---

Hej alle.

Skriver til jer fordi jeg er i fuldstændig vildrede. Har været sådan de sidste 2 mdr ca.

Det hele startede med at min mor kom uanmeldt hjem til mig og finder så min kæreste. Skal lige siges, at det er min første kæreste i 2 år! En kanon sød og dejlig fyr - har bare tatoveringer fordi han synes de er pæne og det vælger hun at dømme ham på. Derfor bakker hun ud af døren uden hverken at sige farvel til min søn eller mig. Samme aften begynder hun i vildskab at skrive beskeder til mig om, at hvis vi ikke går fra hinanden så kontakter hun min søns far og vil have ham til at få samvær (han ser ikke sin far). Hun siger, at hvis min søn får kræft igen så er det min skyld. Min søn har været alvorligt syg af kræft men har været 1½ år ude af behandling og startede i børnehave i januar så han er på vej frem og intet tyder på tilbagevendelse. Hun har hele mit liv været en diktator og skyld i at jeg har voldsomme selvtillidsproblemer, fik anorexi som senere har udviklet sig til overspisning, at hun ikke har kontakt til hendes side af familien fordi hun nu engang er som hun er og har altid haft en for-kærlighed for rødvin.
Efter den episode med min kæreste, besøgte min søn og jeg hende et par gange og hver gang var der pædofili, rocker og stofmisbrug på banen pga hans tatoveringer. Hun mener, at man ikke kan have tatoveringer mm man er rocker, narkoman, pædofil eller anden form for psykopat!
En dag fik jeg for meget og har så efterfølgende 'forbudt' hende at se min søn... Skal dog lige siges at det var på grund af utallige trusler med, at hvis jeg ikke gjorde som hun ville, kontaktede hun statsamtet og ville søge samvær (har hele tiden været en form for konsekvenspædagogik).
Jeg aner derfor ikke mit levende råd... Og om hun overhovedet kan få samvær.. Hun var en utrolig støtte mens min søn var syg, men hun går langt over græsen for hvad en mormor og mor skal have lov til. Hun har altid truffet mine beslutninger for mig fordi hun ikke har ment jeg har været i stand til at gøre det selv (!?) og er kommet så langt ud at den næsten står på daglig sms terror fra hende.. Kan godt se at det er synd for hende at hun ikke må se sit barnebarn men jeg kan ikke holde den terror ud, når jeg er der og tør ikke aflevere ham der alene når hun truer med hans far og jeg ved hvor meget alkohol hun drikker. Har hun overhovedet nogen mulighed for samvær? Min søn snakker overhovedet ikke om hende og er stadig en rigtig glad, udadvendt og udviklende dreng der er akkurat på samme måde som før hele dette scenarie.
Skal lige siges at jeg ikke er narkoman, alkoholiker eller udsætter min søn fpr andre former for svigt - jeg har bare fundet en fantastisk mand med tatoveringer!
Overvejer at skrifte nummer og anmelde hende for chikane men ved ikke om det er vejen frem? Indtil videre har jeg bare ignoreret hende, fordi jeg ved hun vil gøre alt for at køre mig psykisk ned..

Håber virkelig i kan hjælpe...

Hilsen Rikke

---

Hej Rikke

Din mor er en rendyrket tyrran, en "lidelse" der også er i familie med at være psykopat, selv om denne lidelse sådan officielt ikke findes, men de fleste ved hvad der menes.

De køre deres omgivelser lige til det yderste, og når så man er ved at knække bliver de fromme som et lam, og starter forfra igen og igen og igen.

Kan sammenlignes med en alkoholiker, der ikke stopper med at drikke, før omgivelserne EN gang for alle siger fra.

Dine egne "lidelser" er et typisk resultat af en diktatorisk tyrran forældre, og selv om jeg ikke kender hende, men hendes type, går hun for mig ind under det jeg kalder en helvedes led kælling.

Hvilket du selv har beviset for nu hvor du er blevet - bare lidt glad i dit liv - med din tatofyr ved din side, det kan hun under ingen omstændigheder tolererer og opføre sig som et stort pattebarn der smider sig trossigt på gulvet i arrigskab.

For hun ved godt, at hvis din gode og lækre tato fyr elsker og støtter dig, i ET og alt så mister hun hendes magt over dig, og i hendes verden er det en katastrofe, derfor nu hendes opførsel.

Og så er hun ovenikøbet så led, at hun giver dig skylden for dit barns sygdom, og det vil være endnu mere din skyld, hvis - hvad gud måtte forbyde - at det bryder ud igen.

Det er ganske enkelt det mest ynkelige jeg længe har læst om et voksent menneskes opførsel, og egentligt er det forkert det jeg skriver, for hun er et trossigt barn, der ikke kan og evner at støtte dig i noget som helst, før hun selv får bearbejdet sine egne problemer.

