|
|
 | Den sidste tid
Fra :  Axelise  | Vist : 2394 gange
100 point
Dato : 13-03-07 13:01 |
|
Min mor ligger for døden.
D. 3. februar faldt hun og brækkede lårbensknoglen. Hun blev opereret og kom senere på genoptræningscenter. Her trivedes hun ikke på grund af den hårde tone og behandling fra personalet, så da vi i familien kunne se, at vi var ved at miste hende på grund af at hun gik ned psykisk, valgte vi at tage hende hjem.
Her livede hun op en kort stund, men hurtigt gik det ned ad bakke, da hun fik en blodprop i hjernen, så nu er hun halvsidigt lammet og ligeså plejekrævende som et spædbarn.
Hjemmeplejen kommer 5 X dgl, men det er ikke nok til at passe ordentligt på hende, så vi børn og svigerbørn står tæt omkring vores mor og døgnbemander hende, så vi altid er 2 hos hende. Også om natten er vi 2 og skiftes til at sove, så én af os altid er vågen.
Det er så sorgfuldt at se sin mor forsvinde på denne måde, men selvom hun er meget meget svag, er hun klar i hovedet, så hun ved, hvad der foregår omrking hende. Og hun nyder al vores kærlighed og omsorg og hun er så taknemmelig.
Så man må sige, at hun er heldig at få lov til at dø på denne måde, og vi er heldige at få lov til at vise hende kærlighed til det sidste og tage afsked med hende.
Min mor er 86, så det er ikke tragisk at hun er døende, men det er så svært at tage afsked med et menneske, man elsker meget højt, så jeg er helt slået ud. Det er både fysisk og psykisk krævende.
Vi har valgt, at hun ikke skal indlægges, selvom hun er så plejekrævende, for det vil gøre hende så ulykkelig og bange. Vi har 2 læger og en fysioterapeut i familien, så vi er forsvarligt dækket ind udover den hjælp, vi får udefra.
Dette er jo ikke rigtig noget spørgsmål, jeg har bare behov for at lufte min sorg og få læsset lidt af mit tunge hjerte....
| |
 | Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 13-03-07 13:08 |
|
Åååhh nej, nu troede jeg lige at det gik fremad, hvor er det dog hård og også trist at glæden holdt så kort.
Det er dejligt at hører at i børn og svigerbørn er der, også for din far som må havde det rigtigt skidt
| |
|
Det gør mig ondt at høre Axelise!
Man kommer aldrig over det, men lærer at leve med det...
Midt i sorgen er det fantastisk smukt, at I alle stiller op for din mor, og hjælper i den sidste tid!
Varme tanker
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 13-03-07 13:27 |
|
Tusind tak.
Lige nu kan jeg ikke tænke 2 sammenhængende tanker, det hele er så uvirkeligt som en grim røm, og jeg håber hele tiden på at jeg vågner op og at min mor er rask og har det godt.
Vi tog hende hjem fra Tranehaven i onsdags, og da kunne hun gå med gangbuk og vores støtte, så vi var kun derude 1 ad gangen. Men natten fra fredag til lørdag havde jeg en rædselsnat med min mor, hvor hun blev helt forfærdelig dårlig og jeg var alene med hende. Hun skulle op og tisse hele tiden, og det var smertefuldt for hende at komme op på bækkenstol. Hun tissede meget mere, end hun havde indtaget af væske, så det var så underligt.
Hun blussede og kogte i kinderne og havde voldsom kvalme. Jeg sad med hende i sengen i 1 time med kolde klude og opkastspand og prøvede på at hjælpe hende, men hun havde det så dårligt. Vi regner med at det var dér hun fik en ordentlig blodprop, for jeg måtte nærmest bære hende på bækkenstol, hun kunne pludselig slet ikke støtte mere, som om eftermiddagen.
Lørdag morgen kom hele familien susende og vi lagde en slagplan over, hvem der kommer hvornår og hvad vi skal gøre. Det stod nu klart for alle, at vi skal være min. 2 til at passe hende ad gangen.
Jeg har sygemeldt mig fra mit arbejde, for jeg går bare og græder og græder hele tiden. Jeg magte slet ikke at passe mit arbejde lige nu.
| |
 | Kommentar
Fra : o.v.n.  |
Dato : 13-03-07 13:44 |
|
Jeg kan godt føle med dig, indledningen er den samme for din og min mor, min mor brækkede også hoften, temmelig nøjagtig for 3 år siden, hun blev opereret, og fortalte os om oplevelsen, hvordan hun kunne høre hvordan lægerne savede og rykkede i hende, nu skulle hun lige komme sig og så op og gå igen, så pludselig 2 dage efter blev hun meget syg og døde, vi hentede hende hjem fra sygehuset på hendes 82 års fødselsdag, der var et stort savn i meget lang tid, det kom så pludselig, bagefter snakker vi om, at det var godt hun ikke kom til at sidde uvirksom, det var slet ikke hende, men vi savnede at få taget ordentlig afsked, og bliver glad når jeg læser, at i er omkring hende og hjælper det i kan, får mulighed for tage afsked
| |
 | Kommentar
Fra : Kattrine  |
Dato : 13-03-07 13:45 |
|
Kære Axelise
Det er aldrig let at miste uanset alder. Men hvor er det dejligt at læse, at I har valg at tage afsked med din mor hjemme, og at I har bygget et fælles værn op omkring hende. Det er meget smukt, og en stor gestus, som desværre kun de færreste ældre er forundt. Det er en meget sorgfyldt periode I nu skal igennem, men forhåbentlig har du også oplevet en stor glæde midt i sorgen over at kunne være ved din mor nu hvor hun er på vej ind i den sidste fase at livet, og forhåbentlig vil du også opleve at døden kan være utrolig smuk, når et menneske er omgivet af sine kære i sit eget hjem når det sidste åndedrag drages. Og når det hele er kommet lidt på afstand vil du sikkert opleve at det også er en stor hjælp for dig selv i din måde at komme over sorgen på. Det er altid en hjælp at vide at man har gjort sit bedste, og ydet sit yderste, og det er jo også en måde at sige tak til din mor for alt hvad hun har været for dig/jer gennem livet. Jeg har passet begge mine forældre i hjemmet til det sidste, og det var dejligt og smukt, vi fik sagt alle de ting til hinanden, som man måske ofte glemmer at sige til hinanden i hverdagen. Jeg kan kun sige at gid der var flere som jer. Men jeg ved også godt at ikke alle har den mulighed, desværre. Jeg ønsker for jer at I må få en lige så smuk oplevelse ud af det som jeg fik. Jeg føler med Jer, og sender jer alle mine smukkeste tanker.
 | |
 | Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 13-03-07 14:03 |
|
Ånej......
Og så sprøjter tårerne ud af øjnene igen.. Det føles som i går at jeg mistede min egen mor...
Men hvor er jeg glad på dine vegne over at I har mulighed for at være der for din mor. Også i hendes allersidste tid. --Min egen mor døde alene i den midterste seng på en 3-sengsstue på et stort hospital. Jeg ville have givet meget for, at det kunne have været anderledes...
Selv om I har læger og en fysioterapeut i familien, så håber jeg alligevel at din mor også bliver tilset af læge og sygeplejerske udenfor familien. For I er selv lige tæt nok på til at kunne yde mere end omsorg og tilrettelagt pleje. Og hjemmepleje er IKKE nok!
Længe efter at min mor var død, --da jeg om og om fik flashbacks fra hendes sidste tid, da faldt det mig ind, at det HUN havde haft brug for, det var hospicepleje. Og at det faktisk er noget man har i mange kommuner, --i form af hjemmehospice.
http://www.sanktlukas.dk/site/3573.htm
Almindeligvis er det noget, man især forbinder med kræftpatienter, men det er jo faktisk noget alle syge gamle mennesker har brug for.
Hvordan klarer dig gamle far den ulykkelige situation?
| |
 | Kommentar
Fra : k_m_s |
Dato : 13-03-07 15:33 |
|
Axelise
jeg tror at du og din familie giver din mor den største hjælp I overhovedet kan i den sidste tid, ved at være om hende HELE TIDEN. Hvor må din mor være tryg når selv om natten, en af jer er vågen.
Du skriver din mor er klar i hovedet så tænk på hvilket minde hun tager med sig om sin familie.
Jeg er ikke læge men syntes at din mor bør være absolut smertefri hele tiden hvis det kan lade sig gøre. Forsøg at græd når det ikke er ved din mors side.
Mange varme hilsner og tanker
Kim
| |
 | Kommentar
Fra : Rosalill |
Dato : 13-03-07 17:12 |
|
Kæreste Axellise
Selv om det er hårdt og du er ked af det hele tiden, så er den smerte alligevel bedre end fortrængningen. Den vil blive styrke når din mor er sovet ind. Selv nu hvor I passer hende og får taget den sidste afsked er der også en glæde ved at være der. Selv om den først mærkes efter et stykke tid.
Det er så stærkt og flot at I er der og giver hende trygheden til at går over livets grænse, vel vidende at hun er elsket.
Da min mor døde sang jeg for hende, jeg havde en fornemmelse af at det gav hende roen og en smule tryghed i processen til at dø. Måske er det fjollet, men den fornemmelse gav mig en lille glæde i sorgen. Det samme vil I også komme til at mærke bagefter. At I passer hende på det sidste er en stor hjælp for jer i den sorgproces der allerede er begyndt.
Man kan jo under ingen omstændigheder undgå tomheden og sorgen.
Kik godt og længe på hende og mærk al den kærlighed du har til hende, sug hende til dig og huske at nyde hende i det sidst stykke tid.
Kærlig Hilsen Rosalill
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 13-03-07 19:54 |
|
Tak for alle jeres smukke og kærlige indlæg, de varmer mit hjerte.
Ja, jeg ved godt at vi er dybt priviligerede, at vi kan give vores mor denne sidste kærlige omsorg. Hun ved at hun er dybt elsket, hun ved hun ikke er alene, hun ved at vi passer på hende, hun ved at vi våger over hende nat og dag. "Mine små vågekoner", kalder hun os, - hun hun strøg mig så kærligt på kinden i går og hviskede (hun har ingen stemme mere og taler nærmest lydløst): "Husk at passe på dig selv, jeg er bange for at du ikke kan holde til detteher."
Selv til det sidste er hun kærlig og omsorgsfuld overfor os, og selvom jeg gør alt for at skjule min sorg og kun græder, når jeg ikke er hos hende, så kender hun mig jo og kan se i mine øjne, at det er hårdt.
Men der er så vidunderligt at være i mine forældres hus. Vi kan mærke vores mors lysende sjæl i hvert et rum, der er så lyst og godt at være. Og huset bølger af vores kærlighed til hende og hendes kærlighed til os, og det er med til at hele sorgen.
De folk, der kommer fra hjemmeplejen, er glade og forundrede over den støtte og kærlighed, vi giver vores mor. De siger, at de taler om det oppe på hjemmeplejen i Gentofte, for det er yderst sjældent at de oplever den slags. Og det er jo sørgeligt, for tænk hvor mange, der ikke får den kærlige afsked, som min mor får.
En af plejerne fortalte i fredags om en gammel dame, der lå og givetvis ville dø i løbet af weekenden. hendes børn havde valgt at tage på skiferie om fredagen, vel vidende at moderen ville
dø i løbet af weekenden. Så hun ville komme til at dø alene, for hjemmeplejen kommer kun 5 x dgl max.
Angående læge, så har vi endnu ikke inddraget min mors private læge, da hun har fejlmedicineret min mor totalt. Det fik vi at vide, da hun blev indlagt med lårbensbrud og fik geriatrisk tilsyn. Min mor var underernæret og fejlmedicineret takket være lægen, som har tilskyndet hende til at gå på skrap diæt og skræmt hende med at hun ville dø, hvis ikke hun levede totalt fedtfattigt på grund af sit forhøjede blodtryk og kolestoroltal. Min mor oplever, at lægen har været med til at puffe hende i graven, så vi har måttet finde en anden læge, som kan tilse hende. Han kommer i morgen og skal lave en vurdering af hendes tilstand og råde os med hensyn til, hvad vi kan få fra kommunen, og hvad vi selv må betale for af hjælp. Vi overvejer at finde en nattevagt, som kan våge over min mor om natten, for så kan vi nøjes med at én af os sover der om natten istedet for 2. Og hvis min mor skal på toilettet eller have skiftet ble i løbet af natten, kan nattevagten vække den af os, der sover der, så vi kan hjælpes ad. For denne situation er uholdbar, det slider simpelthen for hårdt på hele ens system.
Men jeg ved at jeg og vi gør det rigtige, og min mor er så taknemmelig. Hun har ingen mimik længere, kan ikke smile og taler meget meget lidt. Hun kan kun hviske få ord ad gangen, resten af tiden sover hun.
Min far på 90 ½ år er bare en knag. Han har besøgt hende dagligt i flere timer, mens hun var indlagt, og det var ham, der sørgede for at få hende hjem. Han vågnede tidligt onsdag morgen kl. 4 i sidste uge og tænkte, at hvis ikke han gjorde noget, så ville hans elskede kone dø fra ham på Tranehaven, hvor hun blev mere og mere ulykkelig og dårlig.
Så den ganle mand gik ned på Tranehaven tidligt om morgenen og forlangte at få sin kone hjem. Vi andre støttede op om beslutningen og fik sat det store apparatur igang i forhold til ambulancetransport, hjælpemidler, sygeseng, hjemmepleje osv. osv. Hun kom hjem samme dag og vi samledes alle med glædestårer omkring hende oppe i hendes soveværelse, som blev indrettet til stue og spisestue i dagens anledning.
