---

Kære alle. Jeg har nu tænkt i flere måneder, men har ikke kunnet finde nogen at diskuterer det problem med, som jeg har fået. Min dejlige hund døde sidst i Maj.Han blev 14 år og 20 dage. Han var karelsk bjørnehund. En stolt og lidt reserveret type, ejegod ved børnebørnene, og gøede aldrig. Vi har altid haft hund, lappespids, samojedspids og karelsk bjørnehund af 2 gange. Jeg e sidst i 70èrne og kan ikke holde en kareler mere, de er meget jagtglade, og det er praktisk umuligt at pille ud af dem, da deres jagt går ud på at de skal opsnuse/se opjektet og så eller sætte afsted efter det. Jeg må derfor med min fornuft sige, at jeg NOK ikke igen kan købe denne smukke og dejlige hund. Selvom det er det jeg helst vil. Vi har set på en masse andre racer, nogle gør meget - andre har svært ved at være alene hjemme osv. Nogle kan slet ikke købes i Danmark og Nogle har en lang pels . Vi bor i en dejlig lejlighed, med et stor friareal tilhørende ejendommen, 2 minutter til sø og skove og parker. Vi har aldrig haft problemer med vores hund i lejlighed. Jeg ville helst have købt en ny hund med det samme, men min mand ville vente, og nu har vi så fundet to racer, som vi måske kan have. Jeg har aldrig nogensinde været i tvivl om, jeg skulle have hund, har haft hund lige siden jeg var 6 år. Men pludselig er der opstået en slags angst for, om jeg kan opdrage en ny hund (så han bliver lige så nem og god som de andre) og om jeg magter en hund de næste 12 år? Jeg savner den meget, men hvordan kan jeg så være i tvivl, er det mon alderen, og de mange år fremover, hvor jeg ikke aner, hvor rask jeg er? - pludselig kommer jeg jo slet ikke mere ud på ture, og det er bare så trist. Har I andre med hund gjort jer mange overvejerlser, eller måske ovenikøbet fortrudt et køb? Jeg har kigget på både hvalpe og voksne hunde, men er mest stemt for en hvalp. Nå, det blev et længere mail, jeg ved såmæn ikke om nogen kan råde mig, jeg er for første gang i tvivl. Ikke om jeg kan klare opdragelsen, det er nemt nok, eller socialiseringen men hvad er det så, jeg tøver over for.
Måske kan ingen svare, men så har jeg da fået skrevet og fotalt, at jeg ikke har det særligt godt, - der må træffes et valg - enten eller. Det stresser at have alle hundens ting liggende og vente, så hvis der ingen hund kommer. må det videre til andre. Men nogle dage er jeg parat til at køre efter ham, og så andre dage som i dag, ved jeg slet ikke hvor den tanke kommer fra, at jeg ikke magter en ny hund. Nå, nu slutter jeg.

---

Jeg er ikke sidst i 70 erne men 68 - Når en hund døde, købte jeg inden for 14 dage en ny. Der er gået så lang tid, måske er det derfor jeg vakler.

---

Jeg ville/vil personligt ikke have hund længere.

Jeg er selv i den omtalte alder og når man når vores alder, kræver det nok lidt mere end man sådan lige forestiller sig at opdrage og holde sådan en hund passet og motioneret m.m.

---

Overvej en voksen og opdragen hund som ejeren af en eller grund ikke kan have,
min gamle faster fik en ny boxer hvalp da hun var i halvfjerserne synd for både hund og menneske, hunden fik for få udfordringer og løb den gamle dame helt overende,
læs også om hvilken hunderace der kræver mindst motion, hunde skal luftes men nogle racer kan nøjes med korte ture hvor andre racer kræver lange ture som du måske ikke har kræfter til hver dag

---

De sidste 35 år ville jeg meget gerne have haft en hund da jeg har hundetække og delvis har opdraget en nyindkøbt hvalp for mine forældre da de ikke havde tid i den periode, men ungkarlestatus med meget arbejde er ikke optimalt for en hund..

