Altså.....
Når defekten er skjult vigende, så skal hunden have det defekte gen fra begge sine forældre for at få defekten.
DIN hund, Karsten, har altså genet fra begge sine forældre. For ellers ville hun ikke have defekten.
Hvis du lader hende parre med en hanhund, der ikke har defekten, så kan der ske to ting:
1) hvis hanhunden IKKE har genet, -hverken fra sin mor eller fra sin far, så vil din tæve få raske hvalpe. Men ALLE er bærere af genet. For din hund giver et gen til hver af hvalpene.
2) hvis hanhunden HAR genet fra én af sine forældre, men er skjult bærer, så vil hanhunden videregive genet til halvdelen af din tæves hvalpe. Og da HUN i forvejen giver alle hvalpene et gen, så vil halvdelen af hvalpene også få defekten.
OG hanhunden kan GODT være skjult bærer selv om også hans forældre er raske. For hvis to skjulte bærere får hvalpe sammen, så vil en fjerdedel af hvalpene være helt raske og ikke bærere, -en fjerdedel vil have defekten, og den sidste halvdel vil være skjulte bærere.
---------Så kan det jo osse være, at "formodningen om skjult vigende arvegang" er forkert. At arvegangen i stedet var dominant..
Og så KUNNE det være, at din tæve kun havde ét gen fra den ene af sine forældre.
Det ville medføre, at hun kun gav genet videre til halvdelen af hvalpene........... men de ville så alligevel få defekten på grund af dominansen... Den anden halvdel af hvalpene ville så være raske og endda ikke være bærere... FORUDSAT at faderen var fri for defekten.
Nå, men jeg har lige googlet på defekten.
Og det får mig til at spørge:
Hvor gammel er din tæve? Og hvornår fik hun konstateret RD?
---For den mildeste form for RD kan åbenbart konstateres allerede hos hvalpe i 7-8 ugers alderen.. Og den kan de vokse fra. Den form menes ikke at være arvelig..
Hvis din tæve har en arvelig mild form for RD, så skal du nok sætte dig ind i, hvordan sygdommen er i en værre grad. Hvor alvorligt det er for hunden at være helt eller delvist blind...
For det er jo, hvad din tæve giver til mindst halvdelen af sine hvalpe. Hvalpene kan få defekten i værre grad end moderen har den.
Der skal være rigtig gode grunde for at avle på en hund med en erkendt arvelig defekt.
Hvilke gode grunde har du til det? Hvor "god" er din tæve? Udstillings- og prøvemæssigt?
OG hvis du beslutter dig for at lade hende parre, så vær omhyggelig med at finde en hanhund, der IKKE er bærer. Undersøg hans stamtavle minutiøst. OG undersøg hans hvalpe fra tidligere kuld.
Hvis du kan finde en han, der DOKUMENTERET ikke er bærer af defekten, så kan det være ok at parre. Men det kræver jo, at køberne til hans hvalpe har gidet gøre sig en ulejlighed at få øjenlyst deres hunde..... Det ER der nok ikke så mange der gør, hvis de ikke vil bruge dem til avl..