---

Hvor mange har mindet Danmark besættelse ?

Lad os mindes Scavenius landsforræderiske tale.

Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland.

Det danske folk stoler på, at det i den nye europæiske ordning vil kunne bevare sin selvstændighed, og det håber at finde forståelse for sin egenart og for sin traditionelle fredelige, politiske og sociale udvikling.

---

Jeg vil hellere mindes den 5 Maj.
Hilsen årgang ´43

---

Jo jo, 4. og 5. maj er absolut minderige datoer. Men, hvis vi ikke havde haft en 9. april, havde vi vel heller ikke haft en 4. 5. maj. Datoerne hører sammen.

---

Hold da op, det var ikke mange der mindes 9. april
Men selvfølgelig, det er jo også en form for nationalisme og det er jo ikke særligt velset i dag.

---

9. april og 5. maj er henholdsvis dagene for min 1. og 2. Corona-vaccination. Så der var en grund til at jeg valgte disse dage. Iøvrigt er jeg født i Flensborg i 1940 - og mine forfædre var alle danske, som blev tyske på grund af grænsedragningen i 1920.
Måske er det kun os tudsegamle, som snarere mindes 9. april og 5. maj bedre end vore fødselsdage.
Jeg plejer også at læse op i litteraturen vedr. disse dage. I denne tid tænker jeg ofte på at : Hvad betyder det at hele verden må "delete" et år eller måske 2 i kalenderen. En krig ville have set meget værre ud. At nogle ikke kan holde deres studentergilder - og lignende og synes at verden går under af den grund, kan kun forarge mig -
Ingeborg - ser frem til min personlige 5. maj - også en slags befrielsesdag.

---

Der skal lige lægges 14 dg. til efter sidste stik, før der rigtig kan råbes Coronahurra.

Vågn op Kaptajn - Den nye trend er ligegyldighed.

---

9. april....jow, fik skatte penge tilbage, og blev vaccineret mod Covid-19. Synes efterhånden disse datoer virker lidt sløret.
Ved godt over 100 frihedskæmpere blev henrettet. En anden ting, der faktisk stadigvæk, gør mig gal i hoveder: Hvorfor skulle den halve snes danske soldater ved grænsen ofres?? Fuldstændig utopi, håndvåben mod lange rækker af panser køretøjer. Disse unge mænd, er der vist ikke mange danskere der tænker på. Og hvad med Bornholm?? Glemte vi ikke dem i festrusen ??

Med hensyn til Scavenius, er jeg stadigvæk i tvivl, om han var nazi venlig, eller i virkeligheden en klog statsmand, der så muligheden for at få DK så lempelig igennem krigen, som muligt.

Det er trist med de tab DK havde, men tænk lige på et land som Polen, der blev fuldstændig Massakreret.

Minde dage. Hvor langt tilbage skal vi minde: 1940-1864-1848-1807. Jeg går ikke længere meget op i disse årstal. Sket er sket, og kan ikke ændres.

Det var da bevægende forhen, med lys i vinduer og fakkeltog, men jeg mener det er fortid nu.
Vi har stadigvæk store problemer, at gå op i: Putin leger med ilden ved Ukraine. Militært kapløb ved begge poler, for at nævne et par stykker.

Men jeg læser stadigvæk meget om WW2.
https://www.angelfire.com/ct/ww2europe/stats.html
https://www.argunners.com/the-spitfire-pilot-who-convinced-his-captors-to-be-his-prisoners/

M.

