---

Engang i det Hellige Land - en juleberetning.
Det sneede så forbandet i dagene op til juleaften. Den teologistuderende, Knud, dukkede op hos sine forældre i Øster Snede allerede dagen før Lillejuleaften, og efter snart fire måneders stillesiddende studier på kollegiet i Kjøwenhavn, ville det gøre godt med en længe gåtur. Han valgte Ølsted som sit endelige mål, idet hans store interesse var de ydmyge landsbykirker i det midtjyske. Det var en tur på i alt cirka 19 km, og han regnede med at kunne være hjemme ved 18-tiden. Da han kom til den næsten uddøde landsby Kragelund, centrum for årtiers religiøse gadekampe, drejede han af og gik over markerne mod nordvest - mod Løsning, idet han derved undgik at få sneen ind i frakkens hætte. Han var allerede en smule stakåndet, men da han nåede frem til forgreningen af Frederikslystvej - lidt vest for Ølsted, havde han det fint igen. Ud af snefoget dukkede en ung, køn pige på cykel. Hendes hætte var gledet ned og åbenbarede et vidunderligt , mørkt og langt krøllet hår, besat med i tusindevis af skinnende snediamanter. Det var hans gamle flamme - Anne Grethe, datter af tidligere gummisål producent Mortensen. Hun sprang af cyklen, udbrød glad en hilsen og kyssede ham på kinden. "Dejligt at se dig igen - søde Knud". De talte sammen et kvarters tid og enedes om at mødes Nytårsaften til bal på Løsning Kro. Hun satte sig op på cyklen og hjulede videre. "Hm" - tænkte Knud. " Bare det var mig der var sadel på den cykel" , hvorefter han, med fornyede kræfter, satte kursen ind over markerne mellem forgreningen af Bottrupvej. Sneen lå nu i driver - i højder af cirka 50 cm, og Knud nød at gennembryde dem, så sneen nærmest eksploderede i hans kåde spark.
Sigtbarheden var meget dårlig, og han kunne højst se fem meter frem. Pludselig fik han øje på en mørk skikkelse - under en slåenbusk. Knud gik frem mod den luende skikkelse og hilste ham Guds fred. Det var en ubarberet mand i den fremskredne alder - måske omkring de halvfjerds år. Han var iført alt for store gummistøvler, snavsede benklæder og en frakke i ubestemmelig farve. Oven på det hele sad en såkaldt "folkevognskasket" og i munden sad en for længst udslukt pibe mellem kraftige og ens formede tænder som var blottede. Ved højre fod lå en gammel slidt sæk, hvorfra der kom forsigtige pibende lyde. Knud holdt en sikker afstand, idet han var en smule urolig ved mandens fremtoning. Det så ud, som stod han på spring. Efter et par minutter kom det raspende fra manden:
"Er du medlem af DLS"?
"Jeg ved ikke hvad DLS står for, sagde Knud, "men jeg er medlem af Folkekirken og Danmarks Jægerforbund"; men hvorfor spørger du"?
" Det er fordi DLS vil mig så meget ondt. Medlemmerne stiller spørgsmål, jeg ikke kan svare på, og så driller de mig, hver gang de kan få lejlighed til det; og så kalder de mig for Julemanden".
"Jamen Herregud da; fortæl mig nu, hvad det hele går ud på. Hvor skal du forresten hen, så kan vi måske tale mens vi går", kom det medfølende fra Knud.
"Jeg kan ikke finde ud af det her", kom det fra manden." Jeg bor på Bottrupvej, der hvor den løber ud i den gamle Horsens Landevej, men på begge sider af marken her hedder vejene Bottrupvej - og jeg ved ikke hvad vej jeg skal tage. Det er noget der er kommet med alderen, og jeg er tit faret vild - også derhjemme. Nu har amtet bekostet en rundkørsel, lige uden for mit hus, og det har ikke gjort det lettere for mig. Nu har konen sat nogle skilte op - med pile, hvor der står "HJEM", men for 14 dage siden gik det helt galt, fordi jeg kom til at holde bag en HJEM-IS bil. Først i Kolding fandt jeg ud af, at der var noget helt galt".
"Hvem er du egentlig, og hvad laver du, udover arbejdet - naturligvis", forhørte Knud sig, idet han af al magt forsøgte at holde sin stemmeføring så rolig som muligt; "og hvad har medlemmerne af DLS egentlig gjort dig?. Der må være tale om noget meget alvorligt". Hvad med at lette dit hjerte, så du nyde julens glæder sammen med din familie?.
Manden begyndte derpå - lavmælt at fortælle en rystende historie om det, der angiveligt havde bragt ham i en så elendig forfatning.
"Jow, ser du, det hele startede med at jeg meldte mig ind i DLS, fordi nogle medlemmer - et ægtepar fra Varde bad om det. De var begge medlemmer af bestyrelsen, og de mente, at jeg kunne blive en god formand. Det mente jeg også selv, og jeg blev så valgt ind som hundekoordinator. Efter et par gode år blev ægteparret uvenner med resten af foreningen, og jeg tog naturligvis deres parti, fordi manden - han var cykelsmed - altid var flink til at servicere min cykel. Da ægteparret blev bedt om at forlade foreningen, mødte jeg frem til en generalforsamling og forlangte at få lov til at tale. Og så blev jeg ekskluderet, fordi foreningen ikke kunne acceptere, at ægteparret og jeg hemmeligt havde optaget samtaler fra bestyrelsesmøder. De kunne heller ikke klare, at jeg brugte brevpapir fra Danmarks Jægerforbund til at så splid mellem foreningen og et trykkeri i RY. Nå ja, og så blev de helt vilde i varmen, fordi jeg rettede henvendelse til postkontoret i Horsens, for at få medlemmernes navne udleveret".
Her lo manden hult. " Men de klappede af mig, da jeg blev bedt om at forlade generalforsamlingen. Jeg må have været populær".
"Det var dog en forfærdelig historie" - udbrød Knud. " Men hvad så nu. Har du fundet en anden forening at være medlem af"?
