Her er en godbid fra Steffen Jensens nye bog kommer 1 Nov. Jeg syntes den lyder spændenen
KAPITEL 3
CAMOUFLAGEFARVET FASCINATION
GOLFKRIGEN 1990-91: KRIGENS FORFÆRDELIGE OG FORFÆRDENDE SKØNHED
Lyset kommer nærmest nedefra. Underlig men ørkensandet er lysere end himlen. Det lægger man
allerede mærket til, da den militære Hercules-transportmaskine tager det sidste store sving for at
lægge an til landing på et stykke støvet landevej nær den sønderskudte by al-Khafji lige ved fronten.
Virkeligheden står ligesom på hovedet. Normalt kommer lyset ovenfra. Men her er himlen mørk og
dyster, mens ørkensandet skinner gyldent.
Hele sceneriet får et særlig dramatisk, filmisk og unaturligt skær på grund af himlen og lyset, som
kunne være sat af en bergmansk filmfotograf.
Vi er i de sidste hektiske dage af Golfkrigen. Efter ugers ventetid er landkrigen lige startet, og de
allierede styrker under amerikansk ledelse, der det sidste halve årstid er blevet opmarcheret her i
Saudiarabien langs grænsen til Kuwait og Irak, racer nu nordpå, så hurtigt som remmer og tøj kan
holde. Det er lykkedes os og et par andre TV-hold at komme ombord i en militær transportmaskine
og på den måde komme endnu hurtigere herop til fronten, hvor vi skal finde US 1st Marine
Division. Og nu, da vi træder ud i ørkensandet, tager det imponerende skue helt luften fra os. Så
kæmpe stort, så dramatisk og… smukt på sin helt egen perverse måde er det.
Mod nord stiger snesevis af tykke, sorte søjler til vejrs. Det er røgen fra nogle af de hundredvis af
gigantiske oliebrande. Lige inden landkrigen startede, satte de irakiske besættelsesstyrker ild til
oliefelterne. Den tykke, sorte røg stiger op imod det, der tidligere var en dybblå himmel. Højt oppe
flader røgen ud, forenes med de sorte skyer fra de andre oliebrande og bliver til ét stort,
sammenhængende, tæt, sort loft, som langsomt driver sydpå og dækker både slagmarken og os.
Lyset fra den lavtstående sol kommer kun ind lavt fra siden. Ørkensandet farves gyldent og bliver
lysende mod den koksgrå blytunge himmel. Soldaterne og de tusindvis af camouflagebemalede
kampvogne og pansrede mandskabsvogne, der til stadighed passerer forbi, er badet i sidelys, og
slagskyggerne blødes smukt op af ørkensandet, der fungerer som en gigantisk reflektorskærm. Det
hele synes næsten FOR iscenesat til at være sandt. FOR filmisk tilrettelagt til at være realitet. FOR
surrealistisk til at være virkelighed. FOR smukt til at være krig.
Men det ER et planlagt, velorganiseret, dødsensfarligt kæmpekaos, der i al sin virkelige surrealisme
er både smukt og frygtindgydende. En kæmpemæssig krigsmaskine af historiske dimensioner. Så
imponerende og betagende er det, at det helt tager luften fra en. Man skal tage sig selv voldsomt i
nakken for ikke at synke hen i en camouflagefarvet fascination. Det ligner en velinstrueret krigsfilm
fra Hollywood, men vi sidder ikke på sjette række ved 19-forestillingen med en pose popcorn i
favnen. Vi pumper nemlig også selv af sted igennem ørkenen i vores 4-hjulstrækker og ”slæber” en
lang hale af støv efter os i vores hjulspor.
Sidenhen så jeg luftbilleder af hele dette sceneri i ørkenen, hvor jeg selv befandt mig, filmet fra en
helikopter. Alle køretøjerne – tanks, mandskabsvogne, jeeps og lastbiler – hver eneste af dem
trækker denne lange støvhale efter sig. Og for at undgå at køre lige i støvskyen fra køretøjet foran,
så kører dem bagved lidt til den ene eller den anden side. Det samme gør dem endnu længere
bagved. Så i stedet for at rykke frem i nogle få lange, snorlige kolonner, sker fremrykningen her
tværtimod over en enorm bred front, og alle køretøjer, hver med sin støvhale, er tilsammen med til
at rejse noget, der på afstand ligner en kæmpemæssig ørkenstorm – hvilket også var den militære
operations navn, ”Desert Storm”. For irakerne, der efter ugelange bombardementer nu på afstand
kunne observere denne militære ørkenstorm vælte frem imod deres stillinger, må det have været et
frygtindgydende syn.
Jeg selv, må jeg indrømme, havde sommerfugle i maven og havde enormt svært ved ikke at blive
fascineret og revet med af begivenheden. Hele tiden sagde en stemme inde i mit hoved: ”Det her er
historie. Du er midt i en historisk begivenhed. Jensen! Du sidder på første parket til
verdenshistorien! En dag kan du fortælle dine børnebørn om disse her dage i ørkensandet.”
Og så måtte jeg hive mig selv ned på jorden igen og minde mig selv om, hvad det i virkeligheden
var, der foregik omkring mig. Hvem jeg var, og hvad der var min rolle i dette kæmpemæssige
sceneri.
Det skrattende staccato-maskingevær, som vi kan høre et stykke forude, hoster byger af kugler ud,
dræber virkelige mennesker i de irakiske stillinger netop nu. Netop nu i dette øjeblik, mens vi hører
lyden, bliver mennesker såret og lemlæstet. Det er ikke bare en lydkulisse, der er blevet lagt på i
lyddubbingen. Og de dybe drøn, som man snarere føler rystelserne fra i sine indvolde, end man
egentlig hører dem, et eller andet sted endnu længere fremme på slagmarken, er ikke teatertorden.