Vi passer på min far ved at være omkring vores mor og klare alt det praktiske, så han kan passe sin forretning (han har brug for at holde fast i sit gamle liv og yde min mor den støtte og kærlighed, som han altid har givet hende. Han er hendes klippe.
Vi andre sørger for mad og liv og omsorg i huset og for at kontakte alle relevante parter. Vi vasker tøj, gør rent laver mad og hygger, så min far oplever endelig, at der er liv og glæde i huset igen, selvom der også er megen sorg.
Gudsketak og lov er vi 6 børn, så der er nogen at "tage af".
Til alt held er min mor ikke angst længere, som hun var på hospitalet og på Tranehaven, hun har heller ikke de store smerter, hvilket er en stor velsignelse.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 13-03-07 20:37 |
|
Det er bare SÅ godt!
Og selvfølgelig skal din mor ikke indlægges på hospice i hendes sidste tid.
Jeg er slet ikke sikker på, at man vil "ofre" en hospiceplads på et gammelt menneske, som helt naturligt er ved at dø.
Det, jeg håbede på kunne være en hjælp er det, de kalder "hjemmehospice" hvor den døende får det nødvendige tilsyn og smertelindring i sit eget hjem. Det ville involvere læge og sygeplejerske og støtte til den døende såvel som til de pårørende. Men plejen ville foregå I HJEMMET.
--Giv det en chance mere:
http://www.sanktlukas.dk/site/3574.htm
Klik også på "visitation" oppe i højre hjørne.
Jeg tænker mest på, at det kan blive hårdt for jer hvis din mor bliver mere syg, før hun får lov til at tage af sted. Og at det ville være SÅ synd, hvis hun blev så dårlig, at I måtte lade hende indlægge i panik.
Det er muligt, at I kan klare det selv, bare med hjælp fra hjemmeplejen. Og som jeg siger, så er det også muligt, at man ikke vil give hospiceomsorg til et gammelt menneske, der er ved at dø. Jeg synes bare, at du skal kende til muligheden....
Hvis din mor kun kan ligge nu, så skal I måske søge om en vandsengsmadras til hende. For der kan meget hurtigt komme liggesår.
Min mor havde sådan en madras med skiftende felter, der hele tiden blev fyldt og tømt så det ikke var de samme steder på ryggen der blev belastet. Selv om den jo ikke var helt lydløs, så var hun rigtig meget glad for den..
Det er jo ikke til at vide, om hun skal herfra i morgen --eller om der går måneder endnu...
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 14-03-07 09:13 |
|
Tak Birgitta.
MIn mor har fået en speciel stødaflastende seng med flere lag. Den er elektrisk og kan køres op og ned, hvilket hjælper os, når vi skal gøre hende ren og det gør det også lettere for min mor, når han skal have noget at drikke, at vi kan køre hovedgærdet lidt op.
Jeg kunne ikke finde noget felt på hjemmesiden, hvor der stod "Visitation", men måske er det bare mig, der er rundt på gulvet. Jeg kan ikke finde ud af ret meget i disse dage, det er svært at tænke klart.
Men nu har jeg tlf. nr. til Sankt Lukas og vi kan selv ringe og tale med dem, så tak for det!
Jeg skal ud til mine forældre her kl. 10, og så har jeg den næste døgnvagt til engang i morgen ved middagstid. Lægen kommer her til formiddag, det bliver rart at han ser min mor. I morgen kommer visitation fra hjemmeplejen, de har også et "terminal team", der tager ud til terminale patienter, men de skønner ikke, at hun er terminal endnu  eftersom de siger, at hun stadig kan kommunikere lidt og stadig indtage føde. Men hun kan kun hviske lidt, fordi vi bestandig renser hendes mund med swaps og vi nøder hende til at drikke, for hun er helst fri. Hun spiser ikke længere, så måske de alligevel vil mene, at hun er terminal.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 14-03-07 15:57 |
|
"visitation" står osse ret småt... -og oppe TIL HØJRE.. Ikke henne til venstre..
Men hvis hjemmeplejen har et terminalt team, så svarer det nok til hvad man kalder hjemmehospice. Så er spørgsmålet bare, hvor "terminal" man skal være før det kan bevilges. Man SKULLE jo mene, at alderen også spiller ind. -Jeg mener, at hvis det var en 40-årig, der havde din mors sygdomme, så ville man nok ikke mene, at hun var "terminal"... Men alle ved jo, at det kun er et spørgsmål om tid for din mor. Om hun kan blive mere rask en gang endnu inden hun skal dø, det er jo næppe til at sige. --Men selv kræftpatienter kan jo have gode perioder selv helt hen i den sidste ende af forløbet. Det skulle da ikke udelukke "terminal pleje".
Næ...Jeg er egentlig heller ikke sikker på, at "terminal pleje" og "hospice pleje" er det samme! For det lyder jo som om den terminale pleje først sættes ind, når patienten er nærmest bevidstløs.
Hospiceplejen er jo for at man kan få en god sidste tid. Både den døende og de pårørende.
Jeg har endda hørt, at hospicepatienter tit liver lidt op når de får den rigtige omsorg og pleje til sidst. Så hospiceplejen kan lette og forlænge den sidste tid.
Men som du kan læse på hjemmesiden, så skal patienten SELV være klar over, at der er tale om lindring og pleje, der ikke har til hensigt at helbrede, men til hensigt at hjælpe med at dø på en god måde.
Og det kan jo være en stor mundfuld for både din mor og din far..?
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 15-03-07 15:25 |
|
Min mor er IKKE bevidst om, at hun skal dø. Og det er ikke vores opgave at fortælle hende det, for den erkendelse må hun selv nå til. Min far håber til det sidste at hun vil komme i bedring, for han er heller ikke rigtig parat til at slippe hende.
På hospice defineres "terminal" anderledes end i hjemmeplejen. På et hospice ville hun blive defineret som værende terminal, men for hjemmeplejens vedkommende, skal min mor være så dårlig, at hun ikke længere indtager nogen føde/drikkelse og slet ikke er i stand til at kommunikere længere. Og man skal vide med sikkerhed (eller stor sandsynlighed) at døden vil indtræffe indenfor 1-2 døgn. Og dér er vi nok ikke endnu.
Jeg er ved at få ansøgt om plejeorlov, da jeg ikke kan passe mit arbejde for tiden, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke holder til dette plejekrævende og psykisk krævende pres ret meget længere. Jeg kan måske klare det 1 uge mere, men så heller ikke mere end det. Og det er jo en ganske frygtelig fornemmelse lige nu at gå og ønske sin mor død ind imellem. Simpelthen fordi det er så hårdt at være så meget "på" og hele tiden være rustet til at tage den store endegyldige afsked.
| |
|
Ja, selvom I er mange, der støtter hinanden og deles om plejen, skal man netop ikke glemme den store belastning, det er for jer alle. I må endelig tage imod al den hjælp fra det offentlige, I kan få!
Jeres mor har betalet sin del for læænge siden, og nu skal hun bruge sin 'opsparing'.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 15-03-07 15:36 |
|
Næ... det anede mig...
Din mor kan ikke få hospice-pleje før hun selv er klar over, at hun er ved at dø... Og det kan jo være svært at tale om og acceptere.. Måske SKAL hun slet ikke acceptere det..
Det ville bare have været en hjælp for jer pårørende med ekstra hjælp i den sidste tid, uanset om der er tale om dage eller måneder...
Jeg har selv ønsket min gamle mor død. Af kærlighed. DET forstår jeg så godt.
Og af angst for at JEG ikke kunne holde til presset...
Jeg føler med dig...
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 15-03-07 15:50 |
|
Hvor jeg dog får mere og mere foragt overfor vores sundhedssystem, og alt det i har oplevet, det
er hårdt for jer alle, først hospitalet, så Tranegården som i sådan havde set frem til, og så nu,
hvor i ikke kan få den hjælp som i har behov for, selv om i er mange om at hjælpe, bliver i da alle
kørt helt ned i sokkeholderne.
Selv om det er hård, og det forstår jeg godt det er, så er det måske meget "godt" for jer pårørende
at i kan nå af vænne jer lidt til tanken om at skulle sige farvel, istedet for at det kom pludseligt, jeg
ved godt at det alligevel kommer bag på jer når tiden kommer, men som sagt i kan nå at vænne jer
lidt til tanken.
Jeg tænker på jer, og sender lige lidt styrke og varme tanker
| |
|
Når systemet øjner en mulighed for at slippe for at støtte er person, gør de det!
I skal bare blive ved - I er i jeres gode ret til hjælpen - som skrevet har jeres mor betalt gennem et langt liv.
Men det er svært, når I fra starten har vist dem, at I er mange, som gerne hjælper...
Ræk dem lillefingeren - og de tager hele armen...
Varme tanker til jer!
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 15-03-07 17:22 |
|
Nåeh, det kunne jo godt være, at Axelises mor kunne få hospice-hjælp. Men det ville kræve, at HUN SELV var klar over, at hun var ved at dø.
Og hvor usandsynligt det end kan lyde, så VED gamle mennesker ikke nødvendigvis, at de er nået dertil.
Min allersidste ordveksling med min mor var noget i retning af:
mor: hvorfor er jeg dog så træt...
mig: Men det er nok fordi dit hjerte og dine lunger er så gamle, mor...
--Og derefter de sædvanlige farvelhilsner og knus...
Næste morgen var hun død..
Jeg tror aldrig det gik op for hende, hvad der var ved at ske.. Hun var 90 år. Blind, forvirret og knogleskør. Og selv om jeg ønskede, at hun ville dø snart, så anede jeg jo ikke, at det var så tæt på...
| |
|
Min overbo er lige død.
De snakkede om hospice som rekreation......
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 16-03-07 09:12 |
|
Jeg vil nu sige, at vi er godt tilfredse med Gentofte Hjemmepleje. Det er lutter søde mennesker, der kommer. De er kærlige, omsorgsfulde, nænsomme og behandler min mor så fint og omhyggeligt.
De kommer 5 x dgl + 1 gang om natten og skifter ble. Desuden kan vi ringe om natten, hvis der er brug for yderligere hjælp.
Vi havde i går besøg af en visitator fra Hjemmeplejen, som fortalte, at vi kan få en nattevagt 1-2 nætter om ugen for at aflaste os. Det vil sige, at nattevagten kunne komme eksempelvis kl 23-07 og imens kunne én af os børn få en god nattesøvn og så tage over kl. 7. Så det tilbud var vi glade for at få.
Alternativet er jo, at min mor skulle ligge alene mellem besøgene fra Hjemmeplejen, og det ville vi jo altså aldrig byde hende, men det er der mange gamle mennesker, der må leve med.
I virkeligheden burde hun indlægges, men vi har lovet hende, at hun må blive hjemme, så vi vil selvfølgelig efterkomme hendes ønske.
I går blomstrede hun pludselig lidt op og ville høre radio om formiddagen. Hun ville høre, hvad der sker ude i verden, og det er jo meget overskuds-agtigt. Ganske vist faldt hun i søvn, men alligevel...
Om aftenen ønskede hun at familien spiste aftensmad oppe i hendes værelse; det har vi ellers skånet hende for den sidste uge, da hun har haft så meget kvalme, at hun skulle skånes for madlugten. Men i går ville hun oveni købet smage lidt af maden! Usædvanligt, idet hun kun har indtaget flydende føde de sidste 4 dage, og det endda i meget små doser.
Her til morgen har hun voldsom kvalme og er meget forpint. Så det er ikke til at vide, om hun er på vej "op" eller om det går ned ad bakke.
De sidste dage har jeg ellers oplevet, at hun nærmest havde et ben i 2 verdener. I onsdags, da jeg kom om formiddagen og hjalp hjemmeplejen med at skifte ble på hende, sagde min mor pludselig: "Malene har givet fuglene fuglefrø i dag". Jeg spurgte hende, hvordan hun vidste det? Og hun svarede: "Det kunne jeg da høre. Det knasede, da du hældte frø op. Det bliver fuglene glade for."
Det mærkelige var, at jeg 1½ time forinden, da jeg var på vej ud af døren fra mit hjem på Frederiksberg, så at foderautomaten med fuglefrø ude i haven var tom. Jeg havde travlt, men så tænkte jeg, at bare fordi min mor ligger for døden, skal fuglene da ikke sulte. Så jeg smed mine tasker og og brugte lige 3 minutter på at fylde foderautomaten op med solsikkefrø, som de elsker.
Så jeg tænkte, at gad vide om min mors sjæl er ude hos alle os børn, som elsker hende og bekymrer os for hende? Måske kan hun ikke længere helt skelne imellem, hvad hun oplever og hvad vi oplever. Og dog...hun er lysende klar og relevant, hun siger ikke noget vrøvl. Men det var mærkeligt.
Noget andet mærkeligt er, at da min mor d. 3. februar faldt og brækkede lårbenet, da gik køkkenuret i mine forældres hjem i stykker. Samtidig gik min ældste søsters guldarmbånd, som hun har fået af min mor, i stykker. 3 af leddene smuldrede simpelthen. Armbåndet har været min mormors. Og jeg bærer en ring hver dag, som jeg har fået af min mor. Jeg fik den for 10-15 år siden og den har været min mormors. Mens min mor har været syg, har jeg lagt mærke til, at der pludselig er faldet en sten ud.
| |
|
Tankevækkende, hvis man tror på den slags 
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 16-03-07 13:36 |
|
Hvor er det godt, I får den hjælp, I har brug for. Det er en hård tid, men også en dejlig tid fordi I får lov til at komme hinanden så nær.