Her rettede manden sig op, stirrede fast på Knud og udbrød med slet skjult stolthed i stemmen: "Jeg er kredsbestyrelsesmedlem gennem en lokalforening under Danmarks Jægerforbund - fandeme. Det var lige før, jeg var blevet formand for forbundet, men de satans DLS medlemmer på en hjemmeside, der hedder KANDU, sørgede for, at det hele gik vasken. Men jeg skal komme efter dem. Jeg har flere gange været hos min advokat, men indtil nu er der ikke sket noget. Men jeg ved, hvem de er - alle sammen, og når jeg engang møder dem, så skal de lære, hvem jeg er. De beskylder mig blandt andet for at opdrætte agerhøns og vagtler til hundetræning, og det er dælme løgn fra ende til anden".
Den sidste sætning blev fremsagt med en så hadefuld stemme, at Knud blev en smule ængstelig. " Hvad har du i din sæk" spurgte han forsigtigt. Jeg synes et eller andet piber dernede"?
"Det er ikke noget du skal vide noget om" - snerrede manden, men da han kun bevægede sig langsomt og usikkert, følte Knud ikke, at manden udgjorde nogen fare for ham.
Pludselig snublede den gamle mand og ud af sækken fløj mindst 10 agerhøns og forsvandt pibende i snefoget.
"Se nu bare der" hylede manden! Det var din skyld. Jeg kunne tydeligt mærke, at du spændte ben for mig.
"Jamen kære mand, jeg står mindst to meter fra dig, og med mindre mine ben er halvanden meter lange, ville jeg aldrig have kunne spænde ben for dig."
Den gamle mand lå på knæ og udstødte klagende lyde. "Hvad skal jeg nu gøre? Jeg har arrangeret hundetræning i januar på mit gods, og nu har jeg ingen agerhøns at sætte ud".
"kan du ikke bruge almindelige høns - eller noget andet" foreslog Knud trøstende.
Den gamle mand kom langsomt på benene. " Ja, men så må jeg vel have gang i den snes vagtler, jeg har gående derhjemme. Men nu siger du ikke noget til nogen om det her! Ellers kommer jeg efter dig!"
De to fortsatte deres vandring i retning af nogle svage lys - tilsyneladende kommende fra nogle beboelsesejendomme. De nåede frem til Kinch Alle - og fulgte Bottrupvej mod sydøst. Pludselig lyste mandens øjne op. Nu kan jeg se den gamle hovedvej, og der ligger mig hus. Nu har du været så flink ved mig, så vil du ikke med ind og have en kop kaffe. Måske har konen et par småkager, som du får ganske gratis.".
Knud, som var en høflig ung mand, takkede ja, og blev lukket ind i manden hus. Inde i entreen så han en enorm samling af fyldte spiritusflakser og et have af pokaler - mindst 40 af antal.
"Pokalerne har jeg vundet med min nu afdøde hund."
Knud satte sig på hug og læste indskrifterne på pokalerne. Han var tæt på at le, da han blandt andet kunne læse, at en stor del af pokalerne stammede fra forskellige foreninger - lige fra husmoderforeninger til akvarieforeninger. Han turde ikke kommentere opdagelsen - det ville være uhøfligt.
Efter et par gode kopper kaffe, hvortil der blev serveret småkager - af ældre dato, viste manden Knud ud i en stor garage.
"Det her er min helligdom", sagde manden glad og viste med en bred armbevægelse herlighederne frem. Der stod tre tændte computere på en lang bordplade, og en køn hanhund med et hvidt øre lå og dasede i en gammel sofa. Langs endevæggen stod en masse bure, hvorfra der lød en livlig pludren fra nogle små agerhønelignede fugle.
"Her holder hunden og jeg til. Hunden må nemlig ikke komme indenfor, fordi konen ikke vil have det. Hun vil heller ikke have den i haven, så derfor har jeg indrettet en gammel tidligere papegøjevoliere, hvor den opholder sig i dagtimerne" - brummede manden; " og jeg holder til, hvor jeg føler mig velkommen".
"Det var pokkers til internettrafik du kører" - udbrød Knud.
"Hæ, hæ"! klukkede den gamle mand. Jeg har tre internetadresser, som en jagtkammerat har stillet op for mig, og det er skide skægt at diskutere med mig selv på forskellige jagthjemmesider. Så har man da et klogt menneske at debattere med".
"Tak for din gæstfrihed" sagde Knud. "Nu vil jeg gå over til kirken for at komme i julestemning. Kirken er ikke just køn, men der er masser af historie knyttet til den".
"Man skal ikke lytte til sladder", sagde manden. "Men kunne du ikke gå ind på internettet og finde en hjemmeside, som hedder KANDU. Så logger du dig på - og kalder dig CC1. Du forsøger så at komme i kontakt med de forskellige deltagere på jagtsiden - og måske kan du så finde ud af deres virkelige identitet -for mig. Især er der en der kalder sig Tonganeseren. Men jeg vil også gerne vide hvem Øjenvidnet, Sandhedsvidnet, Provsten, Heidi-Ho og Kaptajn Tommy er. Kan du finde ud af det, så kan du komme med på jagter på mit gods. Jeg vil også forære dig to sække ris, som min kone blandt andet importerer fra udlandet".
Her kunne Knud se at mandens mundvand ligesom løb over, og for at gøre en lang historie kort, lovede Knud at logge sig ind på KANDU siden.
De to mænd hilste farvel. og Knud kunne fortsætte sin julevandring i snefoget.
"Hold da helt ferie for en forestilling" sagde Knud halvhøjt for sig selv. Det er synd for manden, sådan at være henvist til en garage, fyldt med maskindele ; men på den anden side, så hygger han sig godt med at deltage i debatter på forskellige hjemmesider - selv om der åbenbart mest er tale om monologer".
Knud var meget træt, da han nåede tilbage til Øster Snede. Han kom af tøjet, hilste på forældrene og gik op på sit værelse. Han sad lidt og fordøjede det oplevede, og fik en ide.

