---

Min mand er blevet bedstefar for 3 mdr siden. (Først barn for dem, men har to stk udover)
Vi passer af og til de to andre, lige fra de var under et år.
Hans søn og svigerdatter (25 og 34 år) har den ide at alle ikke må holde barnet og man skal spørge om lov til at holde. Farfar har fået lov 3 gange (de bor tæt på os) jeg har det sådan at jeg vil ikke spørge og er blevet så sær og at jeg ikke vil holde selv om de spurte. Jeg følger at man efterhånden virker lidt ligeglad for barnet og det er jo synd for barnet også på længer sigt. Jeg husker tilbage da jeg blev mor at alle skulle da se og holde min datter, da jeg syntes hun var en bedste skabning.
I fredages var vi sammen, hvor de sidder og siger at hvis nogle skal holde hende skal de sidde ned, da der er risiko for at folk kan tabe hende. hvem der må holde barnet.
Jeg kunne da kun sige at det var utroligt at farfar havde fået lov til at holde, da han tabt vores datter, da hun var et par år.
Dagen efter var vi til fest og olde (grisk dame på 81, som både passer hus og have) sagde at hun kunne tage hende. Her fik hun at vide at hvis hun satte sig ned kunne hun sidde med hende (dette fik hun så lov til i 2-3 min)
Vi skal til barnedåb om en mdr og de har ikke de store penge, så jeg kunne forstille mig at de ingen køkkenhjælp har. Kan jeg være bekendt at lade hver med at hjælpe ? Hvis man ikke er god nok til baby syntes jeg - vil jeg da heller ikke være god nok til at skulle lave noget for dem.

Jeg overvejer faktisk at når vi for hund næste gang. Vil jeg sige til dem at de godt må komme ud og se den, men de ikke må rør den (så kan de jo se hvordan det er)

Vil sige at de godt kan skrive og spørge om vi giver mad, da de trænger til at komme ud, dette ved jeg squ heller ikke om jeg gider mere (altid mig da laver mad og rydder op)

Svigerdatteren siger mange ting som hun ikke altid tænker over hvordan hun siger dem.
Da hun var højgravid fik jeg den at hun kunne jo låne mit tøj, for nu var vi jo samme størrelse (vil dog mene at hun var noget større). Til sundhedsplejerske (som er omkring de 60) spurte hun om hun virkelig kunne besvar en SMS.
Jeg ved godt jeg ikke er farmor og dette skal jeg heller ikke være. Men min mand og jeg har kendt hinanden i 21 år, så jeg er heller ikke en helt fremmede person.
Min mand tager aldrig problemer op med sine børn - da han er bange for at blive uvenner med dem. Han snakker dem heller efter munden og affinder sig i deres løsninger. Så rent far er han ikke den bedste person., da han ikke siger sin ærlig mening til dem (han siger det de gerne vil hører) Jo hvis man ser det fra hans børns sidde hopper han og danser for dem efter deres pibe.
Hvad vil i gør ?

---

Du er, uanset hvad du tænker, nødt til at vise parret tillid, og anerkende at de gør deres bedste - og at det er rigtig godt.
Det er forskelligt hvordan mødre reagerer efter en fødsel. De fleste lader naturligt folk løfte og bære barnet andre giver det nødigt fra sig. Der kommer intet godt ud af, at komme med dumme og spydige bemærkninger.
Du må gå ud fra, at moderen gør det bedste hun er i stand til, og på grund af træthed, amning den nye moderrolle mv. er moderen ekstra sårbar så, accepter hvordan din svigerdatter har det, selvom du måske bliver irriteret og synes hun er underlig, så hvis du må holde barnet bør du vise din glæde!

Du ved at “bedsteforældre” kan være en fantastisk hjælp i en moderne families travle hverdag, og denne hjælp skal i selvfølgelig tilbyde.