Undskyld jeg har skrevet lige ud af posen, men jeg HADER når et menneske prøver at ligge så stramme tøjler om et andet menneske.

At i så tilfældigvis er mor og datter kan DU intet bruge til her, jeg ville bede kællingen skride ud af dit liv, nyde din tatofyr og dit eget liv, og så få det optimale i din verden ud af det, for din mors støtte kommer du alligevel ALDRIG til at få, og der kun EN der kan stoppe det, det er dig for sålænge DU tillader at hun diregere så gør hun det.

De bedste hilsner fra

vedikkealt - mand 51 år.

---

Du står i en meget ulykkelig situation, jeg håber du får hjælp og støtte af din kæreste, tatoveringer er da på alle typer mennesker, det kan man ikke udlede noget som helst ud fra, har du muliged for at komme væk et stykke tid, uden telefon eller med et nyt hemmelig neummer ? Dig og kæresten + søn så du kan finde lidt styrke til hverdagen igen, er ellers enig med Vedikkealt

---

Tak for svaret vedikkealt. Det betyder virkelig meget for mig. Der hvor min kæreste og mig træner, har jeg snakket ed en del om det og de er enig med dig. Men kan ikke lade være med at føle, at et eller andet sted så er det mig der er problemet - hun er rigtig god til at skubbe den hen på mig så jeg er den der sidder tilbage med dårlig samvittighed og smag i munden. Er bla derfor jeg ikke har svaret hendes sms´er og når hun har ringet, vil ikke lokkes ind i hendes net igen for ligemeget hvad det er jeg gør, så vil hun se det som en fuldstændig overgivelse. Har aldrig decideret set hende som en psykopat men har selv en del følelsesmæssige problemer som stammer fra hendes måde at behandle mig på. Hun har altid sat sig selv som den 'svage' og hele verden er ond mod hende og så lige pludselig så vender hun på en tallerken.. Så betyder meget når andre kan se det fra min situation og være enig... :)

---

det er da ikke dig som har problemer eller jo det har du så sandelig, men det er ikke din skyld

---

Din mor ER den svage, hun er nærmest sygeligt opmærksomheds krævende, og dækker det under at - det er de fleste andre der er problemet, og det har hun da sikkert haft stort held med, da lige netop hendes form for opførsel giver andre dårlig samvittighed, for pludselig er den vent til at det er JER der svigter hende.

Jeg hader den type af mennesker.

Det du her skal glæde dig over, og ikke mindst være STOLT over er at du har gennemskuet hende, og det ved hun udmærket godt, derfor hendes opførsel.

Skræmmende men sandt.

Så hvis det er muligt for jer, så følg rådet fra o.v.n., sluk telefonen - skift nummer - tag væk eller hvad som helst som kan få hende på afstand, helst i en længere periode.

Og din frygt for at hun kan få samvær, holder ikke i min verden EN meter, for der har du i min verden de allerbedste kort på hånden, for din søn der allerede har været under et stort pres i hans liv har nu brug for ro og stabilitet...langt ud i fremtiden....og vigtigt er også at du - uden at bliver ubehagelig - klæder hende af, men helt ærligt, så tror jeg bare det er en trussel, som hun ikke gør en skid mere ved, men udelukkende bragt på banen for at hun for 10.000 gang kan få hendes vilje som hun plejer, og tænker du rigtigt efter, så har du sikkert erfaret at hun stort set aldrig har gjort alvor af hendes trusler.

Eller tager jeg fejl der ?

Løft hovedet - ret ryggen - giv din tato fyr en stor smasker og et kram, og gå sammen med ham og din søn ud i verden, den venter på jer.

Hilsen vedikkealt.

---

Det er hårde odds du er oppe i mod, din egen mor!
Du er allerede godt på vej, du kan fomulere problemstillingen krysalklart. Du ved også hvordan det påvirker dig. Og du er begyndt at "slå" fra dig, ved fx at ignorer og tage emnet op med andre for at finde løsninger. Efterhånden må du finde flere måder der virker.
Du må bare blive ved, at finde måder, der giver dig ikke bare et pusterum, men hele dig selv tilbage, din frihed.
Du ved du ikke kan ændre hende, men du kan ændre dig og du ved at for at være noget for dit barn din kæreste er du først og fremmest nød til at komme dig ovenpå hendes fortrædeligheder.
Lær at elske og respektere dig selv først og fremmest.
Jeg tror at indtil vi har lært, at takle disse mennesker, der gør fortræd, vil vi blive ved med at møde dem i en eller anden grad. Så det er en stor udfordring, men også en lære du aldrig glemmer.
Du må være bevidst om hvordan DU har det og tage udgangspunkt i det. Vær meget ærlig overfor dig selv!

