---

Hejsa.

jeg er så træt af det, og skal lige have luft.

Jeg lærte min mand at kende for 2 år siden.

Jeg har 3 børn (14-21 år)
Han har 2 børn (8-12 år)

Jeg har desuden 2 søstre, med familie og min mand har 3 brødre med familie.

Hver gang vi holder noget, inviterer vi begge familier, til fødselsdage, vores bryllup (vi blev gift i sommers), julefrokoster mm.
Hver gang glimrer især hans ene bror og hans børn sig med deres fravær, samtidig de klager over de aldrig bliver inviteret. (hans brors børn er 9, 15, 18, 21 og 24 år)
Vi har været inviteret til deres datters studentergilde, og intet andet hos dem. Ikke engang deres børns fødselsdage (de har 5 børn). Vi kunne desværre ikke komme til det studentergilde, da det var den dag vi blev gift. Det var de skuffede over.

Nu skal min den yngste konfirmeres.
Vi har inviteret dem alle, bortset fra den hende på 15's kæreste. jeg mener ikke de behøves at blive inviteret i den alder.
Først fik vi den besked, at Pernille (hende på 15) skulle have sin egen invitation til hende og kæresten. (vi har sendt en til dem, der er flyttet hjemmefra, og dem, der bor hjemme, er på deres mors og fars invitation).
Derefter fik vi besked på, at deres børn jo ikke kendte min dreng (de har været sammenmed ham 3-5 gange, lidt forskellig fra person til person), derfor kom deres børn ikke. Ikke nogen af dem.

Jeg føler mig så såret. jeg har taget imod HELE hans familie. Arrangeret fester, grillaftner mm - noget de ikke selv plejer at gøre, men de kom da. Så føler, at min dreng bare ikke er god nok.
Tænker så på, hvad når min mands børn skal konfirmeres? Eller når deres den yngste skal? Er vi så gode nok til at blive inviteret til hendes konfirmation, eller er det bare for at få gaverne.
Min dreng er da frygtelig skuffet. Vi gør jo hvad vi kan, for at vi skal være en familie. Vores egen familie er efterhånden lille, især da mine børns far, min mor, børnenes farmor og min morfar døde inden for ½ år sidste år.

Hvad pokker stiller jeg op?

Jeg har efterhånden lyst til at droppe min mands bror og hans familie, og blive væk fra alt, hvor de måske engang inviterer, og at lade være med at invitere dem.
Jeg inviterer ikke for at få "tilbageinvitationer", men synes godt nok det er for meget nu.

Føler de ikke mener vi er gode nok til dem.

Er godt nok meget i tvivl efterhånden på hvad jeg skal gøre.
har aldrig oplevet denne slags selv før.

---

Det er altid godt at få luft
Du skriver: Vi kunne desværre ikke komme til det studentergilde, da det var den dag vi blev gift. Det var de skuffede over.
Hmmm! Fungere det ikke begge veje? Du kan da sige, at I er skuffet over de ikke kom til bryllup
Du har fat i noget af det rigtige, når du skriver: Jeg har efterhånden lyst til at droppe min mands bror og hans familie, og blive væk fra alt, hvor de måske engang inviterer, og at lade være med at invitere dem. MEN... få dig lige en fornuftig snak med din mand omkring emnet, ellers kan du hurtigt skyde dig selv i foden.
Håber du fik lidt luft....
Hygge...

---

NB: Du må gerne sige til din mand, at hans bror KUN gør noget for at få noget igen... eller for at ha' noget at brokke sig over (punke dig / jer i hovedet).

---

Min mand er skam selv træt af det, og ked af det.
Han har selv taget mine børn 100% til sig, og er en kanon bonusfar.

Men har ikke vendt disse tanker med ham, da han ligger i lastbilen hele ugen. Så i weekenden vil jeg selvfølgelig snakke med ham.

Bliver bare så såret, når jeg selv synes jeg gør alt for at det skal fungere.
Deres børn bliver fx altid modtaget med åbne arme, og jeg bruger tid på dem.
Tegner med dem, læser for dem osv. Det gør de ikke i min mands familie, men jeg har altid gjort det for mine, Derfor synes jeg det er hyggeligt og dejligt at gøre de ting med deres børn.

---

Pist!.... i bund og grund, så drejer det sig om sårede følelser/stolthed (fra alle). Hvordan I tacler det bedst... ja 'det skal jeg ikke gøre mig til herre over, men mon ikke din mand er din bedste allierede (det vil jeg håbe). Bevar roen - selv om det er svært + lad være med at fordømme.
Pøj, pøj...

