå!

Dit liv er dit ansvar, ... ingen andens! Og vise versa!

Det var et langt svar på et kort spørgsmål!

Hilsen Sannie
Som håber, du kan bruge det, selv om det ikke er "guldkorn"!

---

Kære Sannie

Nu blev du vist lettere irriteret, over mine kommentarer.
Jeg ved godt det er svære spørgsmål og valg. Jeg er meget i tvilv.
Bare rolig jeg handler ikke nu, undersøge alternativer, der er ca. 5 års betænkningstid.

Men husk nu, der er 2 personer.
Den ene er den løgnagtige person, som ca. har levet 2/3 af sit liv.

Den anden er den som jeg vil hjælpe fri fra den løgnagtige person, har en mild begyndende form for "løgne", har levet ca 1/4 af sit liv. Det er primært her jeg vil hjælpe.
Isåfald vil jeg ikke direkte hjælpe, ved at aktivt gribe ind i dennes liv, men påvirke så vel meget, vise altenativerne. Så denne selv kan se sig selv, og hjælpe sig selv fri.
Uha, det kunne være formuleret lidt bedre.
Det er da bedre at afbøde den negative retning, hvor der stadig er en chance. Istedet for at begge følger samme skæbne?
For at gøre det kunne det være at den løgnagtige person, kunne tillempes, så den anden kunne komme fri.
At slå 2 fluer med et smæk, vil jeg nødig regne chancen/risikoen på.

Jeg har den fornødne indsigt, men ikke nok baggrund. Til gengæld vil jeg kunne få viljen frem hos den løgnagtige person, og trække læsset et stykke vej. Men efter viljen er fundet frem, skal der prof. hjælp til. Jeg kan sagtens arrangere det hele, så alt er planlagt. Men det skal det også være, der må ikke ske en eneste fejl. Og jeg skal være mere end 3 dobbelt sikker.
Men der er ca. 5 års betænkningstid.

Men stadig skal man bare lade en person leve "ulykkelig" den sidste 1/3 del af livet, uden at denne har oplevet lykke, uden at vurdere om der kan og skal gøres noget?
Men igen det er primert den anden person som jeg vil hjælpe fri, det er min lille bror!!!
Han behøver ikke være taknemlig eller behøver have kontakt med mig efter, selvom jeg nødig vil undvære det, bare han kommer "fri". Så han ihvertfald kan træffe sine egne valg, og ikke lide samme skæbne, som den løgnagtige person.
Har de ellers taget ansvar for sit eget liv; jeg vil heller sige at det ikke har haft mulighed for det. Men som et ordsprog siger "at ikke træffe et valg, er også et valg."

Jeg selv er i tvilv, uanset om jeg træffer det ene eller det andet valg, føler jeg det er forkert. Det sårer mig, det berører mig og gør mig tiltider ked af det, jeg synes jeg mangler ord for en reel beskrivelse..
Det er ret absurt.
Min sætning igen.
Tænk at denne person kan leve et helt liv, uden at nå til at opleve og leve sit eget liv, og opleve glæde mm. Måske kun glæde, som reelt er dårligt, iforhold til meget dårligt.
Der bliver jo ingen 4/3 del i livet!!!!

Om jeg kan være i den løgnagtiges person selskab kan jeg godt, men har kun været det én gang på 5 år. Jeg har holdt mig væk, for at kunne betragte det på afstand. Selskabet kan tiltider være godt, men det er som at blive sluppet ind i et tigerbur. Det ene øjeblik spinder tigeren, det næste bliver jeg brugt som kradsepude.
Timingen til at gå i tide er umulig at forudsige.

Naturens gang løser delvis problemmet om ca. 30 år, imellem tiden synes jeg det gælder om at afbøde retning for min lillebror. Så han bedre kan op nå et lykkeligt liv, det sidste stykke tid, til 10 år mere end den løgnagtige person, på nuværende tidspunkt.

Om jeg kan se mig i spejlet efter at have trykket på knappen. Det skulle helst ikke komme så vidt, og efter ca. 5 år fra nu er det forsent.

Man kan også betragte det sådan her, hvis man ser 2 personer der er ved at drukne, skal man så redde den ene, prøve at redde begge 2, eller slet ingen. Det er meget svært at sige, det kommer an på situationen.