Vær et godt eksempel og skab gode traditioner og normer, som forhåbentlig på et tidspunkt værdsættes.
Selvfølgelig gider du, de kommer og spiser. Det er da skønt, at de vil det, og selv om de ikke deltager i oprydning lærer de jeres normer og kan tage det med sig hjem.

---

JEG VED IKKE HVAD DER SKER I VORES SAMFUND NU TIL DAGS.

DET ER SOM OM, DER HVOR DET GÅR BEDST, ER DER, HVOR DE "GAMLE" YDER OG YDER, MED PENGE OG HJÆLP AF ALLE SLAGS TIL DE NYE UNGE VOKSNE.

DER ER IKKE RET MANGE DER KLARE SIG SELV, UDEN AT MODTAGE PENGE OG EN MASSE YDELSER FRA DERES FORÆLDRE. VI SER I TV HVORDAN DE GAMLE GERNE SULTER FOR AT GIVE TIL DE UNGES OVERFORBRUG.
OG DE UNGE STÅR HELT UFORSTÅENDE OVER FOR DETTE.

DE UNGE MANGLER OFTE STOLTHED OVER AT KUNNE KLARE SIG SELV, OG HAR MEGET SVÆRT VED AT KLIPPE NAVLESNOREN OVER.
DET ER NATURLIGT, AT GÅ TIL FORÆLDRENE NÅR DE MANGLER PENGE, SE BARE LUKSUSFÆLDEN.

I GAMLE DAGE SATTE DE UNGE EN ÆRE I, AT KUNNE KLARE SIG SELV, OG HAVDE EN STØRRE RESPEKT FOR DERES FORÆLDRE.
I DAG FORLANGER DE UNGE BARE, ELLER BLIVER FORNÆRMEDE NÅR FORÆLDRENE SIGER DERES MENING.
JEG SYNES IKKE FORÆLDRE BEHØVER KRAVLE PÅ KNÆ FOR DERES BØRN, BARE FORDI DE ER BANGE FOR ELLERS AT BLIVE KASSERET.

HELD OG LYKKE, DET ER VEL IKKE BØRNENE DER SKAL BESTEMME JERES LIV.
MEN IKKE MANGE TØR SIGE, HVORDAN DET ER.
DE BEDSTE HILSENER
AG112

---

=> AG112, slå nu CAPS LOCK fra, så det er nemmere at læse dine "udgydelser"

---

Undskyld jeg siger det, men din mand er simpelthen en vatpi....øhh..nisse. Det hele bunder i manglende opdragelse. Og som jeg plejer at sige, det bliver desværre mere og mere udvandet, for hver ny generation. Kun kønsdriften er veludviklet, hos de unge mennesker. Forstanden og pli, følger ikke med.

I dit sted, ville jeg forholde mig fuldstændig neutral. Ikke tilbyde hverken hjælp eller penge. Lad i det mindste dem selv ta`initiativet.

Jeg ser sådan på det: Er man ikke god nok til det ene (barnet) er man heller ikke "god nok" til det andet. (Hjælp). Jeg er godt klar over, der kan blive kold luft i familien. Men man må jo selv afgøre, om man vil blive ved med at "ligge under" for dem, eller "slå hælerne i".

Som det måske fornemmes, er jeg af den ældre generation. Den ældste af 8. Fik en "bestemt", men kærlig opdragelse. Kom ud at tjene som 14 årig, hvor man igen blev "afrundet" af andre folks principper. Det mangler de unge mennesker idag. Har ingen "steds eller tidsfornemmelse".

Okay, man skal ikke generalisere, selvfølgeligt findes der også fornuftige unge mennesker nu om stunder...bare man leder....

M.