---

Jeg kontaktede Østerild plantage, hvor man har etableret et stort vindmølle projekt i natur skønne omgivelser, for at delagtigører dem i min planer.
Der er ingen tvivl i mit sind, efter jeg så. at elværket havde sat en ekstra transformator op, umiddelbart op af oldingens bopæl, samt monteret en oliekølet elmåler i hans garage lige over hundens sofa, med de hvide øre.
Jeg havde sneget mig til, at skridte diameteren fra den nærliggende rundkørselen af, en mørk stormende snefuld nat, jeg var jo ikke helt tryg ved manden efter mit første møde, men nu videre med sagen, hallo er det Ditlev....

Mvh
BW

---

Aldrig i mit hele liv har jeg hørt magen til julefortælling - spændende som bare fanden !!!!

Jeg vil gerne hjælpe Knud med at blive inviteret på godsjagt, så her er mit navn: Søren Jensen, Givskud - håber gubben holder ord !!!

ØV4
Multi-X²

---

.

---

Mvh.

Morten Kok
Alias Tonganeseren (udsendt medarbejder fra " Hjul i Danmark".

---

Det blev en dejlig juleaften sammen med forældrene , Knuds tre søskende og samtlige bedsteforældre. Anden juledag blev så brugt til eftertanke, og her kom Knud til at tænke på den mærkelige gamle mand, han mødte juleaftensdag. Nu var Knud blevet nysgerrig. Han lånte faderens Opel Rekord og kørte til Løsning, hvor en god ven, Gert, boede. De to venner smuttede op på Gert`s værelse, hvor der på den sydvendte væg hang et enormt kors med tilbehør - i form af Jesus. Gerts forældre var nødtvungne medlemmer af " De Gammelstærke ", som stadig hører til den højoktane højrefløjs kristne. Her lades ethvert håb ude om en munter livsførelse, men da Gerts far var selvstændig håndværker, var han tvunget til at møde frem til bønnemøder, for overhovedet at få hentet ordrer hjem.
Gert læste jura på Århus Universitet - og var faderens modstykke. Han var meget udadvendt og var glad for damer, men havde holdt de ellers positive lyster hemmeligt for den nærmeste familie.
"Du - Gert! Kender du en sær snegl som bor der hvor Bottrupvej løber ud i den gamle Horsens Landevej? Han er jæger, riffelinstruktør og afholder hundetræning lidt længere nordpå i nærheden af Ry". Han er vistnok også kredsbestyrelsesmedlem under Danmarks Jægerforbund".
"Ja, for Fanden da - nærmest råbte Gert. Ham skal du squ passe på. Hvis man kommer på tværs af ham, så æder han sig ind på dig og forfølger dig med yderst ufine metoder.".
"Ja, jeg følte mig heller ikke helt tryg ved ham, da jeg hjalp ham hjem forleden eftermiddag " - sagde Knud. " Han tumlede rundt i sneen med en sæk agerhøns, som han i øvrigt mistede under samtalen med mig".
Gert grinede. " Så har han bestemt ikke haft det godt. I forvejen er han møgsur at se på, og så går han hele tiden og smækker med et enormt gebis, som han vistnok har fået lavet i udlandet".
"Kender du noget til hans opvækst" spurgte Knus.
"Tjae" - svarede Gert. "Jeg selv har kun set ham, når han svajer ned af hovedgaden med kunstnerhat og gummistøvler, men min far har da fortalt en del om ham. Hans far var mælkekusk og havde en hest, som selv kunne finde vej, når faderen dyrkede sin kæreste hobby indenfor fuglelivet - nemlig nærstudier af lommelærker. Faderen blev alene med knægten, som senere kom på kostskole., og efter endt skolegang tog han vistnok en maskinuddannelse; og ved du nu hvad: Han har squ skrevet en bog om sin barndom. Han kaldte den for "Luskebuksen".
"Den må jeg se at få læst" - svarede Knud. "Noget må der i hvert fald være gået galt under opvæksten. Sjældent har jeg mødt en mand med så udprægede paranoide forestillinger om andre menneskers motiver".
De to venner hørte Gert`s far komme op af trappen og banke på sønnens dør.
"Hallo i to" lød hans hilsen, da han kom ind på værelset.
"Du far" - spurgte Gert. "Vi sidder og snakker om ham den mærkelige ude på Bottrupvej. Altså ham der har skrevet en bog, "Luskebuksen" og som har en hund med et hvidt øre".
"Ja, hvem pokker taler ikke om ham" - brummede faderen indædt. "Jeg har lige hørt, at han er blevet set på slæb ned ad Hovedgaden efter en Volvo, som han havde bidt sig fast i. Man skal altså ikke sætte spoilere på biler. Så har typer som han det alt for let. I det hele taget er det farligt at komme for tæt på ham, med de tænder han har fået sat i kæften. I det hele taget skal man ikke fortælle ham noget som helst man ikke vil høre igen. Mage til sladrekælling skal man lede længe efter. Men derudover kan man kun have ondt af manden. I foråret hørte jeg, at han havde husstandsomdelt et spørgeskema, hvor man kunne svare på, om man var medlem af en forening som hedder DLS - eller ej. Folk ville gerne besvare spørgsmålet, men da der ikke stod nogen afsender på skemaet, vidste man ikke, hvortil skemaet skulle returneres. Nå - I to, kom nu med ned i stuen og få en kop kaffe med nybagte put i fitter og vanillekranse - som mor har bagt selv."
Hyggen var total, og da Knud kørte hjemad, følte han sig glad og afslappet. Men alligevel sneg tankerne om den mærkelig mand sig igen ind i hans bevidsthed. Han måtte simpelthen til bunds i de ting, som angiveligt havde frembragt dette besynderlige og komplicerede menneske. Som troende - og kristen, påhvilede der ham også en udefineret pligt til at udøve sjælesorg. Og så var det jo Jul. I denne højtid bekymrer man sig om andre.

---

Kære Tonganeser !!!

Nu må du sgu' snart stoppe din følletong - min hustru er blevet bange for mit helbred p.g.a. helt uoverstigelige grinekramper - men det lyder grangiveligt som en sandfærdig historie fra den virkelige verden, et sted mellem Vejle og Horsens
Har lige hørt, at den gamle mand har forsøgt at blive en del af "De gammelstærke", men de vil sgu' ikke have ham, da han ikke opfylder kriterierne, ganske som i f.eks. DLS og andre web-baserede fora, hvor han er blevet smidt ud med fynd og klem p.g.a. for meget løgn og praleri !!!

Men jeg sætter gladeligt helbredet på spil i en god sags tjeneste - så jeg ser frem til yderligere fortællinger fra den virkelige verden !!

ØV4
Multi-X²

---

Mvh.
Morten Kok

---

Lyden af bimlende klokker fra Øster Snede Kirke vækkede Knud, som efter sit besøg hos Gert var faldet i en dyb og drømmeløs søvn. I det samme kaldte moderen på ham, og på vej ned af trapperne fra førstesalen, løsnede Knud sit bælte - for om muligt at få plads til lidt godt fra moderens køkken. Der herskede en munter stemning rundt om bordet, hvor adventskransen stod med tændte røde lys,i og efter middagen hjalp Knud moderen med at rydde op og placere det brugte service i opvaskemaskinen. Faderen kom ind i stuen, efter at have været ude i stalden for at fodre den lille flok tamgeder, som han holdt så meget af. Familien samledes derpå i opholdsstuen, hvor Knuds far lagde benene op på en elefantfod, som Knud havde haft med hjem fra en ferie i Marokko.
"Du far" - spurgte Knud. "Jeg mødte en løjerlig gammel mand forleden, på min spadsertur til Ølsted. Han gjorde et dybt indtryk på mig. Det undrer mig bare, at et menneske kan være så fuld af kontraster - som ham. Han skiftevis bandede, smiskede og klynkede, og så bad han mig om hjælp til at afsløre medlemmer af en forening, som han kaldte DLS. Han fortalte mig, at han var kredsbestyrelsesmedlem af Danmarks Jægerforbund, hundekoordinator og riffelinstruktør. Og så var han udstyret med nogle enorme kunstige tænder; og så var det, at han bad mig udføre noget undergrundsarbejde, gående ud på at afsløre nogle deltager på en jagthjemmeside - KANDU".
Faderen, som siden 16-års alderen havde været aktiv jæger, fortalte nu Knud om jagtorganisationernes opbygning og udbredelse - sådan rent historisk, hvorefter han fortsatte: " Ser du - kære Knud. Nu taler jeg nødigt dårligt om folk jeg ikke kender ordentligt, men i dette tilfælde vil jeg dog gøre en undtagelse, fordi jeg ikke ønsker, at du skal ende i noget skidt, hvis du vælger at have noget med den nævnte gamle mand at gøre. Hvis du gør, hvad han siger, så risikerer du at gøre andre ondt".
"Ser du" - fortsatte faderen. "Det er ikke rigtigt, at jeg ikke kender bemeldte mand. Som du ved, så er jeg medlem af Midtjysk Gedeavlerforening, og det var han også - engang. Det gik såmænd fornuftigt nok med ham i foreningen, men på et tidspunkt blev han udnævnt til avlskoordinator, og det steg ham squ til hovedet. Så ville han være kasserer - så formand - så kredsbestyrelsesformand og så videre og så videre, og det endte selvfølgelig med at vi bad ham ryge og rejse. Jeg ved så, at det samme er sket for ham - endog flere gange i andre sammenhænge.". Her holdt faderen en lang pause, mens han stoppede sin pibe.
"Men det værste var, at jeg for nogle år siden fik stukket en artikel i næven, hvor jeg læste, at han Gudhjælpemig havde myrdet en tamged i en skovbørnehave. Efter sigende stod den lige foran ham - med bedende øjne, mens han lagde sin riffel i en trebenet skydestok. Første og andet skud gik ved siden af, men det tredje ramte desværre. Jeg blev squ så ked af det - på geden og menneskehedens vegne. Du ved, jeg holder så meget af geder, og hans nedrige gerning glemmer jeg ham aldrig for. Jeg ringede forresten til ham og fortalte, hvad jeg mente om ham, og ved du hvad, Knud, hvad han sagde"???
"Nej far, det ved jeg ikke" svarede Knud.
"Han sagde frækt" - og her knækkede faderens stemme sammen, "han sagde, Fanden brække alle hans knogler, at det var hans måde at hævne sig på - over eksklusionen fra gedeavlerforeningen".
"I Guder" - hviskede Knud medfølende. " Så forstår jeg godt, hvorfor alle jeg taler med, begynder at ryste på hænderne, når talen falde på Ølstedmanden".
"Kære Knud" - sagde faderen sagte. "Jeg er bange for at du har udfordret skæbnen ved at hjælpe Ølstedmanden - selv om du i virkeligheden udførte en god gerning. Måske menneskeheden havde haft det bedre, hvis ingen havde fundet ham. Nu må du passe godt på dig selv - når du er udenfor. Nu kan alt ske"!!