Det mest nærliggende lige nu er, at kunne tillempe den løgnagtiges person med 1-4 %, resten af livet. Derved afbødes lillebrors holdning, ca 25 % på de 30 år, i forhold til den løgnagtiges person nuværende niveau. Jeg selv holder mig væk, og kun en gang imellem har telefonisk kontakt.
Alligevel synes jeg ikke godt nok om den løsning.
Men alligevel kan løsningen være nært forestående, jeg tror ved en ny, kreativ og anderledes indfaldvinkel. Men jeg ved ikke nok endnu. Og bare fordi jeg ikke ved det kan andre jo godt vide der eller have erfaring med det!

Jeg er sådan hvis jeg ikke kender muligheder, så finder jeg og ser på alternativerne, vurderer dem. Tager et valg, eller udsætte valget, eller ikke tager noget valg, mangler stadig alternativer; til en bedre løsning eller manglende på samme!

Hvad synes du?

Så kære Sannie....selvom du blev lettere irriteret før, så er jeg taknemlig for hvert et ord.

med venlig hilsen
(magnetx)

---

Hej igen.

Du skrev:
>"Så kære Sannie....selvom du blev lettere irriteret før......."

Nej, jeg hverken er eller har været irriteret.
Det er det, der er så "farligt" ved det skrevne ord, ... tonefaldet mangler! Og mit tonefald var (og er) i den milde ende af skalaen ... min medfølelse ligger mellem linierne

Men krypteringen forøges, samtidig med at du det ene sted nævner du er tæt knyttet (din bror), og i det andet tilfælde er lige så tæt (tror jeg) men har valgt at distancere dig.

Inden du nævnte, at det var din bror var jeg lige på nippet til at spørge, hvilken interesse du har i at involvere dig så dybt.
Familierelationen giver mening.
Men det gør det ikke lettere, for det er sværere at isolere sig fra en søskende.

Jeg tror, at jeg vil kunne bringe mig selv i en "skyld"-situation, hvis jeg kommer med "gode råd" - hvad enten du ville vælge at følge dem eller ej.

Jeg kan stadig kun sige, at du er dig selv nærmest, ... alle andre kommer som nr. to, tre, fire .... osv.
Det ligger der ikke noget egoistisk i! Hvis du er stærk, får du styrke til at hjælpe andre. Hvis du er svag, kan du ikke hjælpe andre.
Og styrken kan du kun give dig selv, hvis du er dig selv nærmest!

Hvor gammel er din bror???
Og ikke mindst hvor umoden.
VIL han hjælpes???
Ved han, du ønsker at hjælpe ham??
Aner han, hvad du vil frelse ham fra???

Nej, jeg spørger ikke dig. Det er bare tanker jeg gør mig, og ovefører til dig.

Det er meget kringlet, og jeg synes, det er for følsomt et emne til at kunne prøve at rede nogle tråde ud i "cyber"!
Der findes en masse hjælpeinstanser, hvor du anonymt kan søge personlig kontakt og hjælp.
Jeg vil foreslå dig at søge at snakke med et "menneske" ...
Har du en god læge?? Én der kan se problematikken og måske give dig hints om steder, du kan søge hjælp / bagland! Ellers prøv at søge på biblioteket ... der er pjecer og dygtige bibliotekarer der lokalt sikkert ved en masse om, hvor du kan forsøge at gå hen.
Når du først har været ét sted, ved de dér (næsten helt sikkert), hvor du skal/kan gå hen, hvis du i første omgang ikke kan få hjælp dér.

Og hjælpen vil brede sig som ringe i vandet. Du vil få brug for det, til at give dig selv den fornødne råstyrke, uanset hvad du vælger.

Det kræver "kun", at du selv ønsker den fornødne hjælp og tør bede om den og ikke mindst tør TAGE imod den!

Jeg håber virkelig, du finder ud af, hvad du vil. Og jeg vil da gerne vide lidt om det hen ad vejen, ... hvis du orker det.

Bedste ønsker og mange hilsener
Sannie
... som ikke er det mindste irriteret, men lader den blide tone brede sig over det skrevne ... *ss*

---

jeg vil ikke besvarer indlægget men blot komme med en kommentar.
jeg læste indlægget og kunne ikke forstå det før jeg læste det familieære forhold da gik der et lyst op for mig og jeg kunne forstå indholdet.
lysten til at hjælpe / jeg ved det næsten er umuligt uden at knuse livsgnisten for et andet meneske.
så træd varsom / tænk dig om / hjælpen kan gøre ondt.