---

kære Mosebaek
Vi er - i kraft af vores alder enige om mange ting. Men det ligger måske fjernere for dig at den 9. April hører fortiden til?
Min barndommog og ungdom er stærkt knyttet til det danske mindretal i
Sydslesvig og både 1. Og 2. Verdenskrig har kostet min mands danske bedstefar livet som 31 årig. Min mands 2 mostre har mistet deres mænd i 2. WW. Min mands far var mejerimontør under krigen og slap af den grund for indkaldelse. Til gengæld blev han en anden mand efter at have overlevet et bombeangreb på toget. Det satte sit præg på ham og dermed hele hans familie. Min egen far ødelagde begge knæ i en sabotageaktion og jeg har som barn sovet på illegale blade- og hjemmebrændt snaps. Min far var muslingefisker på Flensborg Fjord med egen båd og sejlede jøder til Ærø. Som barn er jeg mere end een gang blevet forskrækket over en sortklædt mand med lange ørelokker, som blev skjult i vores lille lejlighed.
Min far fik frataget sin fiskerbåd fordi han ikke ville meldes ind i NSDAP og ikke tage sine døtre ud af den danske skole. Jeg har “ hagekors” papiret vedr. dette i mit arkiv.
Så krigsårene sidder naglet fast hos både min mand og mig.
Nu må vi glæde os til vores 2. Dosis, skønt det jo ikke ændrer på meget i sidste ende. Vi kan være mere trygge, men forholdsreglerne må bibeholdes strengt!
Ingelein

---

Måske glemmer vi ikke, fordi vi har så mange håndgribelige minder?
http://strikinge.blogspot.com/2018/11/100-ar-siden-slutningen-af-1.html

Se også del 2 i bloggen.
Ingelein

---

Hej ingelein!!
Kan godt forstå, hvis du føler dig såret over mit indlæg. Den er skrevet sådan lidt mere globalt/overordnet. (Tænkt lidt rundt i Europa).

Er godt klar over, mange familier, også herhjemme, blev revet over, splittet ad. Og hos dem, er der helt sikkert nogle ar, der aldrig heles.

Lidt som undskyldning: Jeg har slet slet ikke haft de samme oplevelser som dig. Vi boede i et lille husmandssted, her i Thy. Ret langt fra alfarvej. Jeg har ikke mistet familie medlemmer, fra den tid.
Eller nogen der blev svækket mentalt, på grund af krigen. Så jeg kan nok slet ikke sætte mig ind i din situation.

Det eneste jeg svagt husker (født 1942) var en svag torden i det fjerne, når tyskerne prøveskød, de store kanoner i Hanstholm.

M.

---

Kære Mosebaek
Du behøver ikke at undskylde, men du bekræfter jo med dit svar at der er mange, som slet ikke kan have de samme oplevelser som os, der blev så dramatisk og tragisk berørt af begivenhederne. Personlig har jeg et dagligt minde, fordi jeg fik min mands mosters vielsesring. Hun nægtede i mere end 20 år at tro på at hendes mand ikke kom tilbage, før hun fik sat en brilliant i sin vielsesring, som jeg arvede og går med hver dag.
Ingelein

---

Kaptajn Tommy, når du trækker Scavenius berygtede tale frem, er det klogt at forstå den sammenhæng, den blev holdt i. For det første var Danmark totalt afrustet, alle politiske partier havde op igennem 1920'erne og 30'erne tilsluttet sig, at der reelt ikke var nogen som helst mulighed for et militært forsvar af Danmarks grænse mod syd.

