Den danske velfærdsmodel skal moderniseres, hvis vi vil opretholde den i Danmark. Vi står over for mange udfordringer, der skal løses inden for kort tid:
1) Befolkningens alderssammensætning. En af truslerne mod velfærdssamfundet i fremtiden skabes af ændringerne i befolkningens alderssammensætning. I dag udgør andelen af befolkningen over 65 år ca. 25 % af befolkningen mellem 20 år og 64 år. I 2035 vil denne andel være vokset til ca. 40 %. Dette betyder, at den offentlige sektor vil stå over for stærkt stigende udgifter til ældre i form af pensioner, plejehjem og sygdomsbehandling. Samtidig skal de forøgede udgifter betales af en procentvis faldende del af befolkningen. Hvordan løses det? Skal skatterne sættes i vejret, eller skal velfærdsstatens ydelser sættes ned?
2) Globaliseringen. Globaliseringen og den internationale integration er en anden trussel. Den kan anskues fra to forskellige vinkler:
Globaliseringen medfører i sig selv, at ændringer i teknologi, erhvervsstruktur og kvalifikationskrav til arbejdskraften vil melde sig med større hast end tidligere. Omvendt vil sådanne strukturændringer øge behovet for offentlige velfærdsydelser til dem, der bliver ramt. Derigennem må man forvente, at globaliseringen vil skabe et pres for at forøge de offentlige udgifter. Samtidig kan man forvente, at globaliseringen af kapitalmarkedet vil gøre det svært at øge skatterne. Allerede i dag kan man se en klar tendens til, at virksomhederne placerer deres investeringer der, hvor virksomhedsskatterne er lavest, eller flytter deres hovedkvarter til lande med et lavt skatteniveau. Vil dette kaste Danmark ud i en konkurrence med andre lande om at sætte skatten ned for at tiltrække investeringer? Eller skal Danmark arbejde for et tættere samarbejde mellem EU-landene om selskabsbeskatningen? Skal Danmark i stedet satse på en højtuddannet arbejdskraft og et stabilt økonomisk og politisk system som en magnet, der kan tiltrække investeringer?
3) Manglende integration. Andre trusler mod velfærdssamfundet udgøres måske af en øget individualisering og mindre ansvarsfølelse over for fællesskabet og af det danske samfunds manglende evne til at integrere indvandrere og deres efterkommere. I 2004 udgør indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande 5,8 % af den danske befolkning, men hovedparten af dem er på overførselsindkomst, og kun 47 % er i beskæftigelse. Blandt danskere er beskæftigelsesfrekvensen 77 %. Ifølge Danmarks Statistik vil indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere vokse til 11,4 % af befolkningen i år 2050. Hvis ikke indvandrernes beskæftigelse forøges markant i de næste årtier, vil der fra denne befolkningsgruppe komme et meget stort pres på de offentlige udgifter. I 1960 arbejdede en industriarbejder i Danmark ca. 2100 timer om året. I dag er tallet ca. 1500 timer. I samme periode er realløn og offentlig service vokset 2-3 gange. Kan denne udvikling fortsætte? Eller vil vi se et nyt mønster i retning af at forøge arbejdstiden og udskyde pensionsalderen?
Hvilken løsning tror du på?
|