Det ER virkelighed. Det HELE er virkelighed. Blodig virkelighed. Og rigtige mennesker dør. Hele
tiden.
Under Golfkrigen i 1990-91 var jeg den sidste halvanden måned af krigen ”låst fast” på den
allierede side af fronten i Saudiarabien og Kuwait. I de første uger var krigen en underlig
”langdistance-krig”. Luftbombardementer fra nogle af de mest avancerede bombefly, denne verden
indtil da nogensinde havde set, med piloter, der som andre industriarbejdere arbejdede i
treholdsskift. Bombardementerne fandt sted morgen, middag, aften og nat. Det eneste, man som
journalist kunne gøre i de uger, var at interviewe piloter, som kom hjem fra nogle bombetogter, hvor
de havde set lige så lidt til ”fjenden”, som jeg havde, fordi de havde stirret ind i en computerskærm
og trykket på en knap, som havde udløst nogle bomber eller affyret nogle missiler fra så stor
afstand, at målet ikke var menneskeligt, men ”bare” nogle tal og koordinater på en lille grøn,
lysende monitor i cockpittet.
Et eller andet sted derude på den anden side af fronten, dybt inde på ”fjendtligt” territorium, befandt
der sig nogle små enheder af specialstyrker, som ”pegede” målene ud for bombemaskinerne ved at
”male” målet med en lille laserkanon, så bombernes målsøgningsmekanisme kunne finde frem til
bombemålet. DE soldater var så tæt på målene og konsekvenserne af bombardementerne, at de
kunne se, føle, lugte og opleve ødelæggelserne. Men dem mødte vi journalister jo af gode grunde
ikke. Og piloterne, som ikke så deres ofre i øjnene endsige så eksplosionerne, når deres ladninger
nåede jorden, havde et meget nonchalant forhold til krigen, der for dem – som for os – mest lignede
et computerspil.
- - -
Selvom Danmark faktisk var med i krigen – omend kun med korvetten Olfert Fischer, gemt væk
langt nede i Den persiske Havbugt, og dette dermed var første gang, Danmark af egen drift var på
vej i krig siden 1864 – så var jeg inden selve krigen slet ikke selv så sikker på, hvor interesserede
danskerne overhovedet ville være i den her krig. Der havde, efter min mening, været overraskende
lidt debat om krigen i Danmark, og da jeg i midten af januar 1991 – et par dage inden udløbet af
FNs ultimatum til Saddam Hussein om betingelsesløst at trække sig tilbage fra Kuwait igen – var på
vej tilbage til Mellemøsten, greb jeg i Københavns Lufthavn dagens udgave af Politiken, så jeg
havde noget at læse i på flyet. Og jeg blev mildt sagt overrasket.
Verden er på vej ud i en storkrig i Golfen, og jeg er selv på vej ned for at dække den. Nedtællingen
har været i gang i et halvt års tid, siden Irak den 2. august erobrede og besatte nabolandet Kuwait.
Mit eget liv har ikke drejet sig om andet. I de forgangne måneder har jeg pendlet ind og ud af Irak,
Jordan, Israel og Saudiarabien og lavet et hav af indslag om situationen og den forestående krig. Og
hvad er så den store overskrift på Politikens forside denne januarmorgen? Såmænd at danskerne har
fundet ud af, at de kan spare en masse i skat og afgifter, hvis de får deres fyringsolie leveret på små
dunke i stedet for af en stor tankbil. Og billedet, der ledsager historien, og som har fået forsidens
mest prominente placering, er naturligvis af en lastbil læsset med 20 liters oliedunke.
Jeg havde svært ved at tro mine egne øjne. Nu, mange år senere, hvor jeg kan se det hele lidt udefra,
kan jeg da godt forstå, at der naturligvis også skete andre ting i verden dengang. Men på det
tidspunkt, hvor mit eget liv i det forløbne halve årstid havde haft Golfen, Saddam Hussein og en
helt igennem camouflagefarvet verden som omdrejningspunkt, var det meget svært at fatte, at der
overhovedet var noget som helst andet i universet, som betød noget.
Ret hurtigt blev den udenlandske presse – lige med undtagelse af CNN – smidt ud af Irak, hvilket
naturligvis fik os vrede, afviste reportere til at omdøbe CNN til Caddam News Network, hvilket på
ingen måde var retfærdigt, for selvom CNN-folkene nok arbejdede sammen med de irakiske
myndigheder og fra tid til anden også lagde ”gift” ud for deres konkurrenter, så var det alligevel
dem, der gav os billederne og LIVE-beretningerne af de allierede bombardementer af Bagdad, da de
startede. Efter at være blevet smidt ud af Irak rapporterede jeg fra Jordan og dækkede en tid de
irakiske SCUD-missiler, der begyndte at ramme Israel, og til slut, da TV2 langt om længe fik vristet
et journalist-visum ud af den saudiske ambassade, rejste jeg til Saudiarabien, i forventning om at
landkrigen formentlig meget snart ville blive indledt.
Men det skulle vise sig, at jeg var ankommet i meget god tid. Generalerne havde tilsyneladende
ikke travlt med at rulle ind over grænsen og befri Kuwait. De var meget godt tilfredse med at
bombardere de irakiske styrker fra luften et godt stykke tid endnu. For mig, som for de fleste andre
journalister, der var sendt af sted for at dække krigen, betød det, at man måtte forsøge at lave
historier om en krig, man ikke kunne se. Vi interviewede piloter, der lige var vendt tilbage fra endnu
et togt, vi kørte op til de fremskudte positioner ved grænsen til Kuwait – ”fronten”, kaldte vi det, for
det lød mere dramatisk, men der skete ikke rigtig noget deroppe – og interviewede soldater om,
hvad der måske kunne ske, når landkrigen på et eller andet tidspunkt brød ud. Vi besøgte artilleri og
raketpositioner, der bombarderede de irakiske positioner så langt forude, at vi kun kunne se
granaterne og raketterne blive skudt af, men ikke hvor de landede. Vi rapporterede utrolig meget om
utrolig lidt. Det var ligesom at ”træde vande” i ugevis, indtil man finder ud af, hvilken vej man skal
svømme.