Morten Kok

---

Det var blevet hverdag igen - i Øster Snede, hvilket normalt betyder, at menighedsrådsmedlemmerne ikke mere står og lurer på, hvem der møder frem i kirken. Knud lånte endnu en gang faderens Opel Rekord og kørte til Horsens, hvor han skulle proviantere til Nytårsaften. Anne-Grethe, den kønne mørkhårede pige fra Løsning fyldte stadig meget i hans bevidsthed, og skulle de to vederkvæges sammen - Nytårsnat, så skulle han lige proviantere, før han købte raketter. En teologistuderende går vel ikke uforberedt i nærkamp med en lokal skønhed.
Horsens havde altid irriteret ham. Et hul i jorden - i sammenligning med provinsbyer som Silkeborg, Haderslev og Aabenraa. Vejle kunne gå an, men da en hobbyforretning i Horsens havde gode tilbud på fyrværkeri - så gik turen altså til Horsens, hvor han parkerede i Nørregade. Han ankom til hobbyforretningen, hvor kunderne var begyndt at købe fyrværkeri. Knud gik rundt og kigge priser, men pludselig hørte han en kendt stemme. Den talende var intet mindre end den gamle mand, han fandt i sneen lige nordvest for Ølsted.
Stemningen var nærmest på kogepunktet. Ekspedienten var tydeligvis træt af den gamle, og indehaveren af forretningen var på vej hen til de to kombattanter.
Knud hørte indehaveren forsøge sig med en udglattende manøvre, men den gamle mand brølede op i en mærkelig blanding af udefinerbare og raspende lyde, og tydeligvis forstod hverken ekspedient eller indehaver, hvad den gamle i virkeligheden ønskede.
"Nej, hr. - vi fører ikke nissehuer i grønt, selv om De påstår at være Julemanden. Vi har stadig nogle enkelte i rødt. De kan prøve en på, men jeg tror helt bestemt, at deres hoved er for stort".
Knud gik hen til den gamle mand - og tog ham diskret i armen. Den gamle kiggede først uforstående på Knud, men efter nogle lange minutter begyndte han at smile. Først ganske lidt, derpå en smule mere for til sidst at smile bredt.
"Jamen goddaw igen - unge mand. Du kan måske hjælpe mig her."
"Jeg kunne ikke undgå at høre, at du søger en grøn nissehue - og at du mener at være selveste Julemanden".
"Det har jeg aldrig sagt" - raspede den gamle og rystede voldsomt på hovedet. Men du er jo en ung mand, og du har nok mere forstand på teknik - end jeg har, selv om jeg er Hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Jægeforbund".
"Øh" - sagde Knud. " Var det ikke kredsbestyrelsesformand du var?".
"Nå ja, svarede den gamle. "Nu skal man ikke altid hænge sig i bagateller; men hvis du kan håndtere en hemmelighed, så ender jeg nok som formand for forbundet. Der er 2 medlemmer af forbundet som har foreslået mig, hæ, hæ."
"Jeg skulle hjælpe dig med noget" - sagde Knud, idet han bemærkede, at samtlige kunder og ansatte i forretningen nu opmærksomt stod og betragtede den gamle, som tydeligvis satte pris på at være i centrum.
"Ja altså". Man kan købe fjernstyrede biler, flyvemaskiner, tanks og helikoptere, men inu kan man åbenbart ikke finde ud af at hjemtage fjernstyrede hunde, katte, agerhøns og lignende. Forleden eftermiddag spændte et medlem af DLS ben for mig, og jeg mistede 14 agerhøns, som fløj ud af min sæk. Nu har jeg inviteret til hundetræning på mit gods - i januar, og da jeg ingen agerhøns har tilbage til træningen, ja så havde jeg forestillet mig, at man kunne bruge en fjernstyret fugl."
Her kunne Knud ikke lade være med at grine. "Jamen så kunne du jo købe en fjernstyret legetøjstank og lade din kone hækle en kunstig agerhøne, som du så kan sætte ovenpå tanken."
"Håh!" - udbrød den gamle. "Jamen Herre Jerimiah og Amen i kirken" - du har squ da løst et af hundesportens største problemer. Så behøver vi ikke fremover at opdrætte agerhøns eller vagtler til hundetræning, og så har vi heller ikke resten af jægerne på nakken".
Den gamle fortsatte:
"Doh"! Du lovede at finde ud af hvem deltagerne på KANDU i virkeligheden er".
"Lovede og lovede" svarede Knud. Jeg har faktisk ikke lyst til at udlevere nogen som helst, og meget af det, du har sagt, holder vistnok ikke helt vand i byretten - som man siger":
"Hvad Satan er det du siger" - brølede den gamle. To hunde udenfor forretningen begyndte at hyle, en ung mor brød grædende sammen af ren og skær angst og Knud skyndte sig ud gennem forretningsdøren - med den gamle i hælene.
"Nu ved jeg, hvem du er" hylede den gamle. Du får min advokat på nakken. Du skal Fandeme ikke true mig med retssag, jeg skal komme efter dig, du skal aldrig føle dig sikker . . . du er bare et sølle medlem af DLS, du, du, din, din . . . . ." Her løb den gamle tom for luft - mens Knud spænede ned ad Nørregade. Han nåede faderens Opel, fik den startet og skyndte sig fra stedet. Han tog motorvejen til vejle, hvor han fik købt det, han manglede.
Da han kom hjem, fortalte han faderen om det passerede.
"Hvad sagde jeg" udtalte faderen rystet. "Nu kan du forvente alt fra den gamle idiot. Du skal ikke blive forundret, hvis han nu begynder at lade sin kone foretage opkald til vores telefon, så han kan kortlægge din færden. Vi må nok lige snakke med din mor om sagen, så hun kan være forberedt, hvis hun ser fjolset i gadebilledet. Han kunne sagtens finde på at lukke luft ud af bildækkene.
"For Fanden da" tænkte Knud. "Hvad har jeg dog rodet mig ind i"? For at glemme hændelsen i Horsens, satte han sig foran fjernsynet i stuen og følte sig hjemme igen. Kukuret slog 17.00 og efter et kvarters tid sov Knud så trygt som kun en ærlig mand kan gøre det.

Morten Kok

Indehaver af fuld kunsterisk frihed

---

---

Min kære Morten Kok !!

Den omtalte gamle mand ligner sgu' mere og mere en meget kendt "godsejer" med lejet jagt, som huserer i det midt/østjyske område ?? Det skulle vel ikke være ?? Jeg tør ikke sige navnet, da risikoen for en antom-bompe efter helt uskyldige mennesker er alt for stor !! Og det ville jo ikke være så godt her ind under jul
Gad vide om den gamle mand og hans familie skal lave ris a la mande af de løse importerede ris fra fjernøsten - så får de sig sgu' en slem oplevelse !!

ØV4
Multi-X

---

Min kære Øjenvidnet4.
Desuagtet, at en af personerne, her den gamle mand, ligner noget bekendt, så er juleberetningen her ren og skær fiktion, idet intet normalt menneske ville kunne opføre sig så vanvittigt - som den i juleberetningen nævnte "gamle mand".

Mvh.
Morten Kok
Indehaver af fuld kunstnerisk frihed.

For ind i Helevede da, hvor var det koldt at være på jagt i dag.

---

Kære Tonganeser.