For regeringen Stauning, hvor Scavenius var udenrigsminister, stod valget derfor mellem at yde en håbløs og udsigtsløs modstand mod den enorme overmagt, som den tyske krigsmaskine repræsenterede, eller at være - som det er blevet kaldt "skødehund" for tyskerne, behage dem i ord og handling, og på den måde måske undgå de frygtelige konsekvenser, som overgik civilbefolkningen i andre europæiske lande. Scavenius var udenrigsminister, som det er blevet belyst af historikere, ikke fordi han ønskede det eller havde ambitioner; han havde jo allerede været minister i elleve år i regeringen Zahle bl. a. under 1. verdenskrig, og havde kun modvilligt påtaget sig opgaven i Staunings regering, men fordi han ikke kunne undslå sig for opgaven. Pilen pegede på ham, fordi han havde mange års erfaring som ambassadør i Berlin og reelt var den eneste, tyskerne ville acceptere på udenrigsministerposten, hvis man ville undgå, at tyskerne pressede Stauning til at udpege en nazist til posten.
Det var en Uriasspost at være udenrigsminister, og det er meget interessant og nøgternt beskrevet i Birgitte Kosovic's roman "Den Inderste Fare", som ikke er 100% historisk korrekt, men dog skildrer de umulige politiske vilkår meget præcist.
Kald ham blot landsforræder - det blev han også kaldt dengang. Men han vænnede sig til det, og mens den tyske overmagt i andre europæiske lande dræbte hundredetusinder af uskyldige borgere, gik Danmark i meget stort omfang fri af ødelæggelserne og tragedierne. Det kan man i nogen grad takke statsminister Stauning og hans udenrigsminister for, men det er klart, at de dengang ikke hørte megen taknemlighed. Adskillige historikere har efter 1945 talt med Scavenius og redegjort for de vilkår, der herskede, og - ja, Danmark kunne have valgt at kæmpe som en løve mod overmagten, men med tragiske resultater. Men det havde været et sønderbombet og ødelagt Danmark, der var kommet ud af det.

---

Ligesom Eyvind vil jeg også hellere mindes den 5. maj.

---

Det gælder jo overalt i livet: intet lys uden forudgående mørke!
Ingeborg

---

De herrer mosebaek og ottoludvig.

Ved sin tiltrædelse som udenrigsminister i 1940 erklærede Erik Scavenius at ”de store tyske sejre” havde ”slået verden med forbavselse og beundring”. Han fandt, at Danmark nu skulle finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med tyskerne.

Ikke nok med at Danmarks politiske ledelse besluttede at følge en passiv tilpasningspolitik i forhold til tyskerne. Den daværende regering valgte bevidst og åbenlyst en aktiv politik overfor besættelsesmagten i det håb, at noget af suveræniteten ville blive respekteret.

Ny historisk forskning afslører, at der tilmed var tale om en meget aktiv tilpasningspolitik. Mange var overbevist om tysk sejr. Både politikere, embedsmænd og organisationer begyndte at forberede Danmarks plads i det ny, nazistisk-dominerede Europa. Centralt placerede embedsmænd syslede med planer om at omdanne dansk økonomi efter nazistisk planøkonomisk mønster.

Hovedargumentet for samarbejdspolitikken var, at al dansk modstand mod den tyske overmagt var nytteløs. Ved at samarbejde med besættelsesmagten blev Danmark og den danske befolkning skånet for de fleste af krigens rædsler. Og det lykkedes. Danskerne slap for de værste ødelæggelser. Landbrug og industri tjente på krigen. Så ud fra et sådant gustent overlæg vil nogle måske kalde samarbejdspolitikken nødvendig, klog og hensigtsmæssig.

Men det er en meget farlig tankegang. Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk. Men briterne og senere amerikanerne og russerne tænkte heldigvis ikke som den danske elite. De kæmpede en kamp på liv og død mod nazisterne og sikrede derved vor frihed.

I sidste ende var det befolkningens voksende utilfredshed med samarbejdspolitikken og modige modstandsfolks indsats, som tvang regeringen til at opgive samarbejdet med tyskerne. Det skal vi være glade for og stolte af. Vi skylder en stor tak til de modstandsfolk, som gennem sabotage mod tyskerne og samarbejde med de allierede trodsede samarbejdspolitikerne og sikrede i sidste ende Danmark en plads på den rigtige side i kampen mod nazisterne.