Jeg blev ofte vækket ved sekstiden om morgenen, hvor redaktionen meddelte mig, at jeg skulle
forberede en LIVE til en time senere om den seneste udvikling. En udvikling, der til forveksling
lignede gårsdagens udvikling. Derefter kunne dagen forme sig på to måder. Enten tog jeg med et
TV-hold op til fronten, hvilket mindst var en heldagsudflugt, og mange gange måtte vi overnatte
deroppe, hvilket var OK, for så skete der da i det mindste noget. Eller jeg kunne blive i Dhahran,
hvor vi var baseret, og redigere indslag og med jævne mellemrum dagen igennem lave LIVEs på
telefonen eller til kamera hele vejen frem til midnatstid, hvor vi som oftest fik vores aftensmad,
inden vi kunne gå i seng ved 1-2-tiden.
En af de mest dramatiske historier i Dhahran oplevede jeg slet ikke, fordi jeg var så træt og
udmattet. En tidlig morgen blev jeg vækket af telefonen hjemme fra Danmark.
”Er du OK”, spurgte en bekymret stemme.
”Ja, blot lidt smadret”, svarede jeg.
”Ja, det kan jeg sgu godt forstå. Sikke’n omgang”, sagde stemmen medfølende. ”Men det er da i det
mindste godt, at du er i live.”
Det var jeg sådan set helt enig i, men en snigende tvivl begyndte at gnave mig i baghovedet. Der var
et eller andet her, jeg ikke helt forstod. Der måtte være sket et eller andet.
”Men tror du, at du kan klare at lave en rapport om angrebet på telefonen om en halv time”,
fortsatte stemmen fuld af forståelse for, hvis jeg nu var så følelsesmæssigt ude af balance, at det
ikke kunne lade sig gøre.
”Hvilket angreb,” tænkte jeg, men jeg sagde ikke noget. Jeg var for skamfuld til at indrømme, at jeg
ikke anede, hvad der blev talt om. I stedet sagde jeg: ”En halv time lyder fint, jeg skal jo lige samle
tankerne først.”
”Ja det kan jeg sgu godt forstå”, sagde stemmen og lagde tryk på hvert eneste ord i sætningen, så
jeg fik følelsen af total forståelse, og at jeg var en rigtig guttermand.
Jeg smed røret på og løb ned ad hotelgangen i mit joggingtøj til en af mine canadiske kolleger, som
allerede var i gang med at indtelefonere sin rapport om nattens angreb. Det viste sig, at Dhahran i
løbet af natten var blevet ramt af et antal irakiske SCUD-missiler. En barak fuld af amerikanske
soldater havde fået en fuldtræffer. Mindst 19 var blevet dræbt, lød de foreløbige informationer, og
omkring et halvt hundrede såret. Senere viste det sig, at 28 var blevet dræbt og 99 såret ved
angrebet.
Redningsarbejdet var stadigvæk i fuld gang. Luftværnssirenerne havde hylet, og hotellets gæster og
personale var blevet evakueret til beskyttelsesrummene i løbet af natten. Jeg havde blot intet som
helst hørt. Hverken sirener, raketter eller eksplosioner. Jeg havde sovet igennem det hele.
Det indrømmede jeg naturligvis ikke over for TV2, da jeg rapporterede om nattens dramatiske
begivenheder en halv time senere. Og det, at jeg var så rolig og upåvirket midt i denne dramatiske
situation, fik dem på hjemmeredaktionen til at tro, at jeg var en eller anden hårdkogt Rambo-type,
som ikke lod sig gå på af et sølle irakisk raketangreb. I dag er der gået så mange år, at jeg godt kan
indrømme, at min ro dengang udelukkende skyldtes, at jeg ikke anede, at angrebet havde fundet
sted.
- - -
“A vacation in a foreign land
Uncle Sam does the best he can…”
Musikken drøner ud fra højtalerne, og billedsiden viser et nærbillede af et maskingevær og et lille,
flosset amerikansk flag, som blafrer i vinden oven på en panservogn, der pløjer sig af sted igennem
det arabiske ørkensand.
Dernæst et nærbillede af en amerikansk soldats ansigt i profil. Han sidder oven på kampvognen og
har hjelm og skibriller på – tactical goggles, hedder den slags briller i militærsproget – og han stirre
frem imod fjenden, som befinder sig et eller andet sted uden for billedrammen.
Næste skud: Kameraet står helt nede i niveau med sandet, og kampvognens larvefødder racer tæt
forbi linsen og forsvinder i en støvsky.
“Now you remember what the draftsman said
nothing to do all day but stay in bed…”
Billedside: Amerikanske soldater i parade i en lejr i ørkenen. Nærbillede af Stars and Stripes og
bataljonens flag side om side.
Næste skud: To soldater ligger på deres brikse og stirrer op i teltdugen inde i deres telt.
“You're in the army now
Oh, oh, you're in the army now…”
“Klip der! Lige efter tilt’en op til teltdugen, og over til billederne af soldaterne, der løber igennem
skyttegraven... du ved, de der billeder fra øvelsen oppe ved grænsen.”
Vi er i gang med at redigere en ”musikvideo” om krigen. Bare for at slå tiden ihjel. Vi har intet
andet at tage os til.
Jeg har lige været på endnu en tur oppe ved fronten og er kommet tilbage med nogle gode billeder.
Der skete intet, men med en god fotograf og lidt fantasifuld redigering kan det ende med at se ret så
dramatisk ud alligevel. Og da Steve, vores sydafrikanske redigeringstekniker, ser billederne, hiver
han en videokassette frem og viser os den halvfærdige ”musikvideo”, som han har arbejdet på, når
vi andre har været ude at filme.