---

Jeb3

Jeg kan ikke så godt hjælpe dig med selve dit problem, da jeg har en ret bastant måde at løse den slags problemer på, og fortæller skadevolderen ret utilsløret hvad jeg mener. Det ender som regel med at nogen bliver kede af det, men jeg sørger altid for at det bliver de rigtige.

Men må jeg minde dig om noget, som du måske har set før og kan bruge...

---

Den talemåde bruger jeg såmænd også selv så tit.

En fordel er self. der ikke kommer så mange, 5 børn og 3 af dem har kærester... 8 mindre, der skal have mad til habs konfirmation

Men hvordan forklarer man en pubertetsoverfølsom dreng, at de ikke gider komme?

---

Klart at du selv bruger den... jeg kopierede den fra din profil LOOL

Den er svær den med drengen. Jeg ville foreslå sandheden, men men... det er lidt lissom med ytringsfriheden - Man har lov til at ytre sig, men man har ikke pligt til det.

Han er måske bedst tjent med at du fortier sandheden.... jeg ved det ikke. Du kender ham jo bedst, og ved om han kan bære sandheden. Der er i hvert tilfælde ingen grund til, at gøre ham unødig ked af det.... mere end højst nødvendigt.

---

Mine tanker, brug dem eller lad være:

Jeg viille tage det du har skrevet indlægget. Måske rette det en anelse til (sakse i den nederste del, hvor du giver din frustration luft)

Skrive det i et brev til forældrene i den familie, der ikke viser sig (Det virker jo som om resten af familien har taget godt imod hinandens børn. Skrive dine tanker om hvordan I har oplevet det, hvordan du frygter hvilken respons der kommer når det bliver mandens yngste. Og spørge dem om det er fordi de i virkeligheden har for meget at se til i forvejen, du ved jo selv hvilket logistisk puslespil, det er at få hverdagen til at gå op med alle de børn.
Foreslå, at dem der har lyst deltager, resten bliver hjemme.
Det kan jo også være at de er kommet i huskrig over at de store SKULLE deltage i familietamtam.??
I vores familie har vi 2 drenge på nu 17 og 21, der ALDRIG har gidet familietamtam, men de er kommet, og nu begynder vi at fornemme at de synes det er hyggeligt, men det kræver at man, som far og mor, er hardcore overfor teenage-brok, og det er ikke alle der hverken kan eller vil det.
Hvad angår datteren og hendes kæreste, ja, I HAR truffet en beslutning, da I sendte invitationer ud, hvorfor lefle, så skal du da nok blive kørt rundt i manegen ved enhver given lejlighed.
For mig at se har I masser af god familie, hvorfor tigge og bede om at de er en del af det, når de ikke behandler jer ordentligt. Selvfølgelig har jeg kun din side at forholde mig til, og derfor er det måske lidt unuanceret.

Skriv brevet i denne uge, formuler dig Klart og tydeligt, uden anklager. Beskriv jeres oplevelse af tingene, men husk at skrive at du også ser at de har rigeligt i deres hverdag, og det kender du. Så hvis de vælger fra er det helt iorden (Selvom det ikke helt passer, men sugarcoating hjælper altid i konflikter) Læg det fra dig et døgns tid, læs det igennem igen, ret til, læg fra dig igen. Og når gemalen lander i weekenden, bed ham om at kigge på det, om han er med eller ej. Er han ikke med, ja så har du fået luftet din ærgrelse, og I får snakket det igennem mellem jer, det er hans familie, og du må og skal ikke være den der sætter lus i skindpelsen. Det vil kun give problemer mellem jer på sigt. (I min bog er svigerfamilier noget F.... har skabt i vrede) Familie er noget der er, venner er noget du skaber! Og du får dem nok aldrig som venner, men fasthold invitationer etc. Så de ikke får ret i at I aldrig inviterer.

Held og lykke
Mette

---

Lad det være op til din mand, ellers får du skyld for at støbe kuglerne.

Men i mit univers var de blevet droppet - nu -

At din søn bliver skuffet, er vel også pga gaverne, for han kan jo dårligt kende dem??

---

HaN har været sammen med dem nogle gange.

Gaverne betyder selvfølgelig noget, det gør det vel for 99 % af konfirmationsbørnene, men det er ikke det der er det mest væsentlige i følge det han giver udtryk for (og som han plejer at tænke iøvrigt).
I min familie har vi altid værdsat familie og brugt tid på dem.
Vi kører stadigvæk 3 timer hver vej, for at besøge deres oldemor på fars side. I det hele taget deres fars familie, så familien er vigtig for mine børn. Som han selv siger:
Er det mig, de ikke kanlide, har jeg gjort noget galt.