Så nær, at din mor kan høre når du hælder frø op til fuglene -langt væk fra hende. I er forbundet, og det vil I blive ved med at være -også når hun er taget af sted. --Det vil måske være sværere at finde båndet, men det ER der. --Der gik ca. 4 mdr. før jeg fandt båndet til MIN mor igen.. Jeg tror, at i den første tid er sorgen så massiv, så man ikke kan få øje på båndet, selv om man VED at det er der.
De ting, der har haft betydning for din mor er naturligvis også påvirket af hendes tilstand. Og de ting, I har fra hende, vil lang tid fremover være et stærkt link til hendes sjæl.
--Jeg bærer selv en ring, som var min mors forlovelsesring. Hjemmeplejen havde fundet den på gulvet under hendes seng få dage før hun blev indlagt for sidste gang. Hendes fingre var blevet for tynde. Da jeg ville give hende den på igen sagde hun at jeg skulle beholde den, for jeg skulle alligevel have den "engang".
Den ring har siddet på min finger siden. ---Et par måneder før jeg fik den havde jeg indbrud i min lejlighed, hvor blandt andet alle mine gamle smykker blev stjålet. Så det er det eneste arvesmykke, jeg har tilbage.
--Det er lidt underligt med den ring. Den har været brugt hver dag i næsten 75 år. Og guldfatningen og selve ringen er blevet forstærket og skiftet flere gange på grund af slid. Men selve den brune halvædelsten, hvori der er indgraveret nogle arabiske skrifttegn, -den er ikke det mindste slidt. Tegnene står fuldstændig skarpt og overfladen er blank. Jeg ved bare ikke, hvad der står...
Ting er kun "ting". Men de kan sagtens danne bro til dem vi holder af. Både mens de lever, og efter de er taget herfra.
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 17-03-07 19:29 |
|
Underligt som man kan tro, at nu kan hun ikke blive dårligere, nu dør hun, men så bliver hun alligevel svagere og svagere og dårligere og dårligere for hver dag.
Min mor bad os om at komme op til hende og spise aftensmad i hendes soveværelse i går. Så vi sad 4 døtre + min far og spiste dejlig mad og drak vin omkring hende med levende lys og vi pludrede og snakkede barndomsminder. Min mor lå stille, men lyttede og hviskede at hun nød at have os omkring sig.
I nat sov jeg på en madras ved siden af min mor mens én af mine søstre lå i et værelse ved siden af, så jeg kunne kalde på hende, hvis min mor blev så dårlig, at jeg ikke kunne klare det alene.
Og ved 2-tiden blev hun dårlig. Hun har ingen stemme tilbage og har kun en hvisken så svag, at man skal have øret helt ned til hendes mund for at høre, hvad hun siger. Så hun vækkede mig ved at slå fingeren med sin vielsesring mod sengehesten.
Hun havde haft mareridt og var bange og ked af det. Drømte at hun var blevet tabt og var gået i tusind stykker, så alle hendes knogler var gået i stykker, og det gjorde så ondt så ondt. Hun havde smerter og var forpint. Jeg vækkede min søster, og vi måtte polstre hende anderledes op med puder i sengen, for at hun kunne få et smertefrit og godt leje. Vi sad på hver side af hende og holdt hende i hånden. "Jeg håber Vorherre vil være mig nådig", sagde hun. Jeg tror, at hun er ved at forstå, at hun skal dø, men det er meget hårdt at se hende lide på denne måde. Vi sad til hun var faldet dybt i søvn.
Senere vækkede hun mig flere gange tidligt om morgenen og bad om lidt at drikke. Men hun drikker kun med stort besvær og kun bittesmå mundfulde.
Kl. 6.30 bad hun mig om at sidde ved hendes seng, så jeg sad til min far og min søster vågnede 2 timer senere.
Vi er begyndt at give hende smertestillende medicin nu, for nu er hun åbenbart dér, hvor hun lider for meget. Hun er også voldsomt plaget af kvalme og vi forsøger at dække hende ind med kvalmestikpiller 3 x i døgnet.
Det er så opslidende at se hende lide og svinde ind, og jeg håber inderligt, at hun snart må få fred. Men midt i hele dødsprocessen er det så besynderligt at hun er så klar og relevant. Jeg siger til hende dagligt, at jeg elsker hende, og hun fortæller mig, at hun elsker mig. Det er en lykke at kunne hjælpe og støtte hende og være der for hende, men sådan en sorg ikke at kunne tage lidelserne fra hende og bare måtte se hende forsvinde lidt mere dag for dag.
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 17-03-07 20:02 |
|
Det er lige til at få ondt i maven og tårer i øjnene, når jeg læser dine indlæg.
Så varme og kærlige og alligevel så triste.
Jeg håber ikke det lyder for hårdt, men jeg ønsker for jer alle, at din mor snart må få fred.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 17-03-07 22:28 |
|
nej, hun KAN snart ikke blive dårligere...Også jeg håber for jer, at hun snart får fred.
Men det er så dejligt, at hun kan -og vil- have jer så nær. Det er en stor lykke midt i sorgen.
Barndomsminder er nok noget af det allerbedste at tage frem i disse dage. Godt, I er flere, så I kan snakke sammen uden at hun behøver at anstrenge sig for at deltage. Hun kan bare lytte... og glædes.
Mange, mange tanker til dig og til din familie i denne sidste svære tid....
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 18-03-07 07:59 |
|
Tak.
Jeg skal ud og "holde vagt" i dag fra 11-17. Jeg kan mærke at jeg får mavepine ved tanken om, hvad der venter derude. Jeg orker det ikke, men jeg kan heller ikke klare IKKE at være der.
Min far fortalte i går aftes, at han nu har opgivet at bede for at hun skal overleve. Han vil ikke længere kæmpe for hende, men give hende lov til at få fred, og han sagde, at der var faldet en vidunderlig fred over huset.
Hjemmeplejerne kommenterer den gode stemning i huset, de siger, at der er en helt særlig energi i min mors soveværelse og at det er vidunderligt at komme i huset. Og så siger de, at der bliver talt om familien oppe på Hjemmeplejen, for de har sjældent oplevet en familie, der står så kærligt sammen om deres mor.
Hvilket jo godt kan undre mig, for tænk hvor mange der så må dø ensomme derhjemme eller på hospitalet?
Jeg håber ligesom jer, Nordsted1 og Birgitta, at min mor får fred så snart som muligt. Hun må ikke ligge og lide, og selvom vi kan holde hende smerte- og kvalmefri, så har hun det bare ikke godt. Vi har også noget beroligende, vi kan give hende, hvis hun får angst, så vi er dækket ind.
| |
|
Jeg tror, det er meget vigtigt, at det netop skal blive en smuk afsked!
Flere varme tanker!
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 18-03-07 12:36 |
|
Du orker det!
Og det skal nok gå. Det er så godt, det I gør for din mor. Og jeg håber bare, at det snart må få en ende for hende. Og for jer. For det er samtidig så uendelig slemt at opleve, hvor svært det er at dø. Og uretfærdigt nok er det jo DET minde, de efterladte tager med sig i den første tid efter dødsfaldet.
Og endnu mere uretfærdigt, -jo nærmere man stod den døende, jo sværere er de sidste minder om dødsprocessen....... Og jo sværere er de minder efterfølgende at slippe.. --De, der tager afstand fra den døende kommer lettere igennem de tunge minder.
Men igen er det en kolossal gave, at du og din familie har hinanden til at tale med. Jeg ville give rigtig meget for at have bare ét eneste menneske jeg kunne tale med, som kendte min mor i hendes sidste år. Og i hendes sidste tid.
Hjemmehjælperne oplever nok sjældent at døden kommer.. For enten finder de den gamle død i sengen en morgen, eller også finder de den gamle syg og svag... og så sørger de for indlæggelse... ---Selv på plejehjemmet får de gamle almindeligvis ikke lov til at ligge og dø. De bliver indlagt på hospitalet. Jeg spurgte om netop det, da min mor var ved at komme på plejehjem...
Men Axelise, husk at uanset hvor meget din mor lider i disse sidste dage, så er det ikke noget imod hvad I lider ved at se hende sådan. --Det vil du kunne indse, hvis du forestiller dig, at det var DIG, der lå i sengen med smerter.. og det var din kære mor der sad ved DIT dødsleje.
--Jeg tror, at det sværeste ved at dø er det man ved man gør mod sine nærmeste...
| |
| Kommentar
Fra : Rosalill |
Dato : 18-03-07 13:14 |
|
Du vil aldrig fortryde at du/I tog den smerte der er lige nu. Den vil komme tilbage som en stille glæde over at hun ikke skulle være alene på sin vej over. At du fik lov til at fortælle hende at du elsker hende og passe hende som en kærlig datter, glæder og støtter din mor. Det værste er jo ikke døden, men alle de afsavn der følger. Men selv disse vil blive lindret af den kærlighed I gav i denne sidste tid.
Jeg talte tidligere om at synge for den døende. Vi har alle oplevet barndommens glæde når vi sang. Når man ligge med evt. smerte og "angst", evt. bedøvet af medicin, og vejen kræver en overgivelse, tror jeg det er en ualmindelig stor hjælp at genkalde sig den følelse af frihed der ligger i barndommens glæde. Det kan man ikke selv klare i situationen, der er så meget man ikke kan huske og måske så mange diffuse tanker og billeder. Ved at synge nogle at de sange den døende kender fra barnsben kan man lette stemningen og give mulighed for at give slip, ved at synge disse barndomssange. For din mors generation vil det især være nogle af Ingemans salmer, feks. Nu titte til hinaden. Der er også andre, måske kender du nogle specifikke sange hun kunne lide, som også føles ok at synge i situationen. Det er selvfølgelig svært at synge i denne situation, men det behøver ikke at være skønsang og det er også ok at synge en falsk når tårerne rinder ned af kinden, det vigtige er at den døende kan genkende sangen og derved umiddelbart kan genkende stemningen. Det kan også være en lettelse at slippe for at tænke på ret meget andet end hvad der står i teksten, når man er i jeres situation.
Jeg sender dig og din familie mine bedste ønsker for at komme igennem den svære tid. Og alligevel glæder det mig at I får lov til at være med.
Rosalill
| |
|
Neej, nu får jeg gåsehud!
Jeg arbejdede på Komunnehospitalet for mange år siden.
Dér var en gammel dame, som lå på sit yderste.
Hun ville så gerne høre en bestemt sang (jeg kan ikke huske, hvilken).
Jeg gik ind til hende og sang den. Bagefter kom plejepersonalet derind - og lukkede hendes øjne.....
Der var sådan en fred derinde!
Det var en fantastisk oplevelse!
| |
| Kommentar
Fra : Rosalill |
Dato : 18-03-07 17:20 |
|
Det var præcist det jeg oplevede da min mor døde, freden der sænkede sig over hendes vejrtrækning, som roligt ebbede ud.
Min mor havde været så defus at hun talte engelsk da hun bad mig synge en sang. Jeg forstod det ikke lige med det samme, så jeg begyndte bare at synge den først og den bedste jeg kunne huske men fandt så salmebogen frem og begyndte at læse tekster der var passende og synge de salmer hun havde ønsket ved sin begravelse og dem som jeg kunne. Det gjorde jeg så tit, som jeg orkede.
En dag hvor børn og børnebørn havde været samlet og "hygget" rundt om hende, havde sagt farvel og hun havde responderet med øjenbevægelser. Begyndte jeg så at synge for hende igen, og så slap hun taget.
Rosalill
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 20-03-07 23:23 |
|
Hvordan går det med dig/jer.
Klarer du dig, dvs det er jeg slet ikke i tvivl om at du gør, du finder uanede kræfter, men jeg sender lige nogle ekstra..og også nogle varme tanker til at styrke dig med
| |
|
Uha, jeg har sunget 'Amazing Grace' i kirken a' capella til en af min søsters venners bisættelse. Jeg turde ikke, at kigge på nogen......
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 21-03-07 08:32 |
|
Joh tak...det går.
Vi har nu fået ekstra hjælp fra Gentofte Kommune. I går havde jeg et møde sammen med én af mine søstre med en hjemmesygeplejerske. De sætter nu ekstra ressourcer ind for at hjælpe os:
De har sendt bud efter en ny madras, som har en elektrisk pumpe, som gør at trykket skifter automatisk, således at min mor ikke skal vendes hver 2. time, som hun skal nu. Det er nemlig rigtig hårdt, både for hende og for os. Vi håber at madrassen kommer i dag, eller ellersenest i morgen.
Fra nu af kommer hjemmesygeplejersken hver morgen kl. 9 sammen med 1 fra Hjemmeplejen, så vil de i fællesskab gøre min mor nænsomt klar, så vi ikke behøver at være med, men istedet kan bruge vores kræfter mere på blot at nusse kærligt om hende.
Hjemmesygeplejersken overtager fra nu af alt ansvar for medicinering samt kontakt med lægen. Der bliver også bestilt en sub-kutan kanyle, som min mor kan få sat i skulderen, når hun ikke længere kan klare hverken at få piller i lidt A38 eller stikpiller. Og det varer vist ikke længe, førend det bliver nødvendigt.
