De små børns smil
Tekst: Nis Petersen
Jeg samler på de små børns smil
de små børns lyse smil,
og brød man op mit hjertets skal
med bor med dirk med fil,
man fandt den største samling smil,
der nogen tid er set
man fandt det blide genskin af
hvad tusind børn har le'et.
Og trådte du mit hjerte ned,
og knuste det til slut,
så skete kun i samme stund
dets arme væg var brudt -
at små børns smil, de lyse smil
brød ud, kom løs, blev fri
og fyldte mig og fyldte dig
med sollyst skælmeri.
Se, derfor plukker jeg hver gang,
der blomstrer smil på kind,
et lille smil og lukker det
i hjertets skat-skab ind.
|