---

Hej magnetx, jeg har med stor interesse læst dine spørgsmål og også svarene og du står i en meget svær situation. Jeg har været i den samme, men det var dog ikke et familliemedlem. Jeg gjorde simpelthen det, at jeg skrev til personen ( grunden til at jeg skrev, var for at personen havde en mulighed for at slippe udenom på en "pæn" måde). Jeg skrev at jeg godt var klar over hans løgne (og kom med nogle eksembler) men at jeg stadig holdt af ham og ikke mente at det var nødvendigt for ham at lyve for at få opmærksomhed, for han var god nok som han var. Han skulle bare "turde" se sig selv som en med gode værdier. Den respons jeg fik, var overvældende. Han var ked af det for hav vidste godt at han havde et problem, men vidste ikke lige hvordan han skulle komme ud af den "dårlige" vane. I stedet for at angribe ham med hans dårlige sider og nedgøre ham, lagde jeg vægt på de positive sider i ham og det gav en positiv effekt. Det er ikke sikkert det hjælper dig men måske kan du gøre brug af den "omvendte" psykologi .
Jeg håber at det lykkedes for dig, for det lyder somom du har sat dig for at ville hjælpe uanset om den lillebror vil have din hjælp eller ej - held og lykke
Hilsen Toupie

---

Sådan her har det gået siden sidst.

For at I kan få bedre sammenhæng i det skrevne, så er den person jeg har omtalt som løgneren, det er min mor. Og så er der lillebror som jeg primært vil hjælpe.
Det sidste strækker dog sig bredt.

Fra sidste gang jeg skrev ind kørte jeg ellers efter taktikken, løsningen er ingen løsning. For lillebror kan IKKE komme fri, uden at moderen bliver afhjulpet med nogle af symptomerne.

Jeg har ellers haft nogle lange samtaler med min mor indenfor de sidste 3 måneder, på 5 timer, 6 timer og 2 timer ansigt til ansigt. Igen den sidste måned via tlf. hvor hun nu pludselig er interesseret i at ringe mig op, varer mellem 1-3 timer.
Og det er nu ikke småting jeg må lægge øre til, især i starten, med nu hvor jeg har forståelse for problemmet og årsagen, preller det af på mig. Og sikke meget hun har gemt og fortrængt, når hun først er kommet på afveje. Men det er da gode tegn at hun er interesseret i at udvide sin horisont.

For noget at det jeg argumenterede med for ca. 1½ år siden begynder at give lidt respons. Hvor jeg gav en brugelig, men en stortset værdiløs gave og et brev hvor jeg forklarede mit synspunkt, ikke alt men retningen.

Dit gode forslag, Toupie, har virket 2 ud af 3 gange.
Der er kommet små indrømmelser, fx er jeg så ofte efter hendes bedst befindende blevet nedgjort med det jeg lavede, det jeg burde have lavet og hvis jeg slet ikke lavede noget var det også fejl. Det minder lidt om de TV reklamer fra Ekstra Bladet, hvor de siger: Der kan du selv se at det er dig det er galt med.
Indrømmelsen er at den eneste reele fejl jeg har lavet er for 14 år siden til en familiesammenkomst hvor jeg tog et for stort stykke kage. ( det var nu ganske normalt) Og jeg kunne have sagt hvor stort er set for stort stykke kage, og hun har aldrig sagt hvor stort et stykke kage skal være. Jeg sagde bare Ok det kunne godt have været lidt mindre.
Reelt er det nok en stor indrømmelse, men mon om vi ikke er på rette vej. Med vi mener jeg også med jeres hjælp og forståelse.

Konstruktiv kritik bliver stortset opfattet som negativt og nedladende. Kun ros bliver opfattet som ros. Og meget godt har hun nu også lavet i sin tid, og noget har nok været svært at fuldføre pga. årsagen. Men alle de løgne er svære at opveje med det gode. Jeg roser hvor det er berettet og kan også rose lidt mere end hvad der er rimeligt. I det tilfælde kommer hun næsten til at svæve på "den lyserøde sky".
Er det noget af det du mener med kærlighed, Sannie, og vil det mon kunne blive nok, i tilstrækkelig tid?