Musikken er Status Quo’s ”In The Army Now”, og billedsiden nogle af de bedste sekvenser, som vi
og andre af vores kolleger har filmet i de sidste par uger. Og nu, hvor vi har set videoen, går vi
straks i gang med at klippe nogle af vore egne billeder ind.
“You be the hero of the neighborhood
nobody knows that you left for good…”
“Her kan vi bruge billederne af ham soldaten i gallauniform med alle medaljerne og så klippe til det
der totalbillede af ørkenen med den lille soldat der sidder alene med ryggen til kameraet nede i
højre hjørne og kigger op mod fronten”, siger jeg. Steve klipper og klipper. Derefter læner vi os
tilbage for at nyde det sidste par redigerede sekvenser.
“You're in the army now
Oh, oh, you're in the army now…”
“Jeg har det”, næsten råber Steve og rejser sig. Efter nogle minutter, hvor han energisk har rodet
rundt i en bunke kassetter i det bjerg af videokassetter, der langsomt i de sidste par uger er vokset op
ovre ved hotelværelsets væg.
”Her!”
Han kaster sig over redigeringsmaskinerne igen og er for optaget til at forklare sin plan, så jeg
sidder blot og følger med. Han har fundet nogle billeder af nogle raketbatterier, der fyrer løs. Raket
efter raket suser afsted op imod de irakiske linjer og trækker den ene hvid røghale efter sig efter den
anden.
”Og så det her”, siger Steve nærmest henvendt til monitorskærmen, mens kan klasker en ny kassette
i maskinen. Det er aftenbilleder af en solnedgang. Optagelserne er filmet med en lang telelinse, og
den ildrøde solskive fylder en stor del af billedet, som flimrer i ørkenvarmen, og så kommer der en
sort helikopter flyvende lige igennem rammen og hen forbi solen.
”Wow”, er det eneste jeg kan sige.
”Det skal lige slow’es en smule”, siger Steve, og efter et par tryk på nogle knapper, viser han os
sekvensen igen – nu i slowmotion. Helikopteren krydser langsomt belledfeltet som en
kæmpemæssig græshoppe. ”Tuf-tuf-tuf-tuf...”, synes man næsten, at rotorerne må sige, men der er
ikke nogen lyd på billederne, for de bliver jo lagt på Status Quo-sangen.
“Oh, oh, you're in the army now…”
Vi læner os tilbage og ser det hele igen.
“Jesus!”
“It’s fuckin’ art, man”, erklærer Roger, min kameramand, som kommer fra Zimbabwe og ikke
ligefrem er nogen stor kunstkender. ”Fuckin’ art!”
Steve smiler selvtilfreds.
Jeg er imponeret.
”Hold da helt ferie, hvor er krigen dog flot”, tænker jeg og skammer mig med det samme over
denne vanvittige og kætteriske tanke, som jo går stik imod alt, hvad jeg tror på, men man kan ikke
andet end blive revet med, når man ser sine egne optagelser klippet sammen på den måde og så
masser af musik, der vælter ud af højtalerne.
”Godt jeg ikke har sagt det højt”, tænker jeg, men i den andægtige tavshed, der har bredt sig i vores
redigeringsrum, føler jeg mig ligesom presset til at sige et eller andet – noget positivt.
”Det er rent Francis Ford Coppola”, siger jeg. ”Kan I ikke se det? Det er lige ud af Apocalypse Now
– Dommedag Nu.”
“Shots ring out in the dead of night
The sergeant calls (stand up and fight)
You're in the army now
Oh, oh, you're in the army now…”
Kampvogne, helikoptere, solnedgang, ild. Krigens fascinerende og dødelige skønhed.
Senere bruger jeg bidder fra musikvideoen til et indslag om den amerikanske hærs mobile
radiostation, der sender musik og nyheder til soldaterne ude ved fronten. Radiostationen AFRTS
”OASIS” – Armed Forces Radio and Television Service – populært bare kaldet ”Radio Desert
Oasis” – ”Ørken-oasen” sender fra et par mobile lastbilcontainere, som er placeret ude i ørkenen, få
kilometer fra grænsen til Kuwait.
Jeg tror dog ikke, at de nogensinde spiller Status Quo’s ”In The Army Now”. I hvert fald spiller de
ikke John Lennons ”Give Peace a Chance”, for det spurgte jeg direkte Desert Oasis’ studievært om,
og selvom han indrømmede, at han havde pladen, så var den ikke en del af repertoiret.
”I got it. I got the song, but the troops wouldn’t like it. It’s probably the one record I got that I won’t
play”, siger den unge soldat i indslaget. Hans familienavn var for øvrigt Honoré, menig Adam
Honoré, hvilket jeg morede mig meget over dengang, hvor vi i en generation i Danmark havde haft
en Arne Honoré, som spillede plader og sendte hilsner i P3-radiopogrammet Giro 413. Men discjockeyen
på kanal Ørkenoase mente ikke, at han havde familie i Danmark.
Den militære ørkenradios musikvalg handlede om at dulme nerverne, få ventetiden til at synes
kortere og få ”drengene” til at tænke på noget andet end krig og ødelæggelse. Front Line Feel Good
Radio. Lidt Contry & Western og så hilsner fra ”the folks and the girlfriend back home”, som hans
officer og chefredaktør, kaptajn Bob Close, der var helt rippet for det mindste spor af humoristisk
sans, udtrykte det. Ikke noget ”Goooood Morning, Viiiietnaaaam” her, selvom det egentlig var det,
jeg havde håbet, da jeg tog ud for at lave historien.
