Jeg skal besvare følgende spørgsmål: Hvilke forklaringer på udfaldet af det amerikanske midtvejsvalg den 8. november 1994 kan der udledes af artiklerne?
Artiklerne følger herunder, men jeg har svært ved at danne mig et overblik. Vil I hjælpe mig med at opridse grundene? Så kan jeg altid selv uddbybe dem.
Artikel 1:
Siden Richard Nixon i 1968 blev valgt til præsident, har Republikanerne talt om et »fremspirende flertal« og en »omgruppering af vælgerne«. Bill Clintons sejr i 1992 fik midlertidigt den slags udtalelser til at forstumme, men efter den republikanske fremgang ved midtvejsvalget i sidste uge hører man dem atter.
Sidst i 1970'erne, da den tiltagende konkurrence på de internationale markeder tvang reallønnen ned og udhulede overskuddet på statsbudgettet, kom Demokraterne ud for en afhopningsbølge. Mange vælgere vendte sig imod højere skatter, som de mente blev spildt på nye sociale programmer.
Demokraterne begik mange fejl, men det, der virkelig undergravede partiets position, var opfattelsen af, at det havde foretaget et uigenkaldeligt valg til fordel for mindretallene på områder som offentlige udgifter, skatter, kriminalitetsbekæmpelse og uddannelse.
Denne opfattelse byggede på den demokratiske racelighedspolitik i form af bl.a. bustransport af skolebørn og positiv særbehandling samt en skattereform, der sænkede skatten for fattige og rige, mens middelklassen skulle betale mere.
Efter valget i 1992 havde Demokraterne en kort overgang chancen for at genoplive partiet ved at forene de gamle grupper af vælgere.
Men Clinton-administrationen stødte hurtigt både disse og andre vælgergrupper fra sig.
Der kom den ene anstødssten efter den anden - homoseksuelle i forsvaret, udnævnelsen af lobbyister og tunge drenge fra Wall Street til høje poster, ingen skattelettelser til middelklassen og økonomisk støtte til byerne. Allerede den første sommer var Clintons og Demokraternes skæbne beseglet.
Formentlig kunne ingen anden demokratisk præsident havde gjort det bedre. Clinton begik iøjnefaldende taktiske fejl, men han skulle også tilfredsstille både byer og forstæder, både de fattige og middelklassen, samtidig med at hans handlemuligheder var begrænsede på grund af de internationale økonomiske forhold.
Artikel 2:
Da Clinton kom til i 1992 var det med løfte om, at en demokratisk præsident og en demokratisk styret Kongres kunne arbejde effektivt sammen om at reformere væsentlige dele af det amerikanske samfund. Men det er ikke lykkedes. Et er, at den republikanske del af Kongressen med lederne Robert Dole og Newt Gingrich i spidsen har gjort hvad de kunne for at stoppe ethvert reformforsøg fra præsident Clinton.
Men værre er det, at forskellige interessegruppers succes med at påvirke demokratiske kongresfolk - og dertil den generelle mangel på politisk samling i partiet - i realiteten har sat det flertal, præsidenten skulle bruge til sine reformer, ud af spil. Det ramte ikke mindst sundhedsreformen, Clintons politiske flagskib, men en række andre lovforslag kæntrede også. Blandt andet lobbyist-reformen, der netop skulle mindske interesseorganisationernes muligheder for at købe sig til indflydelse i Kongressen samt et beslægtet lovforslag, der havde til hensigt at minimere de private pengeinteresser i amerikanske valgkampe.
Artikel 3:
På grundlag af meningsmålinger og analyser af spørgeskemaer udfyldt ved stemmestederne er det godtgjort, at Bill Clintons demokratiske parti blev tilføjet sit nederlag af hvide, protestantiske mænd i alderen 30 år, som er gift, har en vis universitetsuddannelse, tjener over 50.000 dollars om året og bor i en af de midtvestlige eller sydlige delstater.
Man kan altså slutte, at denne vending i amerikansk politik blev gennemført af det befolkningselement, der altid har betragtet sig som landets elite. Man opfandt i halvfjerdserne forkortelsen WASP for det - »White Anglo-Saxon Protestant«, hvid protestant af engelsk, til nød tysk oprindelse. Sorte amerikanere og folk af latinamerikansk herkomst holdt sig sidste tirsdag til det demokratiske parti - noget som både er til trøst og foruroligende for partiet, fordi disse grupper ikke er store nok til at sikre et flertal.
Artikel 4:
Op til midtvejsvalget, d. 8. nov. 1994, stod den republikanske leder Newt Gingrich som initiativtager til en såkaldt »Kontrakt med Amerika«.
Kontrakten er et løfte om, at en Kongres med republikansk flertal i løbet af sine første 100 dage vil handle (fremlægge lovforslag, debattere, stemme) omkring følgende ti kerne- eller hjertesager:
- En grundlovsændring, der fastslår, at udgifter og indtægter skal balancere på finansloven;
- Lukning af juridiske smuthuller og begrænsninger i appelmuligheder for dødsdømte;
- En tidsbegrænsning på to år for bistandshjælp også for familier med hjemmeværende børn;
- Oprettelse af et landsomfattende register, så man kan få fat i og straffe fraflyttede
eller fraskilte forældre, der snyder med børnepenge;
- Garanti for et skattefradrag på 500 dollars for hvert hjemmeværende barn under 18;
- Begrænsninger i FNs muligheder for at kommandere rundt med amerikanske soldater;
- Pensionister skal gives mulighed for at tjene op til 33.000 dollars om året (mod nu 11.000) før der bliver modregnet i folkepensionen;
- Beskatningen af kapitalgevinster reduceres kraftigt;
- Dommere skal have myndighed til at gennemtrumfe, at taberen i en retssag kommer til at betale alle sagsomkostninger, også vinderens;
- Embedsperioden for medlemmer af Repræsentanternes Hus begrænses til 6 år og for senatorer til 12 år.
|