---

Man bør hjælpe sin familie så længe pengepung og evner rækker.
Men man har også lov at sige 'fra'. Man har jo også sit eget liv at tage vare på!
Følg dit hjerte ..er mit bedste råd.
Kærligst </MOLOKYLE>

---

Jeg vil sige at rent økonomisk hjælper vi ikke.
Vi har dog givet et tilskud til hjælp til den lille ( engangsbeløb til hver den første af mine mands børn)
Denne gang virkede det dog ikke som om de blev glade, de er ellers dem som økonomi har det sværest.
Pga ingen af dem har fået en uddannelse og valgt at leve livet med masser af fester og så lidt arbejde som muligt.
Ved at min mands svigerdatter (34 år) har spurt sin far om penge til udbetalinge på et hus - nu han havet fået nogle pga. Arbejdsskade. Hvis hun ikke havde levet i fest og farve ville hun nok have haft et hus hvis viljen har været der (jeg er ca 8 år ældre end hende)
De har ikke spurt os og svaret havde også været NEJ, vi går squ ikke på arbejde og knokler røven ud af bukserne for at give nogle der ikke virker som om de er interesseret i samfundet (mere end hvad vi giver i skat)
Desuden har min mand i alt 3 børn ud over vores fælles. Hvis man hjælper den ene skal de andre også have er mit princip. Dette holder min mand sig også oftes til (hvad jeg ved af) jeg styr økonomien, så den burde være ok.

---

Hej - Det er en svær nød at knække og det kommer jo i det hele taget an på om "hver familie" ung som gammel har lov og ret til at være som de selv synes.
Jeg havde det lidt modsatte at stå model til. Ved vores oldebarns barnedåb ville den anden oldefar gerne op foran alteret og fotograferes med dåbsbarnet. Vi blev også spurgt om vi ville det, men afslog. Sådan er VI bare ikke indrettede.
Det er i det hele taget svært at dele sol og vind lige mellem børn, børnebørn, svigerbørn og skiftende kærester.
Mit barnebarn på 22 har brudt med sin første kæreste, som vi kom til at synes godt om og også gerne vil holde kontakten med, selvom begge nu har fundet nye kærester. Barnebarnets søster sagde forleden dag til mig: Du skal ikke interessere dig så meget for S. mere, det gør ondt på den nye kæreste! Det er jeg nu ret ligeglad med. Den nye er også sød!
I det hele taget synes jeg at unge mennesker, når de skifter kærester forventer - eller vi gamle gør det af os selv - at de nye bliver optaget i familien på lige fod med alle andre familiemedlemmer.
Jeg ved det, jeg ved det!, men forholdet til et af mine børnebørn, som bor langt væk er ved at ændre sig, fordi vi ikke bryder os ret meget om hendes storskrydende mand. Han gjorde netop det, som denne tråd drejer sig om:
Ved en bachelorfest vandrede det 11 måneder gamle oldebarn fra gæst til gæst. Vi havde hende i længere tid. Festen foregik udendørs og da det først er 3. gang vi har set den lille, var vi glade for at have lidt tid med hende. Da min mand satte hende ned på jorden med benene og selvfølgelig holdt hende forsvarligt under armene, kom den unge mand styrtende, rev hende til sig og og sagde: Hun kan ikke gå endnu! ..... som om vi ikke kunne passe godt på hende.
Så...............
Hold på, hvad I synes er bedst og tag skraldet!
Ingelein

---

Og så lige een ting mere!
Hold da op, hvor familierelationerne er forvirrende i dag. Ved en barnedåb blev jeg præsenteret for flere bedstemødre, oldemødre, fordi mandens forældre var blevet skilt og hver især havde nye ægtefæller. osv.
Det er mere end jeg kan finde ud af.
Ingelein, heldigvis gift med den eneste ene i snart 58 år.

---

Uanset hvad, og hvem der evt. har ret eller uret, så tror jeg ikke på, at du, eller resten af familien, får noget godt ud af, at du opfører dig tøsefornærmet.

Når barnet begynder at gå, så kan det selv bestemme hvem det vil i kontakt med, og så bør problemet være overstået.
Indtil da synes jeg, at du skal opføre dig som den voksne og rummelige.