---

Fuldstændig enig i vedikkealt`s indlæg.(Kloge ord).
Skal lige bemærke at min egen søn har tatoveringer,flere steder på kroppen.Og ham anser jeg da for at være meget normal.På et tidspunkt,gik der mode i at han og hans venner skulle tatoveres.
De har ikke en dyt med rockere eller noget i den retning at gøre.
At jeg så ikke synes det virker forskønnende,har nok noget med min alder at gøre.

Held og lykke i fremtiden.

V.H. Mosebaek.

---

Jeg vil også give de andre fuldstændig ret.

Og din mor kan IKKE søge statsforvaltningen om samvær.



Jamen ville det ikke vare fint hvis faren får samvær ? Hvem har valgt at der ikke skal være samvær ?

Jeg vil klart anbefale dig www.singlemom.dk

Da du har godkendt et svar, kan jeg nok ikke se mere, da jeg ikke køber mig ind.

---

Er faktisk en beslutning mere eller mindre imellem min søns far og mig. Vi gik fra hinanden på en ubehagelig måde inden min søn blev født og han har ikke været interesseret. Han søgte om samvær efter min søn blev transplanteret men mødte ikke op i statsamtet - er over 2 år siden idag. Han er blevet gift og fået barn med en anden så han er overhovedet ikke interesseret i ham.
Synes også det er den bedste løsning. Når interessen ikke er der så skal man heller ikke forfølge den halvhjertet..

---

# RiKkE-bAbY

Jeg synes det er så flot af dig, at du er endog meget afklaret omkring det med din søns fader.

Og som du selv skriver til slut...

Synes også det er den bedste løsning. Når interessen ikke er der så skal man heller ikke forfølge den halvhjertet..

Selvfølgelig ikke, for det ender så sandsynligvis også halvhjertet, og der er kun EN til at betale prisen, det er din søn.

Hilsen vedikkealt

---

det lyder da som en ordentlig omgang! det var sejt af dig at sige at hun ikke måtte se sit barnebarn og jeg vil give dig ret i at du burde skifte dit nr. og tage dine egne beslutninger når man er over 18(er jeg ihvertifald ret sikker på at du er) skal ens mor ikke bestemme over en. jeg ved at du elsker hende på en måde du ikke en gang selv kan forstå, men giv hende an pause og dig selv en pause for den sags skyld! bare prøv at lade hende bære alene uden at du besøger hende et stykke tid. vent på at hun siger undskyld for at bedømme en på hans udseende! du kunne også prøve at overtale hende til at gå til spykolog. ligegyldig hvad skal du ihvertifald ikke droppe din kæreste hvis du kan lide ham! dit barn går sikkert også igennem en lidt forvirrende fase, så sør for at give ham massere af opmærksomhed!
mvh nemifan

---

Skal lige siges at hun rent faktisk har en uddannelse som pædagog og diverse kurser indefor faget... Men som man siger, skorstensfejerens skorsten er altid den der er mest beskidt!
Jeg har selv en halv lærer uddannelse og en del psykologisk erfaring både derfra men også fordi det er noget der interesserer mig en del. Altid spændende at finde ud af hvordan mennesket fungere. Skal lige pointere at jeg er femogtyve så burde i grunden have sagt fra for mange år siden men hun har altid haft et hold i mig. Altid brugt 'hvis du ikke gør som jeg vil have, så får du ingen hjælp' og det har jeg haft en tendens til at bukke under overfor. Er først nu jeg sån for alvor står på egne ben og er ret så befriende. At kunne give min søn det tøj på som jeg synes uden at hun kan kritisere det - for det gjorde hun.

Har forresten hjulpet en del at jeg har fået den respons fra jer. For som sagt, har jeg følt at det måske kunne være mig der er lidt for strid i forhold til hende. Men er selvfølgelig et psykologisk spil fra hendes side af. Så tak! :) Men håber selvfølgelig der kommer en masse flere gode råd..

Lige til vedikkealt - jeg kan faktisk ikke erindre hvornår jeg sidst ikke har gjort hvad hun har sagt så kan ikke sige om hun bare truer eller der ligger sandhed i det. Mener bare der skal være diverse misbrug indblandet før hun kan få en eller anden form for samvær. Men er dog ikke helt sikker på området.