Nu er jeg 61 og langsomt stigende syg så jeg ikke mere kan klare den hund som jeg ellers et par år har leget og med og luftet for et par handicappede venner......svært at kunne modstå hans bedende øjne og småknurren når han skubber til mig med den flade gennemtyggede bold.

---

Hvorfor skulle du dog ikke have en ny hund?

68 år er da ingen alder i dag, hvis ens helbred er nogenlunde i orden.

For så hundeglad og hundevant en person som dig ville det da være frygteligt at undvære, og hunden holder dig i vigør og gør dig glad i hverdagen.

---

Jeg er 71 år og har min sidste hund, Debbie er nu 8 år og små sorte pudler kan blive 17-18 år.

Køb kun en ny hvalp hvis du har nogen der kan overtage den, når du ikke kan passe den mere.

Og det kan være problematisk at overtage en ældre hund, en stor omvæltning for jeg begge.

Selv har vi venner der tidligere har haft hund og som gerne vil passe Debbie,
måske kan du også blive sådan en lejlighedsvis hunde passer?

---

Jeg kan udmærket forstå dine overvejelser.

Når man har haft hund altid er det bestemt ikke nemt ikke, at have en hund.
Sidste år døde vores schipperke, børnene og jeg var enige om, at vi ville se tiden an, man er jo også meget bundet af en hund. Der gik ca. 3 uger, så havde vi en ny hund.

Hvis både du og din mand er raske, så synes jeg bestem i skal have en ny hund. Der er ingen der kan vide hvad der sker i morgen og selvfølgelig er der større risiko for sygdom o.l. efterhånden som man bliver ældre. Så det kan være fornuftigt, om i kan lave en aftale med et af jeres børn eller børnebørn om, at de evt. kan overtage hunden hvis i en dag ikke kan mere.

Mine farmor og farfar gjorde sig engang de samme overvejelser da deres sidste hun døde, dengang lovede min mor, at hun nok skulle tage sig pænt af en evt. ny hund hvis det blev nødvendigt. De valgt så ikke at anskaffe sig en ny hund.

Jeg kan godt forstå, at i foretrækker en hvalp, men samtidig er det min erfaring, at en hund kræver mest de første par år, så jeg vil også anbefale, at i ser jeg om efter en voksen hund.
I skal selvfølgelig være obs på hvorfor hunden skal have et nyt hjem, så i ikke får en hund med en alt for tung bagage.
I kan se efter voksne hunde både på internater, den blå avis, gul og gratis, opslag i supermarkeder. Men i kan også prøve at snakke med den lokale dyrehandler, jeg ved, at "min" dyrehandler ofte får henvendelser vedr. hunde, som folk ikke kan have længere, hun har selv taget flere af dem til sig.

Jeg håber, at i finder en hund, som i bliver glade for.

---

Jeg er 66 og har en dejlig Golden retriever på 12 år. Så det er kun et spørgsmål om tid, før jeg står med nogle af de samme overvejelser. Jeg har været alene i 20 år.
Tidligere havde jeg bernersennen. Men da min smukke store Ramses døde alt for tidligt af sygdom for 13 år siden, da vidste jeg at jeg ikke kunne klare så stor en hund igen. Og slet ikke en race med stor risiko for alvorlige sygdomme..
Så jeg valgte en Golden.
Og det har jeg ikke et sekund fortrudt! Jeg er betaget af retrieverens begejstring for at arbejde sammen med sin ejer. Min kloge fantastiske Silke vil jeg komme til at savne voldsomt, når hun skal herfra.
Og igen står jeg med problemet med at racen er for stor, for jeg har ikke bil. Og folkepensionen rækker heller ikke til en stor hund. Så jeg skal igen finde en ny race.

Men selv om Silke forhåbentlig lever i mange år endnu, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg skal have hund igen.
For mig er livet ikke rigtig noget værd mere uden hund, så der er vel ikke noget valg.