- - -
Alle journalister og fotografer på den allierede side i Golfkrigen skulle være med i en pool med en
militær eskorteofficer for at kunne komme ”legalt” op til fronten eller på besøg på baser og
flyvepladser. Det var nemmest for amerikanske, britiske og franske journalister, hvis lande havde de
største militære kontingenter i alliancen og derfor også mange pools, som dagligt blev taget ud på
ture. Danmark blev – trods Olfert Fischer – smidt over i den pool, hvor de ikke-krigsførende
nationers journalister måtte friste en kummerlig tilværelse uden ret mange udflugter til fronten.
Enhver journalist, som blev opdaget nær fronten uden at være i en pool, ville blive frataget sin
akkreditering og kunne også udvises af Saudiarabien. Det var et forbandet system, og ingen
ordentlig journalist, seriøs medieorganisation eller demokratisk regering burde have accepteret det,
men forbavsende mange gjorde det alligevel. Alle ordentlige journalister i Saudiarabien burde
systematisk have saboteret systemet, men kun meget få forsøgte. Og hvad der er endnu mere
beskæmmende, mange journalister – specielt amerikanske – der selv VAR med i en pool, angav
kolleger, som ikke var det, men som alligevel opererede ude ved fronten og forsøgte at lave kritisk,
uafhængig journalistik.
Normalt er tommelfingerreglen, at en journalist i en krigszone ikke bærer uniform eller tøj, der
ligner militær påklædning. Journalister bør ikke kunne forveksles med konfliktens parter. Men
under Golfkrigen brød min kameramand og jeg bevidst denne regel. Det var ganske enkelt den
eneste mulighed, der var for at komme op til fronten og operere frit uden en presseofficer. Men
risikoen var udvisning, hvilket ville have været en katastrofe for os, fordi TV2 på det her tidspunkt
kun havde mig akkrediteret på den allierede side (senere sluttede John Sundstrøm sig til), mens de
internationale nyhedsorganisationer hver havde en mindre hær af journalister, fotografer og
teknikere udstationeret i Saudiarabien. De havde råd til og burde have saboteret pool-systemet, men
de gjorde det ikke.
Jeg var også med i en pool. Men det var et af disse ”bunke-bryllupper” med alt fra de nationer, der
ikke var med i krigen og derfor kun kom ud i de interessante områder en eller to gange om ugen.
Jeg tog med på de få udflugter, der var, og på overligger-dagene kørte min kameramand og jeg op
til fronten på egen hånd – camoufleret som soldater fra en presseenhed.
Systemet fungerede forbavsende godt. Og vi fandt ud af, at der ofte var officerer, der havde brug for
et lift frem og tilbage mellem forposterne ude ved fronten. Det udnyttede vi groft. For med en sådan
officer i jeepen, var der ingen, der mistænkte os for ikke at have tilladelse til at være i området.
En gang var det dog nær gået galt. Det var umuligt at opdrive gode landkort i Saudiarabien. Og på
de kort, man kunne få, lå den saudiske grænse længere nordpå, end den gjorde på de kuwaitiske
kort. Og ude i den virkelige ørken, der var der hverken grænsehegn eller andre markeringer – kun
sand, sand og endnu mere sand. Det førte os på et tidspunkt ind i ingen-mands-land imellem de to
hæres forposter. Vi var godt selv klar over, at vi havde problemer. Vi havde ikke set nogen
militærposition i lang tid, selvom vi inde fra det indre af ørkenen kørte østpå, og, efter vore egne
beregninger for længst burde have nået grænseområdet. Da vi på et tidspunkt bemærker en
uregelmæssighed i forløbet af en stor sandet bakke syd for os og beslutter at undersøge det, viser
det sig at være en fremskudt amerikansk position. Og hele positionen har os i sigtekornet, viser det
sig, for vi ankommer fra den irakiske side.
”Holy shit! Are you guys crazy or what? We thought you were fucking Iraqis. You could have
gotten yourselves shot”, skriger en af soldaterne til os, mens han sænker geværet.
Heldigvis bliver vi ikke skudt, og heldigvis ved soldaterne på forposten heller ikke noget om
forbuddet for de udenlandske journalister. De ved i virkeligheden meget lidt om, hvad der sker i
verden udenfor, så vi bliver en velkommen afveksling i deres kedelige dagligdag og bliver budt på
saftevand og frysetørret æbledessert.
- - -
Det internationale pressekorps i Saudiarabien var under Golfkrigen baseret to steder. Enten i
hovedstaden Riyadh, hvorfra man fortrinsvist rapporterede fra det hav af pressemøder, der hele
tiden fandt sted. Eller i Dhahran ude ved Den persiske Havbugt, hvorfra vi med jævne mellemrum
tog op til ”fronten” – hvilket bare var grænsen til Kuwait.
Efter et par uger i Dhahran begyndte vi at kede os bravt. Det eneste afbræk i de begivenhedsløse
dage var de jævnlige ture op til fronten. Men deroppe skete der faktisk endnu mindre. Her sad
soldaterne bare i deres fremskudte positioner og kiggede over på Kuwait.
”Kan du se irakerne”, spurgte de håbefulde soldater altid, når jeg ude i en eller anden skyttegrav
helt fremme ved fronten fik udeleveret en kikkert og nu stod og skuede op mod nogle få grå
bygninger og et vandtårn, der flimrede i varmen.
”Ja”, svarede jeg, og forsøgte at lyde begejstret, men det var ikke sandt. Jeg kunne ikke se noget
som helst levende, men jeg ville ikke skuffe soldaten her langt ude i ørkenen. Tilbage i Dhahran
skete der ganske vist ikke så meget, men heroppe – langt-pokker-i-vold ude i ørkenen – her skete
der overhovedet slet ingenting. Her var dagens højdepunkt de præfabrikerede måltider, og når man
kunne få øje på en iraker igennem kikkerten og sende en rapport tilbage til hovedkvarteret om
”fjendtlige troppebevægelser”.