---

hej rikke-baby

flot du skriver herinde, du har allerede taget stilling til hvordan det skal gribes an og er godt på vej til at løsrive dig fra din fuldstændige tyraniske mor som har et selvværd der er langt under middel og bruger dig til at støde fra på da hun ikke selv magter at leve livet ordentligt. om din kæreste har tatoveringer , eller andet så tror jeg at lige gyldigt hvem du er kæreste med så vil din mor IKKE kunne lide ham. hendes magtsyge ville forbyde at kunne lide dine kærester.

gør som vedikkealt skriver så fantastisk godt. nyd livet med din tatoverede kæreste og din dejlige søn og glem din mor for en stund og begynd selv at leve

mange hilsner fra chicapigen

---

Om du så blev kørt over af en lastbil....var det ikke ensbetydende med, at din mor ville få lov til at være sammen med dit barn...så at hun truer med at kunne få samvær med dit barn, det er kun et utopisk forsøg på at opnå magt og styring over dig.

Jeg er 100 % enig med vedikkealt.......din mor lyder som et frygteligt menneske......og samtidig med er hun også en ussel stakkel, der har den opførsel for at dække sin egen usikkerhed og frygt for at miste......kuer sine omgivelser for at afstive sin egen frygt for at ingen ellers ville ha' noget med hende at gøre...hun ser bare ikke, at hun opnår det stik modsatte.....

Grunden til hun reagerer så kraftigt på din fyr.......så tror jeg det ville have været det samme hvis han var et hvilket som helst andet menneske......for det er ikke ham som person, men det at han tager noget af din opmærksomhed væk fra hende...

Lad hende passe sig selv........NÅR hun så kommer "krybende" tilbage (ikke HVIS hun gør, for det gør hun helt sikkert) og beder om godt vejr og lover forbedring.......så kan du vurdere om du vil genoptage kontakten....men vær forberedt på, at dermed vil hun også langsomt genoptage sin gamle opførsel og blive endnu værre....for det at "hun har skullet ydmyge sig og komme kravlende" tilbage, vil altid sidde og nage hende, og i hendes verden vil det være din skyld at hun har måttet det........

---

Hvis ikke det var så bøvlet her på Kandu, så havde jeg givet alle besvarelser her 100 velfortjente point i bonus for jeg har sjældent oplevet så seriøs en Debat tråd.

# RiKkE-bAbY

Du oplyser at du er 25 år, og ja selvfølgelig skulle du have sagt fra forlængst, men fakta og den ærlige version er rent faktisk sådan, at mange med en baggrund som dig først vågner langt senere i deres liv, og her snakker jeg mindst en 40 - 50 år, aldrig - eller får en brat opvågning når sådan en tyrran dør, så oplever nogle at stå der sammen de andre efterladte og græde "tørre tåre", og både tænke og føle inderst inde, hmmm hvorfor er de nu så kede af det, for mig er det nærmest en befrielse / lettelse at vedkommende er væk....og nu vi er i det ærlige hjørne....så var det lige præcist den suspekte følelse jeg selv stod med ved min fars dødsleje for snart 25 år siden, og der gik mere end 10 år før jeg indfandt mig ved hans ukendte gravsted for at "græde" et minuts befriende tåre.

Så det er stæke kræfter man er oppe i mod.

dova - lige her over beskriver præcist hvad du skal tage dig i agt for i fremtiden, for enten sker der det at hun trækker sig fornærmet tilbage...og bilder hendes syge hjerne ind.....at så kan du sejle din egen sø - du skal nok som så mange gange før..."komme til dig selv igen" eller hun kommer krybende som dova beskriver - og for at du skal få et billede på denne kryben - så sammenlign det med en kat der kryber lydløst ind på sit bytte.

Denne linje skrev du selv længere oppe....

jeg kan faktisk ikke erindre hvornår jeg sidst ikke har gjort hvad hun har sagt

Prøv lige at læs DEN nogle gange, og "smag på" hvad du selv har skrevet.

------------------------------------------

Frygt har sikkert været en større eller mindre del af dit liv hidentil, men tænkt lige tilbage og "se på" hvilken frygt det har været.......

Kommer du frem til det jeg tror, så er du kommet frem til at frygten i dit liv - hedder din mor.

-----------------------------------------

Og hvis du er parat til en lille opgave - hvis ikke du er parat så løs den senere - for den kan godt være følelsesmæssigt hård....

Så sluk ALT forstyrrende omkring dig....luk øjnene....tag nogle dybe beroligende åndedrag....og stil dig selv følgende spørgsmål....

Hvornår har jeg i mit liv modtaget den moderkærlighed og omsorg, jeg med rette kunne forvente som datter af min mor..

..........