Og fordi jeg ved at jeg vil være i sorg over at have mistet min Silke, når den tid kommer, -så vil jeg ikke have en genbrugshund med mulige problemer. På grund af sorgen har jeg brug for den totale forelskelse der opstår når man står overfor en 8-ugers hvalp. Den lille hvalp vil få et pragtfuldt liv, for den får glæde af alle de erfaringer jeg har fået fra mine tidligere hunde.
Om jeg så bliver 70 år før Silke tager herfra, så skal jeg have hvalp igen. Min mor blev 90 år, jeg har en moster på 94 år, så jeg forventer selv at blive over 100.
30 år uden hund, det vil jeg bare ikke!

Og hunde findes i så forskellige udgaver, så selvfølgelig vil jeg finde en race, hvis behov jeg kan klare. Og omvendt.
Det er et egoistisk valg måske. Men det er det vel næsten altid. Og ingen kender fremtiden. Ingen kan garantere, at de kan være der for deres hund hele dens liv. Unge mennesker render ind i livskriser, som gør det nødvendigt for dem at skille sig af med deres hund. For hunden gør det ikke stor forskel om den står uden hjem på grund af skilsmisse, end på grund af dødsfald.
Man skal bare hele tiden sørge for at fortælle pårørende hvad der skal ske med hunden, hvis ejeren skulle dø. En ung hund skal måske genhuses, en ældre hund skal måske aflives straks.

Kipumi, I er 2 om det. Og I har en masse hundeerfaring. Hvis bare En af jer har et rimeligt helbred, så vil en ny hvalp være livsforlængende for jer begge to!
Vælg en mindre race. Jeg er sikker på, at I kan finde en I vil elske.
Brug lidt tid på at læse om racer og besøge opdrættere, der IKKE har hvalpe lige nu. Enhver hvalp er bedårende så man kan nemt komme til at impulskøbe. Særlig når man har det hul i hjertet..

---

Hvis du ellers er sund og rask, så er der da ikke noget i vejen for, at få hund igen. 68 er ingen alder og efterhånden som du bliver ældre, bliver hunden det jo også.

Overvej evt. en Japansk Spids http://www.kennel-stjernedrys.dk/om-racen-

Den er ikke så stor og kræver moderat motion og aktivering. Samtidig er den meget hengiven og god til børn. Den gør ikke så meget og har ikke ret stort jagtinstinkt.

---

Du tænker og overvejer for meget, - derfor.
Skrid til handling.

Eftersom du har haft hund altid, skal jeg ikke belære dig!
Inders inde ved du godt, om du skal have hund eller ej.

Prøv læs med her, så sødt kan det skrives
http://www.hundegalleri.dk/forum/generel-diskussion/424650-glaeden_ved_at_have_en_hund

http://www.movellas.com/da/story/201310022140212957-glaeden-ved-en-hund-essay

http://youtu.be/y66MIcHngV8

---

I dit indlæg skriver du, at du er i tvivl om, om du kan opdrage en hund og senere skriver du, at du ikke er i tvivl??

MEN husk at spørge: "Hvad kan jeg gøre for en hund?" (Spørg underordnet: "Hvad kan en hund gøre for mig?")

Hvad vil din "nødventil" være? Hvis det kun går godt i fx 4 år??

---

Vi er begge 69 år, og ville gerne have hund igen, men en udsigt til hund i de næste 14 år, afholder os fra det. Kan vi blive siddende i huset (passe have, male vinduer osv.) eller skal vi i lejebolig, hvor man ikke må have hund.

Er vi egoistiske, så køber vi hund igen, men her tænker vi mere på hunden - så vi køber ingen ny hund - og så undgår vi sorgen igen!

---

Hvis ingen var egoistiske, så ville ingen købe hund nogensinde.
For vi ved jo aldrig -i løbet af livet- hvilke udfordringer og forandringer vi kommer til at udsætte vores hund for. Heller ikke når vi er unge. Eller når vi har børn, der pludselig kan få allergi..