Vores liv i Dhahran var surrealistisk. Det hotel, vi arbejdede fra, og som også var omdannet til
pressecenter, lå med en militær flyveplads på den ene side og en civil – Dhahran International
Airport – på den anden. Den civile lufthavn var naturligvis også omdannet til en militær flyveplads i
anledning af krigen. Så på begge sider af hotellet startede og landede kampfly i en konstant strøm
dag og nat. Og hvis man kendte lidt til militært udstyr, kunne man bare i kikkert følge med i,
hvilken type missiler flyene var lastet med, når de lettede. Var det luft-til-luft-missiler, luft-til-jordeller
”bunker busters” eller en kombination af det hele. Når flyene så kom tilbage, kiggede vi igen
for at se, hvad de havde brugt, og hvad der stadigvæk hang under vingerne. Så havde vi allerede et
indtryk af, hvad der nu var målene, og hvor meget tættere vi nu var kommet på landkrigen.
På bagsiden af hotellet var der bygget en lang række intermistiske platforme på søjler, så man
deroppefra både kunne filme flyvepladsen bagved og lave LIVE stand-up’pers og LIVE Q&As –
”Question & Answer”, som man kalder spørgsmål & svar-sessionerne med studieværten.
Platformene havde stoftag og var permanent bemandet og udstyret med kameraer og
kæmpemæssige spotlights, som kunne bløde den stærke ørkensols skarpe slagskygger lidt op. Hvert
af de store amerikanske networks – ABC, CBS, NBS og CNN – havde deres egne eksklusive
platforme, og det samme havde britiske BBC. Selv benyttede jeg, som de fleste andre af mine
europæiske kolleger, EBUs – Den europæiske TV-Union’s – LIVE-platform ved siden af de andres.
Hos EBU, som havde snesevis af klienter, foregik arbejdet på samlebånd. I ”myldretiden” kunne
korrespondenterne ofte nærmest stå i kø for at komme op og rapportere LIVE hjem til deres
respektive stationer. Og når der så pludselig var hul, og det var ens tur, så rapporterede man det
bedste, man havde lært, uanset om der var udsendelse derhjemme eller ej. Passede det ikke med
TV2/Nyhederne, måtte de optage LIVE’en på bånd. Men ofte var vi alligevel heldige og fik tingene
til at passe sammen.
Ventetiden gik alle på nerverne. Hvis man ikke var oppe ved fronten, hang man bare på hotellet for
at lytte til rygter og se, om nogle af kollegerne havde lavet en interessant, anderledes historie, som
kan kunne gøre efter.
Pludselig en eftermiddag midt i al kedsomheden kom CNNs reporter løbende igennem lobbyen ud
til selskabets stand up-position. Da ingen andre havde hørt om nogen dramatisk udvikling, løb alle
med ham for at høre, hvilket scoop CNN havde gravet op. Måske var der en historie, man kunne
ringe hjem med. CNN-reporteren stillede sig op foran kameraet og fik sit cue af produceren.
”For et lille øjeblik siden hørte vi et stort brag her et eller andet sted lige nord for os”, begyndte han
formentlig som svar på studieværtens spørgsmål om, hvad det sidste nye var fra Golfen.
”Vi har endnu ingen præcise oplysninger om, hvad der var skyld i braget eller om noget er blevet
ramt. Men vi følger situationen nøje og vender tilbage, så snart vi har flere oplysninger”, sluttede
han rapporten.
Vi andre kiggede på hinanden. Ingen havde hørt noget brag eller nogen eksplosion eller lignende.
Hvad var det, han havde hørt, spurgte vi CNN-kollegaen, da han igen spadserede tilbage til TVselskabets
kontor inde i hotellet, men han ville ikke afsløre noget, før han kunne gøre det på sin
egen kanal. Så da han et stykke tid senere igen dukkede op med kurs mod stand up-platformen –
denne gang dog ikke i løb – fulgte vi naturligvis allesammen med igen for at høre afslutningen på
mysteriet.
”Vi har nu haft mulighed for at tjekke oplysningerne om det brag, vi rapporterede om tidligere”,
sagde journalisten. ”Det viste sig, at der ikke var tale om nogen eksplosion, men at det bare var et
askebæger, der faldt på gulvet i hotelværelset ved siden af os”, sagde han.
Det lød næsten, som om han gerne ville have sagt ”desværre”, men man kan jo ikke tillade sig at
håbe på en rigtig eksplosion, for det ville jo sikkert også betyde, at nogen var kommet til skade. Vi
andre grinede skadefro. Research og dobbeltcheck af oplysninger er jo ikke den værste ting i
verden, fortalte vi hinanden med et indforstået blink i øjet. Men episoden viser også lidt om,
hvordan vi i disse direkte transmitterede TV-tider alt for nemt går i ”selvsving” og smider den mest
banale journalistiske barnelærdom overbord i vores konstante hæsblæsende jagt på en lille bitte
nyhed. Kan vi nå at få historien sendt af sted inden konkurrenterne, så tjekker vi først bagefter, når
det er for sent.
Det er et tab af troværdighed, som vi ganske enkelt ikke kan tillade os inden for journalistikken og i
særdeleshed ikke på TV.
- - -
Mens vi utålmodigt venter på landkrigen, får vi dog vores ilddåb, inden vi forventer det. Mens alle
regner med, at intet vil ske på landjorden, indtil de allierede kampvogne begynder at rulle ind i
Kuwait og Irak, så angriber de irakiske styrker pludselig til alles store overraskelse.
Irakerne angriber ikke over en bred front, men kun på et enkelt sted ude ved kysten, hvor der lige
ovre på den saudiske side af grænsen ligger en lille støvet, kedelig saudiarabisk grænseby ved navn
Al-Khafji. I begyndelsen opdager de allierede slet ikke, at irakerne er i gang med at angribe. Det er
simpelthen lykkedes irakerne at komme uset igennem de allierede linjer. Selv da de militære
teknikere, der opererer en af de små amerikanske ubemandede spionfly med kameraer om bord,
opdager den irakiske styrke, som er på vej imod Al-Khafji, tror de, at der må være tale om en fejl.