De bedste tanker og hilsner fra vedikkealt

---

Jeg tror aldrig jeg sån har modtaget moderlig kærlighed. Eller... Da min søn var syg var hun der jo utrolig meget - men har altid været på hendes præmisser. Skal også lige siges at jeg for en uge siden ca modtog en e-mail fra hende hvor hun havde skrevet ALLE de ting til mig som hun havde gjort fra jeg blev gravid og indtil nu. Jeg synes det er dybt latterligt. Jeg var der jo heller ikke for min søn da han var syg, for at jeg kunne bruge det imod ham senere.
Vil sige at det er utroligt befriende men også meget skræmmende at stå på egne ben men føler mig meget mere voksen end jeg nogensinde har gjort før for nu har jeg ikke hendes overdrevne bekymringer over mig feks sagde hun en dag at hvis tøjet/sengetøjet ikke var pænt lagt sammen i skabene så kunne de tvagsfjerne min søn på den baggrund. Hun har også altid kørt mig psykisk ned mht hvad jeg spiste - 'tror du ærlig talt det er en god idé at du spiser det dér når nu du ser ud som du gør?' og andre gange er det som om hun har tvagsfodret mig.
Nu jeg tænker over det, så er hun faktisk det eneste menneske jeg nogensinde har løjet så meget overfor bare for at bevare husfreden. Plejer ellers at pine mig grænseløst hvis jeg siger noget usandt men er fuldstændig anderledes med hende, hende er jeg ligefrem blevet immun over at gøre det overfor.
Jeg har også tænkt over om jeg er sammen med min kæreste fordi han går imod hendes pricipper eller fordi jeg virkelig godt kan lide ham og der må jeg sige, at det er fordi vi svinger utrolig godt sammen - vil have de samme ting ud af livet og kan lide de samme ting. Er det af at være egoistisk at finde en kæreste?

Har lige et uddrag fra en mail hun har sendt til mig;

Det er ikke nemt at være mor og mormor lige nu, det har faktisk aldrig været såen helt nemt, det blir det heller ikke for dig og det er jeg ked af, men du vælger jo selv hvad dit liv skal bygge på og indeholde af værdier, desværre er det sådan " at man lever livet forlæns og blir klogere baglæns" det kommer du osse til at sande.
At du er den der vælger at Noah som er den jeg elsker aller højst i denne verden, der som mor vil lade ham mærke den ked af det hed ved at miste nogen man holder af, allerede som 3 årig det er jeg da ked af og tror bestemt ikke på længere sigt der kommer noget godt ud af det, du har jo mig som eksempel med mit forhold til min mor, hun forsøgte jo osse at hive mig væk fra mormors trygge hverdag og måtte heller ikke se dem mere, indtil morfar kontaktede kommunen og de fik plejetilladelse på mig,det er virkelig social arv der vil noget.
Det du gør nu er bestemt langt under hvad man kan kalde anstændighed,det er uden tvivl nede og måske under " trailer trais" stadiet, men det er jo ikke første gang du viser mig hvem du er, jeg har bare så svært ved at acceptere og kende dig og rigtig svært ved at forstå det, men sådan skal det jo nok være.
Syns du der er noget at sige til jeg er ked af det, jeg har mistet både en datter og et barnebarn, jeg kan erstattes af mennesker du kun har kendt i kort tid, skulle jeg gå rundt og grine over det og kender du måske nogen som ville syntes det er sjovt, hvordan tror du selv du ville ha det.
Ja, jeg føler mig misbrugt, svigtet og dolket i ryggen af min egen datter. Den opførsel og den måde at opføre sig på sagde jeg farvel til da jeg definitivt gjorde op med din far, både for min egen men så sandelig osse for jeres skyld, det er alt for store følelsesmæssige krav at forvente andre skal kunne rumme, det slider simpelt hen for meget, men jeg nægtede ham aldrig at være sammen med jer, ligesom jeg heller ikke har blandet mig i din kontakt med din mormor.
Samtidig er jeg jo så osse nød til at erkende, at den her måde at behandle andre mennesker man holder af på, er så langt fra min måde som den kan være. Du har altid droppet mig når du havde det godt og gang i noget andet, uanset om det var venner eller veninder, ud på sidelinien med hende, så ka hun stå klar der, indtil jeg igen har brug for hjælp eller når jeg igen gider hende i mit liv.
Jeg vil rigtig gerne være sammen med Noah og det bånd vi har knyttet kan du aldrig, eller nogen anden for den sags skyld, ødelægge og jeg taler af erfaring. Men jeg vil ikke være den der rykker i hans anden arm, som jeg selv er blevet i mange år.

