Den
almindelige spidsmus lever et hektisk liv
Spidsmus ligner små mus, men de tilhører en helt anden gruppe af pattedyr, som hedder insektædere.
Den almindelige spidsmus er ikke en mus, men hører til den gruppe af pattedyr, som hedder insektædere. Insekter udgør da også det meste af spidsmusens føde. Andre insektædere er pindsvinet og muldvarpen.
Der findes ca. 300 arter af insektædere i hele verden. De fleste af dem er små dyr. Størstedelen af dem - ca. 200 arter - er spidsmus.
Der findes 3 arter af spidsmus i Danmark. Foruden den almindelige spidsmus har vi vandspidsmus og dværgspidsmus. Almindelig spidsmus er den mest almindelige af dem.
Spidsmusens stofskifte er meget højt, så den har hvert døgn behov for en fødemængde, der svarer til 50-90 % af dens egen vægt.
Den almindelige spidsmus findes især på marker, enge og i skovbryn. Den er udbredt i hele Danmark.
Brandmusen er en lille, brun mus med en sort stribe på ryggen
Den hører til i gruppen af ægte mus.
Brandmusen er en lille, brun mus med sort rygstribe og en lang hale. Den har en meget begrænset udbredelse i Danmark, hvor den kun findes på Lolland og Falster.
Brandmusen - som er nært beslægtet med skovmus og halsbåndmus - lever især på marker og enge i nærheden af levende hegn og små krat. Den findes også i haver og parker, men ikke inde i rigtig skov.
Brandmusen klatrer ikke så meget rundt i træer og buske som skovmus og halsbåndmus. Den går og løber omkring på jorden eller opholder sig nede i sit underjordiske system af gange.
Brandmusen hører til den gruppe af gnavere, som kaldes for ægte mus. Ægte mus kendes først og fremmest på, at de har et spidst hoved, store ører og øjne og en lang hale.
Brandmusen æder især frø og frugter. Den er meget glad for ærter og bønner, og nogle steder kalder man den lille mus for ærtemus. Ved siden af planteføde tager brandmusen også en del små dyr som insekter, edderkopper, snegle og orme. Den kan desuden finde på at æde ådsler.
Brandmusen kendes på den sorte stribe på ryggen
Den har ret store ører og en lang, nøgen hale.
Brandmusen er en ret lille mus. Kroppen måler 7-12 cm, og vægten er på 16-25 g. Ører og øjne er store, og den næsten hårløse hale er lidt kortere end kroppen. Halen måler normalt 7-8,5 cm.
Brandmusen er glinsende rødbrun om sommeren og mere dæmpet gråbrun om vinteren. Undersiden er hvidgrå. På ryggen er der en smal, sort stribe, som strækker sig fra panden og hen til haleroden. Han og hun er ens.
Den sorte rygstribe er et godt kendetegn. Den eneste anden danske mus med sort rygstribe er den lille, sjældne birkemus. Hos birkemusen går den sorte rygstribe helt frem mellem øjnene.
Overfladisk kan brandmusen forveksles med sine nære slægtninge halsbåndmus og skovmus, men de mangler begge den sorte rygstribe. Brandmusen er desuden meget mindre end halsbåndmusen og lidt mindre end skovmusen.
Brandmusen findes kun på Lolland-Falster
Den lever især på marker og enge.
I Danmark træffes brandmusen kun på Lolland og Falster. Der er desuden nogle enkelte fund fra Sjælland, men det ser ikke ud til, at den lille mus har bestande her. Indtil 1910 levede brandmusen også i Sønderjylland, men her findes den ikke mere.
Brandmusen findes ikke i Norge og Sverige, og i Finland træffes den kun i de sydlige egne. I det øvrige Europa lever brandmusen i de sydøstlige egne. Herfra er den udbredt i et bælte tværs over Asien til Stillehavet.
Brandmusen lever især på enge og marker og gerne ved markskel. Man finder den også i levende hegn, i småkrat og i skovbryn, men den træffes ikke inde i selve skoven.
Når det bliver koldt, kan man opleve, at brandmusen søger ind i huse, lader og skure. Her tilbringer den vinteren - på samme måde som halsbåndmusen.
I Østeuropa er den lille mus almindelig i haver og parker.
Brandmusen æder både planter og dyr
Føden består hovedsagelig af plantedele, men brandmusen æder også temmelig mange smådyr.
Brandmusen æder især plantedele som for eksempel spirer, knopper, frugter, frø og nødder. Den er specielt glad for ærter og bønner, og derfor kalder man også den lille mus for ærtemus.
Brandmusen er dog ret alsidig i sit valg af føde, og den tager også mange smådyr som edderkopper, insekter og deres larver, orme, snegle. Desuden æder den ådsler.
Når det bliver efterår, samler brandmusen vinterforråd, som den gemmer i depoter nede i sit gangsystem.
Brandmusen er som regel på færde om dagen
Den opholder sig mest nede på jorden.
Brandmusen er især aktiv om dagen - modsat halsbåndmusen og skovmusen, som mest er fremme om natten.