---

JEG SYNES IKKE "BØRN PÅ 25 OG 34 ÅR, BEHØVER AT OPFØRE SIG SOM SMÅ BØRN MERE.

DE ER ALTSÅ VOKSNE, OG MÅ OPFØRE SIG DEREFTER. ER DE GAMLE NOK TIL AT FÅ BØRN OG LEVE SAMMEN, MÅ DE OGSÅ OPFØRE SIG ANSTÆNDIGT.

JEG VED GODT AT BØRN I DAG, ER BØRN MEGET LÆNGE, MEN SÅDAN BEHØVER DET
IKKE AT VÆRE.

DE KAN GODT TAGE HENSYN TIL DEN ÆLDRE GENERATION, OG IKKE BARE TÆNKE
PÅ SIG SELV. DE ÆLDRE HAR JO OGSÅ EN MASSE FØLELSER, OG HAR MÅSKE ENDDA BEDRE TIL TIL AT TÆNKE OVER HVORDAN DE BLIVER BEHANDLET.

LAD VÆRE MED AT TABE JER SELV I DENNE SITUATION, GØR HVAD I FØLER ER BEDST FOR JER.

HELD OG LYKKE FREMOVER
MVH AG112

---

Helt enig.

Men derfor behøver man ikke, at gøre hvad man kan for at optrappe konflikten.

Og uanset alder, så mener jeg, at man bør gøre hvad man kan for at foregå som et godt eksempel. At de unge mennesker endnu ikke er i stand til dette bør vel ikke forhindre andre i det.

---

100% enig med AG112.

Og til Troldepige: Hvis ikke man kan forvente lidt respekt og dannelse, af personer på 25 0g 34 år, hvornår kan man så????

Jeg mener ikke det er en løsning, blot at stryge dem med hårene. På et tidspunkt burde de lære virkeligheden at kende. Skønt jeg er bange for, løbet er kørt i dette tilfælde.

Det nye udtryk: Curlingbørn, dækker meget godt her, for mig at se.

M.

---

Mosebaek, vi er helt og aldeles enige, "tingene" er ikke som de burde være.

Men man kan jo vælge, om man vil optrappe konflikten eller "vende det døve øre til".

Selvom jeg ikke er helt så gammel, som jeg har indtryk af, at flere af i andre herinde er, så har livet dog lært mig, at man bør vælge sine kampe med omhu, og nogle kampe er bare ikke værd at tage.

Hvad angår det, at holde det lille barn, ville jeg fuldstændig glide af på det, og vente på, at barnet selv kan vælge hvem det vil henvende sig til.
Og min erfaring er, at børn ofte henvender sig til dem, der slet ikke gør noget for at tiltrække barnets opmærksomhed.

Hvad angår det, at være køkkenhjælp ved barnedåben, ville jeg gøre det samme som jeg ville gøre når de andre børn/papbørn holder barnedåb. Alt andet kan være konfliktoptrappende.

M.h.t. bodillouises overvejelser i forh. til næste gang de får ny hund, så synes jeg simpelthen det er konfliktoptrappende, og småbørnsfornærmet opførsel. Her får jeg virkelig lyst til at sige: "opfør dig som det voksne menneske du er, uanset hvordan de andre opfører sig". Man behøver jo ikke, at synke ned på modpartens (lave) niveau.