Ja, jeg bekymrer mig meget om Noah nu, får han lov til at mærke det er sommer og tænker på det Lone på Skejby sagde en af de sidste gange vi var der " men forstår du så at nyde den tid med ham Rikke".
Får han lov at være ved den strand han elsker og soppe og bade, får han lov at være med til at hygge i de her dejlige sommeraftner, kommer han i cirkus, ja, opleve alt det han er gået glip af, gode og dejlige oplevelser som man som forældre kan glæde sig over mange år frem, følelsen af, at man har gjort alt man kunne. Eller handler alt nu kun om dig og dine behov.
Jeg ved ikke om du får og overhovedet læser dette brev, jeg savner Noah helt vildt og syns ikke du kan være det her bekendt. Jeg er trods alt voksen, det er han ikke og alle de dejlige timer vi kunne have sammen, snyder du ham for og er totalt ligeglad, det ligner ikke dig og ja, jeg har haft alt for meget tillid og stolet alt for meget på dig, for sådan her, efter alt det vi alle 3 har været igennem, havde jeg aldrig i selv min vildeste fantasi troede du kunne finde på at gøre, hverken overfor Noah eller mig. Det er ikke at elske Rikke, det er at tro man ejer og ja, jeg syns du bruger Noah som en måde at straffe mig på, men du straffer ham ligeså hårdt, om ikke mere og det forstår jeg ikke, men det er jo noget du kan læse dig til eller måske ved du det allerede, du har jo haft psykologi. Du har brug for pause, siger folk du siger, hvad siger du til Noah?
Jeg kan godt forstå du har brug for pause fra mig, men skal det gå ud over ham ? og så må jeg da lige erindre dig om at det var nok nærmere dig der tit kom her hos mig og ikke omvendt, som du frygtede, da i flyttede derned.

Jeg er ked af vores forhold er slået istykker og det er det, men det må jo være sådan du ønsker det og så må det være sådan.

Du er velkommen her til hver en tid, men kun hvis du har Noah med. Håber i har det godt og er raske.

Jeg håber du vil svare mig på nogen af mine spørgsmål, det syns jeg du skylder mig, ikke at jeg tror jeg får det, men nu har jeg da spurgt.


knus og mange tanker mormor

---

Nogle spedte kommentarer, der lige kom, skal ikke læses i sammenhæng.

Skyld! At forsøge at få den anden part til at føle sig skyldig. Endnu et trix.

Hun respektere dig ikke, og sikkert eller ingen andre, sådan set heller ikke Noah, hun har bare et behov i at have børn omkring sig. Hun er som et fængsel.

Hun er narsisistisk og som en teenager skaber hun konflikter, som hun lader op til andre at løse.

"Du er velkommen her til hver en tid, men kun hvis du har Noah med." Jesus!! Det siger det hele.

Grænsen for psykopati er flydende, der kan være få eller mange træk. I USA bliver der skelnet meget mere, så der er flere opdelinger.

Du skylder hende selvfølgelig ikke noget. At få dig til at forklare, er bare en både at få dig engageret i h ndes narsissistiske væren.
Hvis du bliver ved med at have hende på "hold", så vil hun nok forsøge forskellge ting, fx at sige at I skal snakke omdet, hvilket bbare vil føre til at det at snakke om det, er hende der vil fortælle dig hvordan du skal leve dit liv. Hun åbenbart ikke har nok I sit eget, så hun lever gennem dig.
Og hvis det heller ikke virker, vil hun nok begynde på at sige at hun føler sig skyldig, så du straks kommer rendende, tror hun.
Hvis du nægter at se hende, vil hun næppe respektere det og troppe op selv eller sende hende.

Prøv at tænk at hvis hun var en person du ligehavde mødt, I havde ingen historie der kunne tale for det ene eller det andet, hvad så?
Måske så du ville sige stop her går grænsen, hvis hun ikke kan respektere dig skridt for skridt, så skal vi ingen steder! FX Du beder hende ikke din, at kritisere din kæreste, og hun gør det alligevel, så slutter du kontakten INDTIL du ved at hun har lært lektien. Så kan I tage det næste skridt, du kan fx bringe på bane, at hendes konstante kritisering af dig i din opvækst har gjort fortræd, så må hun indse sin, fejl og IKKE FØR du ved, at hun har lært den lektie, går du videre med hende.
Men det er slet ikke sikkert at hun er i stand til at at fortage den process og komme frem med noget positiv, det tvivler jeg meget på, det er nok derfor hun bruger de metoder hun gør, .. og børn er hendes bedste ofre, da de naturligt nok tror på alt de voksne siger.

---

Er bla også en af de grunde til jeg ikke vil have hende omkring Noah - er bange for de ting hun kan finde på at sige til ham der gør, at han mister sin tillid til mig og måske føler sig forpligtet til at 'spionere' for hende når nu han bliver ældre. Synes mere det er hende der bruger ham som en brik end det er mig. Jeg føler helt ind i hjertet at det er det rigtige jeg gør. Og gør mig kun mere sikker i min sag når jeg ved, at ændre er enig i min beslutning.

---

Symbolsk sagt: Hun er som gift. Enhver tid sammen med hende eller opmærksomhed givet hende, vil koste dyrt.

---

Bravo til mulberry - lige hvad jeg selv tænkte da jeg læste den altid "opofrende" mormors brev.