Med lillebror fik jeg ham til at ind se lidt af hvor selvstændig han er eller manglende på samme. Noget hvor han skulle vælge noget, og noget hvor han ved at moderen har en bestemt mening om emnet og tingene. Når han stod over for det og skulle vælge var han simpel hen ude af stand til at vælge han turde ikke. For uanset hvad han ville vælge ville det være et forkert valg, efter moderens ønske.
Jeg tænkte kreativt og handlede hurtigt og fandt noget værdiløst indenfor samme emne, så valget blev meget nemt.
Det gik tydeligt op for lillebror om sin selvstændighed og det gik nok lidt for hurtigt, så han blev hvis lidt fornærmet. Men det må hjælpe på sigt.

Min mor er bange for at være, blive kaldt egoist eller bare nærme sig det er hun bange for.
Det svarer vel næsten til at leve udenfor sig selv, og kun i begrænset omfang tænke lidt på sig selv. Selvom dette "kun" et symptom på hovedårsagen, kan jeg godt forstå at hun så er og bliver irriteret og ser fejl hos andre, og hvis der ingen fejl er må hun fortolke det til fejl, og finder på løgnene. Så længe hun kender historien kan hun tage dele af den rigtige historie og så sammensætte til en løgne historie med dele af den rigtige historie.
Så at det har kørt for langt er jeg helt enig i. Toupie.

Begges potentiale, opfattelse eller horisont. Lidt med humoritisk skrevet kan man sige hvis de har den opfattelse at Jorden er flad, og de argumenter jeg kommer med ligger udenfor deres horisont, indenfor livsglæde og selvbevidsthed. Tror de at jeg vil lokke dem ud over kanten. Om argumenterne virker uopnåelige, for langt væk, eller de tror jeg bilder dem en løgn ind, ved jeg ikke. End ikke at få dem til at "sejle" lidt ud mod horisonten, bevæge sig lidt ud fra deres nuværende stadige, er meget vanskeligt. Der er en vis modvilje. Der skal nok tid til, meget tid.
Noget andet jeg har stødt på undervejes, tydelige symptomer:
At hun ikke føler sig god nok til at bruge penge og gøre det godt for sig selv.
Hendes argumenter for alt det vi andre skal og bør lave, har jeg forsitigt begyndt at vende det om, og spørger hende. Ofte kommer svaret det har hun aldrig tænkt på. Det virker som om hun selv har følt sig fritaget for sig selv; at forholde sig til sig selv.
Ofte, og de sidste 15 år har hun som regel, taget udgivet sig for en anden, for at mene det hun selv mener. Hun bliver på en måde glad og forbavset, når jeg spørger hende hvad hun så selv mener.

Men jeg er måske lidt naiv eller håbefuld at tro at "et rådent æg kan blive til et friskt". Der er lang vej, ufattelig lang vej, men måske med deres egen vilje, interesse, held og et mirakel!

Jeg har dog en stor tvilv om det er ægte egen vilje fra hendes side, eller om det er en måde på at kende historien, for igen at lave flere løgne. Nogle gange under samtalerne har jeg videregivet så lidt information om mig selv. For uvidenheden om mig, over for min mor og bror, virker nogenlunde godt. Men ikke helt, det bliver lidt kunstigt. Men de kommer til at tænke lidt mere på sig selv, istedet for at nedgøre det jeg gør.

Jeg tror dog den bedste løsning kommer "indefra" dem selv, og ikke sige det direkte problem, årsagen, til denne beklagelige situation. Så nok kommer det til at gøre ondt, men hvad er alternativet, og er det mon bedre? Men tak for din kommentar E.Hjelm.

Så jeg bruger lidt taktikken med begrænset hjælp og lader tiden arbejde med.
Jeg har ihvertfald strukket min arm langt frem for at hun kan slippe ud af løgnene på en "pæn" måde, til begges hjælp og en god samlet løsning.
Resten vil tiden vise, ellers har jeg forsøgt, og må det ligger, leve uden.

Men lad os nu se!