Den 26. juni 1941 afbrød den danske regering sine diplomatiske forbindelser til Sovjetunionen, og allerede den 27. og 28. fulgte de første opråb til hvervning af danske frivillige.
Forbindelsesofficer ved det tyske gesandtskab, Freiherr Löw von und zu Steinfurth, skriver herom: ”Da den tysk-russiske krig i juni 1941 begyndte, fik gesandt von Renthe-Fink af den tyske udenrigsminister von Ribbentrop til opgave at gøre den danske regering forståelig, at det i den tyske kamp mod Rusland i virkeligheden gjaldt om at forsvare Europa mod bolsjevismen: ”Når de Tyskland venligtsindede stater, og Danmark gælder som en sådan, ikke selv vil deltage i denne forsvarskrig mod Rusland, så bør de i det mindste vise deres gode vilje over for Tyskland ved ikke kun at tillade at frivillige melder sig for at deltage i denne antibolsjevistiske krig, men også officielt give udtryk for, at deltagelse er ønskværdig, samt at sådanne frivillige ved deres deltagelse tjener deres fædrelands interesse.” Renthe-Fink forelagde dette for Stauning og daværende statssekretær Scavenius, med hentydning til, at kun stater, der på denne måde havde vist deres gode vilje, kunne forvente at beholde deres egen militærorganisation i et Europa under tysk ledelse.”
Daværende krigsminister, venstremanden Søren Brorsen, udsendte den 8. juli 1941 et hverveskrift til alle landets tjenestesteder, som tillod fritagelse fra tjeneste i hæren, når formålet var at indtræde som frivillig i den tyske hær. Dette var en tilladelse, som regeringens talsmand udsendte skriftlig, og var samtidig et hverveskrift.

Den danske regering udsendte tilladelse og billigede, at oberstløjtnant af artilleriet Christian Poul Kryssing tog kommandoen over en selvstændige danske enhed under Waffen-SS, Frikorps Danmark.

Der foreligger ikke kun tilladelse til hvervning, men den danske regering hvervede direkte soldater til tjeneste i den tyske hær. Bemærk formuleringen: Frivillige der deltager ”tjener deres fædrelands interesse”. Præcist denne formulering anvendte gesandt Mohr, da han, den 29. juli 1943, af den danske regering havde fået til opgave at overtale de medlemmer af Frikorps Danmark, der ikke ville lade sig overføre til tysk tjeneste, efter at SS-ledelsen, åbenbart med accept fra den danske regering, havde opløst denne selvstændige danske enhed, hvorefter mandskabet atter skulle hverves, for nu helt og holdent at deltage under tysk ledelse. Mohr sagde: ”I har meldt jer til kamp mod den fælles fjende, bolsjevismen, og har allerede vist jeres tapperhed. I tjener vort fælles fædreland bedst ved at I kæmper videre til sejren.”

Jo, Danmark burde skamme sig.


Det var smukt sagt. Man kan ikke fejre 5. maj uden at mindes 9. april, datoen er grunden til vi fejrer befrielsen.

---

Der er utrolig mange aspekter i og om den anden verdenskrig. Sandheden er på mange måder godt camoufleret, også alt efter hvilke politiske øjne, man forsøger at se den med. Russene mener de vandt WW2. Charles de Gaulle, mente (efter hans skropssprog at dømme), at Frankrig vandt WW2. Os i vesten mener selvfølgeligt at de allierede vandt. Ikke mindst USA. Uden dem, havde det for alvor set sort ud.

Scavenius skulle nok have brugt ordet "forundring" i stedet for "beundring". Jeg ved stadigvæk ikke, om han var nazi venlig, eller en klog strateg. Dertil kender jeg nok for lidt til emnet. Jeg er da selv forundret den dag i dag, over den tyske effektivitet, dengang.

Tænk blot på Atlanterhavsvolden. En ufattelig resurser spild. En lige så ufatteligt militær opbygning. Fly, kanoner, køretøjer, skibe. Jeg har set statestikker, der viser at de, på det tidspunkt, var verdens stærkeste militær magt.
Når jeg tænker disse tanker, er det jo ikke fordi jeg sympatiserer med deres "kunnen", men er FORUNDRET. At USA blev så stærke, at de kunne slå to fjender, på hver side af kloden, BEUNDRER jeg. (USA er eneste bolværk vi har mod Putin).