Mormor har hele sit liv været i offer rollen, der findes faktisk tykke bøger skrevet om hvad den type mennesker gør af fortræd ved andre mennesker..

De manipulerer i ordets værste forstand, den "omsorg" hun gav din søn RENDYRKET manipulation og nedren bearbejdning af DIT selvværd, HUN viste bedre - DU havde / har nok ikke rigtigt forstand på det.

Altså en tilsidesættelse fra hendes side, af DIG som 10.000 gange før.

Et menneske som er i en offer rolle skriver også typisk....lige netop det hun har skrevet flere steder i hendes mail, JEG tror - JEG håber ikke - JEG gjorde op med vores far - JEG tillod - JEG JEG JEG...hun har ganske enkelt OFRET sig hele hendes liv....HELT uden at tage hensyn til sig selv og egne ønsker.

Og så har hun da ALDRIG fattet hvad det er for en funktion at være mor eller forældre..

Når man er forældre er man der ALTID indtil ens barn kan stå på egne ben - derefter er man der INGEN tid...forstået på den måde...at når ens barn bliver voksen og får sit eget liv, så træder man naturligt og U S E L V I S K tilbage...ER DER selvfølgelig stadig 100 % for sit nu voksne barn, på det voksne barns præmisser....efter devisen...intet nyt er godt nyt...for er der almindelig trykhed og tillid mellem forældre og barn...skal ungen sku nok kommer...når det brænder på med et eller andet, og så må man som forældre - uanset tiden på døgnet være der 100 %, med et øre..eller hvad der nu skal til.

Din mor sidder tilbage i offer rollen...HMMMM nu har jeg gjort SÅ MEEEEGET for hende og nu svigter hun mig....hold kæft en gang manipulation...børn skylder ikke forældre en skid for deres opvækst, for den er nemlig givet dem i ren kærlighed - UDEN beregning.

Overordnet i universet er det sådan at man som menneske aldrig får større udfordringer end man er i stand til at løse, universet har nu ment det var på tide, fordi du er klar dertil, at få gjort op med din mor, derfor har universet givet DIG din tato fyr, for egengyldigt at åbne DINE øjne - EN gang for alle for din mors manipulationer og rendyrkede egoisme.

Omvendt skrevet har universet sendt dig den Tato fyr, for at provokerer og udfordre din mor, så hun EN gang for alle har fået mulighed for at vise - HVEM hun egentligt er.

På Dansk kan man godt sige at universet har taget røven på din mor, for her er hun kommet opmod noget - hun IKKE kan styre 100 %.

Og der har hun - ja undskyld mig - dælme noget så godt af at prøve bare en skam hun helt sikkert ikke er i stand til at lære noget af det, men det HENDES problem og IKKE dit.

PU ha en omgang...håber det giver god mening for dig...for det er dælme en kringlet problematik at få ned på skrift.

Hilsen vedikkealt

---

Lige en hurtig kommentar :

Noah har tusind gange mere glæde af en faderskikkelse som din fyr end for sådan en mormor.

Gambrinus

---

Tror faktisk også en del på karma - går ud fra det er noget i den stil du mener, når du hentyder til universet? Og håber da at det er en lektie hun kommer til at lære..
Har også en storebror der er 10 år ældre end mig og da han boede i Danmark - han bor i Canada nu, der var han fredsmægler imellem os. Hver gang min mor og mig havde diskuteret så gik der 20 minutter og så havde jeg ham i røret, havde jeg så også denne her gang men sagde at det var en sag imellem mor og mig og kunne ikke forstå hvorfor han skulle blandes ind i det.
Synes hun lægger utrolig meget vægt på alle de ting hun har gjort for os og ofret på vores bekostning. Det er fuldstændig latterligt og jeg kan endelig se det nu!

---

# RiKkE-bAbY

JO det er lige præcis det jeg mener, men jeg turde ikke skrive andet end ordet Universet, for nogle har berøringsangst overfor sådanne ord.

Jeg tror ikke på hverken Gud eller Fanden, og meldte mig også ud af Folkekirken da denne forening blev for lille for mig.

Men jeg tror på at der et Universets regnskab som man gerne skulle sørge nogenlunde for at holde i balance, ved f.eks., ikke at gøre alt op i penge, men helt uselvisk give en hånd med - som f.eks., mange har gjort her i denne tråd, folk med overskud på Universets konto, og når man så kommer i underskud, får man ofte fra helt uventet kant den - på det tidspunkt nødvendige hjælp.

Simpelt men effektivt.

Og så brænder jeg altså sådan med et spørgsmål..

Hvad siger din Tato fyr til alt det, vi forskellige har skrevet her.