---

Hej Magnetx

Sidder og læser din opfølgning....og tænker!! I første omgang var jeg meget glad for at se at du havde lavet en opfølgning og glad for at du kunne bruge mit tidligere indlæg.....men nu har begrejstringen lagt sig lidt og jeg tænker >> du må have nogle gevaldige ar indeni, og du er vist slet ikke klar over det<< så Magnetx, pas på dig selv nu, mere end du passer på andre... Det kan være farligt, at tilsidesætte sig selv, sine ønsker, sine behov for så kan det ende med at ene egen identitet forsvinder, ligesom din mors.
Jeg ved ikke hvordan du har det med bøger,men jeg vil anbefale dig at læse bogen "på vej,men hvorhen" med Lene Lind, den handler om arv og miljø. Den er skrevet som en roman så den er meget nem at gå til, men den giver en klar forståelse af hvorfor vores "mødre" er som de er, og hvorfor "vi" er som vi er.

Endnu engang held og lykke
Toupie

---

Hej Toupie

I kan selvfølgelig kun kommentere på det jeg har skrevet. Og fordi jeg ikke har skrevet noget om mig selv ret meget, kan jeg godt forholde mig til mig selv. Fx. stiller jeg ikke filosofiske og nogle lignende livs spørgsmål til andre, uden selv at kunne svare for mig selv. Så bare rolig, Toupie. Det er var også en lang tekst som næsten strækker sig over et halvt år, og er skrevet meget "ensrettet".

Tilgengæld kan du have ret i at det tager lidt tid at regenerere. Det er ikke så sjovt at opdage at ca. 15 år af ens liv, opvækst, har været opbygget på systemamtiske løgne. Det er nu 2-3 år siden. Det var en periode hvor jeg var meget træt, efter at have opdaget det, som nævnt i starten, og trak mig tilbage og gik i tænkeboks. Så nu begynder min rette identitet at komme, men der mangler stadig noget. Jeg mangler et eller andet, søger ret meget efter det. Men i betragtning hvor mange "grundsten" jeg har lagt på de sidste 2 år. Så kommer det snart. For alt det jeg kan nu, hvor jeg fik at vide at jeg ikke kunne. Men du har ret, det helt rette element mangler.
Jeg er klar over at jeg ikke finder det ved at hjælpe de 2 andre!
Men noget tyder på at historien vil gentage sig og fortsætte hvis lillebror ikke kommer "fri", som i 2 generationer før ham og mig. Hvor den sidste i en søskende flok, bliver så uselvstændig gjort at denne ikke når at finde sit rette liv. Så det må slutte.

Og ellers må jeg holde mig væk, lade det være, og leve mit liv!

Dog er der noget der er irriterende, når jeg mødre nye mennesker og de spørger til min familie. Jeg fortæller ærligt, uden at fortrænge noget, med den beklagelige familiesituation og min strækt begrænsede kontakt. Det er ret sjældent bliver forstået, for det har de ikke oplevet, og det er jo klart nok. Men jeg bliver så ofte opfattet lidt som sorteper, for det er jo ikke normalt med en sådan familie.
Jeg kunne sige noget andet som alternativ, men det synes jeg heller ikke om.
Mange opfatter ting forskelligt og sådan er det bare. Men jeg kunne være bedre til at tackle lige det, eller måske møde andre mennesker som vurderer mig, og ikke primært hvad, hvor eller min kontakt til den øvrige familie.
Men det er nok kun hvis man bor i små samfund hvor alle kender alle, eller tror de kender alle. Jeg synes ofte jeg møder begrænsninger når normen er, at kende én person når de kender familien. På sin vis er det er ret interessant fenomen.

Så kommer jeg ofte til at tænke på hvad der er normalt, normen rundt omkring, og hvordan noget kan betyde lykke og det samme, ulykke et andet sted. Jo, så arv og miljø har overordenlig indflydelse på efterkommerne.

Der er ikke kun et svar på hvorfor vores familiesituation kunne være bedre, men en samlet helhed. Og ellers får det være.

Men lad os nu se.....................................

---

Hej Magnetx

Ja, det sætter jo tingene i lidt andre perspektiver når du begynder at fortælle lidt om dig selv det lyder somom du er godt på vej.....
Jeg har desværre ikke tid til at skrive alt det jeg gerne ville, specielt om normal begrebet - men jeg tager lige en uge, non stop, på arbejde.

Held og lykke på din vej frem.....

Hilsen Toupie

---

løgneren er død, naturlig dø......................så problemmet er løst tak for hjælpen dengang!

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.