Vi har fået bevilget 2 gratis nattevagter fredag og lørdag nat fra kommunen. De vil nu hjælpe os med at skaffe nattevagter til 2-4 nætter i næste uge, som vi så fremover selv kommer til at betale for. Det koster 2000 kr pr nat, men min far er indstillet på, at det må koste, hvad det koster, for vi kan ikke blive ved med at holde dette intensive plejeniveau. Det er for hårdt ikke at kunne sove igennem, samtidig med at vi har så mange praktiske ting at tage os af, samt ikke mindst alt det følelsesmæssige, som naturligvis fylder det hele.
Jeg vågner mange gange om natten og kan ikke finde ud af, om jeg er i min mors soveværelse eller mit eget. Jeg kan høre gulvene knirke i min mors soveværelse og er bange for, om min mor har det dårligt, så det er min søsters fodtrin omkring hende, jeg kan høre.
I nat vågnede jeg med et sæt kvart over 2, for nattevagten fra Hjemmeplejen kommer altid 2.30, så jeg troede at jeg var ved at sove over mig fra nattevagten. Det er ligesom om jeg slet ikke kan skelne imellem, hvornår jeg er hjemme og hvornår jeg er hos min mor.
I går morges fortalte min mor om en vidunderlig drøm, hun havde haft:
Hun havde drømt at min søster Karina var kommet med stjerneformede kager til hende, som min svigerinde Marianne havde bagt. Marianne havde svinget en lang stav over kagerne, og det havde så forvandlet sig til rigtige stjerner, og Marianne havde rigtige stjerner i hænderne. Det var mirakuløst og vidunderligt, sagde min mor.
Det er meget meget svært at høre og forstå, hvad hun siger, så vi arbejder os igennem ord for ord og må hjælpe hende ved at gætte os til ordene, så kan hun vifte med hånden, hvis det er forkert. Om morgenen har hun flest kræfter til at tale lidt, senere på dagen er det stort set umuligt at forstå mere end et enkelt lille ord i ny og næ.
Jeg fortalte i mandags min far om, at jeg for flere år siden havde set min mor have en bog liggende, som hedder "Bogen til mine kære", den vidste han ikke, at hun havde. Så ledte jeg hele huset igennem for at finde den, da jeg mener, at det må være nu, vi læser den, hvis hun har nogle specielle ønsker. Hverken jeg eller nogen af mine søskende kunne finde den, så vi måtte spørge vores mor tilsidst. Nu har vi den så og kan begynde at forberede os til at indfri hendes sidste ønsker.
Hun har bl.a. udtrykkeligt bedt om den mest ydmyge og billige kiste, eftersom hun synes, at døden er svær og alvorlig, men den skal ikke pakkes ind, man skal forholde sig til den så nøgent som muligt. Hun skriver, at hvis VI har det svært med det, kan vi lægge et smukt stykke stof eller et flag over kisten. Desuden beder hun også udtrykkeligt om, at der IKKE skal være nogen blomster til begravelsen, kun små håndbuketter fra haven eller en grøftekant. Vi skal istedet donere de penge, vi ville have brugt til blomster, til Dansk Røde Kors eller Caritas.
| |
|
Jeg kan bare SÅ godt lide, når man betragter døden som en del af livet, og tager stilling til den.
Jeg tror også, at disse mennesker er afklaret med, når det skal ske, og ikke er bange for det.
En masse kærlighed gennem livet, gør døden smuk - tror jeg.
Og har man en SKØØN familie (som jeres) til at tage sig af én, når det er på tide at drage herfra....
Så er det fuldendt!
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 21-03-07 11:48 |
|
Her i formiddag har der været en radioudsendelse lige præcist om dette emne, desværre fik jeg ikke hørt så meget, men det sætter da helt sikkert tankerne igang. Min skræk ville da være at ligge alene på et plejehjem/hospital.
Min mand og jeg har snakket en del om det efter udsendelsen og om denne tråd.
Hvor ville jeg ønske at jeg kunne komme herfra på samme måde som Axelises mor, og også kunne gøre det samme for mine forældre, men det er en meget meget hård opgave, både fysisk/psygisk. Ikke nok med det, den kan også blive umulig for mange, når der økonomi i det. Jeg syntes det er forkert at Axelises familie skal betale for "nattehjælp" samtidig med at Axelise også tager orlov fra arbejdet, det offentlig sparer da en hospitalsseng.
Men stadig synes jeg at den måde det hele bliver håndteret på hos Axelise, må være den bedste af alle muligheder, for alle parter, selv om det er meget hårdt og trist.
Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan det må være at sove forskellige steder, men selv om du kom til at sove over dig, ville hjemmeplejen også kunne forstå det, det er kun din egen samvittighed der spiller ind, men den kan jeg nu også godt forstå..
Axelise det må da være "rart" at din mor har skrevet i bogen hvordan hun ønsker det hele skal foregå, jeg kan forestille mig, at du har allermest lyst til at købe en hel blomsterforretning, men det lyder som om din mor virkelig har gennemtænkt situationen, så for hendes skyld må i rette jer efter hendes ønske.
Flere varme tanker
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 21-03-07 15:05 |
|
Så får din mor en madras som den, min mor var så glad for....
men hos os tog det 3 uger at skaffe den... Og en uge efter blev min mor indlagt igen... for sidste gang... Og sådan nogle madrasser havde de jo ikke liiiige på hospitalet....
Min mor havde også mange mærkelige og livagtige drømme i hendes sidste tid. Ja, hun var faktisk ikke klar over, at det var drømme. Hun troede, at det VAR ting hun kom ud for om natten.... Hun fortalte ikke om sine drømme, men om sine oplevelser. Og hvem ved? Måske oplever vi helt reelt mere, når vi er ved at dø... --Når vi ikke ved, hvad der vil ske når vi dør, -så kan vi heller ikke vide, om oplevelserne forinden er drøm eller virkelighed.. --Nærdøden åbner måske for passage til paralleluniverserne (som visse fysikere anser for videnskabeligt bevist). Og her kan man møde en "næsten-virkelighed" med de samme kendte personer og de samme steder, men hvor der alligevel er noget der er lidt eller meget anderledes.
Og når man har haft de nærdøds-oplevelser, så indser man også, at alt er muligt EFTER døden. Der er ikke ÉN tro, der er den sande... Men tusindvis af muligheder..
Min mor var ateist, men hendes oplevelser med fjerne og afdøde venner og familie i de sidste måneder banede vejen for hende, så hun kunne tro på noget andet efter døden... Hun talte aldrig om det... Men hun ligger IKKE og formulder under egetræet på kirkegården. Så noget har hun fundet.
-----Det er godt, at i har fået bevilget hjælp til alt det, som plejepersonale kan tage sig af. For selv det at yde omsorg som I gør, det er så anstrengende så der slet ikke er plads til andet. Der er ingen mening i, at I skal bruge energi på praktiske ting, som andre kan tage sig af. Og det kunne også være, at din mor bedst kan lide, at det ikke er familien, der skal vaske og se hele hendes gamle krop..
Axelise, --jeg vil bede til, at vejret skifter nu, så der vil myldre blomster frem i haverne og på grøftekanterne... Så din mors begravelse trods årstiden bliver med et væld af smukke blomster.
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 21-03-07 22:23 |
|
Madrassen kom idag, og min mor blev godt placeret på den nye madras, som blev indstillet efter hendes lille tynde kropsvægt: 42 kg.
Hendes øjne er indsunkne og ligner mindre og mindre sig selv, men hun har dog stadig overskud til at give kærlioghedserklæringer hver eneste dag.
Jeg sagde til hende idag, at hun ikke skal bekymre sig for mig, når hun ikke er her mere. Jeg vil savne hende forfærdeligt, men jeg skal nok klare mig. "Jeg har en god mand, og nogle gode svigerforældre", sagde jeg, og så strøg min mor mig på kinden og hviskede: "Og DU er god."
Og ja, I har ret: Dette ER den smukkeste og mest kærlige måde at få lov til at dø på.
Men min far er ved at miste gnisten. I dag kyssede han min mor og sagde, at han ikke har noget at leve for, når hun ikke er her mere. Han sagde, at han vil følge hurtigt efter hende op i himlen, og der er der ingen sygdom, men der skal de være ssammen i al evighed.
Han sagde også til min mor, at han vil skrive en bog som det sidste (han er forlægger og forfatter) og den skal hedde "Til M....." og den skal handle om det liv, de har haft sammen.
En smuk afslutning på knap 65 års ægteskab med megen kærlighed og mange børn.
Vi forstår jo alle vores far, men det er godt nok ikke sjovt at tænke på muligheden for at skulle følge dem begge til graven indenfor 1 års tid. Jeg håber at det tager lang tid for ham at skrive den bog!
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 21-03-07 23:00 |
|
Selv om du kan beskrive det hele så man får tårer i øjnene, så glæder dit mig alligevel, forstået på
den måde, at der er så meget ufred, skilsmisser osv allevegne, at jeres familie fortjener at blive be-
skrevet i en bog. Jeg kan godt forstå du ønsker at det vil tage din far meget lang tid at få den skre-
vet, men hvis han hver dag har et savn så stort at man ikke kan fatte det, så er det da heller ikke
et liv - for nogen af jer - Alxelise du vil heller ikke kunne bærer at se din far så ked af det, men jeg
forstår godt hvad du mener
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 22-03-07 09:36 |
|
Nej, du har selvfølgelig ret Nordsted1. Han skal have lov til at følge efter min mor, og han er 90½ år gammel, så det er ikke unaturligt, men det er bare tungt for os andre at tænke på at skulle miste begge vores forældre så hurtigt efter hinanden, selvom vi forstår ham så godt.
Jeg har altid sagt til min mand og til mine søkende, at jeg håber at vores mor dør først, for hun ville ikke kunne klare at blive ladt tilbage, det vil min far bedre kunne. Til gengæld har jeg altid været overbevist om, at min far vil følge hurtigt bagefter, for de var så tæt forbundne de to.
Det er jo også en sidste smuk gave til os, at vi får hele kærlighedshistorien imellem vores forældre i form af en bog.
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 22-03-07 09:59 |
|
For det ikke skal være løgn (det er noget Birgitta og Nordsted1 ved noget om) så bliver det alligevel nødvendigt at få Axel opereret. Hans symptomer i analkirtlen bliver ved med at komme igen blot få dage efter at penicilinkuren slutter.
Nu bliver han sat på endnu en kur med Antirobe, for jeg kan ikke klare både at passe min døende mor og få min hund igennem en svær operation, som kræver konstant overvågning efterfølgende.
Jeg håber på, at jeg er i begyndelsen af 2007 snart må have brugt min kvote af "bad luck", så resten af året bliver harmonisk og fredeligt.
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 22-03-07 10:43 |
|
Når denne kur virker, er det så ikke muligt at få Axel opereret og så få hans "far" til at overvåge ham, han har det formentlig godt hos ham, så kan "far'en" vel hjælpe sit barn, når du har så meget at tænke på...
Ja, jeg syntes nu også du må ha opbrugt din kvote af bad luck, for den næste mange mange år
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 22-03-07 13:38 |
|
Nej!! Nu må du altså styre dig!! Det var aftalen, at Axel ikke skulle volde flere problemer --i denne omgang!
--Hvis der BLIVER brug for operation, så må Axels "far" tage sig af ham.
Men jeg ved godt, at det kun hjælper lidt. For de vil jo ikke ændre på, at når du er hos den ene patient, så vil du være fuld af bekymring for den anden... Og omvendt. ---Lov mig bare, at du ikke redder dig en influenza oveni..
Det var godt, din mor fik madrassen så hurtigt. Den lyder netop som MIN mors. Man skulle også indstille den efter vægt. Hvis din mor ingen liggesår har endnu, så kan det være, at hun helt slipper for DEN plage. -Min mor vejede forøvrigt også 42 kg til sidst.. Men hun var over 170 høj, så det var en ekstrem lav vægt.. Hendes normalvægt som slank var på 60-65 kg.
Hvor er det heldigt, at din far er forfatter. Hvis han på nogen måde skal leve videre så er det jo netop ved at skrive bogen om deres liv. En kærlighedserklæring til din mor. Og en kæmpe gave til jer børn. Samtidig er det en måde at "få orden på" sit liv og sine tanker.
Min mor talte i mange år om at skrive sin historie ned. Men hun fik det aldrig gjort. De sidste år hun levede fortalte hun en masse ting fra sin ungdom. Og hun fortalte de samme ting om og om igen. Så begyndte jeg at tage notater som jeg renskrev hjemme på computeren. Og ved næste besøg læste jeg højt for hende, --og noterede videre hvad hun SÅ fortalte. osv.
Og på hendes 90 års dag kunne jeg give hende "Rosas Bog" med hendes fortællinger i stor skrift, -for hun var meget svagtsynet- og med kraftigt forstørrede fotografier fra hendes barndom og ungdom. Det bog gav hende meget ro, og jeg læste tit højt for hende det sidste lille års tid, hun levede. Hun havde den også med sig på hospitalet..
Efter urneafskeden lavede jeg en cd-rom med billeder fra højtideligheden og med "Rosas Bog" til hendes børnebørn. Dels som en gave til dem, --men så sandelig lige så meget for selv at få bearbejdet det skete.
For det vil jo være det aller væsentligste for din far. Processen med at skrive den bog vil i sig selv have en helbredende virkning på ham. Lad ham endelig ikke gå i stå. Få ham til at fortælle når I er sammen, så han får rodet minderne ud af mølposen. Så kan det være lettere for ham at få samlet dem i en bog.