VI, der er pensionister, har i det mindste masser af tid til at ville hunden. Vi behøver ikke haste rundt med evig dårlig samvittighed fordi vi egentlig ikke har tid nok.. Og vi har sandsynligvis en masse erfaring om hunde.

Hunden behøver ikke komme i 2. -3. eller 4. række. Indimellem kan den faktisk være i centrum.

Men hvis jeg vidste at jeg måtte lave ændringer i min hverdag som at sælge hus og flytte i lejlighed, så ville jeg nok vente med hund, til flytningen var ovre.

Hvis jeg mistede min hund mens jeg boede i hus, og tænkte som jer, alka, så ville jeg søge lejlighed med hundetilladelse og sælge mit hus.

Om man må have hund i en lejebolig, det ved man jo før man siger ja til lejligheden. Jeg har kun sagt ja til lejligheder, hvor man også har måttet have hund. Hvis hund er vigtig nok, så vælger man selvfølgelig en boligform hvor der er "plads" til hunden.

Det ER et spørgsmål om, hvor vigtig hunden er. For nogle mennesker er det det rigtige at tage alderdommen stille og roligt og afvente hvad der vil komme, uden hund.
For andre er det at miste hunden uden at få en ny, det samme som at sætte sig ned og dø.
Og for de fleste er det noget midt imellem.

Man må gøre op med sig selv -helt ærligt- hvad man bedst kan leve med. Yngre bliver vi jo aldrig igen. Men motion og sund kost kan forlænge livet ret meget, -hvis man brænder for at være der i rigtig lang tid for en ny hund.

---

Jeg vil lige nævne det værste jeg har hørt, husker ikke om det var her på kandu?

En ældre dame købte hvert år en lille hund, som hun passede og kælede for hele sommeren,
om efteråret flyttede hun tilbage til sin lejlighed, hvor hun ikke måtte have hund,
så blev hunden aflivet, næste forår købte hun en ny hund...

Jeg ved godt at noget sådant vil du aldrig gøre, men der kan opstå situationer
hvor man ikke mere kan tilgodese den lille nye hunds behov.

Derfor mit råd om ikke selv at anskaffe en ny yngre hund, måske en lidt brugt,
men så en du er sikker på vil kunne trives i et ældre miljø uden de store gåture.

En hun ligner (hurtigt) sin herre...

---

...Svend, siger du at det er normalt for gamle mennesker, at de afliver deres hunde hver år når de forlader sommerresidensen? Det.......

Har du ikke et link. Jeg har aldrig hørt om det, og jeg abonnerer på hundespørgsmål her på kandu..

Så det har nok ikke været her på Kandu. Men jeg mindes det heller ikke på HG. Og heller ikke på HF..

Jeg har hørt om at folk tager en kattekilling til sig i sommerhuset og hygger sig med den hele sommeren, for så at efterlade den til sin egen skæbne når det bliver efterår.
Det er næsten endnu mere grumt.
Men det er da ikke specielt gamle mennesker, der gør den slags. Det er lige så tit børnefamilier..


Og som sagt kan de uforudsete hændelser, hvor man ikke kan tilgodese en hunds behov, jo ske for folk i alle aldre.
Eneste forskel er nok, at vi som ældre tænker mere over tingene. Og netop prøver på at gardere os på alle måder.

Hvis man køber en genbrugshund på f.eks. 2 år, og man så helt uforudsigeligt dør efter få år, så er hunden som relativ ung allerede på vej til sit fjerde hjem, eller mere? Det er vist heller ikke optimalt..
En hvalp, der kun er blevet solgt én gang før, har da bedre chancer for at falde til i et nyt hjem.

---

Kipumi: Hvad er det egentlig for nogle 2 racer, I har kikket på?

---

Birgitta - dejlige, kloge indlæg

---

ebg_888: Tak...

---

Så har det nok ikke været på kandu den kort egoistiske gamle dame blev nævnt,
og rigtigt det har ikke noget med alder at gøre.