Jeg vil gerne give Øjenvidnet4 en stor rose for sit mod med at oplyse navn og adresse !!! Det er stort og meget, meget modigt !
Med hensyn til selve historien, vil jeg mene den er på højde med Juleevangeliet: Og det skete i de dage ........næsten !!
Tonganeseren er den fødte forfatter, som er flere gedehoveder foran Bent Ballegaard Knudsen, som jo også kalder sig forfatter, gud bedre det !
Jeg stoler fuldt ud på din dømmekraft og indsigt i svært tilgængelige menneskers lev og levned, som det er tilfældet med gededræberen - tak for en god og meget sandfærdig historie.

Med venlig hilsen
Provsten1
Multi-X

---

Tusinde tak for de smukke ord - kære Provst. Vi "forfattere" nyder at blive strøget med hårene; det får os til at føle os værdsat og savnet - når vi ikke gider lave noget.

Jeg har overvejet selv at bekoste udgivelsen af værket "Engang i det Hellige Land - en juleberetning" - ikke fordi min forlægger finder værket tarveligt eller uegnet, men fordi jeg ikke ønsker penge mellem min ringhed og forlaget - som i øvrigt hedder " KLYX Aps.mba".

Jeg er klar over, at værket her går rimelig tæt på kendte og ukendte personer, men så bare vent til efterfølgeren, hvor jeg for alvor gør op med alle de dumme svin, jeg har mødt i mit liv. De fleste er desværre bortgået af naturlige - eller unaturlige årsager. Sidste kategori har alle været inviteret på jagter på mit revir.

Idet jeg forbliver . . . . etc.

Morten Kok


Indehaver af fuld kunstnerisk frihed og en hund.

---

Knud drømte, mens han halvt lå i faderens store magelige lænestol. Et saligt smil lurede på hans læber. Han sad i faderens Opel rekord, med Anne-Grethe ved sin side. Hun bar en lammeskindspels, og hættens hvide foer indrammede hendes smukke ansigt og det fantastiske mørke hår. Hendes øjne strålede, og hendes smukke velformede læber var let adskilte. Sneen faldt tungt udenfor bilen og Knud følte en intens lykke, og en vis tranghed under rattet, mens han sad der og holdt om Anne-Grethe.
Pludselig blev den dejlige drøm afbrudt og afløstes af et uhyggeligt mareridt. For sit indre øje så Knud nu den gamle mand, men denne gang prydede et par stor horn manden store plumpe hoved. Flammer stod op omkring den gamle, som holdt en rødglødende trefork i hænderne. Med fuld rumklang drønede hans stemme: "Dø - din nedrige forræder. Du har svigtet sagen - og mig"!!!!! Med et højt skrig vågnede Knud, hvorpå forældrene kom styrtende ind i stuen.
"Jamen Knud dog" - udbrød moderen.
"Puha" stønnede Knud. "Jeg drømte bare om den gamle mand. Han lignede Fanden selv og holdt en trefork i hænderne".
"Det er godt nok mærkeligt - det her" sagde faderen. Jeg har også set den gamle idiot sådan, men det var på en hjemmeside, vistnok fra Afrika. Nu starter jeg pc`eren - og så skal jeg vise dig, hvad jeg tænker på. Der er nemlig også et bilede af den søde ged, jeg fortalte dig om i går. Det er godt nok mærkeligt - det her. Fandeme uhyggeligt!!!
Faderen tændte for computeren og fandt hurtigt den hjemmeside, han søgte.
"Her ser du tomben, og her er et billede af den stakkels vædder, som han nedlagde så skamløst. Og så har han end ikke trukket bundstykket tilbage på riflen - og løbet peger direkte på fotografen. Det er jo grænseoverskridende - det her. Manden er jo livsfarlig for sine omgivelser".
"Hold da helt op" svarede Knud, som læste højt af den ledsagende tekst." Nu forstår jeg bedre, at jeg ikke følte mig tryg ved hans person. "Far" - kan du ikke lige finde den hjemmeside, den gamle kalder KANDU"?
Faderen loggede sig ind på hjemmesiden. "Det er en voldsom omgang, hvis du har til hensigt at gennemlæse de sidst forløbne tre års ballade på hjemmesiden. Til alt held ser det ud til, at den gamle ikke tør vise sig mere, og det er dælen drolme det mest positive, der er sket siden Anden Verdenskrig. Han har forresten været på samtlige jagthjemmesider herhjemme, hvor han undertiden deltog han med tre - fire pseudonymer - blandt andet Julemanden Kandu. Men de andre lurede ham hurtigt og fik ham verfet ud".
Det blev lyst udenfor faderens arbejdsværelse, før Knud blev færdig med at danne sig et overblik over års indædt kamp på hjemmesiden KANDU, for at få bragt den gamle mand til tavshed. Til tider en smule trist læsning, men Knud kunne ikke undgå at føle den dybeste respekt for hjemmesidens frihedskæmpere. Til trods for trusler om alt mellem Himmel og Jord stod man sammen - med et enestående resultat.
Der var ikke solsortehalløj, da Knud smuttede ned mellem lagnerne i sengen på det sydvendte loftsværelse. Nu skulle det blive lækkert med et par timers søvn.
Moderen vækkede ham ved 12-tiden.
"Knud", du skal op. "Der er en i telefonen, som gerne vil tale med dig".
Knud skyndte sig ned i stuen - og holdt telefonrøret op til sit venstre øre.
"Hallo - det er Knud".
Der gik en rum tid, før en kvinde med en påfaldende fjernøstlig dialekt besvarede Knud`s hallo.
"Undskyld, men jeg må have fået "fårkært" "telefonnumber" - hvorefter forbindelsen uden videre blev afbrudt. Desværre kom opkaldet tilsyneladende fra en mobiltelefon - og da forældrenes telefon samtidig var af ældre dato, kunne Knud ikke hitte ud af, hvorfra opkaldet kom.

Morten Kok
Indehaver af fuld kunstnerisk frihed - og en hund.

---

Også indehaver af et flænset vinterdæk på højre baghjul.

Morten Kok
Indehaver af fuld kunstnerisk frihed.

---

Er der bidmærker i dækket ???

For hvis det er tilfældet, så er historien ikke fiktion længere, men en særdeles alvorlig situation, som skal tages meget seriøst !!

ØV4
Multi-X, som fordømmer anonyme telefonopkald !!!

---

Kære Øjenvidnet4.
Det ser godt nok ærkeligt ud. Der er fodspor hen til bilen - og så ser det Fandeme ud til, at nogen har ligget ved siden af dækket - og det er ikke mig.
Dækket er flænset med et stor V mærke, og det kunne måske stamme fra en kraftig hjørnetand. Samtidig ser det ud til, at bagskærmen ligesom er presset lidt udad, og jeg fandt en lille tot hår i dinitrolen på indersiden af skærmen. Det er ikke ulvepels - men har samme farve.
Det er muligt, at en person har lagt sig på knæ og eventuelt har bidt dækket i stykker - og da luften drøner ud af dækket, hamrer han hovedet opad - og slår skallen ind i skærmkassen.
Alt er muligt - og hvis det er ham, vi alle tænker på - altså bilbideren, så skal vi til at passe på.

Mvh.
Tonganeseren
Multi-X
På pürsch efter Julemanden

---

Det er fandeme uhyggeligt, du !!!

Jeg har her i formiddag talt med én af mine gode venner i det østjyske. Han kunne fortælle, at der ikke er liv på Bottrupvej - sneen ligger højt op ad portene, ingen julepynt som der plejer, ingen lys i hverken vinduer eller på landingsbanen for kanen ? Så muligheden for at han p.t. er på turné hos alle sine "fjender", er absolut tilstede - uha, uha - og så her op til jul !!!
Skal man have ladet nogle haglpatroner med salt og peber klar til at blive brugt ? Uha hvor er det spændende om han besøger højskolen ved Vejle fjord for at få fat i mig ?? For han tror jo stadig jeg er pedelmedhjælper på skolen i en arbejdsprøvnings-situation ??
Jeg må erkende at jeg er lidt utryg ved sagen - måske alle Multier skal danne telefonkæder for at imødegå truslen fra den gale mand ?