Og hvis ellers han har helbred til det, så kan det tænkes, at han derefter alligevel får et par gode år..
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 22-03-07 14:14 |
|
Her til morgen er min mor begyndt at kunne se sin afdøde familie. Hun spurgte min søster, om hun kunne se min mors farfar, som stod til venstre i soveværelset.
Vi tænker, at hendes mor og far og søstre nok snart kommer og tager imod hende.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 22-03-07 14:29 |
|
Det varer nok ikke længe...
Min mor fik besøg af mine afdøde søstre de sidste 3-4 måneder af sit liv, men hun var meget forvirret og også bange for at dø. Så hun kæmpede imod.
Med din mor er det jo anderledes.
Og I kan sende en hilsen med hende til jeres slægtninge. Det er godt at vide, at der er nogen, der tager imod hende så hun ikke skal være alene når hun forlader jer.
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 28-03-07 21:05 |
|
Axelise, hvordan går det hos dig?? Har du lagt mærke til det smukke forårsvejr, eller ???
Flere varme tanker
| |
|
Endnu flere solvarme tanker herfra!
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 28-03-07 22:02 |
|
Axelise er nok ikke så meget hjemme i denne tid...
Vi hører nok fra hende, når hun får tid.
Hun ved, vi tænker på hende. Og det varmer. Det ved jeg, for jeg har jo selv fået hjælp fra kandu for få år siden da jeg var i samme situation.
VI må nyde vejret for hende også. 
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 28-03-07 22:34 |
|
Birgitta, du har som altid ret igen. Jeg kan bare ikke helt slippe tankerne, og da slet ikke nu hvor
forårsblomsterne er kommet frem
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 29-03-07 07:38 |
|
Tak for solskinstankerne
Faktisk er jeg i stand til at nyde det gode vejr ind imellem pleje-vagterne og tårerne. Min hund skal jo luftes, så jeg nyder fri-hullerne, hvor jeg har lejlighed til at tage i skoven med Axel. Lige nu "dyrker" vi meget Furesø-området, der er så vidunderligt smukt. Og jo, jeg kan godt nyde det hele. Jeg har ikke haft noget synderligt stort socialt behov de sidste 3 måneder, hvor der har været alt det med Axel og ikke mindst med min mor, så jeg ser mest mine søskende og så hygger jeg mig meget med min mand og med Axel, som vi jo begge elsker meget højt.
Jeg tror, at jeg har fået grædt meget ud, så jeg er ikke så fortvivlet længere, som jeg har været. Jeg tænker også frem på gode og dejlige ting, som jeg glæder mig til, og jeg kan sagtens opleve lykkefølelser i glimt, når jeg tænker på ting, som jeg holder af, og fremtidige oplevelser med min mand, som jeg glæder mig til.
Som jeg indledte med at skrive i denne tråd, så er det jo ikke tragisk, at min mor skal dø, eftersom hun har haft 86 gode og aktive år. Men min mor var et ganske særligt lyst, kærligt, osmorgsfuldt og generøst menneske, så hun vil efterlade et smerteligt tomrum, som vi må lære at leve med. Og vi har hinanden at støtte os til, hvilket er en stor hjælp.
Jeg har taget beslutningen om at vende tilbage til mit arbejde efter påske, da jeg ikke længere kan klare at leve mit liv på standby.
Jeg kan ikke blive ved med at sidde ved min mors side i ugevis, hvis det trækker yderligere ud, - jeg har sådan et behov for at vende tilbage til mit liv igen.
Hele situationen tager også særdeles hårdt på mine søskende. De har det ligesom jeg, og de er alle fuldstændig tyndslidte, så der må ske noget snart. Om ikke andet må vi hyre plejepersonale til at komme og passe min mor derhjemme.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 29-03-07 14:25 |
|
Ja, det er altså svært...
De sidste ÅR af min mors liv sagde jeg: Hvor længe kan det vare endnu...? Jeg spurgte endda lægen, --som selvfølgelig ikke kunne svare..
Der er ingen der kan vide om din mor dør i nat -eller om hun får det lidt bedre igen og måske lever et år.. I må tage én dag af gangen. "At leve, som om hver dag er den sidste" får pludselig en anden betydning.. Måske skal I snarere leve som om livet varer evigt..
I hvert fald er det nok tiden for at I indretter jer på en mere bæredygtig måde. Selv om du starter på arbejde så kan du vel hurtigt tage fri hvis der sker forværringer i din mors tilstand. Det håber jeg altså ikke, der gør. For det er bedre, hvis hun lige så stille sover ind en nat i al fredsommelighed. Men I vil vel helst være hos hende, i det øjeblik hun dør? --Der er bare det, at det måske kan være svært for hende at give slip når I er hos hende. Det er nok en af grundene til at så mange mennesker dør mens de sover.
Åja, selvfølgelig kommer du ud med Axel. Og du ser den smukke natur. Men tankerne er jo hos din mor og så kan det være svært at opdage at mirabellerne dufter og lærketræerne står med små grønne pensler.
Heldigvis er naturen der jo hele tiden. Og der er altid noget at glædes over. Så når du kun har sorgen og savnet tilbage af din mor, så vil naturen trænge sig på og aflede dine tanker.
Jeg blev dybt forundret over de røde skovhindbær da jeg gik tur med Silke efter min mors død. Bare få dage tidligere havde jeg tænkt, at jeg ikke ville nå at lave hindbær-gele det år, -og det var jo også lige meget.. Og så pludselig var alt overstået, og det var ren terapi at gå sammen med Silke og plukke hindbær.
Men jeg vil håbe for jer at din mor lige så stille og fredeligt sover ind en dag i løbet af påsken. Det er dejligt, at du har så gode minder om din mor. DE vil jo ikke dø sammen med hende.
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 02-04-07 09:46 |
|
De sidste dage er min mor begyndt at sige, at hun ikke er hjemme længere...hun er ikke længere i huset, hvor hun har boet med min far i så mange år. Hun fortæller, at der er mennesker, hun ikke kender, og huset er fremmed. Hun kan dog godt genkende os og ved præcis, hvad der foregår, men vi gætter på, at hun er på vej over på "den anden side". Jeg har spurgt hende ligeud, om hun er bange for at dø. Det er hun ikke. Men hun er bekymret og ked af det, for hun elsker livet, og hun har svært ved at skulle tage afsked med sin mand, sine børn, svigerbørn og børnebørn. Hun er ked af det, for hun vil ikke skilles fra os.
Det gør det meget hårdt for os, og jeg har grædt så meget hele weekenden.
Min søster nr. 3 kommer hjem fra New Mexico i dag efter 16 dages uddannelseskursus derovre, jeg gætter på at min mor nok snart giver endeligt slip, når alle hendes "kyllinger" er samlet omkring hende.
Hun er ved at forsvinde fra huset, det kan vi alle mærke, der er ikke den samme stemning af "mor" i huset, og hun ligner lidt en fremmed gammel dame, som ligger i sengen, for hun ligner slet ikke sig selv længere. Hendes ansigt er så alvorligt og der er en rynke i panden og slet ingen mimik. Min mor har altid haft det mest glade og leende ansigt med spillevende øjne og mimik.
Det er frustrerende for hende, at vi næsten ikke kan høre, hvad hun hvisker længere. Selv når man lægger øret helt ned til hendes mund, er ordene så godt som lydløse. Vi har prøvet at give hende en pen og holdt en blok foran hende, for at hun kunne skrive et par bogstaver, som kunne sætte os på sporet af, hvad hun vil sige. Men hun kan ikke rigtig skrive noget, der er læseligt.
Vi regner ikke med, at hun lever påsken over - vi håber det heller ikke, for der er slet ingen somhelst livskvalitet i at ligge, som hun ligger lige nu. Men hun skal nok gå over på den anden side, når det helt rette tidspunkt er kommet.
Vi søskende har i går lagt endnu en vagtplan for morgener, dage og nætter, hvor vi på skift våger over vores mor i den kommende uge. Og så har vi aftalt, at vi alle samles til en dejlig påskefrokost påskesøndag i vores forældres hus. Min mor vil nok nyde at høre alle pludre i huset og finde påskeæg i haven, og hvis hun ikke lever, har vi nok brug for at samles i hjemmet og holde en sidste påskefrokost dér.
Og oveni det hele ringede min nærmeste veninde i går aftes. Hun er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling på nærmeste hospital, da hun i weekenden fik en psykose udløst af noget antidepressivt medicin, hun har været nødt til at tage på det sidste.
Jeg ved ikke, hvad der sker i denne tid....men jeg synes, at der er så mange, der har det svært. I hvert fald folk jeg kender.
En underlig kontrast til dette blændende smukke forårsvejr, som nærmest er paradisisk vidunderligt.
Men det er vel livet i en nøddeskal....
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 02-04-07 10:42 |
|
Axelise, jeg tror du har helt ret i, at din mor venter på at få samlet alle sine kyllinger. Jeg syntes
det lyder som en god ide, at få samlet alle til en påskefrokost uanset hvordan det hele ser ud.
Må din mor og resten af familien snart få fred.
Hvor er det synd, at din veninde har fortalt at hun er indlagt, selvfølgelig trænger hun til at fortælle
dig det, men det hjælper ikke meget på din "tilstand" lige i øjeblikket, jeg håber veninden har en
masse der kan bakke op om hende lige nu, og at hun ikke forventer noget fra dig, for det kan du
næppe have overskud til.
Det er dejligt med det flotte vejr, det kan være med til at give dig lidt energi og trøst
Sender endnu engang mange varme tanker
| |
|
Jeg synes, I tackler det SÅ flot alle sammen i din familie!
Håber også, at I snart får fred!
Jeg kan absolut tilslutte mig Nordsted1's indlæg!
Hvis din mor giver slip i dette smukke forår, vil det være et perfekt tidspunkt, synes jeg.
Det føles livsbekræftende for mig, at livets afslutning kan være smuk, så det håber jeg også, at I kan mærke - trods alt.
Endnu mange varme tanker!
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 02-04-07 13:40 |
|
Jeg mærker det også... -Mennesker, der har det rigtig svært lige netop nu... Måske en reaktion på den ret mørke vinter, vi har haft.
Du må prøve på at holde ud. Hvis du mener, at din veninde har "krav" på dig så må du prøve på at klare det også. For man bestemmer jo ikke selv, hvornår man får en psykose. Men det kommer lidt an på, hvilket forhold, du har til din veninde.
Nogle gange er der mennesker, som jeg gerne VIL hjælpe og som jeg KAN hjælpe. Men hvis jeg er overbelastet af nogle andre "udfordringer", så vælger jeg de mennesker fra. Det ville jeg dog aldrig gøre med mine allernærmeste venner.
Så du ved bedst selv, hvad forholdet kræver af dig. Husk at passe på dig selv. INGEN! -hverken din mor, din familie eller din veninde er tjent med at DU også kører ned... og får brug for ekstra hjælp og omsorg... som ingen måske har overskud til at give dig...
Det fantastisk smukke forårsvejr kan jo være nærmest påtrængende og irriterende hvis man går og har det psykisk skidt. Det er ligesom nemmere hvis man kan skyde skylden på et møg-elendigt mudret øsevejr.
Mon ikke, din søde gamle mor benytter påskefrokosten til at få sagt endelig farvel til jer allesammen? Derefter er der ikke så meget mere hun og I KAN gøre. Hvis hun ikke kan tale mere, så er det heller ikke så vigtigt. Ord er ikke alt. Prøv på at være sammen på en måde så hun ikke BEHØVER at tale. Måske er det godt at læse for hende? Hvis din far har fået begyndt på sin bog, så kunne det være det helt rigtige for dine forældre hvis han kunne læse lidt op for hende af den?
Jeg ved, at min mor nød at få læst op af HENDES bog.. Selv om hun kunne teksten næsten udenad..
---Nu er der da blomstrende grene og påskeliljer til at pryde din mors kiste når den dag kommer. Og for hver dag der går vil der være endnu flere forårsblomster til begravelsen.
Men jeg håber, at I først får en kærlighedsfuld påske sammen med hende.
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 02-04-07 23:41 |
|
Min mor (som er katolik) bad i dag om at få De syges salvelse, dvs. "den sidste olie", som det også kaldes. Her til aften kl. 18 kom en katolsk præst og afholdt ceremonien sammen med de af os, som var tilstede. Jeg var glad for at få denne smukke og stærke oplevelse med, selvom jeg tænker, at nu KAN jeg bare ikke mere, og nu kan jeg ikke klare mere død, sygdom og afsked. Hver dag er så voldsom rent følelsesmæssigt og vi er alle så tyndslidte.
Min mor var tydeligt "med" under ceremonien og var også tydeligt glad for den. Jeg håber, at den vil give hende yderligere fred og give hende ro og tillid til at vende sig mod Gud og få lyst til at forlade os og denne verden.
Efter ceremonien faldt min mor i dyb søvn og vågnede slet ikke efterfølgende. Jeg har været ude hos hende til kl. 22.30 og sidder nu og "damper af" med et stort og godt glas rødvin, som min kærlige mand har serveret for mig.
Min svigerinde sover ude hos mine forældre i nat, i morgen er det mig, der sover der. Selvom jeg håber at min mor snart må få fred, så håber jeg faktisk ikke, at hun dør mens jeg er der. Jeg tror ikke rigtig, at jeg vil kunne klare det.