På Tenerife køber jægere jagthunde om foråret, men de er for dyre at have om vinteren,
så de slippes løs i naturen uden mad og pleje, næste forår køber jægeren en ny hund.

---

Svendgiversen. Jægere kan være skudt i låget i alle lande. Herhjemme findes der også nogle underlige eksemplarer.

Men de fleste jægere, --her og på Tenerife-- behandler deres hunde fornuftigt. Det er sket, at der er begået grusomheder mod de hunde, som en jæger fandt uegnede eller ikke havde brug for på Tenerife...

Men ved du hvad? DET sker altså også herhjemme. Hvis jagthunden ikke vil makke ret, så ER der jægere, der skyder den, --og anskaffer en ny.

Der sker også overgreb på familiehunde. Og der bliver avlet hunde under kummerlige forhold..

Der foregår grusomheder overalt.....

Men jeg kan ikke rigtig se, hvordan DET skulle være en begrundelse for at man ikke skal anskaffe sig en ny hvalp hvis man er over 60?

Snarere tværtimod, ikke?

Hvis man har både hundeerfaring, helbred og lyst til at få en ny hvalp som 70 årig, så er den hvalp da bedre stillet end en hvalp, der bliver købt af et ungt par uden erfaring. Med baby, usikker bolig og usikkert job... Det ER jo situationen for mange hvalpe, der bliver adopteret af førstegangshvalpekøbere.. ---Små hvalpe, der bliver taget fra mor og 10 søskende, for at tilbringe 8-10 timer i ensomhed i en lejlighed, mens den nye familie passer job og indkøb og henten og bringen af børnene..
Hvis den ikke kan tilpasse sig, så bliver den solgt videre... Eller aflivet..

---

Fuldstændig rigtigt.

Og selvom det skulle ende med, at hunden må aflives, hvis kipumi og hendes mand en dag ikke længere kan tage sig af hunden, så mener jeg ikke, at det er verdens undergang.
Set med mine øjne handler det ikke nødvendigvis om hvor længe hunden er her, men om, at den har det godt så længe den er her.

---

På TV så jeg noget om de store jagthundeflokke i England som de holder, hundene er såmænd glade nok når de får motion ved jagterne, leger sammen og får god kost, men når de begynder at få alderdomsbetingede skavanker bruger de ikke mere kost på dem men afliver dem, man så et sted hvor en mand trak en ældre hund væk og gav den kulilte i en beholder til det samme.

Får en hund store skader i en grævlingegrav skyder de den på stedet.

---

Det er i det mindste mere humant end, at overlade den til sig selv, så den kan dø af sult.

---

Ja? Og så? Hunde er jo brugsdyr for de jægere? Grise bliver også aflivet, når de skal slagtes. Og de har ikke engang haft et skønt liv først.

Det ER i orden at aflive en hund hvis det bliver gjort på en forsvarlig måde.

Det, der kommer i fjernsynet, er tit ekstreme tilfælde. Ellers fanger man jo ikke seerne.

Og hvis en hund bliver alvorligt skadet under jagt, så er det da bedre for hunden at aflive den på stedet, frem for at slæbe den med til dyrlægen for at få den undersøgt og aflivet.

Jægere har jo lov og ret til at aflive dyr.

---

Det ser ud til, at vi er helt enige.

Jeg mener ikke, at en human aflivning er det værste man kan udsætte sin hund for.