ØV4
Multi-X'er på vagt

---

Dagene op til nytårsaftensdag forløb som den slags plejer at gøre. Ungdommen i Øster Snede plejer ikke at bruge de helt store kanonslag, idet forældrene for det meste højst tillader stjernekastere - som forlystelsesobjekt. I Øster Snede har man aldrig været til de helt store udskejelser, mest fordi tidligere tiders sognepræster har kappedes om hver sin fortolkning af farven - sort. Knud studerede teologi, men tiden plejer at læge alle sår, og han havde besluttet sig til, efter afsluttet embedseksamen, at finde et kald så langt væk som muligt fra Øster Snede. Hans kærlighed til menneskeheden var alt for stor til at skamride de ydmyge sjæle i et samfund, som i årtier var blevet psykisk misbrugt af sorte mænd med hvide pibekraver. Knud ville finde en køn livsledsagerske, og Anne-Grethe var bestemt et emne. Bare tanken om at vågne op ved siden af hende, gjorde Knud varm - helt ind til tolvfingertarmen. I aften - eller rettere nytårsnat, skulle det så vise sig, om der var noget at bygge på - med Anne-Grethe.
Men først ville han nyde at være sammen med sin familie, og duften af flæskested og rødkål var et passende punktum for en dejlig juleferie, som dog også havde indeholdt dramatiske øjeblikke.
Telefonen ringede, og Knud tog telefonen.
"Hallo - det er Knud".
Der gik en rum tid, før en kvinde med påfaldende fjernøstlig accent besvarede Knud`s hallo. I baggrunden kunne Knud høre en tung prusten, som nok ikke stammede fra kvinden, der foretog opkaldet.
"Undskyld, men jeg må have fået "fårkært" "telefonnumber" - hvorefter forbindelsen uden videre blev afbrudt.
"Det var dog satans" - mumlede Knud. "Det er ren og skær terror - det her. Han bandede stille over at forældrene stadig ikke havde fået udskiftet oldstykket af en gammel telefon.
Middagen forløb dejligt. Der blev fortalt vittigheder - og tidspunktet kom, hvor faderen skulle køre Knud til Løsning Kro.
"Æhææm" sagde faderen. "Nu passer du godt på dig selv, og hav så lige et øje i nakken, hvis fjolset fra Ølsted skulle finde på at kontakte dig".
"Far altså. Jeg er gammel nok til at tage vare på den slags. Hvis han dukker op, så tager vi tingene i deres rette rækkefølge. Han er en gammel mand, som ikke udgør nogen risiko for nogen som helst".
Knud og faderen ankom til kroen, hvor mest yngre gæster var ved at indfinde sig. Knud sagde farvel til sin far og gik mod indgangen.
Anne-Grethe var allerede ankommet, og hun kom ham bredt smilende i møde. "Nu skal vi hygge os sammen - kære Knud. Jeg har glædet mig helt afsindigt".
Nu kunne det hele styrte sammen om hovedet på Knud. Han var ganske enkelt så glad, at intet kunne røre ham.
I stedet for Rasmus C-dur havde krobestyreren engageret en hyggeligt band fra Aarhus, og de lød angiveligt som TV-2 gruppen.
"Nøj, hvor fint - det her. Så slipper vi for gamle Rasmus".
Der blev drukket og danset tæt, og midt i det hele kom Knuds ven - Gert - hen til det tæt sammenslyngede par og hviskede: "Du, Knud. Kom lige med udenfor. Der står squ en julemand, som gerne vil tale med dig. Han siger, det drejer sig om din fremtid".
"En julemand!! Ham må jeg lige have en snak med. Jeg har en mistanke om hvem det er".
Knud gik mod udgangen og kom ud i den friske kolde luft, godt krydret med stanken fra forbrændingen mod vest. Han gik rundt om hjørnet, og helt inde langs husmuren stod der gudhjælpemig en julemand i et lettere derangeret julemandsoutfit .
"jeg vil godt lige vende et par ord med dig" snerrede julemanden.
"Nååååh! Det er dig" udbrød Knud.
"Ja, hvem skulle det ellers være? raspede gamlingen. For det første har min kone ikke ringet til dig - det hørte jeg selv, og for det andet vil jeg vide, om du har oplysninger til mig om deltagerne på KANDU siden. Det lovede du mig; og man skal holde, hvad man lover - det gør jeg altid selv".
Knud gik helt tæt ind på den gamle. "Hør nu her! jeg gider ikke hænge andre til tørre på din snor, og nu skal du holde dig langt væk fra mig. Jeg gider ikke det her mere".
Den gamle trådte forskrækket et skridt tilbage - og ud fra hans nissefrakke faldt en gammel transportabel båndoptager. Ved faldet mod fortovet gik den i flere stykker - og en kassette røg ud.
"Min bomoptar" hylede gamlinge. "Nu har du ødelagt min bomoptar".
Knud sparkede båndoptagerens låg ud i rendestenen, vendte sig og forlod den ophidsede julemand. Anne-Grethe stod og ventede - mest af alt lignende et stort spørgsmålstegn.
"Hvad gik det ud på" spurgte hun forundret.
"Årh", svarede Knud - "jeg havde lige en afsluttende samtale med en rablende skør julemand".
"Næ, næ, lød det faretruende fra den gamle, som var fulgt efter dem."It is knot over, bfør it is øver" - knurrede ham. Derpå forsvandt han omkring hushjørnet, og Knud kunne høre en bil blive startet.
En anden af Knuds venner kom hen til parret.
"Sig mig, var det ikke ham den gamle Ølstedmand som var klædt ud som juelmand"?
"Jo, svarede Knud. Det var squ Ølstedmanden i egen grove figur".
"He, he" grinede vennen, som hed Karl. Han er ikke ligefrem normal oven i roen, min far har haft noget kørende med ham omkring noget hundeavlsarbejde, og samarbejdet mellem min far og Ølstedmanden gik helt i hundene ".

Morten Kok
Indehaver af fuld kunstnerisk frihed.

---

Det er sublimt det her Tonganeser, måske er det en glimrende drejebog, til en voksen-julekalender for TV Syd til 2013, med en genopstandelse af de Nattergale som hovedkræfter.
De har vist dænderne inu,, ude på det mørke, mørke rekvisitlager, fra " The Julekalender".

Dette nye kommende pragtværk kunne samle seertal, så Sara Lund vil trække Sweat-tingen helt op over hovedet. Følgevirkningen vil uden tvivl være, at Bottrup Geden, som pang-dang til Istedløven, nok ville forlange en nedlagt flise, i rundkørselen med hans tandaftryk og genitalier præget i, banket solidt ned i samme, men de findes vist også i str. 80 X 80 cm, så det burde kunne løses., med hjælp fra en mere larmende udgave, af hans foretrukne jagtobjekt og bilmærke, nemlig i form af en god gul " Gummiged" af mærket Volvo, ligesom lidt hjælp,- fra den ene skovl, til den anden skovl

Spændende hvad det udvikler sig til, nu er det vel fiktion eller . For nogle gange overgår virkeligheden jo fantasien

Måske skal du lave en novellesamling, som måske kunne hedde,- "I Bottrup Manden´s Dænder´s Klare Lys, eller endnu bedre,- " I Julemanden Kandu´s Dænder´s, Snart Gul Og Gratis, Svage Lys" .