Min elskede lille mor er så træt, så træt. Hun orker ikke at tage stilling til hverken at vi taler til hende, synger for hende eller læser højt. Vi sidder mest stille hos hende og vi fortæller hende, hvor meget vi elsker hende hver eneste dag. Min far mediterer hver dag inde hos hende, ligeledes gør min søster nr. 2, når hun er der.
Min far er allerede i gang med at skrive sin bog til min mor. Den bliver kun trykt i 20 eksemplarer til os børn + børnebørn, som et kærligt minde om vores mor samt det liv, vores forældre har levet sammen.
Alt er så kærligt, så smukt og så rigtigt, men savnet af min mor slår mig som en mur ind imellem. Jeg kigger gamle billeder og jeg går i min mors "spor" derhjemme. Finder gamle dagbogsoptegnelser, breve, tegninger og sedler. Alle kærlighedserklæringer har hun gemt. Og der er mange af dem. I går ledte jeg grædende alle hendes jakkelommer igennem for at finde spor efter min mor. Jeg fandt et lommetørklæde og en gammel indkøbs huskeseddel, som jeg har foldet sammen og taget med hjem. Det er så underligt, at jeg aldrig skal høre hendes stemme mere og aldrig se hendes skrevne ord igen. Så alt, jeg kan finde, har værdi. Stor værdi.
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 03-04-07 09:58 |
|
Angående min bedste veninde, som har det meget skidt for tiden, så har jeg det sådan, at der er nogle andre, der må tage over denne geng, for jeg har altid støttet hende og været der for hende kolossalt meget. Men lige nu magter jeg det bare ikke, og det har hun stor forståelse for.
Hun ringede kun til mig for at fortælle, at hun var indlagt, såfremt jeg havde brug for at tale med hende omkring min mors død, og hun ville ikke have, at jeg ikke kunne få fat på hende via mail eller telefonen derhjemme. Så min veninde er faktisk meget omsorgsfuld overfor mig midt i sin egen store krise.
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 03-04-07 10:28 |
|
Hvor er det dejligt, at din veninde også har overskud til at tænke så langt, så behøver du bestemt
ikke have dårlig samvittighed.
Som jeg tidligere har skrevet, tror jeg på din mor kun venter på den sidste kylling, og lad os da håbe
jeg har ret. Din mor er kommet til en erkendelse af det uundgåelige. Godt i alle har hinanden, og
selv om i måske kommer til et punkt hvor andre må tage over (det tror jeg nu ikke på) så har i gjort
uendelig meget for din mor, og kan ikke bebrejdes hvis i beder om hjælp udefra. I søskende vil få
et helt fantastisk sammenhold, udover hvad i havde tidligere, når i har stået dette igennem sammen
| |
| Kommentar
Fra : Rosalill |
Dato : 03-04-07 11:14 |
|
Kære Axellise
At vælge ikke at være tilstede ved dødens indtrædelse, er et valg man må gøre sig ud fra hvordan man har det. Og det er altid det rigtige, din mor ville kunne forstå det og du vil skåne dig selv for noget du ikke kan klare.
Alligevel vil jeg fortælle dig at det er en god og smuk afslutning at være med ved overgangen. Jeg oplevede selv en forløsning ved at se hvordan freden og roen kom til min mor, det føltes som en glæde. Det blev på en måde den eneste rigtige afslutning på den svære tid der havde gået forud. Jeg har et meget smukt billede af hende da hun udåndede, det er det billed jeg husker ved hendes sidste tid.
Kærlige tanker til dig.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 03-04-07 12:28 |
|
Ja, det var nok noget af det, jeg savnede meget ved min mors død: Ritualerne som er knyttet til døden. Da min mor var ateist, var afskeden uden taler og uden præst.
Jeg synes, det er rart med nogle ritualer som andre tager sig af, så man kan indtage en mere passiv og sørgende rolle i forløbet. Både før og efter døden.
For mig var det MEGET svært, -oveni sorgen at skulle være værtinde, hovedperson, datter, nærmeste pårørende, trøster og fortæller, -når alt hvad jeg ønskede var at krybe ind i min egen rædsel og sorg og lade andre tage over. -Og nej, det var ikke rædsel over døden, men over den sidste del af livet.
Men ikke engang din mor -og slet ikke du-- er herre over hvornår hun skal herfra. -Og hvordan.
Hvis hun dør mens I sover, så bliver det jo ret alene, -eller måske sammen med sin mand, -da jeg ikke kan forestille mig, at I sidder og våger ved hendes seng natten igennem hvis hun sover stille og roligt.
Og hvis hun dør om dagen mens du er hos hende, så mærker du nok at tiden nærmer sig så du kan tilkalde dine søskende. Det er vel tanken om at være alene med din mor og far når hun dør, der gør dig utryg?
Det er en gave og et privilegium at få lov til at være med ved livets afslutning. Noget de fleste aldrig oplever eller kun oplever ganske få gange. Ligesom når man deltager i en fødsel så er det afgørende om man har forberedt sig og gennemtænkt forløbet så man er klar til den endelige prøve. Og det er HELT sikkert, at man aldrig glemmer oplevelsen.
Og du ER forberedt. Så selvfølgelig vil du også kunne klare at være der når din mor dør.
Er din 3. søster kommet hjem fra New Mexico?
GODT! at du kan "lægge din veninde fra dig" lige nu. Og når hun er indlagt så er hun forhåbentlig i gode hænder. Der bliver tid nok til hende senere. Heldigvis har du din familie, så du kan nok klare at undvære din venindes omsorg.. Selv om det jo netop er i en situation som din at man kan have brug for en god veninde.
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 03-04-07 18:39 |
|
Ja, min søster nr. 3 kom hjem fra New Mexico i går morges og tog straks ud til min mor. Hun er der også lige nu og hun kommer igen i aften og sover i huset sammen med mig, da vi alle føler, at det er meget tæt på afslutningen nu. Ingen af mine søskende ønsker, at jeg skal være alene i en situation, som jeg synes er svær. Det er ikke fordi jeg er bange for døden, men hvis jeg får det privilegium at få lov til at være sammen med hende, når hun dør, vil jeg gerne kunne dele det med nogen. Det er for stor en oplevelse at stå alene med.
Vi har igennem de sidste par uger været nødt til at give nogle af nattevagterne fra os, da vi simpelthen ikke kunne klare inegn/ringe nattesøvn samtidig med den store følelsesmæssige belastning. Så vi har flere nætter om ugen haft en nattevagt fra vikarbureau til at sidde vågen hos min mor fra kl. 22-08 om morgenen, så hun har kunnet få noget at drikke, hvis hun vågnede, eller har kunnet få skiftet ble. Samtidig har én af os børn sovet inde ved siden af, så vi har kunnet træde til, hvis der skulle være noget. Jeg må sige, at vi har været meget heldige med de nattevagter, vi har fået, for de har alle været utroligt søde og omsorgsfulde overfor min mor. Nattevagterne er dyre, de koster min far 2000 kr pr. nat, men penge er ligegyldige i denne situation, for hvis vi hænger i trevler, kan vi ikke tage os af vores mor og far om dagen. Hver dag går jo også med at drage omsorg for vores far og lave lækker mad til ham, så han har noget at stå imod med. Og så skal der vaskes og stryges hver dag for at hjemmet er ligeså hyggeligt og smukt, som det altid plejede at være.
Birgitta, jeg begriber jo slet ikke, hvordan du overhovedet overlevede sådan en omgang med din mor helt alene???????? Det lyder så helt og aldeles rædselsfuldt hårdt, du må have været fuldstændig slået omkuld i lang lang tid efter??
Min arbejdsplads har kontaktet mig i dag, - de siger at jeg bare skal passe på mig selv og at plejeorloven går igennem, samt at de har hyret vikarer den næste lange tid i mit sted. Så jeg skal slet ikke tænke på arbejdet og behøver slet ikke at have dårlig samvittighed, hvilket er en stor lettelse. Så er der for én gangs skyld noget ved at være offentligt ansat!
| |
| Kommentar
Fra : Rosalill |
Dato : 03-04-07 23:46 |
|
Den forklaring kan jeg meget bedre forstå. Dejligt at I er flere om det.
Tillykke med orloven og dine gode kollegaer, som underretter dig om situationen. Hvilket gør det hele meget lettere.
| |
| Kommentar
Fra : k_m_s |
Dato : 04-04-07 10:54 |
|
Hej Axelise.
Jeg tror aldrig at jeg har oplevet / hørt om, at overgangen kan være så smuk som I gør den for din mor.
Hvor er det godt at du passer på dig selv, hvis du påtager dig for meget og bryder ned, ville du ikke kunne være noget for din mor, som er det vigtigste for dig lige nu.
Du skrev tidligere
"Jeg tror, at jeg har fået grædt meget ud, så jeg er ikke så fortvivlet længere, som jeg har været. Jeg tænker også frem på gode og dejlige ting, som jeg glæder mig til, og jeg kan sagtens opleve lykkefølelser i glimt, når jeg tænker på ting, som jeg holder af, og fremtidige oplevelser med min mand, som jeg glæder mig til. "
Jeg tror det er MEGET MEGET godt at du har det sådan. At du kan se frem til gode ting. Jeg er sikker på at din mor vil kunne mærke på dig at du bagefter vil have et godt liv og det vil glæde hende.
Mange varme tanker
Kim
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 04-04-07 13:05 |
|
Tak Kim, og tak Rosalil.
Ja, det er også en stor glæde midt i sorgen at kunne gøre så meget, selvom det er en balancegang mellem at give min mor alt det, hun behøver OG samtidig passe på sig selv. Jeg tror at det er lykkedes os meget godt.
Jeg er også glad for, som du pointerer Kim, at jeg kan mærke lykkefølelser og glæde ved tanken om fremtiden, og disse gode og glade tanker om et godt liv skal jeg holde fast i og minde mig selv om i svære stunder.
Jeg fik også sagt til min mor for et par uger siden, at jeg kommer til at savne hende rigtig rigtig meget, men at jeg godt kan klare mig uden hende, og at jeg har et godt liv, en god mand og en god svigerfamilie. Udover min far og mine søskende naturligvis.
Jeg kommer lige fra min mor, hvor jeg har sovet i nat på en madras ved siden af hende. Jeg troede ikke, at jeg ville kunne få lukket et øje, men der faldt sådan en fred og ro over mig, da jeg lå dér ved siden af min elskede mor. På trods af at hun er døende, følte jeg mig tryg og passet på, nærmest som om min mor var hos mig og vågede over mig, og hendes lille krop ligner hende mindre og mindre nu, - den er mere som en gammel slidt overfrakke, som ikke kan bruges mere.
Så jeg fik sovet. Jeg vågnede af mig selv hver ½ time hele natten igennem og lyttede til hendes åndedrag, men faldt så i søvn igen. På et tidspunkt var der helt stille, og jeg fornemmede, at hun var vågen. Jeg sagde stille til hende, at jeg var hos hende og passede på hende og at jeg lå lige ved siden af hende. Så gik der kun 3 sekunder, og jeg hørte hende falde i dyb søvn igen.
Hun har ikke drukket siden i går ved middagstid, så tiden nærmer sig nu. Vi har prøvet forsigtigt, om hun ville have en lille swap med vand på læberne. Før har hun været glad for at sutte på den, så hun kunne få væde ind i munden, men nu kan hun ikke længere åbne munden, og der er ingen respons omkring læberne, hvis man fugter dem med swap'en. Så hun skal have lov til bare at få fred.
I morges bemærkede jeg, at hun var helt rød i kinderne og meget varm i hovedet. Sygeplejersken fortalte, at det er et almindelig fænomen at kroppen blusser i det sidste stadie, og det kunne vist også have noget med dehydreringen at gøre. Hun har jo ikke fået tilstrækkelig med væske den sidste lange tid og det sidste døgn har hun somsagt ingen væske fået.
Da jeg gik ved 11.30 tiden var hun begyndt at få trækninger i højre side, den side der ikke er lammet. Men hun er ikke længere ved bevidsthed, vi har ikke kunnet få kontakt med hende siden i går morges, så vi taler bare blidt og kærligt til hende eller sidder stille ved hendes side.
Vi er alle på standby i disse dage og det er som om vi alle holder vejret og bare venter, venter.
Sygeplejersken sagde i dag, at selvom der kommer helligdage nu, så kan vi bare ringe til Hjemmeplejen, når min mor dør, så kommer de og gør hende i stand. Min svigerinde har vakset og strøget én af min mors yndlingskjoler, som er en silkekjole, som jeg har indfarvet for hende og min ældste søster har syet den. Den skal hun begraves i.
Vi taler meget om, at vi kan mærke at vores mor er taget afsted allerede. Siden i går formiddags har vi alle haft den fornemmelse, at hun er gået ombord på et lille sejlskib, og det skib er på vej væk fra os og har kurs mod en anden kyst. Men hun ligger stadig og vugger på vandet, hun er ikke nået helt frem endnu.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 04-04-07 14:03 |
|
Næ, Axelise. Jeg var undervejs også bange for ikke at kunne klare det... Men det har DU jo også været. Sådan MÅ det jo nok være, når man er parat til at give ALT hvad vi orker og det ikke er helt nok.
Men selvfølgelig "klarer" vi det. For der er ikke noget alternativ. Skulle vi bringe vores mødre den sidste sorg, at vi svigtede? Næ, vel?
Nu er I allesammen så forberedte som I kan blive. Og I har allesammen gjort alt hvad I kunne. Og din mor er på vej væk. Der er kun tilbage at vente.