---

Kære alle sammen - tak for mange og for varierede svar. Jeg vil prøve at svare jer og give jer nogle flere forkalringer. Jeg har som sagt haft hund hele mit liv, og havde aldrig forestillet mig 1 dag uden hund. Da min sidste hund døde den 28. maj var jeg parat til allerede dagen efter at lede efter en ny på nettet. Min mand derimod sagde : Nej, nu har du haft hund nok. Han er ikke hundemenneske, han er ikke ond ved hunden, men den er her bare. Han kan også godt gå tur med hunden, men er lige så gerne fri. Jeg taler meget med min hund i hverdagen, gpr gerne ture og har ham med alle vegne, selv bare 50 meter til postkassen. Selv om jeg græd og var ked af det, holdt han på sit: Ingen hund. På det tidspunkt blev jeg tilbudt en dejlig hvalp på 4 måneder : karelsk bjørnehund. Desværre var den ikke socialiseret, og dermed for gammel til os gamle. Den lignede min gamle hund, og var bare aldeles bedårende. Jeg overvejede og overvejede og talte med nogle erfarne bjørnehundejere. De frarådede mig det. Hunden er bom-stærk, når den ser kat/egern - og kan være dominant over for andre hanner, og jeg har ikke stærke arme mere. Der til kom, at det var en hund, der ikke have været vant til børn ( jeg har 7 børnebørn, yngste 15 mdr) . mit hjerte agde JA men min fornuft nej. Min mand begyndte at kigge på hunden, og sagde, at hvis, HVIS vi skulle have hund igen, så skulle det være den samme race som vi havde haft de sidste 25 år. Så måtte jeg agumenterer ( og det er svært, når man gerne selv vil) - og fik han forklaret hvd andre havde sagt, osv. Der gik faktisk lang tid - 14 dage - før han var klar over, at NÅ: det skulle ikke være en kareler. Så begyndte jeg at lede igen, ringede til racerepræsentaner og spurgte mig for. Nogle gøede for megt, nogle havde svært ved at være alene hjemme - eller lære det - andre havde en enorm pels osv. Der blev kun en lille håndfuld tilbage. Vi bor på 2. sal.
Min mand ville ikke have en anden hund, sagde han så igen, han var glad for, at her er RENT og PÆNT uden hundehår, gulvene bliver ikke mere ridsede. Åh... det er så pænt det hele. Men her er jo ingen hund... og jeg var ulykkelig. Nå, som sagt tog vi ud og så på hunde, og nogole af dem kunne hverken han eller jeg lide, hverken af udseende eller karakter. Vi fandt så jordens mest vidunderlige hund (syntes jeg) en Shiba Uni. Den minder meget i karakter om vores gamle hund, men er meget mindre og alligevel lidt det samme. Der var en hvalp, og jeg ville gerne have den. Men vi stod for at skulle passe børnebørn i Jylland og aftalte at vende tilbage med besked. Men igen: Nej, sagde min mand, den er alt for lille. (vores gamle var 61 høj/32 kg) denne her bliver 40 høj/11-12 kg. OG alt for dyr !! kr. 12.500 kr. Så efter mange diskutioner ringde jeg og sagde, at vi havde ombestemt os. Jeg ledte videre og fandt så en Dansk spids. Han er omgængelig, kan lide børn, kan gå løs osv. Den syntes min mand så var en "passende" hund. Vi har derefter været ude og se på nogle, og i dag kommer der en opdrætter forbi for t vise sine 2 hunde frem. Men.... den hr altså en stor kæmpe hvid pels. Jeg tror, at den kræver meget. Og vi har intet bryggers el. lignende. Vores kareler havde en strittende pels, som han rystede - og så var han næsten ren, sådan en pels har shibaen også. Så den størte og egenlige grund til at min tøve er følgende 1) at vi ikke skulle have hund og jeg havde kampe for at prøve at overbevise ham, skænderier osv. 2) at han ikke rigtig er helt med på tanken, og daglig siger, er det nu nødvendigt med en ny hund. 3) jeg skulle nødigt gøre noget forkert, få en hund, og sande, at vi ingen skulle have ahft, for det er negativ påvirkning, skal jeg hilse og sige. Nogle af mine børn mener, at min mand synes, at jeg bruger for meget tid på hunden, og ikke på ham?? - og at han derfor gerne (i al fald endnu en årsag) til ikke at ville have hund.
