Hej Emesen;
Ikke at dette spørgsmål havde til formål af være filosofiske; men lidt kan vil tolereres.
Du har helt ret! Krig eller ikke krig er egentlig et spørgsmål om "pest eller kolera".
Uanset hvor meget jeg hellere så en fredelig løsning på problemet så mener jeg dog, at det er bedre at vi ( dvs. verdenssamfundet ) tager et opgør mod fanatisme, folkemord, mv. Jeg ved godt, at lige nu er der udadtil ikke den brede opbakning til linien USA og England har lagt med det seneste ultimatum på 48 tm. På den anden side set, så er det rundt regnet 12 år siden vi havde Golfkrigen - og dermed lige så lang tid at Saddam H. og hans slæng af håndgange mænd har haft til at vise oprigtig samarbejdsvilje.
Det tyder for mig på, at viljen ikke er til stede - at hans ego er for stort - og at det Irakiske folk for enhver pris skal lide til "den bitre ende". På mange måder synes jeg det minder om Hitler og tyskland fra sidst i '20erne og til '45
Folkemord, undertrykkelse, tortur, forfølgelse, storheds vanvid - og i sidste ende et tyskland i ragnarok; hvor civile blev brugt som "den sidste bastion" for Hitlers ego.
FN blev bl.a. oprettet på baggrund af disse episoder. Ingen nation ønskede endnu en gang at verdenen skulle opleve endnu en Hitler - og de tragedier der fulgte.
Lad os samles om, at vise verdenen at vi ikke vil acceptere en Saddam H. Lad presset være så stort at også de øvrige lande i den arabiske liga ligger pres på for, at ham fjernet. Er han, hans sønner og håndlangere væk - er grundlaget for en militær aktion ( eller fortsat militær aktion ) også fjernet.
Lad det Irakiske folk få muligheden for at opleve fred og demokrati.
Derfor "siger" jeg endnu en gang; vil man demonstrere - så husk der er 2 parter i konflikten. Et NEJ til krig må også samtidig være et NEJ til intern krig og forfølgelse i Irak - og et NEJ til Saddam H. og hans tro fæller.
/MVH Smitty