Brandmusen foretrækker at gå og løbe omkring på jordoverfladen eller nede i sit underjordiske gangsystem. Den hopper og klatrer ikke nær så godt som halsbåndmus og skovmus.
Brandmusens lever i gange nede i jorden. Gangene går som regel ikke særlig langt ned i jorden, kun 10-15 cm, men kan dog nå ned i 40 cm’s dybde. Nede i gangene laver musen redekamre og forrådsrum.
Om vinteren kan brandmusene søge ind i vore huse, skure og lader. Det sker også, at de overvintrer i roekuler.
Brandmusen har ikke særlig stor betydning som skadedyr på afgrøder, selvom de kan æde en del ærter på markerne. Det er meget mere alvorligt, at de kan overføre en bakterie, Leptospira pomona, til kvæg og svin. Den forårsager kalvekastning, blod i mælk og urin hos kvæget og dødfødte smågrise hos søerne.
Vrede skrig
Når brandmus er aggressive, kan de skrige højt.
Brandmus har en række forskellige skrig, som de især udstøder, når de er vrede, aggressive eller bange.
Ved hjælp af disse skrig kan de meddele sig til hinanden eller forsøge at skræmme fjender bort.
Brandmus får 2-3 kuld unger hvert år
Der er normalt 5-7 unger i et kuld.
Brandmusenes yngletid er forholdsvis kort og varer kun fra april til september. Drægtighedsperioden er på ca. 21 dage.
Som regel når hunnen kun at sætte 2-3 kuld unger i verden om året. Normalt består hvert kuld af 5-7 unger, men der kan være op til 12 unger i et kuld.
Ungerne bliver passet af hunnen og dier hos hende, indtil de er 3 uger gamle. Derefter kan de klare sig selv.
Brandmus bliver ca. 1,5 år gamle.
Spor
Brandmus efterlader mange slags spor.
Brandmusens sporbane består af gang og løb, men sjældent af spring. Bagfodens spor er 16-18 mm langt.
Ædepladsen er som regel godt skjult. Kogler, som er behandlede af brandmus, ser ikke så flossede ud som egernets. Musen gnaver omhyggeligt hvert kogleskæl af for at få fat i frøene.
Når en brandmus gnaver i en hasselnød for at få fat i kernen, holder den fast på nødden med forbenene. Så gnaver den hul på nødden med sine stærke fortænder. Sten fra kirsebær, mirabel og blomme behandles på samme måde.
Brandmusens ekskrementer er ca. 4 mm lange og 2 mm brede.
Dværgmusen er vor mindste mus
Den er også den mindste gnaver, som findes i Europa.
Dværgmusen er en meget lille mus, som findes i det meste af landet. Den lever især på marker og enge, hvor der vokser høje urter og græsser. Den træffes også i kornmarker.
Om sommeren færdes dværgmusen en stor del af tiden oppe i den høje vegetation. Her bygger den sine reder, som er kuglerunde og lavet at græsstrå og andre dele af planter. Om vinteren bygger den reder på jorden.
Dværgmusen tilhører den gruppe af pattedyr, som kaldes for gnavere - og den lille mus er europas mindste gnaver. Dværgmusen er dog ikke det mindste pattedyr her i landet. Dværgspidsmusen og dværgflagermusen er endnu mindre.
Føden består især af dele af planter - især friske frø - men dværgmusen æder også en del insekter.
Dværgmusen kaldes også for havremus, fordi den gerne holder til i havremarker, når det er sommer. Idag er havremarker ikke særlig almindelige, men tidligere - da man brugte heste som trækkraft på landet - var havremarker meget udbredte.
Dværgmusen er en lille, væver, gulbrun mus med snohale
Den er ret let at kende.
Dværgmusen er den mindste mus i Danmark - og i Europa. Den måler kun 5,5-7,5 cm, og den vejer 5-11 gram. Halen, som måler 4,5-6,5 cm, er en ægte snohale. Halen kan snoes omkring stængler og grene og bruges meget, når musen kravler rundt i højt græs og høje urter.
Oversidens pels er gulbrun om sommeren og orangebrun om vinteren – men altid uden en skarp grænse mod den gråhvide underside. Musen har rustrøde partier omkring haleroden, på lårenes bagsider og sommetider også på snuden.
Dværgmusen hører til den gruppe af gnavere, som kaldes for ægte mus. Ægte mus kendes på, at de har en spids snude, store ører og øjne, lange ben og en lang hale. Dværgmusen har dog ret små øjne - modsat vore andre ægte mus.
Dværgmusen er ret let at kende - først og fremmest fordi, den er så lille. Hvis man møder den i naturen, lægger man også mærke til, hvordan musen hele tiden bruger sin lange snohale. Han og hun er ens.
Dværgmusen findes i det meste af landet
Den lever på steder med høj vegetation.
Dværgmusen er antagelig først kommet til Danmark inden for de seneste godt og vel 100 år. Men nu findes den over hele landet med undtagelse af Læsø, Anholt, Falster, Bornholm og nogle mindre øer.
Den mangler i Norge og det meste af Sverige, men findes i den sydlige halvdel af Finland.