Jeg er 500% sikker på, at jeg sagtens kan opdrage den, og elske den og passe den, men jeg føler mig helt alene - i valget - og påvirkes vel af hans manglende interesse. (Tænk for 12.000 kr kan vi jo rejse !! - ja men efter 8 dage er det jo slut ?. og ok, vi er kun folkepensionister - så vi kan ikke begge dele.. Men som sagt, forarbejdet har taget uger,måneder, og der er ikke den race og den repræsenant jeg ikke har talt med ( de udvalgte hunde) En boxer er stærk, det ville jeg aldrig vælge. Mit og mins mands helbred er top. Vi går 10 km hver torsdag med Ældresagen (det er uden hunde) men det siger da lidt om, hvad vi kan. Min gamle hund gik jeg med ½ time morgen 1 time eftermiddag og ½ time aften, + han var med alle vegne, også i vaksekælderen..Han var bare MORS HUND. Men hensyn til at jeg skulle dø fra hunden. Der er selvfølgelig forskellige regler: Den der shibaopdrætter - der vil jeg lige indskyde, at jeg ALDRIG har set en så seriøs opdrætter - de havde børnehaver og vuggetuer på besøg, hunden havde kørt i bil, gået på trapper , været ved vandet osv. Det var toppen.. Det er nok også derfor jeg gerne ville have den hvalp hun havde. Det var virkelig et supersted, og vi har set mange!!! de sidte måneder. Men hende med shiba, ville lave en tilbagekøbskontrakt, således at hvis jeg døde, tog de hunden tilbage og enten beholdt den - eller viderformidlede den. Sikke et tilbud. Min mand skal jo ikke hænge på den, men hvis der går nogle år, er jeg sikker på, at han vil beholde den alligevel. Han er jo ikke et ufølsomt menneske. Vi har været på flere nternater - der sidder små bitte hunde - og store hunde - nogle af de store er fra misbrugerne i København- jeg tør ikke tage sådan en, p.g. af børnebørnene, vi ved heller ikke, hvilke race de er, og jeg har jo et stort ansvar for børnebørnene. Bider min hund, er det den der ryger... Naturligvis. Og den sorg vil jeg ikke påføre mig selv.
Det er så Sandt, det indlæg : Det ER et spørgsmål om, hvor vigtig hunden er. For nogle mennesker er det det rigtige at tage alderdommen stille og roligt og afvente hvad der vil komme, uden hund.
For andre er det at miste hunden uden at få en ny, det samme som at sætte sig ned og dø.
Og for de fleste er det noget midt imellem.
Problemet er at jeg føler jeg ikke kan leve uden - og min mand trives fint uden. Han kan måske godt overtales, men jeg er træt af 3 måneders diskutering, tårer, søvnløshed og spekulationer, og jeg hælder mere og mere til, at han synes, jeg er for glad for min hund. Som sagt vi bor i ejerlejlighed, med masser af grønne udenomplads, 5 minutter til Birkerød sø, 2 minutter til parken osv. Og man må holde hund, kat m.m. her, som man har lyst til. Jeg har prøvet at finde voksne hunde i de to racer - men der er ikke rigtig nogen, jo der er en voksen Shiba, der er taget ud af avl, men manden synes, når den hr haft have hele sit liv, (2 år) at det vil være synd med en lejlighed (uden altan) -
Jeg ved ikke om jeg har fået alt med..?? Men nu har jeg virkelig prøvet at forklare det hele.
Jeg vil sige, at jeg jo virkelig ønsker en hund, og så alligevel, når min mand siger de der ting, så tænker jeg, om det er mig der er egoistisk: Jeg har haft hund hele mit liv, er det nu sådan, at det skal være mine ønsker - der skal tvinges igennem. Der er ingen Danske spidshvalpe mere i år ( ikke som vi kan hente) - men der er nogle shibahvalpe. Min mand siger, at vi bare kan se tiden an til næste år. Men jeg føler lidt, det er et håb om, at jeg så har fundet mig noget andet i tilværelsen at kaste mig over Det blev langt, men for at få en vejledning, må jeg forklare det hele forfra.

