I de næste par årtier kan vi godt vinke farvel til vækst og hej til stagflation. Vesten er ramt af den japanske syge, og vi har kun set begyndelsen på elendigheden. Det kommer til at blive meget værre.
Politikerne er helt og aldeles ude af stand til at gøre noget som helst ved problemerne. De er inkompetente og lever et liv i illusioner. De er mere et produkt af deres tid end noget andet. De aner ikke, hvad der foregår, og de kan ikke forudse noget. Ingen af de store skelsættende begivenheder (fx Murens fald, 11. september eller Lehman Brothers) er blevet forudset af politikere. Demokrati og politik er i almindelighed illusionen om kontrol.
68'erne og babyboomerne har levet over evne hele deres liv og smidt regningen til deres børn og børnebørn samt skabt urealistiske forventninger til levestandarder, livskvalitet og arbejdsindsats.
Strategien med at uddanne befolkningen har mere mere og mere vist sig at være en dyr fiasko. Uddannelserne har været for dårlige, og mange af dem, der fik en uddannelse, blev arbejdsløse alligevel. De studerende er dovne, især angående efterfølgende arbejde. 30 % af alle arbejdsløse i København er akademikere, og det gør politikerne rådvilde, for netop disse skulle ikke være arbejdsløse.
Den røde ideologi lagt frem af S og SF i valgkampen er i total modsætning til den blå politik, de fører, da det ryk til højre, der er sket, er uden sammenligning i dansk historie. Regeringen fører i alle henseende en meget borgerlig politik, og de er nu løbet helt tør for idéer. Hvis der blot kommer en eller to rystelser mere, så vil de være nødt til at slå ud med armene og sige, at de ikke ved, hvad de skal gøre.
Det var kun staternes gældssættelse, der forhindrede de unge i at rejse sig i revolution, men det er tilsyneladende stadig en mulighed. Det andet alternative synes at være, at hver eneste ung person skal til at være meget produktive. De skal alle som en til at finde på virkelige ting, der kan sælges.
De sidste 30 år har ikke set stigninger i livskvalitet overhovedet. Vi omgiver os blot med illusioner, som skaber tilsyneladende værdi. Den reelle stigning i livskvalitet skete fra 1945-1980. Perioden efter det er reelt set blot en stagnation i livskvalitet, for vi bliver distraheret med gimmicks, så det ikke er så tydeligt, at vi nu går en udstrakt nedgangsperiode i møde.
EU er totalt domineret af Tyskland, for Angela Merkel bestemmer alt. Hun bestemmer, hvem der er regeringsoverhoveder i de andre lande, og hvilken politik de skal føre. Den europæiske idé ligger i ruiner og det samme gælder det europæiske samarbejde. De sydeuropæiske lande er i decideret depression.
Hele verden ligger i ruiner.
|