"Bip bip bip bip bip bip, søde Tommy du skal op på jagt" - sagde konen, som jeg havde sat til at agere vækkeur.
"G'morgen søde skat" Sagde jeg. "Og skrub så for helvede i satan hen til din plads i køkkenet, og få brygget noget kaffe, ellers vanker der ingen kartofler til din aftensmad - kælling"
Konen stod søvnig ud af sengen og slap med et drøn en langtrukken morgenvind. "Undskyld skat" sagde hun gabende. "Den pressede hårdt på.....GAAB..... Ja ja ja ja, ska' nok lavede din kaffe."
Da lugten - ja, af kaffen, nåede mine næsebor tænkte jeg; Stå dog op mand. Du skal skyde en buk idag. Som sagt så gjort.
En hurtig omgang vand i øjnene - skægget lod jeg bare stå. Hvorfor pynte sig, en ensom mand, der bare skal ha' en lang dag til at gå - Og forøvrigt knækkede snørebåndet - jeg fik nok.
Jeg sprang ned af trappen, ud på gaden, blæsten rusked mig i nakken. Jeg blev hurtig kølet af og fandt den sidste patron jeg havde i lommen. (citeret fra John Mogensens "Søndag morgen - og efter hukommelsen. Mon Ballegaard vil påstå, at han har skrevet teksten til den også..?)
Bilen blev hurtig pakket - og så babu babu babu afsted mod Ringsted. Hold da kæft, hvor jeg savnede en smøg. Jeg savnede en rigtig Grøn Cecil, en Cecil, som kunne kradse langt ned i lungerne - og efter tre hurtige drøn på smøgen, ville jeg kunne mærke den velvære som kom brusende fra tåspidserne af og opad mod hjernen. Men nu er jeg jo holdt med at smøge den - så jeg lod være - af den simple grund - jeg havde nemlig ingen smøger......eller havde jeg......nej glemt det, jeg er kommet til fornuft igen.
Vel ankommet på jagten - og med et "Velkommen til, du raske gut" blev jeg anvist en skydestige i et skovbryn, hvor jeg måtte skyde i alle fremadrettede vinkler.
"Hop op i stigen og hold kæft. Den eneste lyd vi vil høre fra dig de næste tre timer, er et BANG"
Ordene kom fra en lille gnom. Jeg kalder ham en gnom, fordi han kun nåede mig til skulderen - og så er man squ en gnom.
Det viste sig senere, at gnomen havde humor. Det har hans kone garanteret også....Håber jeg da for hende.
Nå, jeg kravlede op i stigen. Vente...vente...vente....slap en vind...vente...vente... blev smøgsyg....vente.... vente...ven...hvad satan, går der ikke en stor seksender dér..? Gud gjorde der så. Nøøøøøj, hvor var det en stor buk. Op med kikkerten - en 10x50. Fangede bukken i linserne - det blev bukken ikke mindre af, sku' jeg da lige hilse og sige.
Tommy for satan da - sagde jeg til mig selv.....meget sagte. Jeg måtte jo ikke sige en lyd.
Er du helt sikker på, det er en råbuk?? Den har jo samme størrelse som et forvokset krondyr. Op med kikkerten igen. Joooooooeeee, dyret var godt nok stort - og jo, det var en buk.
Bukken kom nærmere og nærmere. Jeg afsikrede riflen med et klik. Bukken kiggede sig lidt omkring, som om det tænkte; "Hvad satan var det for en lyd..? Korset i riffelkikkerten fandt bladet. Fingeren om aftrækkeren krummes mere og mere - og pludselig lød drønet... BAAAANG Jeg tog lynhurtigt ladegreb igen - man er vel vanemenneske, men den store råbuk trak benene op under sig og lagde sig ned. Spjættede et par gange og fandt så roen. Da jeg ikke havde behov for anden skud, afladede jeg riflen. Jeg sad i stigen i ca. 10 min. kravlede ned og gik hen til dyret. Hold da kæft en stor krabat! Jeg har aldrig set en så stor råbuk. opsatsen var enorm stor. Min første tanke; Sikken en knagerække der kan blive af opsatsen.
Og så kom gnomen løbende. "Ah hvad!?!? Du har skudt Store Bastian. Han har været efterstræbt af samtlige jægere i konsortiet. Nå lad os få bukken brækket"
Gnomen hjalp mig med at slæbe Bastian hen til skovbrynet, hvor vi kunne brække ham i fred og ro. Ha ha ha ha, gnomen fyldte ikke meget i landskabet sammenlignet med Bastian Buk.
Nå men enden på den meget korte historie blev, Bastian blev brækket og derefter vejet. 42,5 kg vejede Bastian - og det var uden indvolde og hoved. Jeg betalte og kørte hjem.
Konen var igang med madlavningen da jeg kom hjem. "Hvad satan kælling, har du ikke skrællet kartofler..?"
"Tommy" Sagde madammen sødt. "Må jeg ikke hellere vælge noget andet?"
"Selvfølgelig min skat. Hvad kunne du tænke dig?"
"Pomfritter" Sagde skabet.
- Og Det er ganske vist! For nu at citere H.C. Andersen.
Mvh.
Tommy