---

Glemte lige: Det er ikke fordi den hund Danske spids som min mand måske kunne overtales til, er den forkerte og "den jeg gerne vil have shiba" er den eneste rigtige. Min valg er begrundet med vægten og størrelse. Nemmer at få passet - nemmere at tage med - osv. den kan så ikke gå løs - det er i mine øjne det eneste minus. Jeg mener, at vi bedre kan have en lille/mindre hund om 14 år - end en stor. Nå om 14 år er min "nye" hund og også gammel og nemt - lige som den gamle.
Jeg ved ikke om Shiba /Danske spids har noget dominans på andre hanner? - vi har 60 opgange her - og der er hund i dem alle :) -

---

Shibaen er en utrolig smuk hund.
Jeg har haft schipperke 2 gange (nu en dværgpinscher).
Det er mit indtryk, at en shiba er en meget intelligent hund, som kræver en erfaren hundeejer m.h.t. opdragelse, så den ikke får lov, at styre det hele.

M.h.t. dominans har jeg fået indtryk af, at det kan forekomme i mange racer, altså, at det ikke er alle individer indenfor en specifik race der er det.
De 2 schipperke-hanhunde jeg har haft var dominante, men her er det jo så en fordel, at de ikke er så store.

---

Er kareleren ikke også egetkøns dominant?

Hvad med en shiba-tæve? Hvis hunden bliver præget godt og kommer ud og får gode venner fra hvalp af, så ville en tæve næppe få egetkøns-problemer... SKAL det være en han?
En kareler-tæve er jo også mindre end en han?

12000 kr ER mange penge..... Men når man tænker på at det gerne skulle være en hund for mindst de næste 10 år, så er det 100 kr om måneden... Og mindre, hvis den bliver ældre.

Det, jeg synes tæller mest er at I har snakket med en seriøs opdrætter som i synes om , og som I garanteret altid kan komme til, hvis der er ting, som I kommer i tvivl om.
Hvis opdrætteren mener at det kan være en hund for jer, så er det ikke helt galt. Opdrætteren kender sin race...

De 12000 kr virker også som rigtig mange penge, fordi det er så mange år siden at I sidst købte hvalp.......

Den sidste hvalp, som jeg undersøgte som afløser for min Silke, når hun ikke er her mere, den ville koste 16.000. Og det får altså ikke mig til at tøve. Selv om jeg er folkepensionist på lavydelse og ældrecheck. Silke kostede det halve for 12 år siden.....
Jeg har sparet pengene op, så de er klar når dagen kommer. Om det bliver i næste måned eller om 3 år, det er ikke vigtigt. Pengene står der til det samme.

Det er FLOT at din mand har givet sig. Han har set hvor ked af det, du er. Og han vil da helt sikkert blive lun på en lille 8-ugers hvalp, uanset race. Så du må slås for den race som du tror vil være bedst. Og han skal nok blive glad for den.

Jeg må nu indrømme, at hvad DET angår, så nyder jeg at være alene. Det er kun MIG, der bestemmer hvilken hund JEG skal have!!
(men det er ikke så sjovt, hvis man forstuver foden, som jeg gjorde i sidste måned... )

Hvis hunden især skal være din, så skulle din mand måske hellere bakke dig op i dit valg..

Jeg håber at du får ham overtalt.
Du virker til allerede at have undersøgt muligheder og racer ret grundigt. Så du burde nok kunne stole på din "mavefornemmelse".

---

Tak for svaret Birgitta.
Tak for dine kloge og meget fine svar - også tak til alle jer andre for velmente råd og forslag.
Jeg er rigtig glad og tilfreds med at i har været mine sparringspartnere - det er altid vigtigt at vende hver en sten, når der skal tges stor beslutninger. Venner er gode: Men dem med hund er jo for og dem uden hund så absolut imod, derfor var KANDU en stor hjælp. Tak til jer alle. Men især til dig Birgitta.

---

Tak for accepten af mit svar, Kipumi... Og for de pæne ord..

Jeg håber at det lykkes for dig at få overtalt manden til en hvalp af den race, som DU mener er den rigtige for dig.. Han lyder da rimeligt modtagelig.......

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.