Hilsen vedikkealt

---

Først, han hedder Jan... :) Og han er fuldstændig enig med jer. Har selv haft samme følelser omkring det, men da der er mange 'medfølger' typer i verden så er det lettere at være dømmende overfor nogen man ikke kender, derfor jeg startede denne tråd. Er mere eller mindre afklaret med at problemet ikke ligger hos mig men med hende. Hun kan ikke se at de ting hun gør, er forkerte og så kan jeg ikke rigtig bruge hende til noget. Omvendt set, hvis jeg havde en kæreste der var utro og han blev ved fordi han ikke kunne se det forkerte i det, så røg han da også ud af døren med det samme. Hvorfor skulle det være anderledes fordi det er familie?
Ved ikke rigtig hvilken form for religion jeg hører inde under. Er stor tilhænger af alt universalt. At hvis man mediterer så fortæller 'sine indre stemmer' (på en ikke skitzofren måde) hvordan man skal handle i forskellige situationer - om det er Gud eller underbevistheden ved jeg ikke...
Men jeg tror også på at Gud er i alle ting, vel at mærke i alt levende. Og derfor er det vigtigt at man passer på hinanden og hjælper hvor man kan. :) Det hører vel et eller andet sted under Wicca religionen?

---

Gambrinus - jeg kan kun være enig - Jan er en rigtig god mand/ god havemand ;) der hjælper mig meget omkring mit rækkehus. Slår græs med Noah, vander blomster, tager med os i zoologisk have. Rigtig mange ting der er gode for ham. Han er så rar en mand, at han ikke engang kan slå edderkopper ihjel fordi de er, som han siger, et lykkedyr... Alle de gode ting der er i ham, vil min mor ikke lære at kende udelukkende fordi han er tatoveret. Alligevel har min onkel en ordentlig tatovering på armen (magen til min fætters og han har også hele ryggen og armen), min mors vennepar hvor manden nok har 13. Jeg har selv 6 og vil også gerne have flere. Og alle os er hverken rocker, mordere eller tilnærmelsesvis uintelligente. Tatoveringer er blevet mere accepteret i nutidens samfund fordi det er faktisk mere sjældent at finde en person der ikke har, end en der har. Jeg synes de er smukke og beskriver en bestemt periode i ens liv. Har allerede fundet den næste ; skal stå med store bogstaver på min skuldre 'FORTIER ET RECTE' som betyder 'styrken til at gøre det rigtige' som er et budskab jeg synes er meget vigtigt. Så hvordan kan man tillade sig at dømme en ud fra ingenting?

---

# RiKkE-bAbY

Så må du hilsen Jan mamge gange, ham med tatoerne

Og så har jeg ikke lige nu mere sådan direkte at bidrage med, udover at jeg tydeligt i dine svar læser at bare er så meget på vej, og det skal du altså bare tillade dig at være så meget stolt over.

Og så vil jeg ønske dig og Jan al mulig held og lykke fremover, og husk at være der for hinanden.

De bedste hilsner og tanker fra vedikkealt / Gert

---

Mange tak og i lige måde... :)

Har hjulpet mig rigtig meget at lave dette indlæg og får mig til at holde endnu mere fast i min beslutning... Har på fornemmelsen at det hele nok skal blive bedre.. :)

Du må også have det rigtig godt og et dejligt liv... :) Mange tak for de ærlige ord og for de gode råd... :D

---

uuhhh det lyder ikke godt.
det er jo også specielt hårdt når hun er din mor.
tatoveringer er jo helt normale idag... og mener selv de kan være enormt flotte.


jeg giver vedikkealt helt ret i det.
jeg synes du skulle skifte nr. selvom det er hårdt. min farmor er lidt lige sådan. hun har svigtet min far og hans brødre og søstre så meget. hun har virkelig også bare kørt på vores familie og især min mor og min mormor og morfar. min far har efter mange år endelig afsluttet det. men ser stadig sine søskende... ^^
jeg vil faktisk kalde sådan en som din mor for en energi suger. hver gang man er sammen med den type, suger de bare ens energi og når man har sagt farvel, er man så træt så træt.
jeg går ud fra du virkelig elsker din kæreste og ikke vil miste ham. ^^ for det er jo også begrænset, hvor meget han kan holde til det?
håber det går iorden.. ^^ mvh Darl

---

Jeg er med på tråden endnu.

Om RiKeE-bAbY også er med endnu....kunne det være dejligt med en opdatering....

---

Jeg vil gerne anbefale noget læsestof.
"Charmør og tyran" af Alv A. Dahl og Aud Dalsegg.
Jeg har læst flere om emnet, og finder denne i særklasse, der er virkelig meget at hente fra den når man befinder sig i en så sårbar position.
http://www.ahot.dk/bog/boganmeldelse.asp?ID=129

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.