Det eneste "gode" jeg kan se, ved den tyske militær strategi, fra dengang, er at Israel bruger den samme med stor succes.

En anden historisk dilemma: På fronten i Rusland, havde de jo vores sympati, mod tyskerne. (USA leverede eks. tusindvis af jagerfly til dem).

Da Rusland angreb Finland, var vores sympati med Finland, selvom de blev støttet af tyske soldater. Også danske frivillige her.

Sort og hvidt eksisterer ikke, der vil altid være nuancer....vil jeg påstå.

M.

---

Hvis der er noget jeg ikke kan lide, vil jeg heller ikke mindes det.
Jeg kan godt lide 5´maj og vil dermed godt mines det.
Og endnu bedre fejre 5´maj.

---

@Eyvind
Så få dog hovedet op af sandet.
Ingelein

---

strudsemetoden er ikke særlig gavnlig, især ikke for efterkommere eller historiefortællingen.

---

Ja humor er en god ting - hvis man forstår den.

---

Nå men vi må slutte tråden for denne gang.
Jeg har valgt dette citat: Disse 5 ord siger alt og er så smukt formuleret, at jeg har gjort det til mit eget. Tak Ingeborg/ingelein

---

Tak for svaret ingelein.

---

Hej Tommy, laver lige en lille fortsættelse.

En utrolig forskel på krigens traumer, alt efter hvilken landsdel man levede i. Jeg husker ikke meget selv, men har dog hørt en masse, især fra mine forældre.

Når man læser Ingelein`s "historie", bliver man godtnok blød om hjertet. Der blev mange huller i familien. Sådanne oplevelser kræver man er godt klædt på rent psykisk, for at klare. Jeg ved godt Sønderjylland og grænselandet, har en helt specielt historie, til forskel fra resten af landet. Har vel haft det siden 1848. Måske endnu før. Selv vores kongefamilier gennem tiderne, har altid haft en specielt forhold til grænselandet.

Bare pokkers til sprog de sønnerjyder har. Jeg var soldat i 60`erne, sammen med to sønderjyder. Når de skændtes, var der absolut ingen, der forstod et hak.

Her i Thy slap vi jo nådigt, gennem besættelsen. (Har aldrig hørt om andet). Jo, der var politi folk, der blev interneret. Andre gik "under jorden". Her var også en del frihedskæmpere. Bl.a. gårdejer Jens Kirk i Tousgård, var ret fremtrædende. Men jeg har aldrig hørt nogen mistede livet.
(Måske kender jeg ikke min egns historie). Så var der selvfølgeligt en del gene, med de mange transporter, til Hanstholm fæstningen. Og så selvfølgeligt rationeringer på varer, men det var nok det samme over hele landet.

Glemte i lige, at klikke på Ingelein`s blog. Den er meget seværdig. Utrolige åndsevner den dame har. (Og så er hun smuk tillige).
Enhver kan, som f.eks. Johnny Madsen, smide nogle klatter maling på et lærred, og kalde sig kunstner. Ingelein`s værker er bevis på nogle evner, som de færrest mennesker har.

M.

---

Har du et link?

---

Her er den. Den ligger også længere tilbage i tråden.

http://strikinge.blogspot.com/2018/11/100-ar-siden-slutningen-af-1.html

M.

---

@ Kaptajn-TommyTak for points og endnu mere for de fine ord. Når man er opvokset med dansk/plattysk/højtysk, er det ofte svært at huske, på hvilket sprog man har "tænkt". Da jeg skrev " intet lys uden forudgående mørke", var det min egen udlægning af en gammel tysk slager: Nach Regen folgt Sonne, nach dem Weinen wird gelacht!
@Mosebaek. Også tak til dig - Jeg rødmer!
Ingelein

---

Tak selv.

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.