Husk at tage Axel med ud og gå --og kik på, hvad der er af blomster til din mor omkring jer. Gid man kunne dække kisten med et tæppe af de tusindvis af violer, der er myldret frem på grund af det tidlige forår. Eller duftende mirabel-grene..
--Min mor fik "købeblomster" på graven, men til bordet bagefter havde jeg plukket vilde kornblomster, valmuer og marguritter. Valmuerne var plukket som knopper dagen før, så de stod med de sarte ildrøde blade...
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 04-04-07 18:47 |
|
Det lyder smukt....
Jo, jeg har været ude og gå ved Furesøen og Mølleå-dalen med Axel i dag, så han har badet i Furesøen og jeg har godt kig på alle blomster og nyudsprungne grene.
Men lige på dét punkt, er jeg ikke helt sikker på, at vi kommer til at efterkomme vores mors ønske.
Der KOMMER altså blomster på kisten og i kirken, der er ikke nogen vej udenom. Og det bliver både skovblomster og købeblomster. Min mor ELSKEDE blomster, så der skal være smukt i kirken.
Min mand og jeg har lige været ude og se til min mor igen. Min mand har ikke set min mor i et par dage, og det slog ham, så fredfyldt hun ser ud, og så let og lys og glad atmosfæren omkring hende er. Det var jo også det, jeg oplevede i nat. Jeg var forberedt på ikke at kunne lukke et øje på madrassen ved siden af min mor. Og jeg var forberedt på at blive dybt ulykkelig. Men da jeg havde lukket døren og lagt mig ned, var der simpelthen ikke noget at være ked af eller bange for. Der var så dejligt i rummet med min mor, og jeg sov så godt, selvom det kun var brudvis.
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 07-04-07 00:36 |
|
Min mor døde her til aften, Langfredag aften kl. 21.10.
Jeg var hos hende fra kl. 10 om formiddagen og hele dagen. Da klokken var 17 kunne jeg næsten ikke klare mere; min krop gjorde ondt allevegne, og min hals og mavesæk brændte som ild efter alle disse sindsbevægende dage og timer. Jeg bad mine søstre om at tage over og ville lige kysse min mor farvel, men så opdagede vi, at hendes kinder var kolde og næsen samt øjenbrynene var kolde. Fødderne var kolde og blå, og hænderne var ganske vist varme, for de lå under dynen, men de var også blå. Det eneste sted hvor der var "liv" endnu og varme var den øverste halvdel af hendes hovede.
Vi forstod at det nu var tæt på, og vi valgte at ringe til alle søskende, som kom med det samme.
Fra kl. 18 sad alle 6 børn + svigerbørn + min far ved min mors side. Vi sad omkring hendes seng og græd, bad, var stille, småsnakkede. Vi havde tændt lys, og alle fulgte nøje hendes vejrtrækning.
Den ændrede sig drastisk fra time til time. Indåndingerne blev kortere og kortere, tilsidst lå hovedet og vippede, som om det var for svært at få luft på anden vis. Og de sidste 20 minutter var det kun kæben, der bevægede sig.
De allersidste minutter blev vejrtrækningen langsommere og der blev lange intervaller imellem hver indånding. Tilsidst stoppede det helt.
Jeg er endnu helt høj og rystet af oplevelsen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var så enkelt, så smukt og rigtigt, så intimt og nært, så voldsomt og grænseoverskridende, så naturligt og dog så absurd og surrealistisk. Det er svært at finde ord.
Jeg er dybt rystet i min grundvold, men fattet og helt uden angst.
Jeg tror, at jeg allerede har taget de største følelsesmæssige ture igennem de sidste 4 uger, så måske derfor er jeg ikke i chok nu.
Jeg gik som den første af mine søskende, det var simpelthen for voldsomt for mig at se de andre bakse med min mor og binde kæben op på hende, det kunne jeg ikke klare.
En af mine svogre fik ringet efter vagtlægen, en anden ringede til Hjemmeplejen, som ville komme og gøre hende i stand.
Andre slæbte min fars seng ind ved siden af min mors, da min far ønsker at sove ved hendes side for sidste gang i nat. Han kyssede hende på panden og sagde "Farvel min elskede", og så gik han ned i kælderen og hentede sin værktøjskasse, for han ville sætte et krucifix op på væggen bag min mors hovedgærde.
Lige nu føler jeg en stor lettelse over, at min mor endelig har fået fred. Hun har ingen smerter mere, vi behøver ike at være bange for, om hun er ked af det eller bange, vi behøver heller ikke at bekymre os om, hvorvidt vi kunne gøre noget anderledes eller bedre.
Min mor døde den samme dag som Frelseren, en smuk dag at dø, hvis man er troende, og det var hun. Nu er hun hos Gud og hun har det godt.
Jeg savner hende så forfærdeligt, men er meget taknemmelig for den meget intense og smukke oplevelse, som jeg har delt med mine søskende og min mand. Min mand er dybt rystet i sin grundvold; han har aldrig haft så stærk en oplevelse som den i aften, siger han.
Vi har lige været ude at gå med Axel, vores hund. Livet må gå videre.
| |
|
Jeg mangler ord, Axelise!
SÅ smukt!!!
Kan kun sige, hvad der er blevet sagt herinde i hele tråden gennem, i den lange tid for jer...
At det netop skete igår - på langfredag - måske din mor har trukket det ud til netop denne dag?
Hvad med at skrive noget af alt dette på en side, som handler om at tage stilling til døden, forberedelse, følelser mv.?
Mon ikke, der findes en sådan?
Men allerførst:
God påske i fred og ro!
Varme tanker
Hanne
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 07-04-07 13:28 |
|
Tusind tak, Hanne
Bedemanden kommer i eftermiddag kl. 15 og henter min mor. èn af mine søstre vil være der samt min bror. Min søster kører min far med ud til det kapel, hvor min mor skal ligge de næste dage, inden hun bliver begravet på fredag.
I aften tager min mand og jeg ud til min far og laver noget god mad og spiser sammen med ham.
I morgen mødes hele familien i min mors ånd til en rigtig god påskefrokost, det trænger vi alle til, og det trænger huset til.
Jeg vil ikke ud og se min mor for sidste gang i dag. Jeg vil helst ikke have for mange billeder på nethinden af hende som død, og hun så vitterlig meget død ud, da hun åndede ud. Det var fint, rigtigt, fantastisk og smukt, men jeg har ikke behov for at se de jordiske rester af hende igen.
Nu vil jeg tage ud og købe ind til i aften, og så vil jeg tage i skoven med Axel og gå en rigtig dejlig tur med ham.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 07-04-07 13:55 |
|
Axelise, jeg kondolerer...
Jo, jeg havde en anelse om, at hun ville kunne bruge Jesu dødsdag til at tage herfra. Langfredag vil vist for altid være en ganske særlig dag for jer.
Det glæder mig sådan for dig, at du var med til din mors allersidste åndedræt. Selv om du undervejs ikke altid troede, at du kunne klare det.
Din mor har fået fred nu, og FORDI du har haft den sidste stærke oplevelse sammen med hende, så tror jeg, at du bedre vil kunne lægge din mors lidelser i hendes sidste tid bag dig. Det håber jeg i hvert fald for dig.
Nu kommer så alle de forskellige gøremål, der følger efter et dødsfald. Anmeldelse af dødsfaldet, bedemand, forberedelse til begravelsen, information af familie og venner.
Og derefter begravelsen, -den endelige afsked. Altsammen præget af normer og traditioner, som kan være en hjælp og støtte i disse dage.
Og så livet derefter, hvor du både skal finde ud af livet uden din mor, --men du også skal være der for din sikkert helt fortabte far, som har lidt et endnu større tab end I børn har.
Jeg håber at han hurtigt kommer i gang med at skrive på bogen igen. Det er den, der skal bringe han videre. Hvis han går i stå, så bed ham læse højt af det han har skrevet.. Hvis han mærker jeres interesse for bogen, så kommer han i gang igen.
Det er så godt, at du og dine søskende har hinanden, så I kan deles om de mange opgaver, der er i de næste dage. For der er ingen af de opgaver I allesammen behøver at deltage i samtidig. Nu kan I koncentrere jer om også at passe på jer selv. De hårdest medtagne skal måske helt overlade begravelsesforberedelserne til andre. Der er jo altid forskel på, hvor robuste de forskellige børn i en familie er..
For dig håber jeg, at du kommer ud i naturen med din dejlige Axel. Foråret ser anderledes ud nu, og intet sted er bedre at græde end i naturen, -for der er aldrig ret langt til smil og glæde.
Tak fordi du ville, -og orkede- at dele dine oplevelser med os her på kandu. Jeg har jo selv gjort det samme da min mor døde, men det er først nu jeg forstår at det også er en gave for dem, der følger forløbet her på kandu. Tak for det.
Måske lukker du tråden nu, -måske venter du til du også er kommet igennem den første svære tid uden din mor. Uanset hvad du vælger, så kan du hele tiden vende tilbage til denneher tråd og fortælle. Også efter du har lukket den.
Rigtig god påske til dig og din familie.
| |
|
Jeg kondolere ligeså.....
Jeg har ihvertfald lært meget af denne tråd, og fået bekræftet nogle af mine egne tanker.
Derfor kunne det være en god idé at fortælle 'historien' for alle andre også.
Det kan være til stor hjælp, når de står i situationen, og kan samtidig hjælpe dig videre ved at skrive den til en side til formålet.
Men den tid, den opgave - måske
Påskehilsener
Hanne
| |
| Kommentar
Fra : Rosalill |
Dato : 07-04-07 20:33 |
|
kære Axelise
Jeg vil også kondolere og glæde mig over at din mor blev fulgt over med hele sin nærmeste familie ved sin side.
Jeg ønsker jer en rigtig god påske. Jeg er ikke i tvivl om at I vil komme styrkede igennem sorgen, ikke at det er en trøst, men I vil ikke være alene.
Tak fordi du lod os deltage i din stærke og seje kamp.
Kh Rosalill
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 08-04-07 14:15 |
|
Kære Axelise
Må jeg kondolerer. Jeg er lige kommet hjem fra ferie, og det første - efter at have hilst på børn og dyr -var at tjekke om der var nyt om din mor, jeg havde sådan på fornemmelsen, at i ikke ville beholde din mor til idag.
Det er en meget smuk tråd du fik oprettet, og som andre skriver, har den virkelig givet stof til eftertanke og også nogle lange samtaler her i huset.
Må det på sigt blive en lettelse for dig, selv om det er hårdt lige nu. Pas på dig selv, og resten af din familie, ikke mindst din far.
Håber i får en god idag og en meget smuk begravelse på fredag.
Varme tanker
Nordsted
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 08-04-07 21:29 |
|
Tak Nordsted1
Jeg har jo slet ikke tænkt på, om denne tråd kunne være til gavn for eller af interesse for andre end mig selv. Den har været et pusterum for mig, og det vil jeg sige jer alle tak for
Det har været sådan en stor hjælp at kunne "læsse af" herinde og få jeres kærlige og medfølende ord og respons, det tror jeg at alle i krise kan bruge. Og det er jo Kandu, når det er allerbedst.
Vi har haft en dejlig familie påskefrokost i dag med pragtfuld mad, øl og snaps. 19 mennesker omkring bordet. Gråd og grin.
Tilsidst samledes alle 6 børn omkring min far i en stue, og så har vi aftalt præcist, hvordan alt omkring begravelsen skal foregå. Der er mange praktiske ting, man skal tage stilling til, og jeg er bare SÅ lidt gearet til at tage stilling. Men de sidste kræfter skal mobiliseres nu, så begravelsen bliver så smuk og vidunderlig, som det nu er muligt. Det bliver også ganske rædselsfuldt for os alle, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme igennem dagen.
I det hele taget har jeg meget svært ved at tænke frem, det er 1 dag ad gangen hele tiden.
Udover at der er smerteligt tomt efter min mor, så har hun jo fyldt hele min tilværelse igennem de sidste 2 måneder, og især igennem den sidste måned. Så lige nu har jeg næsten ingen anelse om, hvordan jeg skal fylde min tid ud, nu hvor min mor ikke skal passes og plejes i døgndrift. Jeg kan dårligt huske, hvad mit "gamle" liv bestod af....
I morges vågnede jeg og var i et fantastisk godt og lyst humør. Jeg vidste, at min mor havde passet på mig og dulmet mit oprørte sind hele natten, og jeg fornemmede hende som lysende og ren som en engel. Hun var min mor, men ikke sådan, som jeg har kendt hende. Hun har altid været et lysende væsen, men sådan som jeg oplevede hende i nat, var hun nærmest som jeg forestiller mig Gud. Som en kvindelig udgave af Gud.
Så jeg vågnede og var let om hjertet, glad, rolig, tryg og lykkelig. Men i løbet af 5 minutter kom al sorgen skyllende ind over mig som en bølge, og den dér grimme sugen i maven begyndte igen.
Ethvert menneske på denne jord oplever jo at miste op til flere gange i sit liv, så min historie er ikke noget særligt. Jeg er blot én ud af millioner af mennesker, som oplever sorgen over at skulle tage afsked med en elsket. På en måde er det en trøst at tænke på.
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 08-04-07 21:58 |
|
Jeg tror vi alle har tænkt meget på dig, og jeg må indrømme at det først idag er gået rigtigt meget op for mig, hvilken pragtfuld familie du har. Jeg blev meget rørt over din fars handlinger, at han havde overskud til at tænke på krucifix' og også ville sove sammen med sin elskede en sidste nat, det er noget af det mest bevægnede jeg har hørt om.