Ser frem til den videre udvikling, i en måske kommende trilogi om Bottrup Krybberen, der burde måske være " hændelser" nok, til et sådant værk, hvis min mistanke er korrekt om indhold og slutning, men spændende er det

Mvh
BW

---

ØV4

---

Nytårsaftenen gik så håbet. Knud var ikke afholdsmand - langt fra, men da han fra tidligere vidste, at indtagelse af alkohol ofte sætter grænser for fysiske udfoldelser, holdt han lidt igen. Han skulle jo også følge Anne-Grethe hjem. Det gik nu også godt nok. Hendes forældre boede på en lille velholdt trelænget gård i udkanten af Løsning, og da turtelduerne ved 4 - tiden ankom til gården, søgte de ind i en tidligere kostald, som nu blev brugt til repræsentative formå. Nu skal forfatteren ikke hænge de unge ud for usædelig adfærd, der skal nemlig meget lidt til i et religiøst befængt område, og derfor springer historien til den næste dags eftermiddag ved 14-tiden, hvor Gert og Karl kom forbi, for at tilse Knud, som kun i mindre detaljer ville redegøre for nattens forløb. Det eneste, som kunne indikere noget intimt var, at han ikke kunne forstå, at eskimoer kunne formere sig i den satans kulde.
Venners hyggede sig gevaldigt på Knud`s hyggelige værelse, og Knud spurgte Karl om den udtalelse han havde hørt - Nytårsaften, efter sammenstødet med den gamle hønisse i Løsning.
"Du - Karl! Hvad var det egentlig for noget med din far og hønissen med deres samarbejde"?
"Årh for ind i det sorteste Indre Mission. Det er en længere historie, men hvis du virkelig ønsker at høre den, så for min skyld ingen alarm".
De unge mænd bemægtigede sig hver deres julebryg - og Karls satte igang.
"Jo, ser I Så vidt min far har fortalt det, så vendte Ølstedmanden hjem efter nogle år til søs som maskinist. Mens han var i en østasiatisk ø stat var han vistnok involveret i mellemfolkeligt samarbejde, i hvert fald kom han hjem i begyndelsen af halvfemserne med en yngre enlig mor, som han giftede sig med. Da han bosatte sig i Ølsted skiftede han pludselig titel til ingeniør med speciale i trykbærende anlæg, hvilket skabte en del mor blandt lokalbefolkningen - isæt da han som forklaring meddelte, at han Søreme havde papir på at være engeneerer - altså en slags maskinarbejder . For ligesom at stive sig selv af, skrev han en lille bog om sin barndom, og har siden kaldt sig forfatter - hvilket formelt er rigtigt. Samtidig fik han smidt slæberne indenfor et gods i nærheden af Ry, hvor han siden har ført sig frem som godsejer.
"jamen, hvad var det så med hundearbejdet"?
"Jo ser I" svarede Karl. "Han købte en langøret hund, ja han fik den vistnok forærende, fordi kennel ejeren ikke gad høre på hans jamren . Han meldte sig derpå ind i en lokalforening for langørede jagthunde i Horsens, men her lavede han lynhurtigt så meget rav i den, at han blev smidt ud. Det viste sig nemlig også, at han var i gang med ulovligt opdræt, hvorpå han også blev bedt om at rette ind fra landsforeningen - eller skride. Det var sådan set der, min far var indblandet. Min far ville dog ikke være med på julelegene - og tog afstand fra Ølstedmandens fiduser. Efterfølgende indledte Ølstedmanden en lang række temmelig uartige angreb på min far, som i fuld offentlighed blev beskyldt for at være far til en anden hundeopdrætter. Niller, blev han vistnok kaldt. Men her gik det op for lokalbefolkningen hvor dumt et svin Ølsted manden i virkeligheden var, idet han - da Niller pludselig døde, fortsatte med at tilsmudse Nillers minde. Min far rettede henvendelse til Nillers enke - og fortalte hvorfra de beskidte rygter stammede, hvorefter enken gik rundt og fortalte naboerne, hvad Ølstedmanden havde gang i. Ølstedmanden er derfor i dag en af de mest forhadte og upopulære mennesker i lokalsamfundet".

"Nåh ja" sagde Gert. "Han var faktisk engang ansat ved Kalø som hundekoordinator, men der blev han hældt ud, fordi misbrugte noget af forbundets brevpapir til at skabe ufred mellem et trykkeri og foreningen DLS. Det har min far fortalt mig".

"Hvordan kan man dog bruge en sådan mand i Danmarks Jægerforbund" - svarede Knud.
"Årh! Svarede Karl, " Danmarks Jægerforbund lever jo af medlemmernes kontingenter, og tilsyneladende er man ligeglade med, hvor pengene kommer fra.
"Tjae" - føjede Knud til, "prostitutionen har mange ansigter, men det kan ikke undgå at påvirke offentlighedens mening om jægere i negativ retning, når en af dem opfører sig så komplet vanvittigt".
"Skål venner" - vi blæser narren en hatfuld.
Derefter sad de tre venner og stirrede på resterne af kalenderlyset på Knuds sofabord.
"Fortæl det nu - din stud" grinede Gert. Fik du dusket Anne-Grethe"?



Morten Kok
Indehaver af fuld kunstnerisk frihed og en rimelig god humoristisk sans..

---

Ved reaktionens afslutning fandt man ud af, at der var for mange trykfejl i foreløbigt sidst del af julebretningen. Det kunne jo være, at Ølstedmanden læste med, og for ikke at bringe meningsforstyrrende fejl til torvs, er her den rettede udgave.

Nytårsaftenen gik som håbet. Knud var ikke afholdsmand - langt fra, men da han fra tidligere vidste, at indtagelse af alkohol ofte sætter grænser for fysiske udfoldelser, holdt han lidt igen. Han skulle jo også følge Anne-Grethe hjem. Det gik nu også godt nok. Hendes forældre boede på en lille velholdt trelænget gård i udkanten af Løsning, og da turtelduerne ved 4 - tiden ankom til gården, søgte de ind i en tidligere kostald, som nu blev brugt til repræsentative formå. Nu skal forfatteren ikke hænge de unge ud for usædelig adfærd, der skal nemlig meget lidt til i et religiøst befængt område, og derfor springer historien til den næste dags eftermiddag ved 14-tiden, hvor Gert og Karl kom forbi, for at tilse Knud, som kun i mindre detaljer ville redegøre for nattens forløb. Det eneste, som kunne indikere noget intimt var, at han ikke kunne forstå, at eskimoer kunne formere sig i den satans kulde.
Vennene hyggede sig gevaldigt på Knud`s hyggelige værelse, og Knud spurgte Karl om den udtalelse han havde hørt - Nytårsaften, efter sammenstødet med den gamle hønisse i Løsning.
"Du - Karl! Hvad var det egentlig for noget med din far og hønissen med deres samarbejde"?
"Årh for ind i det sorteste Indre Mission. Det er en længere historie, men hvis du virkelig ønsker at høre den, så for min skyld ingen alarm".
De unge mænd bemægtigede sig hver deres julebryg - og Karl satte igang.
"Jo, ser I. Så vidt min far har fortalt det, så vendte Ølstedmanden hjem efter nogle år til søs som maskinist. Mens han var i en østasiatisk ø stat var han vistnok involveret i mellemfolkeligt samarbejde, i hvert fald kom han hjem i begyndelsen af halvfemserne med en yngre enlig mor, som han giftede sig med. Da han bosatte sig i Ølsted skiftede han pludselig titel til ingeniør med speciale i trykbærende anlæg, hvilket skabte en del moro blandt lokalbefolkningen - især da han som forklaring meddelte, at han Søreme havde papir på at være engeneerer - altså en slags maskinarbejder . For ligesom at stive sig selv af, skrev han en lille bog om sin barndom, og har siden kaldt sig forfatter - hvilket formelt er rigtigt. Samtidig fik han smidt slæberne indenfor på et gods i nærheden af Ry, hvor han siden har ført sig frem som godsejer.
"jamen, hvad var det så med hundearbejdet"?
"Jo ser I" svarede Karl. "Han købte en langøret hund, ja han fik den vistnok forærende, fordi kennel ejeren ikke gad høre på hans jamren . Han meldte sig derpå ind i en lokalforening for langørede jagthunde i Horsens, men her lavede han lynhurtigt så meget rav i den, at han blev smidt ud. Det viste sig nemlig også, at han var i gang med ulovligt opdræt, hvorpå han også blev bedt om at rette ind fra landsforeningen - eller skride. Det var sådan set der, min far var indblandet. Min far ville dog ikke være med på julelegene - og tog afstand fra Ølstedmandens fiduser. Efterfølgende indledte Ølstedmanden en lang række temmeligt uartige angreb på min far, som i fuld offentlighed blev beskyldt for at være far til en anden hundeopdrætter. Niller, blev han vistnok kaldt.
Men her gik det op for lokalbefolkningen hvor dumt et svin Ølsted manden i virkeligheden var, idet han - da Niller pludselig døde, fortsatte med at tilsmudse Nillers minde. Min far rettede henvendelse til Nillers enke - og fortalte hvorfra de beskidte rygter stammede, hvorefter enken gik rundt og fortalte naboerne, hvad Ølstedmanden havde gang i. Ølstedmanden er derfor i dag en af de mest forhadte og upopulære mennesker i lokalsamfundet".