Men da de endelig bliver sikre i deres sag, og de får advaret den bataljon af US Marines, der har
ansvaret for området, lykkes det ikke at få dirigeret nogle amerikanske kampfly til stedet, så
irakerne kan blive bombet, inden de når Al-Khafji. Så i deres første direkte konfrontation med
irakerne på landjorden fejler de allierede på flere niveauer samtidig. Alt det finder jeg først ud af
senere, for på det her tidspunkt bliver der lagt et totalt nyheds-black-out over affæren i Al-Khafji.
Vi begynder at høre rygter om, at der er et eller andet i gang oppe ved fronten. Men de journalister,
der lige er kommet tilbage fra deres ”babysittede” pool-udflugter, har intet set. Naturligvis! For
deres amerikanske eskorteofficerer har naturligvis ført dem til de dele af frontlinjen, hvor der ikke
skete noget som helst. Vi gør flere forsøg på at komme op til Al-Khafji, men de bliver alle stoppet
af de amerikanske presseofficerer. Officielt fordi det ”er for farligt”, og de væbnede styrker ”ikke
kan tage ansvaret for vores sikkerhed”. Men vi var jo alle sammen kommet til området netop for at
dække krigen, så vi var ligesom forberedt på, at det nok kunne blive farligt, så vi er naturligvis
rasende, og vi har, fortæller vi amerikanerne, intet ønske om, at de væbnede styrker skal tage ansvar
for vores sikkerhed. Det argument imponerede dog ikke amerikanerne, som var fast besluttet på at
dirigere nyhedsstrømmen, som det passede dem. Og vi får at vide, at hvis vi selv forsøger at snige
os op til fronten ”uautoriseret”, som de kalder det, så vil vi blive udvist af Saudiarabien.
Det tager os to-tre dage, inden det lykkes os at komme op til byen, som i mellemtiden allerede har
skiftet hænder frem og tilbage et par gange. Officielt skulle Al-Khafji nu være tilbage under allieret
kontrol. Men da vi kørte ind i byen blev der fortsat skudt imellem husene.
Al-Khafji var blevet evakueret for civile i månederne forud og var nu, da kampene pludselig og
overraskende brød ud, spøgelsesagtig tom med undtagelse af to små spejderenheder fra US
Marines, som brugte nogle tomme huse i byen, som udgangspunkt for deres natlige
recogniseringstogter ind bag de irakiske linjer. Men da byen ikke havde nogen egentlig strategisk
betydning, og da de allierede generaler ikke for alvor havde forventet et irakisk angreb, var Al-
Khafji ikke befæstet, og derfor kunne de irakiske styrker rykke ind uden nogen større modstand.
Men det var ydmygende for de allierede, at irakerne så let havde passeret igennem deres linjer.
Disse to små spejderenheder forblev i byen, og fra deres skjulesteder på hustagene dirigerede de de
allierede artilleri- og luftbombardementer af de irakiske styrker. Irakerne led forfærdeligt store tab,
og til slut kunne arabiske enheder fra Saudiarabien og Qatar indtage byen. Ganske vist var den
allerede erobret af US Marines, men af politiske og propagandamæssige hensyn lod de allierede det
være saudierne og deres allierede fra Qatar, der stod for den ”officielle erobring”.
At kalde Al-Khafji en af verdens absolut kedeligste byer ”in-the-middle-of-nowhere” vil være en
underdrivelse. Vi passerer forbi karré efter karré af kedelige, flade, firkantede betonbygninger, der,
hvis de har en garageport i facaden, er forretninger, mens de, hvis der kun er vinduer, er beboelse.
Der er ikke et græsstrå imellem husene – kun sand, sand og sand.
Overalt ser vi udbrændte irakiske kampvogne og pansrede mandskabsvogne. Mange steder
stadigvæk med de forkullede lig af irakiske soldater indeni. På et gadehjørne, hvor vi er nødt til at
søge dækning, fordi der bliver skudt ned ad gaden ved siden af, ligger der en dræbt irakisk soldat i
støvet ved siden af os. Stanken er uudholdelig. Uniformsskjorten er spændt ud til bristepunktet om
det oppustede lig. Og vi forsøger ikke at bevæge os, så vi ikke bliver ramt af løbske kugler, og ikke
at trække vejret for at undgå stanken og at kaste op midt i det hele.
Det er tydeligt, at der stadigvæk er irakiske soldater, der holder ud i nogle villakvarterer i byen.
Men det er udelukkende saudiarabiske soldater, der står for eftersøgningen. Amerikanerne har
kontrollen med området og lader sauderne få ”fornøjelsen”.
”Let them have some fun”, siger en US Marine-sergent, mens han tygger på en skrå og spytter en
stråle brunt spyt ud i sandet. En anden officer fortæller os, at deres arabiske allierede ikke er for
modige til at begynde med, så at lade dem få lidt kamperfaring nu kan hjælpe med til at opbygge
moralen og give de saudiske styrker lidt selvtillid.
Så skyderierne, vi kan høre, er altså en slags ”legen katten efter musen”. En slags militær
”børnehave”, hvor de små får lov til at ”feje op”, som det hedder.
Da skyderierne bliver ret voldsomme, spørger jeg en af de amerikanske officerer, om han ikke tror,
at de saudiske enheder har brug for lidt assistance.
”That’s the way they do it”, svarer han. “Det er den måde, de gør det på. I deres kultur er det en
ydmygelse at komme tilbage fra en operation med flere patroner i magasinerne. Så de pumper bare
løs. Jo mere de får skudt, jo bedre har de det.”