Det var dog en pragtfuld drøm du havde i nat, glæd dig over at du kan møde din mor i drømme.
| |
| Accepteret svar
Fra : Birgitta | 
Modtaget 100 point
Dato : 09-04-07 14:08 |
|
Jo, Axelise. Din historie ER noget særligt. Din historie er en historie stærke bånd og om døden når den er smukkest.
--Min egen historie om min mor var en historie om manglende netværk, ensomhed og døden når livet er mest trøstesløst.
Ikke alle oplever at miste nogen, de er så tæt på at de ønsker at tilbringe den sidste tid sammen med dem.
Og masser af mennesker dør i ensomhed fordi det ikke var forventet at de skulle dø lige på det tidspunkt.
Ligesom alle fødsler er forskellige, så er alle dødsøjeblikke også forskellige, -unikke.
Og jo mere åbne vi er om vores oplevelser med døden, jo mindre skræmmende er den. Og jo mere vil andre turde at være der for deres nærmeste i deres sidste tid.
For mig personligt betyder din fortælling også, at jeg har fået et andet syn på min egen død engang. Min mors død var så stort et chock for mig så jeg ikke kunne bære at tænke på, at mine egne børn skulle opleve det samme engang når jeg skulle herfra.
Men jeg indser nu, at det ikke var døden der i sig selv var så chokerende, men det at stå ganske alene med alle sorger og alle indtryk. Det behøver mine børn ikke at komme til at opleve. --Min mor var meget reserveret og næsten afvisende overfor andre mennesker. Selv jeg måtte kæmpe for at holde en nær kontakt til hende. Hun havde ingen nære venner. Og vi havde næsten ikke mere familie tilbage.
Min afdøde familie kommer ikke tilbage. Men min datter har sin mand og et godt netværk og 3 dejlige børn. Og jeg har selv mange venner som betyder meget for mig.
Den største sorg for mig er ikke sorgen over min mors død, men sorgen over hendes liv...
SÅ forskellige kan historierne om døden være, Axelise.
At du ikke rigtig kan overskue dagene lige nu, det er ikke så vigtigt. For bedemanden tager sig af det mere overordnede. Det, du kan klare omkring begravelsen det kan du bidrage med. Dine søskende tager deres del. Dagen bliver overstået, og forvandlet til endnu et lysende minde om afskeden med din mor.
--For mig har det været en stor glæde, at min søn ved begravelsen tog billeder af urnen og blomsterne og kirkegården, og af de få mennesker, der mødte op. De billeder kikkede jeg meget på i tiden efter begravelsen. --Måske har du et fornuftigt familiemedlem, som ikke er alt for berørt, som kan tage billeder også?
Din mor fyldte så meget i hendes sidste tid. Det var godt. Men du HAR et andet godt liv som du efterhånden vender tilbage til. Du har hele tiden haft Axel, som får dagene til at fungere fordi han er der hele tiden. Og du skal jo tilbage til dit arbejde igen engang.
Sorgen over din mor går ikke over. Og du vil sikkert ind imellem have "flashbacks" af smertefulde minder fra hendes sidste tid. Giv dig tid til at huske. Også de slemme ting. Det kan være en hjælp for dig at læse denne tråd, så du ser hvordan de forskellige hændelser indtraf. Det er mindre belastende end at du både forsøger at "komme videre" og også forsøger at konstruere i tankerne hvad der egentlig skete...
Din mor er hos Gud nu, -hun er en del af Gud...
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 09-04-07 17:49 |
|
Det var et meget smukt indlæg, Birgitta. Tak for det.
Du får også MIG til at tænke over, hvor forskelligt døden kan opleves og hvor forskellige historier, man kan berette om afsked og død. Og sorgen er også forskellig. Du skriver jo, at den største sorg for dig var sorgen over din mors liv. For mig er det afskeden, det sværeste. Min mor var et ganske særligt menneske, og verden bliver for mig at se et fattigere sted uden hende.
Jeg er sikker på, at kirken bliver fyldt med mennesker, for min mor var til det sidste et meget givende og kærligt menneske.
Hun plukkede blomster fra haven og tog med til damen hos bageren, hvis hun så ud til at være ked af det. Hun bagte kanelsnegle til bibliotekarerne på det lokale bibliotek, for "de er altid så søde og kan nok bruge lidt godt til kaffen". Hun tog blomster med til klinikdamen hos tandlægen, "for hun er lige blevet skilt", og når hun så små forfrosne drenge sælge lodsedler udenfor supermarkedet, købte hun et stykke wienerbrød til dem hver, for "de så ud til lige at trænge til lidt mundgodt".
Èt af hendes sidste ønsker, mens hun stadig kunne hviske få ord, var at jeg skulle tage penge i hendes pung og købe et par skrabelodder, for hun kunne sådan unde os børn den store gevinst.
Hun bad mig også om at købe nogle særligt lækre engelske øl til min mand og til min svoger, for hun havde set nogle i en delikatessekøbmand, inden hun faldt.
For ca. 15 år siden læste min mor en artikel om en rumæsnk pige på et børnehjem. Hun var døv og stum, og der var noget ved denne pige, som tog min mor om hjertet. Hun kontaktede journalisten, som havde skrevet artiklen og bad om at få kontakt med denne pige. Selvom det ikke var kotyme med denne procedure, insisterede min mor på at få kontakt med netop denne pige og få lov til at sende penge til hende. Pigen, som hed Elena, fik igennem mange år hjælp af min mor. Hun fik penge til gaver og undervisning og fik takket være min mor ekstra opmærksomhed. Det viste sig, at pigen hverken var døv eller stum, hun havde blot været understimuleret. Min mor støttede hende med penge og breve til pigen fik sig en uddannelse og kunne flytte i egen bolig og klare sig selv.
En typisk handling for min mor. Hun var god til at spotte andres lidelse, da hun kendte glimrende til lidelse, sorg og angst på grund af de ting, hun selv havde været igennem i sin opvækst, og på grund af sit meget følsomme sind.
Vi børn har lært meget af vores mor, som vi er hende inderligt taknemmelig for. Hun fik altid øje på det gode i ethvert menneske og var altid meget optimistisk.
Så derfor tror vi, at "gud og hver mand" møder op på fredag. Der er rigtig mange, der gerne vil tage afsked med hende.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 09-04-07 17:54 |
|
...og din mor vil også være der...
Du vil kunne mærke hende.
Så du skal nok klare den dag også.
| |
| Kommentar
Fra : k_m_s |
Dato : 09-04-07 18:35 |
|
Mine tanker er hos jer alle.
Tænk hvis alle mennesker tænkte så meget på hinanden som din mor, så ville vi have en rigtig god verden at leve i.
Jeg tror din mor havde valgt den dag at gå bort.
Når jeg syntes livet er for hårdt, tager jeg også en dag af gangen og hvis det er nødvendigt, en time af gangen, det gør det hele mere overskueligt.
Mange mange tak fordi du har delt dine tanker med os, jeg håber at jeg kan leve bare lidt op til jeres smukke væremåde når turen kommer til mine forældre.
Varme tanker til dig og din familie.
Hilsen
Kim
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 11-04-07 12:33 |
|
I dag har min far og jeg valgt gravsted til min mor. Hun ville oprindeligt begraves i de ukendtes grav, så vi ikke skulle have besvær med at passe gravstedet, men det kan ikke lade sig gøre på den katolske kirkegård, hvor hun skal begraves. Så nu får hun en sten, fint nok.
Så dagene går med de praktiske forberedelser, dødsannonce, bedemand, hjælpemiddelcentral, gravplads, blomster, krans, samtale med præst, bestilling af mad til fredag aften, oppyntning af kirken, trykning af program med salmer og bønner til begravelsesceremonien, sammenkomst med champagne og laksesnitter (vi skal smøre 500 stk!!) efter begravelsen osv. osv.
Siden mandag aften, altså 3 dage efter min mor døde, er der faldet en fantastisk ro og glæde over mig. Til min egen store forundring. Jeg har været så helt og aldeles fortvivlet og grædt så meget, fordi jeg var meget knyttet til min mor. Men nu føler jeg en ro og en kærlighed indeni samt en dejlig varme og lys. Jeg føler, at min mor gør alt hvad hun kan, for at jeg/vi ikke skal være ulykkelige, så jeg vil næsten tro, at det er hende, jeg kan mærke. Jeg ser hende ikke for mig, og jeg kan ikke kommunikere med hende, men jeg mærker tydeligt en ro og nærmest perlende glæde indeni, som er kommet helt bag på mig. Denne ro og glæde har jeg ikke haft i månedsvis, eftersom der har været så mange bekymringer i mit liv.
På mandag skal min hund opereres, og eftersom han er gammel og operationen bliver lidt omstændig, er det ikke uden en vis nervøsitet, at jeg kører til dyrlægen med ham. Men når min mor nu passer på mig, så er jeg også sikker på, at hun vil passe på min hund, som jeg elsker så højt.
Jeg har fået lagt mine restferie fridage i næste uge, så jeg kan passe Axel (min hund) i dagene efter operationen. Og når alt det er overstået, SÅ skal jeg altså bare slappe af!! 
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 11-04-07 13:10 |
|
Hun er hos dig. Og hun er Idig, og det vil hun altid være.
Det er ikke nødvendigt med kommunikation eller "syner".. For den slags er kun nødvendige for at overbevise andre om den fortsatte eksistens af de døde. Hvis man VED at de døde stadig eksisterer, så har man jo ikke brug for beviser.
I vil få den smukkeste begravelse på fredag. Med din mor nærværende og fuld af kærlighed. Jeg tror, at du roligt kan glæde dig til den smukke dag.
Derefter er det vist den bette Axel, der har krav på lidt udelt opmærksomhed. Det har jo været undervejs længe, så det bliver rart, når det er overstået. ---Hvad SKAL du dog give dig til hele sommeren når du ingen problemer har mere?
| |
| Kommentar
Fra : Nordsted1 |
Dato : 11-04-07 16:44 |
|
Jeg kan igen ikke andet end give Birgitta helt ret.
Det er bare så dejligt at du fornemmer en glæde nu, du må endelig ikke få dårlig samvittighed over det, din mor sidder i sin himmel og er så glad for at se dig have det godt med dig selv.
Godt du så hurtigt efter kan få Axel opereret, så burde alle dine bekymringer være ryddet af vejen.
Held og lykke med fremtiden for dig og alle dine
| |
| Kommentar
Fra : k_m_s |
Dato : 12-04-07 12:56 |
|
Hej Axelise.
Jeg er helt sikker på at det bliver en meget smuk begravelse i morgen.
Din mor fik den smukkeste overgang man kan forestille sig, så kan det sidste farvel til hende også kun blive meget smukt.
Mange tanker
Kim
| |
| Kommentar
Fra : Axelise |
Dato : 14-04-07 08:58 |
|
Begravelsen i går blev vidunderligt smuk.
Kirken var proppet til bristepunktet med mennesker og med blomster. Jeg har aldrig set så mange blomster i en kirke nogensinde, det var meget betagende.
Og selvom vi var kede af det, så blev dagen - i min mors ånd - en festdag, lige som hun havde ønsket den. Det var festligt, kærligt, lyst og smukt både i kirken, ved jordfæstelsen, til vores komsammen bagefter samt ikke mindst om aftenen til vores familiemiddag.
Vi var flere, der havde kamera med, men ingen af os magtede at tage billeder, så vi har kun billeder på vores indre nethinde, men de har til gengæld også printet sig stærkt.
Jeg vil gerne sige tak til alle jer, der har deltaget i denne tråd og været med til at støtte og opmuntre mig i en svær tid. Tak for alle kærlige, kloge og deltagende ord og tanker 
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 14-04-07 15:31 |
|
Tak for accepten af mit svar, Axelise.
Så gik det som forventet. Heller ikke DEN dag var noget, du behøvede at frygte.
Du har nogle smukke og sørgelige minder om din mor. Men det er jo ikke noget, du kunne ønske at være foruden. Det er nok sådan, at jo større del af følelsesspektret vi får brug for i løbet af livet, jo rigere mennesker bliver vi.
Vores mødre har gjort os rige. På hver deres måde...
Billeder fik I ikke, --nej, for man kan ikke det hele. Det var derfor jeg foreslog, at nogen, der ikke var for tæt på skulle opfordres til at tage billeder. For som lidt udenforstående kan man ikke af sig selv begynde at knipse løs uden de pårørendes accept.
--Min søn er jo "asperger" og dermed ikke så følelsesmæssigt knyttet til familien. Derfor kunne han tage billeder undervejs. --Det er billeder, som jeg er rigtig glad for i dag. Ikke fordi jeg kikker på dem tit, men jeg ved, at jeg har dem.
Du kan også gå forbi graven i week-enden sammen med Axel og tage billeder af blomsterne.
---Jeg tror et billede kan have værdi for din far --og for jer andre også-- når der er gået lidt tid.
Lige nu skal du jo nok først og fremmest slappe af og falde til ro. At Axel skal opereres på mandag behøver ikke at stresse yderligere. Det går nok hurtigt og ukompliceret. Det krydser vi vist alle fingre for. --God bedring med ham..
--Jeg vil da altså umådelig gerne høre, hvordan det går med ham.. Måske finder du tid til at skrive et par ord mere i næste uge?
| |
|
Gid vi alle kunne komme herfra på denne smukke måde.......
Tak for en god og lærerig tråd, Axelise - har Axel det godt?
Hanne
| |
 | Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|