I det øvrige Europa findes den overalt med undtagelse af Irland, det meste af Den iberiske Halvø og Italien. Østpå når den tværs igennem Asien til Stillehavet, og den findes også i Japan.
I Danmark lever dværgmusen især i områder med høj vegetation af urter eller græs og med spredte buske og unge træer. Den træffes således tit i levende hegn, lysninger og nyplantninger i skove, på bredder af søer og åer samt i enge.
Desuden optræder den hyppigt i kornmarker – gerne havremarker – og på marker med frøgræs.
Dværgmusen æder frø, korn og planter
Den æder også lidt insekter og deres larver.
Dværgmusen lever mest af forskellige dele af planter.
Frø – især fra græs og korn – er nok den vigtigste føde. Desuden æder dværgmusen friske, grønne plantedele, frugter, bær, nye skud, svampe og rødder.
Dværgmusen finder en stor del af sin føde oppe i toppen af græsser og høje urter. Den kravler op i toppen af planterne som en anden akrobat og sidder her og æder, mens den holder sig godt fast med sin snohale.
Dværgmusen æder også en del smådyr som for eksempel insekter og deres larver.
Dværgmusen er svær at få øje på, for den er lille og lever skjult
Den er mest fremme morgen og aften.
Dværgmusen er for det meste i gang, så snart solen er gået ned, og når solen står op. Hvis der er fredeligt, kan den dog også være i sving i løbet af dagen.
Dværgmusen er uhyre smidig og dygtig til at klatre. Halen er meget bevægelig. Den snoes rundt om stængler, strå og kviste og kan således anvendes som støtte og livline, når musen kravler omkring. Hvis musen bliver forskrækket, stivner den og holder sig helt stille - eller den klatrer længere ned mod jorden og skjuler sig.
Om sommeren bygger dværgmusen sine reder oppe mellem stråene. Den laver både nogle hvilereder, som er lidt løst byggede, og en ynglerede, der er mere solid, og som måler op mod 10 cm i diameter. Reden er flettet sammen af græsblade, som dværgmusen har spaltet på langs. Indvendig kan reden være foret med frøuld.
Når planterne visner væk om vinteren, færdes dværgmusen mest på jorden og nede i underjordiske gangsystemer, som andre mus har gravet. Hernede eller i en græstue bygger den en vinterrede.
Dværgmusen er især afhængig af sin høresans og sin lugtesans. Den ser ikke så godt, men kan dog sagtens opdage bevægelser.
En ret tavs mus
Dværgmusen bruger sandsynlivis ikke sin stemme ret meget.
Man hører ikke meget til dværgmusen ude i naturen. Men om det skyldes, at man ikke har undersøgt det godt nok, eller om musen virkelig er meget tavs, ved man ikke.
Dværgmusen bruger dog sin stemme før og under parringen, og når der er mange dyr tæt sammen. Ungerne giver høje skrig fra sig, når de bliver forstyrret.
Dværgmus bruger også ultralyde. Ultralyde er lyde, som ligger i et toneleje, som er for højt til, at vi kan høre dem.
Dværgmus kan få mange unger
En unge vejer knap 1 gram, når den bliver født.
Dværgmusen yngler fra maj til oktober. Efter parringen jager hunnen hannen væk, og han er ikke med til at bygge rede eller passe unger.
Hunnen er gravid i 21 dage, hvorefter hun som regel føder 3-7 unger. I løbet af yngletiden kan hun nå at få 3-4 kuld unger.
Ungerne er nøgne og blinde ved fødslen, og de vejer kun knap 1 gram. Men de vokser hurtigt, og allerede efter 14-15 dage kan de klare sig selv. Det passer som regel med, at moderen er gravid igen og er begyndt at bygge rede til næste kuld.
Ungerne er kønsmodne og kan begynde at yngle, når de er 4-5 uger gamle. Det betyder, at unger fra det første kuld selv kan nå at få unger senere på sommeren.
Dværgmus bliver højst 1,5 år gamle i naturen. I fangenskab kan de dog blive 3 år gamle.
Dværgmusen er så lille og let, at den kun efterlader få spor
Men man kan være heldig at finde dens rede.
På grund af sin ringe vægt efterlader dværgmusen kun få spor – og de er svære at finde, fordi de er så små.
Men dværgmusens reder er til at få øje på. Rederne er kuglerunde og de måler 8-10 cm i diameter. De er anbragt 20-60 cm oppe i vegetationen, og de er lavet af græsblade, som dværgmusen har spaltet på langs og derefter flettet sammen til en lille kugle. Der er et indgangshul på siden.
Reden er gjort fast i levende græsstrå, urter og kviste, så den er godt skjult. Indvendig er reden foret med frøuld. Man finder lettest rederne i vinterhalvåret, hvor de er ret tydelige, så snart græs og urter er visnede.
Gærdesmutten har en rede, der minder meget om dværgmusens rede, men gærdesmuttens rede indeholder altid dun og fjer. Det gør dværgmusens aldrig.
Beskrivelsen af de sidste mange mus kan du læse dig til her
http://danske-dyr.dk/find_dyr.php?d=mus
Du kan tilmelde dig gratis i 14 dage