Når de unge mennesker skriver og spørger om et måltid mad, ser jeg flere muligheder, sådan som situationen er blevet, hvor de unge mennesker opfører sig møgforkælet.
Enten kan man skrive i svaret, at "ja, det må i godt, men jeg har haft en hård dag, så jeg vil sætte stor pris på noget hjælp med oprydningen bagefter", og slutte af med en venlig smiley.
Eller tage den når måltidet er spist, og sige med et smil: "hjælper i ikke lige med, at tage af bordet, og så kunne jeg godt lige bruge en, der hjælper med opvasken".
Man kan også tage den ved spisebordet, når alle sidder samlet, og sige, at "jeg synes det er rigtig hyggeligt når vi spiser sammen, men jeg synes det er et stort arbejde når jeg skal stå med både madlavningen og oprydningen alene, så hvis vi skal fortsætte med, at samles på den måde, så bliver vi nødt til, at lave lidt om på nogle ting. Jeg kan godt stå for madlavningen alene, men så forventer jeg, at i andre klarer oprydningen bagefter, incl. opvask".

Hvis der er et stort hjemmeboende barn, så kunne dette jo hjælpe med, at dække bord og måske hjælpe lidt ved madlavningen.

Måske er der også en, der skal lufte hunden.

Min pointe er, at man ikke behøver, at vente med, at åbne munden til man er ved at eksplodere af arrigskab.

Det handler jo også om, at medmindre man helt vil droppe kontakten til sine familiemedlemmer, så skal det jo gerne være, så man kan være i stue sammen fremover.

Jeg er stor fortaler for, at man siger fra når nogen behandler én grimt, eller ubetænksomt, men det kan jo gøres på mange måder, og man behøver ikke, at samle det hele sammen, så man ender med, at læsse et ordentligt læs l*rt af når man endelig åbner munden. Det vil oftest være hensigtsmæssigt, at tage det i små portioner.

Ja, det kan godt lyde som curlingbørn.
Jeg ved godt, at bodillouise i dette tilfælde "kun" er papmor, men der er altså nogle voksne, der har curlet omkring de her børn, der nu er blevet voksne mennesker.


Mine egne børn er nu 18 og 22, den yngste bor stadig hjemme, ihvertfald officielt. Allerede da de var store teenagere forventede de af og til, at blive behandlet som voksne, og dertil var min kommentar, at hvis i vil behandles som voksne, så skal i lade være med, at opføre jeg som børn.
Og dette må jeg af og til minde den yngste om, og så griner vi lidt af det, for han kan jo godt se det rimelige i, at han selv skal lægge sit beskidte tøj til vask, og smide sit affald ud.

---

Troldepige, Jeg har stor respekt for dig. Ikke bare i denne tråd, men i flere andre, har jeg lagt mærke til at du er et plausibel menneske.

Du er kompromissøgende. Og det er ingen dårlig egenskab. Jeg er måske mere til "kontant afregning". Jeg er nok også mere til "Som man reder, så ligger man". Eller "Som man sår, så høster man". På et tidspunkt, kommer der et respons, for sine handlinger.

Det har nok også noget at gøre med alderen. Husker årene sidst i 40`erne og først i 50`erne. Hvor ungdommen blev voksne, noget før end de gør idag. Selvom jeg kun var knægt dengang, er det da gået op for mig senere hen, at da hængte man sig ikke bare på forældrene, og bad om dit og dat.

Født 25-10-1942. Spændende om nogen kondolerer mig denne dag, her på Kandu.

M.

---

Mosebaek. tak for de pæne ord.

Jeg er vokset op med en mor, som er meget rar og tålmodig, men godt kan sige fra når det virkelig gælder. Og æblet falder jo ikke altid så langt fra stammen, selvom jeg må sige, at det for mit vedkommende er kommet med alderen.

Jeg mener jo bare, at man skal overveje konsekvenserne af det man gør, inden man gør det.

Det er så nemt, at blive gal og skælde ud, men hvad vil resultatet blive?
Hvad vil der f.eks. ske hvis bodillouise afviser, at hjælpe i køkkenet ved barnedåben (hvis det altså er det hun plejer at gøre ved barnedåb i familien).
Og ved anskaffelse af ny hund siger til de unge mennesker, at de gerne må komme og se hunden, men de må ikke røre den.
Og hvis hun i dårligt humør fortæller, at hun ikke gider, at have de unge mennesker til spisning mere.