"Nåh ja" sagde Gert. "Han var faktisk engang ansat ved Kalø som hundekoordinator, men der blev han hældt ud, fordi misbrugte noget af forbundets brevpapir til at skabe ufred mellem et trykkeri og foreningen DLS. Det har min far fortalt mig".

"Hvordan kan man dog bruge en sådan mand i Danmarks Jægerforbund" - svarede Knud.
"Årh! Svarede Karl, " Danmarks Jægerforbund lever jo af medlemmernes kontingenter, og tilsyneladende er man ligeglade med, hvor pengene kommer fra.
"Tjae" - føjede Knud til, "prostitutionen har mange ansigter, men det kan ikke undgå at påvirke offentlighedens mening om jægere i negativ retning, når en af dem opfører sig så komplet vanvittigt".
"Skål venner" - vi blæser narren en hatfuld.
Derefter sad de tre venner og stirrede på resterne af kalenderlyset på Knuds sofabord.
"Fortæl det nu - din stud" grinede Gert. Fik du dusket Anne-Grethe"?

Sådan!!

Morten Kok. Indehaver af udvidet kunstenrisk frihed - og en hund der snorker.


Morten Kok
Indehaver af fuld kunstnerisk frihed og en rimelig god humoristisk sans.

---

Dusket eller ikke dusket - det er det store spørgsmål. Et sødt ord for lidt håndgemæng mellem kønne og ikke et af de mere rabiate udtryk, som man ofte hører i venners lag.
Knud havde fået en på opleveren, og nu skulle han snart tilbage til hovedstaden, for at studere teologi. Men hvad så med den søde Anne-Grethe. Blot hendes navn fik ham til at være åndsfraværende, og den måde hun kyssede på, fremkaldte gåsehud på hans underarme. Han havde vel også et ansvar for hendes ve og vel, nu hvor hun var sat i forbindelse med ham. Han greb telefonrøret og ringede til Anne-Grethe, som lige havde fået ny mobiltelefon. Sådan en fætter skulle Knud også have.
Anne-Grethes lidt hæse stemme besvarede opkaldet, og hun var henrykt for at høre hans Knud`s stemme.
"Tak for sidst" sagde hun med den spøjse dialekt, som vistnok stammede fra egnen ved Juelsminde. Lidt bondsk, men alligevel henrivende.
Knud rømmede sig. "Jeg har tænkt over os to, og vil du blive glad, hvis jeg færdiggør mine studier ved Aarhus Universitet? Så kan vi måske bo sammen - altså hvis du vil. Du starter jo på dine studier til august"?
Anne-Grethes stemme blev endnu varmere. "Der er ikke noget i denne verden, jeg hellere vil - kære Nud". Hun lød noget forkølet, og havde svært ved at artikulere "K`et" i Knud.
"jamen, så går jeg i gang med projektet, og jeg vil forsøge at finde en hyggelig lejlighed i nærheden af Langelandsgade".
" I Guder, hvor jeg glæder mig" - sukkede Anne-Grethe Højlydt. "Jeg har lige været en tur i Løsning, for at købe en æske chokolade til i aften, hvor mine bedsteforældre kommer".
De to turtelduer sagde farvel til hinanden, og Knud gik ned i stuen for at fortælle forældrene nyheden.
Så ringede Gert.
"For ind i Ydre Mission da. Jeg har lige set Ølstedmanden på hovedgaden i Løsning. Han gik rundt og delte løbesedler ud til folk. Jeg fik også en. Vil du vide, hvad der står på den"?
"Ja! Meget gerne" - svarede Knud med tydelig nysgerrighed stemmen.
"Der står følgende - sådan oversat til forståeligt dansk. Han staver squ som en brækket arm":
"OPRÅB!!!!
Undertegnet advare imud en ung telogistudent, som grangivligt er far til flere uægte børn her på egnen. Han er med lem af DLS og ugør en fare for kønsæligheden. Jæ hved, hvam han er, og er nogen intreseret, kan de få hans navn ved pærsonlig henvendelse til undertegnet eller ved at lågge sig ind på min hjemeside. Jæ ved ik inu hvår mang børn det drejr sig om, jeg kæner dog ders navn, men han ugør en stor fare for vårs lokale samfund. Jælp mig tel at bring vors samfund tilbag til gamle dyder med ærlighed og rættroenhed.
Med vænli hilsen
Ølstedmanden
"Nøj! Sikke en gang bavl" grinede Gert. "Det her skal du ikke tage dig af. Jeg så flere borgere ryste på hovedet og dernæst smide løbesedlen i nærmest affaldskurv".
"Jeg er fuldstændig ligeglad, og jeg har ondt af ham" svarede Knud.

Og nu kan forfatteren
edermageme ikke trække den længere.
Lad os alle opløfte et trefoldigt leve for Ølstedmanden - som vi egentlig savner her på hjemmesiden.

Mvh.
Morten Kok!!!

---

Tak for svaret Provsten1. Det har været hårdt - sådan at krænge sjælen ud af kroppen.

Mvh.
Morten Kok

---

Kære Morten Kok (Tonganeseren)

Mange tak for de mange POING, som, for at blive i jargonen, skal staves som her !!
En fantastisk historie du der har frembragt, baseret på virkelige hændelser ?? Det skulle ikke undre, når man ved hvem Ølstedmanden i virkeligheden er, nemlig Bent Ballegaard Knudsen - vorherre har ikke været heldig i alle sine gøremål - men vi andre har fået nogle billige grin gennem flere år ! Desværre synes det slut med flere skriverier med bemeldte bb1 - han har erkendt sit nederlag til forstandige skribenter på kandu - og så er meget nået !
Om vi savner ham ?? Jah, lidt !!

Med venlig hilsen
Provsten1
Multi-X

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.