Jeg ved at min mands svigerinde ikke er så vild med mig.
Hun har været eneste svigerinde i 2 år, og hun er MEGET opmærksomhedskrævende.
Jeg kommer så og er et åbent og ærlig menneske, der taler pænt til alle, med mine børn, der sidder pænt ved bordet, og også taler pænt. Imodsætning til deres måde at være på.
Men de ældste af deres børn er jo flyttet hjemmefra.
Og nu kommer pointet så....
Min mand ringede igår. Han havde tilfældigt mødt hans nevø, snakkede konformation med ham, og så sagde nevøen, at de slet ikke havde modtaget invitationen (hans postadresse står hos mor og far, fordi han er så lidt hjemme, og han ikke vil betale for postboks).
Trods Moren og faren udtrykkelig havde fortalt mig, at den var kommet, og de havde givet ham den.

Jeg tror jeg er nødt til at snakke med min mand om at konfrontere dem.
Det her er bare for meget.

---

vi har de samme problemer i vores familie. så vi stoppede med at invitere og tog ikke selv med når der var noget komsammen i den del af familien. men en sådan handling har en bagside. familien falder mere eller mindre fra hinanden. og det er jo ikke meningen med det. du bliver nok nødt til at tage tyren ved hornene og få det snakket ordentligt igennem med de implicerede parter. det kan godt gøre ondt, men det hjælper når du får det sagt.

---

Hvis jeg var dig - ville jeg.... selv om den trækker tænder ud, og du skal tage en dyb indånding først, komme ind på emnet ved næst komne lejlighed, og opstår den ikke, ville jeg selv skabe den, ved at invitere dem til en hyggelig aften, hvis I - når I er kommet igennem forretten og får startet på hovedretten, lige så forsigtigt kommmer ind på dagen... fortæller at I håber på deres forståelse, men at I gerne vil forklare at I er sårede, hvorfor I er det, hvilke tanker I har gjort jer, at det går jer på og at I bruger mange kræfter på at tænke på det, da I jo ønsker en god familie og ønsker at fortsætte det rare samvær med dem... men at I føler det kun går den ene vej. Nogle gange virker man nemt sur, vhis man bliver såret. Når så man får fortalt folk at man ikke er sur, men såret og ked af det, kan det have en meget positiv effekt, fordi tingene pluselig står i et helt andet perspektiv for dem.
Der næst vil jeg så sige, at er de her efter stadig arrogante og vedholdende på at der skal sendes special-indbydelser ud, de kender ikke jeres børn osv. osv. synes jeg at I skal skære igennem, for så må I lige som have gjort jeres til at familien gerne skulle fungere.
og.... at de ikke kender dine børn, er vel ikke det samme som at de ikke kan komme til det?
De kunne jo se indbydelsen som et tegn på at I gerne vil have at de lærer hinanden at kende.
Men jo, jeg kan godt forstå dig, når du sidder med tanken om at de ikke vil give en gave til ham, men gerne have nogle selv.

Pøj pøj med fremtiden.....

---

Hmmm... Nu har vi prøvet alt synes jeg.

Vu har haft dem inviteret til julefrokost - de kom ikke.

Vi har haft dem inviteret til lidt gløgg og æbkleskiver, men de kom ikke.

Vi har inviteret dem til lidt eftermiddagskaffe - de kom ikke.

Vi har inviteret dem til middag - de kom ikke.

Vi arrangerede en tur for HELE familien, de kom ikke.

Min mand har opgivet nu, så det tillader jeg mig også.

I hans familie sender man skam heller ikke julekort. Man sender ikke fødselsdagskort. Man ringer end ikke til sine egne søskende eller børn og siger tillykke.

Det har jeg nu gjort ved alle efterhånden, men får et undrende svar tilbage som om... hvorfor ringer du?
Kort aner man ikke om de modtager, man hører nemlig intet.

Så nu må de komme næte gang og tage et initiativ.

Bare ærgerligt.
Jeg værdsætter familie meget højt, men vil de ikke.... så vil de ikke.

Synd for børnene. De lærer ikke deres onkler og tanter at kende, eller deres fætre og kusiner :(

---

Du kan da roligt have god samvittighed. Du har gjort hvad du kunne. Men for pokker hvor jeg undrer mig over, at nogen kan være som broderen. Jeg havde ikke haft samme tålmodighed. Heldigt for dig, at ham du valgte ikke ligner broderen, men så havde du nok heller ikke nappet ham.

---

Ingen grund til at spilde mere "krudt" på dem, som Klumme siger: "Du har gjort hvad du kunne"!
Hygge... og et bedre liv uden "dem"

---

Tak for svaret CLAN.

Du svarede først, derfor får du pointene.

SKønt at være afklaret.

---

Nemli'

---

Jamen dog... 1'st til mølle
Jeg bukker og takker for points
Held og lykke med det fremover

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.