Hvad vil der så ske?

Mit gæt er, at der vil blive en helvedes ballade i hele familien. Og hvem har fordel af det?
bodillouise skriver, at hun og manden ahr kendt hinanden i 21 år, og hun skriver, at han aldrig tager problemer med sine børn, han snakker dem efter munden m.m.

Mon manden er blevet sådan lige for nylig?
Eller har han mon været sådan i mange år?

Og så er vi ved at være tilbage ved de unge mennesker, der vil behandles som voksne. For den gælder altså (hos mig) også for voksne mennesker. Vil man behandles som et voksent menneske, så må man opføre sig som et voksent menneske.

Og med den opførsel bodillouise er klar til, at udvise, så får jeg en kraftig fornemmelse af, at der nok er fejl på begge sider.

Født i 1964.

---

Der altid to sidder af sagen, jeg kan desværre kun se den fra den ene side - desværre.
Derfor er det også dejligt at hører jeres synspunkter.

Jeg plejer ikke at stå i køkkenet når der er barnedåb - da de andre plejer at have nogle til at stå der.

Jeg ved udmærket godt at hvis jeg vælger at gå ned på deres plan at de feks ikke må andet end kigge på evt. En ny hundehvalp - går jeg ned på deres plan

Jeg syntes vi gør en del for dem
Oppe og gør rent for dem (virkeligt beskidt selv om lejlighed er under 65 m2)
Lagt gulvtæppe i stue
Kørt på genbrugen - de kan såment komme ud med noget til genbrugen og aflevere.
Selv om de bor mindre end 1 km fra den.
For lavet bil. Forventer da også lige at sprintervæskebeholderen bliver fyldt op.
Blev kørt på sygehuset kl 4 om morgen (en times kørsel fra os og en time retur) selv om det var arbejdsdag.
Da vi var oppe på sygehuset havde vi både mad, sadavande mm med op til dem ud over gave til den lille. Plus at de fik et mindre pengebeløb til hjælp til den lille ( penge : det syntes jeg selv jeg godt kunne have brugt da jeg fik barn)
Vi hentede dem dog ikke da de skulle hjem fra sygehus - da vi denne dag skulle på ferie.
Da de lå på sygehuset tilbød vi at rengør hele lejligheden (de sagde dog at den var pæn), bonus svigerdatteren lillesøster tog dog op og gjorde rent for dem og der stod opvask for 3 uger i blød.
Vi har desuden prøvet at blive ringet op kl 23 om aften. Ikke noget med at undskylde det sene tidspunkt. Men man har problemer med bilen - så man forventer lige hjælp til at løs problemet.
Min mands søn kørte galt i bil for 3 år siden. Han havde selvfølgelig ikke vejhjælp på den. Så det var selvfølgelig også os der skulle få fjernet den plus køre den til skrot.

Jeg følger bare lidt at hvis man kun kan få lov at gør alle de sure pligter - så ved jeg ikke hvor vi er henne.
Det er ikke fordi hjælpen kommer den anden vej , hvis vi har travlt med noget.
Jeg tænker og overvejer meget

---

Ja, så skal du efter min mening ikke tænke meget længe, men stoppe med al den curling, som skulle have været stoppet for længe siden. Men det må da være din mand, der har lagt op til curlingen. Vi hører ikke noget til hvilken indsats din mands ex kone gør, hvis hun da er i live.
Hvis du ville have fået problemer med din mand, og det er hans vilje, der bestemmer curlingen, så den ikke giver knuder i jeres forhold, må i to have afklaret, hvor og hvornår i træder til.
Har i nogen som helst glæde ud af at hjælpe? Ikke fordi man ikke skal hjælpe, når det er tiltrængt, men de to unge, som slet ikke er så unge, vil aldrig komme videre i livet, hvis de altid får hjælp, når "lokummet brænder".
Stop hjælpen nu, se det i øjnene at det er voksne børn, som aldrig er blevet voksne, som nu har fået en dukke.
Lettere skrevet end gjort, for det er jo også et opgør med din mand, der skal afklares.
Ingelein
Ps. Du skriver som om det er svigerdatteren, der er ældst?