Ud på dagen er der ikke flere irakiske soldater tilbage i Al-Khafji. Da vi passerer byen igen, efter at
have været længere oppe ved fronten, er den stille som graven. Flere end 2.000 irakere er blevet
dræbt, og mere end 400 taget til fange. Amerikanerne har mistet 26, og to US Marines er blevet
taget til fange.
Slaget om Al-Khafji havde overhovedet ingen militær eller strategisk betydning. Det var bare en
slags prøveklud, og det viste mig med al ønskelig tydelighed, hvor lidt menneskeliv er værd i
Mellemøsten. Det er noget, der bare lyder som en frase, når man siger det i Danmark, men efter at
have vandret op og ned ad de støvede gader i Al-Khafji mellem oppustede, stinkende lig af noget,
der en gang var sønner, brødre og fædre, så giver frasen næsten en kuldegysninger.
- - -
Det mærkelige er, at selvom jeg på mange måder var lige midt i begivenhedernes centrum, så var
det meget svært at få sig et overblik over, hvad der virkelig foregik. Bortset fra de jævnlige ture op
til frontlinjen, var jeg i virkeligheden lige så langt fra krigen som mine kolleger på
hjemmeredaktionen. For selvom krigen var i gang og havde været det i ugevis, så skete der ikke
meget ved frontlinjen imellem landstyrkerne. Det hele var i begyndelsen en luftkrig, noget der
foregik langt oppe i Kuwait og Irak, på den anden side af fronten. Jeg kunne, som kollegerne i
Odense, på TV følge med i pressemøderne fra Riyadh, hvor general Norman Schwarzkopf og andre
allierede officerer briefede en efter min mening overraskende veldresseret og venligtsindet presse
om krigens gang og illustrerede det med grynede, flimrede videoklip fra udvalgte missilers og
bombers målsøgningskameraer.
Men det tog meget lang tid, inden vi kom tæt på ofrene for krigen. Og i den lange periode, der
forløb, indtil det skete, og man for alvor begyndte at fornemme den voldsomme død og
ødelæggelse, der havde fundet sted i ugerne op til landkrigen, kunne Golfkrigen godt ”bare” tage
sig ud som et imponerende opbud af militært isenkram, og det var så snublende nemt bare at blive
revet med af dette kæmpemæssige fascinerende drama. Man skal i sådanne situationer hele tiden
minde sig selv om, at det er dødelig virkelighed, og samtidig forsøge at holde den forgiftende
fascination af det imponerende krigsmaskineri på afstand.
Og det er slet ikke så nemt, som det måske lyder, når man sidder hjemme i Danmark langt væk fra
begivenhederne.
- - -
De fleste af os journalister i Saudiarabien, og – hvis vi skal dømme efter de mange interviews, vi
lavede med almindelige soldater – også en god del af de væbnede styrker, havde ventet en kæmpe
eksplosion, når landkrigen startede. Der blev diskuteret mange forskellige scenarier. Et blodigt
kæmpeslag a la Første Verdenskrig. Irakernes speciale, hvis man skulle dømme efter den otte år
lange Iran-Irak-krig. Skyttegrave og giftgas. Eller det modsatte: Et kæmpemæssigt kampvognsslag i
ørkenen a la Anden Verdenskrigs El Alamain. Men det blev i stedet en lang allieret fremrykning.
Meget få skudvekslinger. Næsten ingen modstand. Den irakiske krigsmaskine kollapsede klodset,
uelegant og uværdigt.
De samme mennesker, som jeg måneder forinden havde set og filmet i ”vrede”
myndighedsorganiserede kæmpedemonstrationer i Bagdad uden for den amerikanske ambassade,
hvor de råbte ”Død over Amerika! Død over Israel! Død over zionisterne og deres lejesvende i
Riyad!” De samme mennesker, hvis øjne i Bagdad havde glødet af had og uforsonlighed. De samme
mennesker, hvis børn marcherede i takt i Ba’ath-partiets Hitlerjugendagtige ungdomskorps iført
camouflageuniformer og skrålede ”Hellig Krig!”. De samme mennesker kommer nu op af deres
jordhuller og sønderskudte betonbunkers med hænderne over hovedet.
Det gør næsten ondt på en at overvære. Selvom det er de selvsamme soldater, som uden at stille
spørgsmål har brugt giftgas imod deres eget folk, massakreret og voldtaget uden hæmninger, så er
deres nederlag nu så ynkeligt, at det er svært at tage del i den sejrsstemning, som de amerikanske
soldater og deres arabiske allierede omkring os klart nok føler. Jeg kan sådan set også sagtens forstå
sejrsglæden, fordi mange soldater havde frygtet for landkrigen, og hvad de ville møde, når de først
begyndte at rykke frem imod de irakiske stillinger. Så man kan ikke fortænke dem i at være lettede
og overstadige nu, hvor det er klart, at det hele næsten er overstået, endnu inden det for alvor er
begyndt.
Men det er på den anden side også umuligt for mig ikke at have en smule medfølelse med de
krigstrætte irakiske soldater, der nu som rystende nervevrag kommer krybende op af deres
underjordiske bunkers, efter ugers bombardement fra tungt artilleri og fra bombefly, og overgiver
sig til hvad som helst, der rører sig i ørkenen. En irakisk enhed forsøger at overgive sig til et af
amerikanernes førerløse, fjernstyrede overvågningsfly. Og en anden enhed overgiver sig til et
italiensk TV-hold.
Irakerne råbte ”Død over Amerika” for nogle uger siden. Nu kysser de de amerikanske soldaters
støvler. For to måneder siden ville de regere hele Mellemøsten. I dag overgiver de sig for et måltid
mad.
Et mere ydmygende nederlag kan man næsten ikke forestille sig. Amerikanerne var ikke sene til at
omdøbe det, Saddam Hussein INDEN krigen advarende havde kaldt ”Alle kriges moder”, til ”Alle
nederlags moder”.
* * *
|