---

HEJ IGEN

DET ER JO SOM JEG SKREV TIDLIGERE, DEM DER IKKE ER PARAT TIL AT YDE FOR BØRNENE,
ENTEN DET ER PENGE ELLER ANDRE UNØDVENDIGE YDELSER, BLIVER IKKE REGNET FOR NOGET.

STOP PENGESTRØMMEN HVIS I KAN. JO FLERE PENGE I GIVER, JO FLERE FORVENTER DE.
STOP OGSÅ ALLE YDELSERNE, HVIS IKKE DE SELV KAN HOLDE RENT OMKRING SIG SELV OG DERES BARN/BØRN SKAL DET IKKE VÆRE JERES PROBLEM.

SOM DU SKRIVER KAN I SAGTENS SELV BRUGE PENGENE, OG MED ET ARBEJDE ER DET SIMPELHEN IKKE RIMELIGT AT DE FORVENTER RENGØRING FRA JER.

JEG HAVDE STRAKS SAGT FRA, ENTEN JEG VAR GIFT MED MANDEN ELLER EJ, DET ER JO OGSÅ DIG, DET GÅR UD OVER, JA BÅDE DINE PENGE OG DIN TID.
HVOR ER DET YDMYGENDE FOR JER, OG HELT UDE I HAMPEN.

I ER NØDT TIL AT TRÆDE I KARATER, ELLERS VIL DE TRÆDE PÅ JER ALLE DAGE FREMOVER,
ER DET DET DU ØNSKER ??

GOD VIND
KH AG112

---

Det er da også rigtig fint, at hjælpe hinanden, men det skal ikke være på en måde, hvor man gør modtageren hjælpeløs.



Det er da rigtig pænt af jer (eller hvem af jer var det reelt der gjorde det, dig og/eller din mand?), men hvorfor gjorde i det?
Var det fordi de unge mennesker var syge, eller af anden grund ikke kunne selv?



Der er ingen af os, der kan alt, så det er jo fint, at man kan hjælpe hinanden, og nogle ting går bare lettere hvis man er to om det.
For jeg går da ud fra, at sønnen hjalp til.



Hvorfor gør i det for dem hvis de kan selv?



Hvad menes der her?
Er det din mand der laver deres bil (fordi han kan)?
Eller betaler i for, at få deres bil lavet?

Hvis din mand reparerer deres bil fordi han f.eks. er mekaniker (eller bare er god til at lave biler), så ser jeg ikke noget problem i det.

Hvis i betaler for at få deres bil lavet, hvorfor gør i så det?
Er det fordi de unge mennesker reelt ikke har penge til det, eller bruger de deres penge forkert?
Hvis det er det sidste (at de bruger deres penge forkert), så må i jo melde ud, at i fremover ikke vil finansiere deres bil. Men i bør gøre det inden det næste problem opstår, så det ikke bliver gjort i en situation, hvor tingene står lidt på spidsen.


Hvorfor kørte i dem på sygehuset?
Hvorfor kørte de ikke selv?
Var det akut sygdom?
Var deres egen bil i stykker?

Det er jo helt normalt, at man hjælper hinanden (både venner og familie) når man står i en knibe.



Er dette et problem for dig?
Fortryder du, at i gjorde det?

For mig lyder det som en rigtig pæn gestus.




Igen er det normalt, at hjælpe hinanden. Men i sådan en situation kan man jo vurdere, om det er nødvendigt, at rykke ud med det samme, eller om det kan vente til i morgen. Eller om det er en opgave man ikke kan påtage sig.




Hvis i f.eks. har et køretøj, der kan transportere en bil, så ser jeg ikke noget problem i dette.
Hvis i ikke har, og har betalt andre for at gøre det, så vil jeg igen spørge: hvorfor gjorde i det?



Jeg får en fornemmelse af, at det er jer selv, der har lært de unge mennesker, at i gerne står på pinde for dem.

Jeg får indtryk af, at i betaler meget for dem, gør i også det for jeres andre børn (både egne og pap), eller er der noget specielt ved dette unge par?

Hvad angår det økonomiske kan der jo være mange aspekter i det. Hvis din mand er den der tjener pengene hjem hos jer, så kan han jo holde på, at han så også har lov at bruge nogen af dem på sine børn.
Hvis i er nogenlunde lige, hvad angår det, at tjene penge, så kan du jo lægge et beløb til side til dig selv, som svarer til det han bruger på sine børn, så kan du bruge dem på dig selv, eller dine egne børn.

Jeg tror i har andre problemer end "bare" det unge par med barn. Og nu har det hobet sig op for dig, så du er ved at eksplodere, og så er det de unge mennesker, der bliver den udløsende faktor.

Prøv om ikke du kan få en fornuftig snak med din mand, på et tidspunkt hvor der er fred og ro, og sindene ikke er i kog.
Og forinden bør du overveje grundigt hvad du selv synes der er rimeligt, at i gør for de unge mennesker, og hvad der ikke er rimeligt. For det er jo både normalt og rimeligt, at man hjælper hinanden, men man skal ikke varte hinanden op i en grad, så modparten bliver hjælpeløs.

Og hjælp til jeres børn behøver ikke, at være ligeligt fordelt, så når den ene får, så skal den anden også have. Hjælp bør være efter behov.
Lige nu er det måske dette unge par, der har brug for hjælp, om et par år er det måske et andet af jeres børn.

---

Ja bonus svigerdatteren er den ældste.
Man vil vel gerne prøve at hjælpe der hvor man kan - men syntes bare ikke det kommer den anden vej.
Ex mor lever og hun sender gerne penge hvis det knipper (dette syntes jeg personligt er en meget dårlig ide)

---

Tak for svaret Mosebaek. Der er blevet skrevet en del og meget at tænke over.
Men lige pt virker dit bud som det der passer mig bedst.

---

Tak for det. Jeg skriver jo bare ud fra mine egne forudsætninger. Om det er godt eller skidt, må andre vurdere. Jeg har lidt efterslæb...så skal jeg nok stoppe:

Ja, jeg ved det godt, lyder som en gammel sur mand. Men jeg mener blot, man har et ansvar for sit eget liv. Det er blevet for nemt, at give op og lige som tænke, nu må andre ta`over.

Jeg krummer tæ`r ind imellem, når jeg f.eks. læser "Nationen" på Ekstra Bladet.
Forleden var der en, husker ikke om han var kontanthjælps modtager eller førtidspensionist, men han harcelerede over at hans bank havde hævet gebyret med 50 kr. i KVARTALET.

For hunnen, hvis det kan slå det hele omkuld, lever han godtnok på et knivsæg. Magen til klagesang.

Det kan nem være det svarer til hans cigaret forbrug pr. dag. (Hvis han ellers ryger). Han var foreviget med billede, og det hele.

Hold kæft hvor vi er blevet en forkælet samfund. Med til at mennesker mister deres selvrespekt og overlevelsesdrift.

Jeg ved godt det er en "genfortælling". Men stadigvæk er jeg imponeret af mine forældre, + mange andre fra den tid. Tænker på de kampe, de har måttet kæmpe. Der kan man bruge Bonderøvens udtryk: "Selvforsørgende". Helt bogstaveligt.

Kendte en familie med 17 børn. Opfostret ude på det magre sandjord. Også lempet ud af hjemmet i en ung alder, til "selvforsørgelse".
Og så vidt jeg ved, er det gået dem alle godt.

M.

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.